BILAG II
DEFINITIONER OG INDBERETNINGSPLIGTIGE STATISTISKE OPLYSNINGER
Efter hvert defineret udtryk er angivet, i hvilke artikler eller tabeller i forordningen det forekommer.
I. GENERELLE DEFINITIONER OG VARIABLER
1) EF-lufthavn (artikel 1 og 3)
Et nærmere defineret land- eller vandområde i en medlemsstat, der er omfattet af traktaten, som helt eller delvist er bestemt til at blive anvendt til luftfartøjers ankomst, afgang og trafik på jorden, og som er åbent for erhvervsmæssig lufttransport
(se -4-).
2) Statsflyvning (artikel 1 og tabel C1)
En flyvning, der udføres på vegne af en stats militær, toldmyndigheder, politi eller andre retshåndhævende myndigheder.
Enhver flyvning, der betegnes som »statsflyvning« af de statslige myndigheder.
Ved udtrykket »dog undtaget flyvning med statsluftfartøjer« i artikel 1 forstås »dog undtaget statsflyvninger«.
3) Passagerenhed (artikel 3, stk. 2, 4 og 5)
En passagerenhed svarer til en passager eller 100 kg fragt eller post.
Med henblik på udarbejdelse af fortegnelsen over EF-lufthavne
(se -1-), jf. artikel 3, stk. 2, og i overgangsperioden, jf. artikel 3, stk. 4 og 5, beregnes tærsklerne for EF-lufthavne
(se -1-) i »passagerenheder« som samlet antal transporterede passagerer
(se -16-) plus samlet antal direkte transitpassagerer
(se -18-) (registreret én gang) plus samlet indladet/udladet fragt og post
(se -17-).
4) Erhvervsmæssig lufttransport (artikel 1 og tabel A1, B1, C1)
En flyvning eller en række flyvninger, der udføres med henblik på offentlig transport af passagerer og/eller fragt og post mod vederlag eller lejeafgift.
Der kan være tale om ruteflyvning
(se -5-) eller charterflyvning
(se -6-).
5) Ruteflyvning (tabel A1 og B1)
Erhvervsmæssig lufttransport
(se -4-), som gennemføres efter en offentliggjort fartplan eller med en sådan regelmæssighed og hyppighed, at der tydeligt er tale om en systematisk række flyvninger.
Omfatter også ekstra flyvninger som følge af overskydende trafik fra ruteflyvninger.
6) Charterflyvning (tabel A1 og B1)
Erhvervsmæssig lufttransport
(se -4-), bortset fra ruteflyvning
(se -5-).
7) Passagerflyvning (tabel A1 og B1)
Ruteflyvning
(se -5-) eller charterflyvning
(se -6-), som gennemføres af luftfartøjer med en eller flere betalende passagerer, og alle flyvninger, hvor der ifølge offentliggjorte fartplaner tilbydes passagerflyvning.
Omfatter også flyvninger med både betalende passagerer og fragt og post, der transporteres mod betaling.
8) Ren fragt- og postflyvning (tabel A1 og B1)
Ruteflyvning
(se -5-) eller charterflyvning
(se -6-), som gennemføres af luftfartøjer, der transporterer anden last mod betaling end passagerer, dvs. fragt og post.
Omfatter ikke flyvninger med en eller flere betalende passagerer og flyvninger, hvor der ifølge offentliggjorte fartplaner tilbydes passagerflyvning.
9) Luftfartsselskab (kommercielt lufttrafikforetagende) (tabel A1, B1 og C1)
Et lufttrafikforetagende med en gyldig licens til gennemførelse af erhvervsmæssige flyvninger
(se -13-).
Har flere luftfartsselskaber truffet aftaler i form af joint venture eller på anden måde kontraktligt forpligtet sig til, at to eller flere af dem hver for sig har ansvaret for udbud og salg af lufttransportprodukter i forbindelse med en flyvning eller en kombination af flyvninger, anføres det luftfartsselskab, der faktisk foretager flyvningen.
II. DEFINITIONER OG VARIABLER VEDRØRENDE TABEL A1 (FLYVEETAPE)
10) Flyveetape (tabel A1)
Den af et luftfartøj tilbagelagte strækning fra starten til næste landing.
11) Passagerer om bord (tabel A1)
Alle passagerer om bord på et luftfartøj ved ankomst til eller afgang fra den indberettende lufthavn.
Alle betalende og ikke betalende passagerer om bord på et luftfartøj under en flyveetape
(se -10-).
Omfatter også direkte transitpassagerer
(se -18-) (registreret ved ankomster og afgange).
12) Fragt og post om bord (tabel A1)
Alt gods og al post om bord på et luftfartøj ved ankomst til eller afgang fra den indberettende lufthavn.
Alt gods og al post om bord på et luftfartøj under en flyveetape
(se -10-).
Omfatter også direkte transitgods og -post (registreret ved ankomster og afgange).
Omfatter også ekspresgods og diplomatpost.
Omfatter ikke passagerernes bagage.
13) Erhvervsmæssig flyvning (tabel A1)
En flyvning, der udføres med henblik på offentlig transport af passagerer og/eller fragt og post mod vederlag eller lejeafgift.
I tabel A1 er erhvervsmæssige flyvninger aggregeret med henblik på beregning af de øvrige »indikatorfelter« (»Passagerer om bord
(se -11-)«, »Fragt og post om bord
(se -12-)« og »Disponible passagersæder
(se -14-)«).
14) Disponible passagersæder (tabel A1)
Det samlede antal passagersæder, der udbydes til salg i et luftfartøj, der gennemfører en flyveetape
(se -10-) mellem et lufthavnspar.
Det samlede antal betalende passagerer på en flyveetape
(se -10-) må ikke overstige det samlede antal passagersæder, der udbydes til salg.
Omfatter også sæder, der allerede er solgt på en flyveetape, dvs. sæder, der optages af direkte transitpassagerer
(se -18-).
Omfatter ikke sæder, der faktisk ikke er til rådighed til transport af passagerer på grund af bruttovægtbegrænsninger.
Hvis disse oplysninger ikke foreligger, skal et af følgende skøn indberettes (i prioriteret rækkefølge fra det mest til det mindst relevante):
1. Specifik luftfartøjskonfiguration udtrykt i antal disponible passagersæder i luftfartøjet (identificeret ved luftfartøjets registreringsnummer)
2. Gennemsnitlig luftfartøjskonfiguration udtrykt i gennemsnitligt antal disponible passagersæder for den pågældende luftfartøjstype og det pågældende luftfartsselskab
3. Gennemsnitlig luftfartøjskonfiguration udtrykt i gennemsnitligt antal disponible passagersæder for den pågældende luftfartøjstype.
III. DEFINITIONER OG VARIABLER VEDRØRENDE TABEL B1 (UDGANGS- OG BESTEMMELSESLUFTHAVN) OG TABEL C1 (LUFTHAVNE)
15) Udgangs- og bestemmelseslufthavn (tabel B1)
Trafikken på en flyvning i forbindelse med erhvervsmæssig lufttransport
(se -4-) med et unikt flyvenummer opdelt efter lufthavnspar i overensstemmelse med indladnings- og udladningspunkt på flyvningen.
For passagerer, fragt eller post, hvor indladningslufthavnen ikke kendes, anses udgangslufthavnen for at være indladningssted; tilsvarende anses luftfartøjets bestemmelseslufthavn for at være udladningssted, hvis udladningslufthavnen ikke kendes.
16) Transporterede passagerer (tabel B1 og C1)
Alle passagerer på en given flyvning (med unikt flyvenummer), registreret én gang, selv om flyvningen består af flere etaper.
Alle betalende og ikke betalende passagerer, hvis flyrejse begynder eller slutter i den indberettende lufthavn, og transitpassager, der stiger på eller af i den indberettende lufthavn.
Omfatter ikke direkte transitpassagerer
(se -18-).
17) Indladet/udladet fragt og post (tabel B1 og C1)
Alt gods og al post, der er indladet i eller udladet af et luftfartøj.
Omfatter også ekspresgods og diplomatpost.
Omfatter ikke passagerernes bagage.
Omfatter ikke direkte transitgods og -post.
18) Direkte transitpassagerer (tabel C1)
Passagerer, som efter et kort ophold fortsætter deres flyrejse om bord på samme luftfartøj på en flyvning med samme nummer som den flyvning, hvormed de ankom.
I den samlede lufthavnsstatistik og med henblik på beregning af passagerenheder
(se -3-) registreres passagerer i direkte transit kun én gang.
Passagerer, der skifter luftfartøj på grund af tekniske problemer, men fortsætter på en flyvning med samme flyvenummer, registreres som direkte transitpassagerer.
Nogle flyvninger med mellemlandinger får tildelt et nyt flyvenummer i lufthavnen for at skelne mellem ankomst og afgang (flyvning/returflyvning). Som eksempel kan nævnes en flyvning fra Barcelona til Hamburg med returflyvning til Barcelona via Frankfurt. Passagerer, der i et sådant tilfælde fortsætter deres flyrejse med samme luftfartøj til det mellemliggende bestemmelsessted, skal registreres som direkte transitpassagerer.
19) Samlede erhvervsmæssige luftfartøjsoperationer (tabel C1)
Alle starter og landinger af flyvninger, der udføres mod vederlag eller lejeafgift.
Omfatter også erhvervsmæssig lufttransport
(se -4-) og alle erhvervsmæssige luftfartøjsoperationer i almindelighed.
20) Samlede luftfartøjsoperationer (tabel C1)
Alle starter og landinger foretaget med luftfartøjer.
Omfatter også samlede erhvervsmæssige luftfartøjsoperationer
(se -19-) og ikke-erhvervsmæssige luftfartøjsoperationer i almindelighed.
Omfatter ikke statsflyvninger
(se -2-).
Omfatter ikke touch-and-goes, overskydninger og forgæves landingsforsøg.