RÅDETS FORORDNING (EU) 2021/101 af 25. januar 2021 om fastlæggelse af programmet for bistand til nuklear dekommissionering af Ignalinakernekraftværket i Litauen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1369/2013

(1)

I overensstemmelse med protokol nr. 4 om Ignalinakernekraftværket i Litauen (1) (»protokol nr. 4«), der er knyttet som bilag til akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (2) (»tiltrædelsesakten«), har Litauen forpligtet sig til at lukke Ignalinakernekraftværkets enhed 1 og enhed 2 senest den 31. december 2004 henholdsvis den 31. december 2009 og til efterfølgende at dekommissionere disse enheder.

(2)

I overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til tiltrædelsesakten og ved hjælp af EU-bistand lukkede Litauen de to enheder inden for de respektive frister og gjorde betydelige fremskridt hen imod deres dekommissionering. Yderligere arbejde er nødvendigt for at fortsætte nedbringelsen af strålingsrisikoniveauet. Baseret på de foreliggende overslag kræves der yderligere økonomiske ressourcer til dette formål efter 2020.

(3)

De aktiviteter, der er omfattet af denne forordning, bør være i overensstemmelse med gældende EU-ret og national ret. Dekommissioneringen af Ignalinakernekraftværket bør foretages i overensstemmelse med EU-rettens regler om nuklear sikkerhed, navnlig Rådets direktiv 2009/71/Euratom (3), og affaldshåndtering, navnlig Rådets direktiv 2011/70/Euratom (4). I henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2011/70/Euratom er det medlemsstaterne, der i sidste ende har ansvaret for sikker håndtering af det brugte brændsel og det radioaktive affald, der frembringes.

(4)

Den tidlige lukning og efterfølgende dekommissionering af Ignalinakernekraftværket med dets to RBMK-reaktorenheder på 1 500 MW, der er en arv fra Sovjetunionen, var uden fortilfælde og udgjorde en usædvanlig stor finansiel byrde for Litauen, der ikke stod i et rimeligt forhold til landets størrelse og økonomiske formåen. Protokol nr. 4 fastsætter, at Unionens finansielle bistand til støtte for Litauens indsats for at nedlægge Ignalinakernekraftværket og imødegå konsekvenserne af lukningen og nedlæggelsen skal fortsættes glidende og forlænges efter 2006 for perioden for de næste finansielle overslag.

(5)

Denne forordning fastlægger en finansieringsramme for hele varigheden af programmet for bistand til nuklear dekommissionering af Ignalinakernekraftværket i Litauen (»programmet«), som skal udgøre det primære referencebeløb, jf. punkt 17 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde om budgetspørgsmål og om forsvarlig økonomisk forvaltning (5), for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure.

(6)

Programmet bør oprettes for en periode på syv år, så dets varighed tilpasses varigheden af den flerårige finansielle ramme, der er fastsat i Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 (6).

(7)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (7) (»finansforordningen«) finder anvendelse på dette program. Finansforordningen fastsætter regler for gennemførelsen af EU-budgettet, herunder reglerne for tilskud, priser, udbud, indirekte forvaltning, finansielle instrumenter, budgetgarantier, finansiel bistand og godtgørelse af eksterne eksperter.

(8)

I overensstemmelse med finansforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (8) og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (9), (Euratom, EF) nr. 2185/96 (10) og (EU) 2017/1939 (11) skal Unionens finansielle interesser beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger, herunder foranstaltninger vedrørende forebyggelse, opdagelse, korrektion og undersøgelse af uregelmæssigheder, herunder svig, vedrørende tilbagesøgning af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og, hvor det er relevant, vedrørende pålæggelse af administrative sanktioner. Navnlig har Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i overensstemmelse med forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 og (EU, Euratom) nr. 883/2013 beføjelse til at foretage administrative undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, med henblik på at fastslå, om der foreligger svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser.

Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) er i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1939 beføjet til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (12). I overensstemmelse med finansforordningen skal enhver person eller enhed, som modtager EU-midler, samarbejde fuldt ud om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, give Kommissionen, OLAF, Revisionsretten og, for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til forordning (EU) 2017/1939, EPPO de fornødne rettigheder og den fornødne adgang og sikre, at eventuelle tredjeparter, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler, tildeler tilsvarende rettigheder.

(9)

Denne forordning foregriber ikke resultatet af eventuelle fremtidige statsstøtteprocedurer, der måtte blive indledt i overensstemmelse med artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«).

(10)

Finansieringen i henhold til denne forordning bør koncentreres om aktiviteter, der gennemfører sikkerhedsmålene for dekommissioneringen.

(11)

Programmet bør også omfatte frembringelsen af viden og deling af erfaringer. Viden og indhøstede erfaringer fra programmet med hensyn til den nukleare dekommissioneringsproces bør formidles i Unionen i samordning og synergi med de øvrige relevante EU-programmer for dekommissioneringsaktiviteter i Bulgarien, Slovakiet og Kommissionens nukleare anlæg ved Det Fælles Forskningscenters (JRC's) lokaliteter, da sådanne foranstaltninger giver den største EU-merværdi og bidrager til arbejdstagernes og offentlighedens sikkerhed og til beskyttelsen af miljøet. Samarbejdets omfang, procedure og økonomiske aspekter bør beskrives nærmere i det flerårige arbejdsprogram og kan også være omfattet af aftaler mellem medlemsstaterne og/eller med Kommissionen.

(12)

JRC bør lette formidlingen af viden mellem forskellige EU-interessenter på en koordineret måde, f.eks. ved at gennemføre markedsanalyser, gennemgange og vurderinger af vidensbehovet i Unionen, pege på mulige retningslinjer for samarbejde, interesserede interessenter og områder, hvor den viden, der frembringes i forbindelse med gennemførelsen af programmet, vil give den største merværdi, og udvikle formater for vidensdeling. Formidlingen af den viden, der frembringes, bør finansieres af JRC. Enhver medlemsstat bør kunne tage initiativ til udvikling af forbindelser og udvekslinger med henblik på vidensformidling.

(13)

Dekommissioneringen af Ignalinakernekraftværket bør gennemføres under anvendelse af den bedste tilgængelige tekniske ekspertise og under behørig hensyntagen til karakteren af og de teknologiske specifikationer for de anlæg, der skal dekommissioneres, med henblik på at sikre sikkerheden og størst mulig effektivitet og derved tage hensyn til bedste internationale praksis.

(14)

Litauen og Kommissionen bør sikre en effektiv overvågning og kontrol af dekommissioneringsprocessens forløb for at garantere den største EU-merværdi af den finansiering, der er bevilget i henhold til denne forordning, selv om det endelige ansvar for dekommissioneringen forbliver hos Litauen. Dette omfatter effektiv måling af fremskridt og præstationer og om nødvendigt vedtagelse af korrigerende foranstaltninger. Med henblik herpå bør der oprettes et udvalg med overvågnings- og informationsfunktioner, som bør ledes i fællesskab af en repræsentant for Kommissionen og for Litauen.

(15)

I henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (13) bør dette program evalueres på grundlag af oplysninger indsamlet i overensstemmelse med specifikke overvågningskrav, samtidig med at en administrativ byrde, navnlig for medlemsstaterne, og overregulering undgås. Disse krav bør, hvor det er relevant, omfatte målbare indikatorer som grundlag for evaluering af programmets virkninger i praksis.

(16)

Det bør være muligt at revidere størrelsen af de bevillinger, der er tildelt programmet, samt programmeringsperioden på grundlag af den foreløbige evalueringsrapports resultater.

(17)

Aktiviteter, der samfinansieres i henhold til denne forordning, bør identificeres inden for de grænser, der er fastlagt i den dekommissioneringsplan, som Litauen har forelagt i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 1369/2013 (14). Denne plan fastsætter programmets anvendelsesområde samt dekommissioneringens slutstadium og slutdato. Den dækker endvidere dekommissioneringsaktiviteterne, den tilhørende tidsplan, omkostninger og nødvendige menneskelige ressourcer. Når det er relevant, bør Litauen forelægge ajourførte udgaver af dekommissioneringsplanen for Kommissionen, for at den kan tage dem i betragtning ved udarbejdelsen af arbejdsprogrammerne.

(18)

Aktiviteter under programmet bør gennemføres med en fælles finansiel indsats fra Unionen og Litauen. Der bør fastsættes en øvre grænse for Unionens samfinansiering i overensstemmelse med den samfinansieringspraksis, der er udviklet under de foregående programmer. Under hensyntagen til praksis med sammenlignelige EU-programmer og den styrkede litauiske økonomi bør EU-samfinansieringssatsen være 86 % af de støtteberettigede omkostninger fra starten af programmet til afslutningen af gennemførelsen af de aktiviteter, der finansieres i henhold til denne forordning. Den øvrige finansiering bør tilvejebringes af Litauen og fra andre kilder end Unionens budget, såsom fra internationale finansielle institutioner og andre donorer.

(19)

Forordning (EU) nr. 1369/2013 bør derfor ophæves.

(20)

Der er blevet taget behørigt hensyn til Revisionsrettens særberetning nr. 22/2016 med titlen »EU's programmer for bistand til nuklear nedlukning i Litauen, Bulgarien og Slovakiet: Der er sket visse fremskridt siden 2011, men der ligger kritiske udfordringer forude«, anbefalingerne heri og Kommissionens svar.

(21)

Der er blevet taget notits af Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. januar 2019 om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af programmet for nuklear dekommissionering af Ignalinakernekraftværket i Litauen (Ignalina-programmet) og om ophævelse af Rådets forordning (EU) nr. 1369/2013.

(22)

Programmet falder inden for rammerne af Litauens nationale program for gennemførelsen af politikken for håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald, der er fastlagt i henhold til direktiv 2011/70/Euratom.

(23)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (15).

(24)

Horisontale finansielle regler, der er vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet på grundlag af artikel 322 i TEUF, finder anvendelse på denne forordning. Disse regler er fastsat i finansforordningen og fastlægger navnlig proceduren for opstilling og gennemførelse af budgettet ved hjælp af tilskud, udbud, priser og indirekte gennemførelse og fastsætter kontrol med finansielle aktørers ansvar. Regler, der er vedtaget på grundlag af artikel 322 i TEUF, vedrører også den generelle ordning med konditionalitet for at beskytte Unionens budget.

(25)

De gennemførelsesmetoder og former for EU-finansiering, der er fastsat i denne forordning, bør vælges på grundlag af deres evne til at nå de specifikke mål for aktiviteterne og give resultater, idet der navnlig tages hensyn til kontrolomkostningerne, den administrative byrde og den forventede risiko for manglende overholdelse. Dette bør omfatte overvejelser om anvendelse af faste beløb, faste takster og enhedsomkostninger samt finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger som omhandlet i finansforordningens artikel 125, stk. 1, litra a) —