1. Medlemsstaterne sikrer, at FIU'er spontant eller efter anmodning udveksler alle oplysninger, som måtte være relevante for FIU'ernes behandling eller analyse af oplysninger om hvidvask af penge, de underliggende lovovertrædelser eller finansiering af terrorisme og de fysiske eller juridiske personer, der er involveret, uanset hvilken type underliggende lovovertrædelse det måtte dreje sig om, og selv hvis det på tidspunktet for udvekslingen ikke er konstateret, hvilken type underliggende lovovertrædelse der eventuelt er tale om.
En anmodning skal indeholde de relevante kendsgerninger, baggrundsoplysninger, en begrundelse for anmodningen, forbindelser med det land, hvor den anmodede FIU er hjemmehørende, og en beskrivelse af, hvordan de ønskede oplysninger vil blive brugt.
Når en FIU modtager en indberetning i henhold til artikel 69, stk. 1, første afsnit, litra a), i forordning (EU) 2024/1624, der vedrører en anden medlemsstat, fremsender den omgående indberetningen eller alle relevante oplysninger, der er indhentet herfra, til FIU'en i denne anden medlemsstat.