Artikel 13 Vurdering af afviklingsmuligheder

1.   Medlemsstaterne sikrer, at afviklingsmyndighederne efter høring af tilsynsmyndigheden vurderer, i hvilket omfang forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som ikke er del af en koncern, kan afvikles, uden en antagelse om eventuel ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige, hvor det er muligt og relevant, ud over anvendelse af forsikringsgarantiordninger eller af eventuelle finansieringsordninger.

Et forsikrings- eller genforsikringsselskab anses for at kunne afvikles, hvis det er muligt og troværdigt at likvidere dette selskab ved almindelig insolvensbehandling, eller hvis det er muligt og troværdigt, at afviklingsmyndigheden afvikler dette selskab ved anvendelse af afviklingsværktøjer og udøvelse af afviklingsbeføjelser.

2.   Hvis en afviklingsmyndighed konkluderer, at en afviklingshandling kan være nødvendig i samfundets interesse, fordi likvidation ved almindelig insolvensbehandling ikke ville opfylde afviklingsmålene i samme omfang, følger den de på hinanden følgende faser med henblik på:

3.   Afviklingsmyndighederne foretager den i stk. 1 omhandlede vurdering af afviklingsmuligheder samtidig med og med henblik på udarbejdelsen og ajourføringen af afviklingsplanen i henhold til artikel 9. Når afviklingsmyndighederne foretager den i stk. 1 omhandlede vurdering, ser de som minimum på de afviklingsmulighedsdimensioner, der er anført i bilaget.

4.   Med henblik på vurderingen af afviklingsmuligheder kan afviklingsmyndighederne anmode forsikrings- eller genforsikringsselskaber om at forelægge alle nødvendige oplysninger.

5.   EIOPA udsteder senest den 29. januar 2027 retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010 med henblik på nærmere at præcisere de forhold og kriterier, som indgår i vurderingen af forsikrings- og genforsikringsselskabers eller koncerners afviklingsmuligheder, jf. nærværende artikels stk. 1 og dette direktivs artikel 14.