|
Hvis den gennemsnitlige kvotepris for de seks foregående kalendermåneder er mere end 2,4 gange den gennemsnitlige kvotepris for den foregående referenceperiode på to år, frigives 75 mio. kvoter fra markedsstabilitetsreserven i overensstemmelse med artikel 1, stk. 7, i afgørelse (EU) 2015/1814. Den kvotepris, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, som er omfattet af kapitel II og III, er prisen på auktioner gennemført i overensstemmelse med de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 10, stk. 4, for kvoter. Den i første afsnit omhandlede referenceperiode på to år er den toårsperiode, som slutter inden den første måned i den periode på seks kalendermåneder, der er omhandlet i nævnte afsnit. Hvis betingelsen i dette stykkes første afsnit er opfyldt, og stk. 2 ikke finder anvendelse, offentliggør Kommissionen en meddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af den dato, hvor betingelsen blev opfyldt. Kommissionen offentliggør inden for de første tre arbejdsdage i hver måned den gennemsnitlige kvotepris for de foregående seks kalendermåneder og den gennemsnitlige kvotepris for den foregående referenceperiode på to år. Hvis den i første afsnit omhandlede betingelse ikke er opfyldt, offentliggør Kommissionen også det niveau, som den gennemsnitlige kvotepris vil skulle nå den næste måned for at opfylde den i nævnte afsnit omhandlede betingelse.
|