Artikel 15a Integration af vedvarende energi i bygninger

For at fremme produktion og anvendelse af vedvarende energi i bygningssektoren fastlægger medlemsstaterne en vejledende national andel af vedvarende energi, der produceres på stedet eller i nærheden, samt af vedvarende energi, der kommer fra nettet, i det endelige energiforbrug i deres bygningssektor i 2030, som er i overensstemmelse med et vejledende mål om, at andelen af energi fra vedvarende energikilder i bygningssektoren skal udgøre mindst 49 % af Unionens endelige energiforbrugsniveau i bygninger i 2030. Medlemsstaterne angiver deres vejledende nationale andel i de integrerede nationale energi- og klimaplaner, der er forelagt i henhold til artikel 3 og 14 i forordning (EU) 2018/1999, samt oplysninger om, hvordan de agter at nå denne andel.

Medlemsstaterne kan medregne overskudsvarme og -kulde i den vejledende nationale andel omhandlet i stk. 1 op til højst 20 % af denne andel. Hvis medlemsstaterne beslutter sig for at gøre dette, stiger den vejledende nationale andel med halvdelen af den anvendte procentdel af overskudsvarme eller -kulde beregnet i forhold til denne andel.

Medlemsstaterne indfører passende foranstaltninger i deres nationale forskrifter og byggereglementer og, hvor det er relevant, i deres støtteordninger for at øge andelen af elektricitet og opvarmning og køling, som produceres på stedet eller i nærheden, og vedvarende energi, som kommer fra nettet, fra vedvarende energikilder i bygningsmassen. Sådanne foranstaltninger kan omfatte nationale foranstaltninger vedrørende væsentlige stigninger i VE-egetforbrug, VE-fællesskaber, lokal energilagring, intelligent opladning og tovejsopladning, andre fleksibilitetstjenester, såsom fleksibelt elforbrug, kombineret med energieffektivitetsforbedringer vedrørende kraftvarmeproduktion og større renoveringer, som øger antallet af næsten energineutrale bygninger og bygninger, der overstiger mindstekravene til energimæssig ydeevne fastsat i artikel 4 i direktiv 2010/31/EU.

Medlemsstaterne sikrer, at offentlige bygninger på nationalt, regionalt og lokalt plan danner forbillede med hensyn til andelen af anvendt vedvarende energi i overensstemmelse med artikel 9 i direktiv 2010/31/EU og artikel 5 i direktiv 2012/27/EU. Medlemsstaterne kan bl.a. tillade, at denne forpligtelse opfyldes ved at bestemme, at taget på offentlige bygninger eller blandede privat-offentlige bygninger kan anvendes af tredjeparter til installation af anlæg, der producerer energi fra vedvarende energikilder.

Hvis det skønnes relevant, kan medlemsstaterne fremme samarbejde mellem lokale myndigheder og VE-fællesskaber inden for bygningssektoren, navnlig gennem anvendelsen af offentlige udbud.

For at nå op på den vejledende andel af vedvarende energi, der er fastsat i stk. 1, fremmer medlemsstaterne anvendelsen af systemer og udstyr til vedvarende opvarmning og køling, og de kan fremme innovativ teknologi, såsom intelligente og vedvarende elbaserede systemer og udstyr til opvarmning og køling, hvor det er relevant sammen med intelligent styring af energiforbruget i bygninger. Med henblik herpå anvender medlemsstaterne alle passende foranstaltninger, værktøjer og incitamenter, herunder energimærker, der er udviklet i henhold til forordning (EU) 2017/1369, energiattester fastsat i henhold til artikel 11 i direktiv 2010/31/EU og andre relevante certifikater eller standarder, der er udviklet på EU-plan eller nationalt plan, og sikrer, at der er tilstrækkelig information og rådgivning om vedvarende, yderst energieffektive alternativer samt eventuelle finansielle instrumenter og incitamenter til rådighed i tilfælde af udskiftning, med henblik på at fremme en øget udskiftningsrate for gamle varmesystemer og øget omstilling til løsninger baseret på vedvarende energi.