+BILAG II

BILAG II




BILAG II

Væsentlige krav til luftdygtighed

1.   MATERIELINTEGRITET

Materielintegritet, herunder beskyttelse imod trusler mod informationssikkerheden, skal sikres under alle forventede flyvebetingelser i luftfartøjets operationelle levetid. Det skal godtgøres ved vurdering eller analyse, om nødvendigt underbygget ved test, at alle krav er opfyldt.

1.1.   Strukturer og materiale

1.1.1.

Strukturel integritet skal sikres inden for og tilstrækkelig langt ud over de operationelle begrænsninger for luftfartøjet, herunder dets fremdriftssystem, og opretholdes i luftfartøjets operationelle levetid.

1.1.2.

Alle dele af luftfartøjet, som i tilfælde af svigt vil kunne formindske den strukturelle integritet, skal opfylde nedenstående betingelser uden skadelig deformation eller svigt. Dette omfatter alle dele med en betydelig masse og deres fastholdelsesanordninger.

a) 

Alle belastningskombinationer, der med rimelighed kan forventes at forekomme inden for og tilstrækkelig langt ud over luftfartøjets vægt, tyngdepunktsinterval, operationelle begrænsninger og operationelle levetid, skal tages i betragtning. Dette omfatter belastninger, som skyldes vindstød, manøvrer, overtryk, bevægelige flader samt kontrol- og fremdriftssystemer både under flyvning og på jorden.

b) 

Der skal tages hensyn til belastninger og sandsynlige svigt i tilfælde af nødlanding enten på land eller vand.

c) 

De dynamiske virkninger skal indgå i strukturens reaktion på disse belastninger under hensyntagen til luftfartøjets størrelse og konfiguration, svarende til den pågældende type operation.

1.1.3.

Luftfartøjet skal være fri for aeroelastisk ustabilitet og usædvanlig kraftig vibration.

1.1.4.

De fremstillingsprocesser og materialer, der er brugt ved konstruktionen af luftfartøjet, skal omsættes til kendte og reproducerbare strukturelle egenskaber. Der skal redegøres for alle ændringer i den materielle ydeevne i forbindelse med operationelle forhold.

1.1.5.

Så vidt det er praktisk muligt, skal det sikres, at virkningerne af periodisk belastning, miljøforringelse og skade forårsaget ved uheld og af andre forhold ikke formindsker den strukturelle integritet til et resterende styrkeniveau, der ligger under et acceptabelt niveau. Der skal udsendes alle nødvendige instruktioner til sikring af fortsat luftdygtighed i denne henseende.

1.2.   Fremdrift

1.2.1.

Fremdriftssystemets integritet (dvs. motorer og i givet fald propeller) skal påvises inden for og tilstrækkelig langt ud over fremdriftssystemets operationelle begrænsninger og skal opretholdes i dets operationelle levetid, under hensyntagen til fremdriftssystemets rolle i luftfartøjets samlede sikkerhedskoncept.

1.2.2.

Fremdriftssystemet skal inden for de fastsatte grænser producere det tryk eller den effekt, der kræves af det under alle påkrævede flyvebetingelser, under hensyntagen til miljøvirkninger og -forhold.

1.2.3.

De fremstillingsprocesser og materialer, der er brugt ved konstruktionen af fremdriftssystemet, skal omsættes til kendt og reproducerbar strukturel adfærd. Der skal redegøres for alle ændringer i den materielle ydeevne i forbindelse med operationelle forhold.

1.2.4.

Virkningerne af periodisk belastning, miljø- og driftsforringelse og sandsynlige efterfølgende svigt af dele må ikke formindske fremdriftssystemets integritet til niveauer, der ligger under det acceptable. Der skal udsendes alle nødvendige instruktioner til sikring af fortsat luftdygtighed i denne henseende.

1.2.5.

Der skal udsendes alle nødvendige instruktioner og oplysninger samt krav til en sikker og korrekt grænseflade mellem fremdriftssystemet og luftfartøjet.

1.3.   Systemer og udstyr (andet end ikkefastmonteret udstyr):

1.3.1.

Luftfartøjet må ikke frembyde konstruktionskarakteristika eller -detaljer, som erfaringen har vist er farlige.

1.3.2.

Luftfartøjet, herunder de systemer og det udstyr, der kræves til vurderingen af konstruktionstypen eller ifølge de operationelle regler, skal fungere efter hensigten under alle forudseelige driftsbetingelser inden for og tilstrækkelig langt ud over luftfartøjets operationelle begrænsninger under behørig hensyntagen til driftsforholdene for systemet eller udstyret. Andre systemer eller andet udstyr, der ikke kræves til typecertificering eller ifølge driftsreglerne, må, uanset om systemerne eller udstyret fungerer korrekt eller ikke korrekt, ikke mindske sikkerheden og må ikke have nogen negativ indvirkning på noget andet systems eller udstyrs korrekte funktion. Systemer og udstyr skal kunne opereres, uden at det kræver usædvanlige færdigheder eller fysisk kraft.

1.3.3.

Luftfartøjets systemer og udstyr skal hver for sig og i forhold til hinanden være konstrueret således, at en eventuel katastrofal svigtsituation ikke skyldes et enkelt svigt, der ikke forekommer at være yderst usandsynligt, og der skal være et omvendt forhold mellem sandsynligheden for en svigtsituation og omfanget af dennes virkning på luftfartøjet og de ombordværende. Med hensyn til kriteriet om et enkelt svigt som omhandlet ovenfor accepteres det, at der må tages skyldigt hensyn til luftfartøjets størrelse og generelle konfiguration, og at kriteriet om et enkelt svigt derfor muligvis ikke er opfyldt for nogle dele og nogle systemer i helikoptere og mindre flyvemaskiner.

1.3.4.

Besætningen eller i givet fald vedligeholdelsespersonalet skal på en klar, sammenhængende og utvetydig måde gives de oplysninger, der er nødvendige for sikker gennemførelse af flyvningen, samt oplysninger om usikre forhold. Systemer, udstyr og manøvreorganer, herunder skilte og meddelelser, skal være udformet og placeret således, at fejl, som kunne forårsage en farlig situation, reduceres til et minimum.

1.3.5.

Der skal tages forholdsregler med hensyn til konstruktion for at begrænse farerne for luftfartøjet og de ombordværende i form af rimeligt sandsynlige interne og eksterne risici for luftfartøjet, herunder trusler mod oplysningers sikkerhed, til et minimum, herunder beskyttelse mod muligheden for et betydeligt svigt eller sammenbrud i ikkefastmonteret udstyr.

1.4.   Ikkefastmonteret udstyr

1.4.1.

Ikkefastmonteret udstyr skal udføre sin sikkerhedsfunktion eller funktion med relevans for sikkerheden efter hensigten under alle forudseelige driftsbetingelser, medmindre den pågældende funktion også kan udføres med andre midler.

1.4.2.

Ikkefastmonteret udstyr skal kunne opereres, uden at det kræver usædvanlige færdigheder eller fysisk kraft.

1.4.3.

Ikkefastmonteret udstyr må, uanset om det fungerer korrekt eller ikke korrekt, ikke mindske sikkerheden og må ikke have nogen negativ indvirkning på noget andet udstyrs, systems eller apparaturs korrekte funktion.

1.5.   Fortsat luftdygtighed

1.5.1.

Alle nødvendige dokumenter, herunder instruktioner for fortsat luftdygtighed, skal udarbejdes og gøres tilgængelige for at sikre, at den standard for luftdygtighed, der gælder for luftfartøjstypen og alle tilknyttede dele, opretholdes i hele luftfartøjets operationelle levetid.

1.5.2.

Der skal være midler til rådighed til inspektion, tilpasning, smøring, afmontering eller udskiftning af dele og ikkefastmonteret udstyr, hvis det er nødvendigt for fortsat luftdygtighed.

1.5.3.

Instruktioner for fortsat luftdygtighed skal forefindes i form af en manual eller manualer, alt efter hvor stor oplysningsmængden er. Manualerne skal omfatte vedligeholdelses- og reparationsinstruktioner, oplysninger om service samt fejlfindings- og inspektionsprocedurer i et format, der gør dem praktiske at anvende.

1.5.4.

Instruktionerne for fortsat luftdygtighed skal indeholde begrænsninger i luftdygtigheden, der opstiller de obligatoriske udskiftningstidspunkter, inspektionsintervaller og tilknyttede inspektionsprocedurer.

2.   LUFTDYGTIGHEDSASPEKTER I FORBINDELSE MED OPERATION AF MATERIEL

2.1.

Det skal godtgøres, at følgende er adresseret for at sørge for sikkerheden for personer om bord eller på jorden under operation af materiellet:

a) 

Det skal fastsættes, hvilke former for operation luftfartøjet er godkendt til, og de begrænsninger og oplysninger, der er nødvendige for sikker operation, herunder miljømæssige begrænsninger og ydeevne, skal fastsættes.

b) 

Luftfartøjet skal kunne styres og manøvreres på en sikker måde under alle forventede driftsbetingelser, herunder efter svigt i et eller i givet fald flere fremdriftssystemer under hensyntagen til luftfartøjets størrelse og konfiguration. Der skal tages behørigt hensyn til pilotens fysiske styrke, cockpitforhold, pilotarbejdsbyrden og andre menneskelige faktorer samt til flyvefasen og dens varighed.

c) 

Det skal være muligt at foretage en jævn overgang fra en flyvefase til en anden, uden at det kræver usædvanlig færdighed, årvågenhed, fysisk styrke eller en usædvanlig arbejdsindsats fra pilotens side under alle sandsynlige driftsbetingelser.

d) 

Luftfartøjet skal have en sådan stabilitet, at kravene til piloten ikke bliver urimeligt store under hensyntagen til flyvefasen og dens varighed.

e) 

Der skal fastlægges procedurer for normale operations-, svigt- og nødsituationer.

f) 

Der skal forefindes advarsler eller andre præventive midler, således at normale operationelle begrænsninger i forhold til luftfartøjstypen ikke overskrides.

g) 

Luftfartøjets og dets systemers karakteristika skal gøre det muligt sikkert at vende tilbage til normale flyveforhold efter eventuelt ekstreme operationelle forhold.

2.2.

Driftsbegrænsninger og andre oplysninger, der er nødvendige for sikker operation, skal stilles til rådighed for besætningen.

2.3.

Luftfartøjet skal beskyttes mod fare under sine operationer som følge af dårlige eksterne og interne omgivende forhold, herunder miljøforhold.

a) 

Især må der, hvis det er relevant for den pågældende type operation, ikke opstå en usikker situation på grund af fænomener som f.eks., men ikke udelukkende, dårlige vejrforhold, lyn, sammenstød med fugle, højfrekvensstrålingsfelter og ozon, der med rimelighed kan forventes at forekomme under operation af materiellet, under hensyntagen til luftfartøjets størrelse og konfiguration.

b) 

Kabineafdelingerne skal, svarende til den pågældende type operation, være indrettet således, at passagererne har passende befordringsforhold og på passende måde er beskyttet mod forventede farer som følge af flyveoperationer eller nødsituationer, herunder farer i forbindelse med ild, røg, giftige luftarter og hurtig dekompression, under hensyntagen til luftfartøjets størrelse og konfiguration. Der skal træffes forholdsregler for at give de ombordværende alle rimelige chancer for at undgå alvorlig legemsbeskadigelse og rømme luftfartøjet hurtigt og for at beskytte dem mod følgerne af decelerationskræfter i tilfælde af nødlanding på land eller vand. Der skal efter behov være klare og utvetydige skilte eller meddelelser, der oplyser de ombordværende om hensigtsmæssig sikker adfærd og sikkerhedsudstyrets placering og korrekt brug heraf. Det fornødne sikkerhedsudstyr skal være lettilgængeligt.

c) 

Besætningsafdelingerne skal, svarende til den pågældende type operation, være indrettet med henblik på at lette arbejdet under flyveoperationer, herunder med midler, der skaber situationsbevidsthed, og håndtering af alle forventede situationer og nødsituationer. Miljøet i besætningsafdelingerne må ikke have nogen negativ virkning på besætningens evne til at udføre sine opgaver, og det skal konstrueres således, at der undgås forstyrrelser under operationer og forkert brug af manøvreorganerne.

3.   ORGANISATIONER (HERUNDER FYSISKE PERSONER, DER BESKÆFTIGER SIG MED KONSTRUKTION, FREMSTILLING, SIKRING AF FORTSAT LUFTDYGTIGHED ELLER VEDLIGEHOLDELSE)

3.1.

Der udstedes godkendelser til organisationer, svarende til aktivitetstype, når følgende betingelser er opfyldt:

a) 

Organisationen skal have alle de nødvendige midler til at udføre arbejdet. Disse midler omfatter, men er ikke begrænset til, følgende: faciliteter, personale, udstyr, værktøj og materiel, dokumentation af opgaver, ansvarsområder og procedurer, adgang til relevante data samt optegnelser.

b) 

Organisationen skal indføre og vedligeholde et administrationssystem for at sikre opfyldelse af de væsentlige krav, der er fastsat i dette bilag, styre sikkerhedsrisici og tilstræbe løbende forbedringer af dette system, i overensstemmelse med aktivitetstypen og organisationens størrelse.

c) 

Organisationen skal om nødvendigt indgå ordninger med andre relevante organisationer for at sikre, at de væsentlige luftdygtighedskrav, der er fastsat i dette bilag, fortsat vil være opfyldt.

d) 

Organisationen skal indføre et system for indberetning af begivenheder som en del af administrationssystemet i litra b) og ordningerne i litra c) for at bidrage til den tilstræbte fortsatte forbedring af sikkerheden. Systemet for indberetning af begivenheder skal være i overensstemmelse med gældende EU-ret.

3.2.

For vedligeholdelsesuddannelsesorganisationer gælder betingelserne i punkt 3.1, litra c), og 3.1, litra d), ikke.

3.3.

Fysiske personer, der beskæftiger sig med vedligeholdelse, skal tilegne sig teoretisk viden, praktiske færdigheder og erfaring på et niveau, der svarer til aktivitetstypen, og skal holde deres viden ved lige.

1. Oversigt

,
Titel Regulering

1.1 Referencer

1.2 Identificerede krav

1.3 Relaterede standarder

2. Identificerede krav

Krav
Kilde Krav

3. Relaterede standarder

Standarder
Kilde Krav