+BILAG V

BILAG V




BILAG V

Væsentlige krav til flyveoperationer

1.   GENERELT

1.1.

En flyvning må ikke foretages, medmindre besætningsmedlemmerne og i givet fald alt andet operativt personale, der er involveret i forberedelse og gennemførelse af flyvningen, er fortrolige med de love, bestemmelser og procedurer, som er relevante for udførelsen af deres opgaver og gældende for de områder, der skal gennemflyves, de flyvepladser, der påtænkes benyttet, og de dertil hørende luftfartsnavigationshjælpemidler.

1.2.

En flyvning skal udføres i overensstemmelse med de driftsprocedurer for forberedelse og gennemførelse af flyvningen, der er fastsat i flyvehåndbogen eller i givet fald driftshåndbogen.

1.3.

De enkelte besætningsmedlemmers funktioner og opgaver skal være fastlagt før hver flyvning. Luftfartøjschefen har ansvaret for luftfartøjets operation og sikkerhed og for alle besætningsmedlemmers og passagerers samt ombordværende fragts sikkerhed.

1.4.

Genstande eller stoffer, der kan indebære en væsentlig risiko for helbred, sikkerhed, ejendom eller miljøet, såsom farligt gods, våben og ammunition, må ikke transporteres af et luftfartøj, medmindre der følges særlige sikkerhedsprocedurer og -instruktioner for at minimere de dermed forbundne risici.

1.5.

Alle nødvendige data, dokumenter, registreringer og oplysninger, der skal vise, at de betingelser, der er anført i punkt 5.3, er opfyldt, skal opbevares for hver flyvning og være tilgængelige og beskyttet mod uautoriseret ændring i en minimumsperiode, der svarer til den pågældende type operation.

2.   FORBEREDELSE TIL FLYVNING

En flyvning må ikke påbegyndes, før der med rimelige midler er skabt vished for, at alle følgende betingelser er opfyldt:

a) 

Tilstrækkelige faciliteter, der er direkte nødvendige for flyvningen og for sikker operation af luftfartøjet, herunder kommunikationsfaciliteter og navigationshjælpemidler, skal være tilgængelige for gennemførelsen af flyvningen under hensyn til tilgængelig dokumentation fra luftfartsinformationstjenester.

b) 

Besætningen skal være fortrolig med og passagererne informeret om placering og brug af relevant nødudstyr. Besætning og passagerer skal have adgang til fyldestgørende information, der vedrører operationen og er specifik for det installerede udstyr, om nødprocedurer og brugen af sikkerhedsudstyr i kabinen.

c) 

Luftfartøjschefen skal forvisse sig om, at

i) 

luftfartøjet er luftdygtigt som omhandlet i punkt 6

ii) 

luftfartøjet i givet fald er behørigt registreret, og at de fornødne dertil hørende certifikater forefindes om bord på luftfartøjet

iii) 

de instrumenter og det udstyr, der er omhandlet i punkt 5, og som er nødvendige for gennemførelsen af flyvningen, er installeret i luftfartøjet og er funktionsdygtige, medmindre det ikke er påkrævet i henhold til den gældende minimumsudstyrsliste (MEL) eller et tilsvarende dokument

iv) 

luftfartøjets masse og tyngdepunkt er sådan, at flyvningen kan gennemføres inden for de grænser, der er foreskrevet i luftdygtighedsdokumentationen

v) 

al kabinebagage, indskrevet bagage og fragt er forsvarligt anbragt og surret, og

vi) 

luftfartøjets driftsbegrænsninger som omhandlet i punkt 4 ikke overskrides på noget tidspunkt under flyvningen.

d) 

Flybesætningen skal have adgang til information om vejrforhold på afgangs- og destinationsflyvepladsen og i givet fald alternative flyvepladser samt om en route-forhold. Man skal være særligt opmærksom på potentielt farlige atmosfæriske forhold.

e) 

Passende afbødende foranstaltninger eller beredskabsplaner skal forefindes for at håndtere potentielt farlige atmosfæriske forhold, der forventes at opstå under flyvningen.

f) 

For en flyvning baseret på visuelle flyveregler skal vejrforholdene på den rute, der skal flyves, være sådan, at disse flyveregler kan overholdes. For en flyvning baseret på instrumentflyveregler skal der vælges en destinationsflyveplads og i givet fald en eller flere alternative flyvepladser, hvor luftfartøjet kan lande, under hensyn til navnlig vejrmeldinger, tilgængelige luftfartstjenester, tilgængelige faciliteter på jorden og de instrumentflyveprocedurer, der er godkendt af den stat, hvori destinationsflyvepladsen og/eller den alternative flyveplads er beliggende.

g) 

Mængden af brændstof/fremdriftsenergi og hjælpematerialer om bord skal være tilstrækkelig til, at den påtænkte flyvning kan gennemføres sikkert under hensyn til vejrforholdene, alle andre forhold, der påvirker luftfartøjets præstationer, og eventuelle forsinkelser, der forventes under flyvningen. Der skal desuden medbringes en brændstof-/energireserve med henblik på uforudsete situationer. Der skal i givet fald være fastlagt procedurer for brændstof-/energistyring under flyvning.

3.   FLYVEOPERATIONER

I forbindelse med flyveoperationer skal følgende betingelser være opfyldt:

a) 

Når det er relevant for luftfartøjstypen, skal alle besætningsmedlemmer under start og landing, og når det i øvrigt af luftfartøjschefen skønnes nødvendigt af hensyn til sikkerheden, sidde på deres sæde og benytte de fastgørelsessystemer, der forefindes.

b) 

Når det er relevant for luftfartøjstypen, skal alle flybesætningsmedlemmer, hvis tilstedeværelse i cockpittet er påkrævet, sidde og forblive siddende på deres plads med sikkerhedsbæltet fastspændt, bortset fra de situationer en route, hvor fysiologiske eller operationelle behov umuliggør dette.

c) 

Når det er relevant for luftfartøjstypen og operationstypen, skal luftfartøjschefen sikre sig før start og landing, under taxiing, og når det i øvrigt skønnes nødvendigt af hensyn til sikkerheden, at alle passagerer sidder forsvarligt fastspændt.

d) 

En flyvning skal udføres på en sådan måde, at der altid holdes korrekt afstand til andre luftfartøjer, og den fornødne hindringsfrihed sikres, i alle faser af flyvningen. Afstanden skal som minimum svare til, hvad der kræves i henhold til gældende lufttrafikregler, svarende til den pågældende type operation.

e) 

En flyvning må ikke fortsættes, medmindre de kendte forhold til stadighed mindst svarer til de i punkt 2 anførte. For en flyvning baseret på instrumentflyveregler må indflyvningen til en flyveplads desuden ikke fortsættes under en nærmere fastsat højde eller forbi en bestemt position, hvis de foreskrevne sigtbarhedskriterier ikke er opfyldt.

f) 

I en nødsituation skal luftfartøjschefen sikre sig, at alle passagerer er instrueret i de nødforanstaltninger, der er relevante efter omstændighederne.

g) 

Luftfartøjschefen skal træffe alle nødvendige forholdsregler for at minimere forstyrrende passageradfærds indvirkning på flyvningen.

h) 

Et luftfartøj må ikke taxies på en flyveplads' trafikområde, og dets rotor må ikke være tilsluttet strømforsyningen, medmindre personen ved instrumentpanelet har den fornødne kompetence.

i) 

De brændstof-/energistyringsprocedurer, der gælder under flyvning, skal i givet fald anvendes.

4.   LUFTFARTØJETS PRÆSTATION OG DRIFTSBEGRÆNSNINGER

4.1.

Et luftfartøj skal opereres i overensstemmelse med luftdygtighedsdokumentationen og alle dertil hørende driftsprocedurer og -begrænsninger, som er anført i den godkendte flyvehåndbog eller eventuel tilsvarende dokumentation. Flyvehåndbogen eller den tilsvarende dokumentation skal være tilgængelig for besætningen og holdes opdateret for hvert luftfartøj.

4.2.

Uanset punkt 4.1. kan flyvning med helikoptere af nogle øjeblikkes varighed gennem det skyggede område af højdehastighedsdiagrammet tillades, forudsat at der er sørget for sikkerhed.

4.3.

Luftfartøjet skal opereres i overensstemmelse med den gældende miljødokumentation.

4.4.

En flyvning må ikke påbegyndes eller fortsættes, medmindre luftfartøjets beregnede præstation under hensyn til alle faktorer, der indvirker i væsentlig grad på dets præstation, gør det muligt at gennemføre alle faser af flyvningen inden for de gældende afstande/områder og den gældende hindringsfrihed med den planlagte operationelle masse. Præstationsfaktorer, som i væsentlig grad indvirker på start, en route og indflyvning/landing, er især

a) 

driftsprocedurer

b) 

flyvepladsens trykhøjde

c) 

vejrforhold (temperatur, vind, nedbør og sigtbarhed)

d) 

start- og landingsområdets størrelse, hældning og tilstand og

e) 

skrogets, strømanlæggets eller systemernes tilstand under hensyn til eventuel forringelse.

4.5.

Sådanne faktorer skal tages direkte i betragtning som operationelle parametre eller indirekte i form af tilladte afvigelser eller margener, som kan fastlægges ved beregningen af præstationsdata, svarende til den pågældende type operation.

5.   INSTRUMENTER, DATA OG UDSTYR

5.1.

Et luftfartøj skal være forsynet med det navigations-, kommunikations- og andet udstyr, der er nødvendigt for den påtænkte flyvning under hensyn til de gældende luftfartsbestemmelser og lufttrafikregler i samtlige faser af flyvningen.

5.2.

Et luftfartøj skal i givet fald være forsynet med alt nødvendigt sikkerheds-, læge-, evakuerings- og overlevelsesudstyr under hensyn til de risici, der er forbundet med operationsområderne, de ruter, der skal flyves, flyvehøjden og flyvningens varighed.

5.3.

Alle data, der er nødvendige for, at besætningen kan gennemføre flyvningen, skal være opdaterede og tilgængelige om bord på luftfartøjet under hensyn til gældende luftfartsbestemmelser, lufttrafikregler, flyvehøjder og operationsområder.

6.   FORTSAT LUFTDYGTIGHED OG MATERIELLETS MILJØGODKENDELSE

6.1.

En flyveoperation må ikke foretages, medmindre

a) 

luftfartøjet er luftdygtigt og kan opereres sikkert og i overensstemmelse med miljølovgivningen

b) 

det operationelle udstyr og nødudstyr, der er nødvendigt for den påtænkte flyvning, er tjenligt

c) 

luftfartøjets luftdygtighedsbevis og i givet fald støjcertifikat er gyldigt, og

d) 

vedligeholdelsen af luftfartøjet er udført i overensstemmelse med gældende krav.

6.2.

Luftfartøjet skal forud for hver flyvning eller serie af på hinanden følgende flyvninger inspiceres ved et tjek før flyvning for at afgøre, om det er tjenligt til den påtænkte flyvning.

6.3.

Luftfartøjet må ikke opereres, medmindre det er frigivet til brug af kvalificerede personer eller organisationer efter vedligeholdelse. Den underskrevne frigivelsesattest skal bl.a. indeholde basisoplysninger om den udførte vedligeholdelse.

6.4.

Dokumentation for status for luftfartøjets luftdygtighed og miljøgodkendelse skal opbevares og beskyttes mod uautoriseret ændring i en periode svarende til den, der er fastsat i de gældende krav til fortsat luftdygtighed, indtil oplysningerne i dokumentationen er erstattet af nye lige så omfattende og detaljerede oplysninger, dog under ingen omstændigheder mindre end 24 måneder.

6.5.

Alle ændringer og reparationer skal opfylde de væsentlige krav til luftdygtighed og i givet fald til materiellets miljøgodkendelse. De data, der dokumenterer, at kravene til luftdygtighed og til materiellets miljøgodkendelse er opfyldt, skal gemmes og beskyttes mod uautoriseret ændring.

6.6.

Det er luftfartøjsoperatørens ansvar at sikre, at en tredjepart, der udfører vedligeholdelse, opfylder operatørens krav til flyvesikkerhed og luftfartssikkerhed (security).

7.   BESÆTNINGSMEDLEMMER

7.1.

Antallet af besætningsmedlemmer og besætningens sammensætning skal fastlægges under hensyn til

a) 

begrænsninger i luftfartøjets certificering, herunder i givet fald den relevante demonstration af nødevakuering

b) 

luftfartøjets konfiguration og

c) 

typen af operationer samt deres varighed.

7.2.

Luftfartøjschefen skal have myndighed til at give alle ordrer og træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre luftfartøjets operation og sikkerhed samt sikkerheden for personer og/eller ejendom, der befordres i luftfartøjet.

7.3.

I en nødsituation, som bringer luftfartøjets operation og sikkerhed og/eller sikkerheden for personer om bord i fare, skal luftfartøjschefen træffe de forholdsregler, vedkommende skønner nødvendige af hensyn til sikkerheden. Hvis en sådan forholdsregel indebærer en overtrædelse af lokale bestemmelser eller procedurer, bærer luftfartøjschefen ansvaret for omgående at underrette den relevante lokale myndighed.

7.4.

Når andre personer befordres, må der kun simuleres nødsituationer eller unormale situationer, hvis de pågældende personer er blevet behørigt underrettet og er bekendt med de hermed forbundne risici, før de går om bord på flyet, jf. dog punkt 8.12.

7.5.

Intet besætningsmedlem må lade sin udførelse af opgaver/beslutningstagning svækkes i en sådan grad, at flyvesikkerheden bringes i fare på grund af virkningerne af træthed, idet der blandt andet tages hensyn til overanstrengelse, søvnmangel, antal gennemfløjne sektorer, nattjeneste eller passage af tidszoner. Hvileperioder skal være tilstrækkeligt lange til, at besætningsmedlemmerne kan overvinde virkningerne af udførte arbejdsopgaver i den forudgående tjenesteperiode og være veludhvilede ved starten af den efterfølgende flyvetjenesteperiode.

7.6.

Et besætningsmedlem må ikke varetage tildelte opgaver om bord på et luftfartøj, hvis vedkommende er påvirket af psykoaktive stoffer eller alkohol eller er uegnet på grund af fysiske skader, træthed, medicinering, sygdom eller lignende.

8.   YDERLIGERE KRAV TIL ERHVERVSMÆSSIG LUFTTRANSPORT OG ANDRE OPERATIONER, SOM ER OMFATTET AF KRAV OM CERTIFICERING ELLER ERKLÆRINGER OG UDFØRES MED FLYVEMASKINER, HELIKOPTERE ELLER LUFTFARTØJER MED KIPBAR ROTOR

8.1.

Operationen må kun foretages, når følgende betingelser er opfyldt:

a) 

Luftfartøjsoperatøren skal direkte eller via aftaler med tredjeparter råde over de nødvendige midler i forhold til operationernes omfang og rækkevidde. Disse midler omfatter, men er ikke begrænset til, følgende: luftfartøjer, faciliteter, forvaltningsstruktur, personale, udstyr, dokumentation af opgaver, ansvar og procedurer, adgang til relevante data samt optegnelser.

b) 

Luftfartøjsoperatøren må kun benytte uddannet personale med passende kvalifikationer og skal gennemføre og ajourføre uddannelses- og kontrolprogrammer for besætningsmedlemmer og andet relevant personale, som er nødvendige for at sikre, at deres certifikater, ratings og kvalifikationer er gangbare.

c) 

Luftfartøjsoperatøren skal indføre og vedligeholde et administrationssystem for at sikre opfyldelse af de væsentlige krav, der er fastsat i dette bilag, styre sikkerhedsrisici og tilstræbe løbende forbedringer af systemet i overensstemmelse med aktivitetstypen og organisationens størrelse.

d) 

Luftfartøjsoperatøren skal indføre et system for indberetning af begivenheder som en del af administrationssystemet i litra c) for at bidrage til den tilstræbte løbende forbedring af sikkerheden. Systemet for indberetning af begivenheder skal være i overensstemmelse med gældende EU-ret.

8.2.

Operationen må kun foretages i overensstemmelse med en luftfartøjsoperatørs driftshåndbog. Denne håndbog skal indeholde alle nødvendige instruktioner, informationer og procedurer for alle de luftfartøjer, der opereres, og for det operative personales opgaver. Gældende begrænsninger for flyvetid, flyvetjenesteperioder og hvileperioder for besætningsmedlemmer skal angives. Driftshåndbogen og revisioner heraf skal være i overensstemmelse med den godkendte flyvehåndbog og ændres i nødvendigt omfang.

8.3.

Luftfartøjsoperatøren skal fastlægge de nødvendige procedurer for at minimere forstyrrende passageradfærds indvirkning på sikre flyveoperationer.

8.4.

Luftfartøjsoperatøren skal udarbejde og vedligeholde programmer for sikkerhed (security), der er tilpasset luftfartøjet og den pågældende type operation, herunder navnlig:

a) 

sikkerheden (security) i forbindelse med flybesætningens afdeling i luftfartøjet

b) 

tjekliste for luftfartøjets eftersøgningsprocedure

c) 

uddannelsesprogrammer og

d) 

beskyttelse af elektroniske systemer og computersystemer for at forhindre bevidst og ubevidst systeminterferens og -ødelæggelse.

8.5.

Hvis sikkerhedsforanstaltninger kan påvirke sikkerheden ved operationerne negativt, skal risiciene vurderes, og der skal udarbejdes de fornødne procedurer for at mindske sikkerhedsrisiciene, hvilket kan kræve brug af specialudstyr.

8.6.

Luftfartøjsoperatøren skal udpege en af piloterne i flybesætningen til luftfartøjschef.

8.7.

Forebyggelse af træthed skal styres ved hjælp af et system til forvaltning af træthed. I forbindelse med en flyvning eller en serie flyvninger skal et sådant system adressere flyvetid, flyvetjenesteperioder, arbejdsopgaver og afpassede hvileperioder. Ved fastsættelse af begrænsninger inden for træthedsforvaltningssystemet skal der tages hensyn til alle relevante faktorer, der medvirker til træthed, f.eks. antallet af gennemfløjne sektorer, passage af tidszoner, søvnmangel, forstyrrelse af døgnrytmen, nattjeneste, positionering, kumuleret tjenestetid i bestemte perioder, fordelingen af tildelte opgaver mellem besætningsmedlemmerne samt indsættelse af flere besætningsmedlemmer.

8.8.

Luftfartøjsoperatøren skal sikre, at de i punkt 6.1, 6.4 og 6.5 omhandlede opgaver kontrolleres af en organisation med ansvar for sikring af fortsat luftdygtighed, som skal opfylde betingelserne i bilag II, punkt 3.1, og bilag III, punkt 7 og 8.

8.9.

Luftfartøjsoperatøren skal sikre, at den i punkt 6.3 omhandlede frigivelsesattest er udstedt af en organisation, der er kvalificeret til at vedligeholde materiel, dele og ikkefastmonteret udstyr. Organisationen skal opfylde kravene i bilag II, punkt 3.1.

8.10.

Den i punkt 8.8 omhandlede organisation skal udarbejde en organisationshåndbog, der til brug og vejledning for det berørte personale indeholder en beskrivelse af alle organisationens procedurer for fortsat luftdygtighed.

8.11.

Der skal forefindes et tjeklistesystem, som besætningsmedlemmerne kan anvende efter behov i alle faser af operationen af luftfartøjet under normale og unormale forhold og i nødsituationer. Der skal være fastsat procedurer for alle nødsituationer, der med rimelighed kan forudses.

8.12.

Der må ikke simuleres nødsituationer eller unormale situationer, når der befordres passagerer eller fragt.

1. Oversigt

,
Titel Regulering

1.1 Referencer

1.2 Identificerede krav

1.3 Relaterede standarder

2. Identificerede krav

Krav
Kilde Krav

3. Relaterede standarder

Standarder
Kilde Krav