Preamble: 1

(1)

Netværksbaserede tjenester kan leveres hvor som helst fra og kræver ikke fysisk infrastruktur, lokaler eller medarbejdere i det land, hvor den pågældende tjeneste udbydes eller i selve det indre marked. Som følge heraf kan det være svært at anvende og håndhæve forpligtelser, der er fastlagt i national ret og EU-retten, og som finder anvendelse på de pågældende tjenesteudbydere, navnlig pligten til at efterleve en kendelse eller en afgørelse udstedt af en judiciel myndighed. Dette er især tilfældet i strafferetten, hvor medlemsstaternes myndigheder har vanskeligt ved at forkynde, sikre efterlevelse af og håndhæve deres afgørelser, navnlig når de omhandlede tjenester leveres fra et sted uden for deres område. På denne baggrund har medlemsstaterne truffet en række uens foranstaltninger for mere effektivt at kunne anvende og håndhæve deres lovgivning. Dette omfatter foranstaltninger til henvendelse til tjenesteudbydere om at indhente elektronisk bevismateriale, som er relevant for straffesager. Til det formål har visse medlemsstater vedtaget eller overvejer at vedtage lovgivning, der påbyder en række tjenesteudbydere, der udbyder tjenester på medlemsstatens område, at etablere en obligatorisk retlig repræsentation på dette område. Sådanne krav skaber hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser i det indre marked.

(2)

Der er en risiko for, at medlemsstaterne i mangel af en EU-dækkende tilgang vil forsøge at afhjælpe de eksisterende mangler i forbindelse med indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager ved at pålægge forskellige nationale forpligtelser. Sådanne uens nationale forpligtelser vil skabe yderligere hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser i det indre marked.

(3)

I mangel af en EU-dækkende tilgang resulterer dette i retsusikkerhed, som vil påvirke både tjenesteudbydere og nationale myndigheder. Uens og muligvis modstridende forpligtelser finder anvendelse på tjenesteudbydere, der er etableret i eller udbyder deres tjenester i forskellige medlemsstater, hvilket resulterer i, at sådanne tjenesteudbydere underlægges forskellige sanktionsordninger i tilfælde af overtrædelser. Sådanne forskelligheder i de strafferetlige rammer vil sandsynligvis blive yderligere udtalt på grund af kommunikations- og informationssamfundstjenesternes stigende betydning for vores dagligdag og i vort samfund. Sådanne forskelligheder udgør ikke alene en hindring for et velfungerende indre marked, men medfører også problemer for etableringen af Unionens område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og dettes korrekte funktionsmåde.

(4)

For at undgå forskelligheder i den retlige ramme og sikre, at virksomheder, der er aktive i det indre marked, er underlagt de samme eller ensartede forpligtelser, har Unionen vedtaget en række retsakter på tilknyttede områder såsom databeskyttelse, nærmere bestemt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (3) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (4). For at hæve beskyttelsesniveauet for de registrerede bestemmes det i forordning (EU) 2016/679, at dataansvarlige og databehandlere, der ikke er etableret i Unionen, men udbyder varer eller tjenesteydelser til registrerede i Unionen eller overvåger disse registreredes adfærd, hvis deres adfærd foregår i Unionen, skal udpege en retlig repræsentant i Unionen, medmindre behandlingen af oplysninger er lejlighedsvis, ikke i stort omfang omfatter behandling af særlige kategorier af personoplysninger eller behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser og sandsynligvis ikke indebærer en risiko for fysiske personers rettigheder eller frihedsrettigheder under hensyntagen til behandlingens karakter, sammenhæng, omfang og formål, eller hvis den dataansvarlige eller databehandleren er en offentlig myndighed eller et offentligt organ.

(5)

Ved fastlæggelsen af harmoniserede regler for visse tjenesteudbydere om udpegning af bestemte forretningssteder og retlige repræsentanter til modtagelse, overholdelse og håndhævelse af afgørelser og kendelser udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager bør de eksisterende hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser blive fjernet og fremtidig indførelse af forskellige nationale tilgange i den henseende forebygges. Der bør derfor indføres ensartede spilleregler for alle tjenesteudbydere. Afhængigt af om tjenesteudbyderne er etableret i Unionen eller ej, bør medlemsstaterne sikre, at tjenesteudbydere udpeger et bestemt forretningssted eller en retlig repræsentant. Disse harmoniserede regler om udpegning af bestemte forretningssteder og af retlige repræsentanter bør ikke berøre tjenesteudbydernes forpligtelser i henhold til anden EU-lovgivning. Desuden bør en mere effektiv retshåndhævelse i straffesager inden for Unionens område med frihed, sikkerhed og retfærdighed fremmes.

(6)

De udpegede forretningssteder og retlige repræsentanter, der er omhandlet i dette direktiv, bør tjene som adressater for afgørelser og kendelser med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1543 (5), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU (6) og konventionen udarbejdet af Rådet i overensstemmelse med artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (7), herunder når disse afgørelser og kendelser fremsendes i form af en attest.

Anvendelse af det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant bør ske i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i de instrumenter og den lovgivning, der finder anvendelse på retssager, herunder når instrumenterne giver mulighed for direkte forkyndelse af kendelser i grænseoverskridende situationer for tjenesteudbyderens udpegede forretningssted eller retlige repræsentant, eller er baseret på samarbejde mellem kompetente judicielle myndigheder. De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvori det udpegede forretningssted er etableret, eller hvor den retlige repræsentant er bosiddende, bør handle i overensstemmelse med den rolle, der er fastlagt for vedkommende i det respektive instrument, såfremt der er fastsat inddragelse af disse. Medlemsstaterne bør også kunne rette afgørelser og kendelser med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale på grundlag af national ret til en fysisk eller juridisk person, der fungerer som retlig repræsentant eller som udpeget forretningssted for en tjenesteudbyder på deres område.

(7)

Medlemsstaterne bør sikre, at tjenesteudbydere, som udbyder tjenester i Unionen den 18. februar 2026 har pligt til at udpege mindst ét udpeget forretningssted eller mindst én retlig repræsentant senest den 18. august 2026, og at tjenesteudbydere, som begynder at udbyde tjenester i Unionen efter denne dato, udpeger mindst ét udpeget forretningssted eller mindst én retlig repræsentant senest seks måneder fra datoen, hvor de begynder at udbyde tjenester i Unionen. Uden at det berører databeskyttelsesgarantierne, kan et sådant udpeget forretningssted eller en sådan udpeget retlig repræsentant deles mellem flere tjenesteudbydere, navnlig af tjenesteudbydere, der er små eller mellemstore virksomheder.

(8)

Forpligtelsen til at udpege et udpeget forretningssted eller en retlig repræsentant bør gælde tjenesteudbydere, som udbyder tjenester i Unionen, dvs. i en eller flere medlemsstater. Situationer, hvor en tjenesteudbyder er etableret på en medlemsstats område og alene udbyder tjenester på denne medlemsstats område, bør ikke være omfattet af dette direktiv.

(9)

Med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager bør medlemsstaterne fortsat kunne henvende sig til tjenesteudbydere med forretningssted på deres område i rent nationale situationer i overensstemmelse med EU-retten og deres respektive nationale ret. Uanset de muligheder, der i øjeblikket findes i den national ret for at henvende sig til tjenesteudbydere på deres eget område, bør medlemsstaterne ikke omgå de principper, der ligger til grund for dette direktiv eller forordning (EU) 2023/1543.

(10)

For at fastslå, om en tjenesteudbyder udbyder tjenester i Unionen, skal det vurderes, om tjenesteudbyderen gør det muligt for fysiske eller juridiske personer i en eller flere medlemsstater at anvende dennes tjenester. Imidlertid bør alene den omstændighed, at der er adgang til en onlinegrænseflade i Unionen, f.eks. at der er adgang til en tjenesteudbyders eller en mellemmands websted eller e-mailadresse eller andre kontaktoplysninger, ikke i sig selv betragtes som tilstrækkeligt til at fastslå, at en tjenesteudbyder udbyder tjenester i Unionen i den i dette direktiv anvendte betydning.

(11)

For at fastslå, om en tjenesteudbyder udbyder tjenester i Unionen, skal det ud over vurderingen af, om tjenesteudbyderen gør det muligt for juridiske eller fysiske personer i en eller flere medlemsstater at gøre brug af udbyderens tjenester, bestemmes, om der er en væsentlig tilknytning til Unionen. En sådan væsentlig tilknytning til Unionen bør anses for at være til stede, såfremt tjenesteudbyderen er etableret i Unionen. Såfremt tjenesteudbyderen ikke er etableret i Unionen, bør kriteriet om en væsentlig tilknytning baseres på specifikke faktuelle kriterier såsom forekomsten af et betydeligt antal brugere i en eller flere medlemsstater eller målretning af aktiviteter mod en eller flere medlemsstater. Målretning af aktiviteter mod en eller flere medlemsstater bør fastslås på grundlag af alle relevante omstændigheder, herunder faktorer såsom anvendelsen af et sprog eller en valuta, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat, eller muligheden for at bestille varer eller tjenesteydelser.

Målretningen af aktiviteter mod en medlemsstat kan ligeledes udledes af tilgængeligheden af en applikation (»app«) i den relevante nationale app-butik, af lokal annoncering eller annoncering på det sprog, der almindeligvis anvendes i den pågældende medlemsstat, eller af håndteringen af kunderelationer, f.eks. ved at yde kundeservice på det sprog, der almindeligvis anvendes i den pågældende medlemsstat. Det bør endvidere antages, at der er en væsentlig tilknytning, hvis tjenesteudbyderen retter sine aktiviteter mod en eller flere medlemsstater som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (8). På den anden side bør levering af en tjeneste alene med henblik på overholdelse af det forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 (9), ikke uden yderligere grunde betragtes som tegn på, at den erhvervsdrivende retter aktiviteter mod et bestemt område i Unionen. De samme overvejelser bør lægges til grund ved bestemmelsen af, om en tjenesteudbyder udbyder tjenester på en medlemsstats område.

(12)

Forskellige instrumenter, der falder ind under anvendelsesområdet for afsnit V, kapitel 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse på samarbejdet mellem medlemsstaterne i forbindelse med indsamling af bevismateriale i straffesager. På grund af denne »variable geometri«, der kendetegner Unionens område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, er der behov for at sikre, at dette direktiv ikke medvirker til, at der opstår yderligere uligheder eller hindringer for leveringen af tjenesteydelser i det indre marked ved at tillade, at tjenesteudbydere, der udbyder tjenester på medlemsstaternes område, udpeger udpegede forretningssteder eller retlige repræsentanter i de medlemsstater, der ikke deltager i de relevante retlige instrumenter. Derfor bør der udpeges mindst ét udpeget forretningssted eller én retlig repræsentant i en medlemsstat, som deltager i de relevante EU-retlige instrumenter, for at undgå risikoen for at svække effektiviteten af den udpegning, som er fastlagt i dette direktiv, og for at udnytte synergieffekten ved at have et udpeget forretningssted eller en retlig repræsentant til at modtage, overholde og håndhæve afgørelser og kendelser, der falder inden for anvendelsesområdet for dette direktiv, herunder i henhold til forordning (EU) 2023/1543, direktiv 2014/41/EU og konventionen udarbejdet af Rådet i overensstemmelse med artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Herudover vil udpegningen af et udpeget forretningssted eller en retlig repræsentant, som også kan benyttes til at sikre overholdelse af nationale retlige forpligtelser, gøre det muligt at udnytte synergieffekten af at have et klart kontaktpunkt til tjenesteudbydere med henblik på at indsamle beviser i straffesager.

(13)

Tjenesteudbydere bør frit kunne vælge den medlemsstat, hvori de udpeger deres udpegede forretningssted eller, hvor det er relevant, hvori de udpeger deres retlige repræsentant, og medlemsstaterne bør ikke kunne begrænse dette frie valg, f.eks. ved at pålægge tjenesteudbyderen en pligt til at udpege det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant på den pågældende medlemsstats område. Dette direktiv bør imidlertid også give mulighed for visse begrænsninger med hensyn til dette frie valg for tjenesteudbydere, navnlig at det udpegede forretningssted bør etableres, eller, hvor det er relevant, at den retlige repræsentation bør være bosiddende, i en medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen leverer tjenester eller er etableret, og for at der er pligt til at udpege et udpeget forretningssted eller en retlig repræsentant i en af de medlemsstater, der deltager i et retligt instrument, der er omhandlet i dette direktiv. Udpegningen af en retlig repræsentant bør ikke i sig selv anses for at udgøre en etablering af tjenesteudbyderen.

(14)

De tjenesteudbydere, der er mest relevante for indsamling af bevismateriale i straffesager, er udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og specifikke udbydere af informationssamfundstjenester, som letter samspillet mellem brugere. Begge grupper bør således være omfattet af dette direktiv. Elektroniske kommunikationstjenester er defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (10) og omfatter interpersonelle kommunikationstjenester såsom internettelefoni, instant messaging og e-mailtjenester. Dette direktiv bør også finde anvendelse på tjenesteudbydere i informationssamfundet i den i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (11) anvendte betydning, som ikke betragtes som udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, men som giver deres brugere mulighed for at kommunikere med hinanden, eller som tilbyder deres brugere tjenester, som kan bruges til at lagre eller på anden måde behandle data på deres vegne. Dette ville være i overensstemmelse med de udtryk, der anvendes i Europarådets konvention om IT-kriminalitet (ETS nr. 185), udfærdiget i Budapest den 23. november 2001, også kaldet Budapestkonventionen. Ved databehandling bør forstås databehandling i teknisk forstand som tilvejebringelse eller manipulation af data, dvs. tekniske operationer, hvorved data frembringes eller ændres ved hjælp af computerregnekraft.

De kategorier af tjenesteudbydere, som er dækket af dette direktiv, bør omfatte f.eks. onlinemarkedspladser, der giver forbrugere og virksomheder mulighed for at kommunikere med hinanden og andre hostingtjenester, herunder hvor tjenesten leveres via cloudcomputing, samt onlinespilleplatforme og onlinegamblingplatforme. Såfremt en udbyder af informationssamfundstjenester ikke giver sine brugere mulighed for at kommunikere med hinanden, men kun med tjenesteudbyderen, eller ikke giver mulighed for at lagre eller på anden måde behandle data, eller såfremt lagringen fa data ikke er et afgørende element, dvs. en væsentlig del, af den tjeneste, der ydes brugerne, såsom juridiske rådgivningstjenester, arkitekt-, ingeniør- og regnskabstjenester, fjernleveret online, bør udbyderen ikke være omfattet af definitionen af »tjenesteudbyder« i dette direktiv, også selv om de tjenester, der leveres af denne tjenesteudbyder, er informationssamfundstjenester som omhandlet i direktiv (EU) 2015/1535.

(15)

Udbydere af internetinfrastrukturtjenester vedrørende tildeling af navne og numre, f.eks. domænenavneadministratorer og -registratorer og privatlivs- og proxytjenesteudbydere eller regionale onlineregistre for IP-adresser, er af særlig relevans i forbindelse med identifikation af aktører bag ondsindede eller kompromitterede websteder. De opbevarer data, der kan gøre det muligt at identificere en enkeltperson eller enhed bag et websted, der anvendes til en kriminel aktivitet, eller som er offer for en kriminel aktivitet.

(16)

Medlemsstaterne bør sikre, at tjenesteudbydere, der er etableret eller udbyder tjenester på deres område, forsyner deres udpegede forretningssted eller retlige repræsentant med de nødvendige beføjelser og ressourcer til at efterleve afgørelser og kendelser, der falder inden for dette direktivs anvendelsesområde, som de modtager fra en hvilken som helst medlemsstat. Medlemsstaterne bør også kontrollere, at det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant, der er etableret eller bosiddende på deres område, er blevet forsynet med de nødvendige beføjelser og ressourcer af tjenesteudbyderen til at efterleve afgørelser og kendelser, der falder inden for dette direktivs anvendelsesområde, som de modtager fra en hvilken som helst medlemsstat, og at de samarbejder med de kompetente myndigheder, når de modtager sådanne afgørelser og kendelser, i overensstemmelse med den gældende retlige ramme. Skulle sådanne foranstaltninger ikke være truffet eller være behæftet med mangler, bør det ikke kunne begrunde manglende overholdelse af afgørelser eller kendelser, der falder inden for dette direktivs anvendelsesområde.

Desuden bør tjenesteudbydere ikke ved modtagelsen af afgørelser eller kendelser, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, kunne begrunde deres manglende overholdelse af forpligtelser, der udspringer af gældende retlige rammer, med manglende eller ineffektive interne procedurer, da de er ansvarlige for at tilvejebringe de nødvendige ressourcer og beføjelser til at sikre overholdelse af sådanne afgørelser og kendelser. Udpegede forretningssteder eller retlige repræsentanter bør heller ikke kunne begrunde sådan manglende overholdelse ved f.eks. at hævde, at de ikke har beføjelse til at levere data. Til dette formål bør medlemsstaterne sikre, at både det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant og tjenesteudbyderen ved modtagelsen af afgørelser og kendelser, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, kan holdes fælles og individuelt ansvarlige for manglende overholdelse af forpligtelser, der udspringer af gældende retlige rammer, således at enhver af dem kan straffes for en anden parts manglende overholdelse. Det bør navnlig ikke være muligt for tjenesteudbyderen eller det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant, hvor det er relevant, at anvende manglen på passende interne procedurer mellem tjenesteudbyderen og det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant som begrundelse for manglende overholdelse af disse forpligtelser. Fælles og individuelt ansvar bør ikke omfatte handlinger eller undladelser fra enten tjenesteudbyderens eller det udpegede forretningssteds side eller, hvor det er relevant, fra den retlige repræsentants side, der udgør en strafbar handling i den medlemsstat, der anvender sanktionen.

(17)

Medlemsstaterne bør sikre, at enhver tjenesteudbyder, der er etableret eller udbyder tjenester på deres område, skriftligt meddeler den centrale myndighed, som er udpeget i henhold til dette direktiv, i den medlemsstat, hvor vedkommendes udpegede forretningssted er etableret, eller hvor dens retlige repræsentant er bosiddende, kontaktoplysningerne for det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant og eventuelle ændringer heraf. Meddelelsen bør også indeholde oplysninger om de sprog, som henvendelser til det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant kan affattes på, herunder ét eller flere af de officielle sprog som fastsat i national ret i den medlemsstat, hvori det udpegede forretningssted er etableret eller den retlige repræsentant er bosiddende, men kan også omfatte andre officielle sprog i Unionen, såsom det sprog, der benyttes i den medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen har hovedsæde. Hvis en tjenesteudbyder udpeger flere udpegede forretningssteder eller flere retlige repræsentanter i overensstemmelse med dette direktiv, bør medlemsstaterne sikre, at en sådan tjenesteudbyder for hvert udpeget forretningssted eller retlig repræsentant angiver det nøjagtige territoriale anvendelsesområde for udpegelsen. Det samlede område for alle medlemsstater, der deltager i instrumenterne inden for dette direktivs anvendelsesområde, bør være dækket. Medlemsstaterne bør sikre, at deres respektive kompetente myndigheder retter alle deres afgørelser og kendelser i henhold til dette direktiv til tjenesteudbyderens angivne udpegede forretningssted eller retlige repræsentant. Medlemsstaterne bør sikre, at de oplysninger, der meddeles dem i overensstemmelse med dette direktiv, er offentligt tilgængelige på en særligwebside under Det Europæiske Retlige Netværk på det strafferetlige område for at lette koordineringen mellem medlemsstaterne og myndigheder i en anden medlemsstats anvendelse af det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant. Medlemsstaterne bør sikre, at disse oplysninger løbende ajourføres. Det bør også være muligt at videreformidle oplysningerne for at lette de kompetente myndigheders adgang til disse oplysninger, f.eks. via særlige intranetwebsteder eller fora og platforme.

(18)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om de sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne bør inden den i dette direktivs fastsatte dato give Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger, og bør underrette den straks om alle senere ændringer, der berører dem. Medlemsstaterne bør også årligt informere Kommissionen om tjenesteudbydere, der ikke overholder reglerne, relevante håndhævelsesforanstaltninger, der iværksættes over for dem, og de pålagte sanktioner. Sanktionerne bør under ingen omstændigheder føre til et forbud, hverken permanent eller foreløbigt, mod levering af tjenester. Medlemsstaterne bør koordinere deres håndhævelsesforanstaltninger, når en tjenesteudbyder udbyder sine tjenester i flere medlemsstater. De centrale myndigheder bør koordinere for at sikre en sammenhængende og forholdsmæssig tilgang. Kommissionen bør lette denne koordinering om nødvendigt, men bør under alle omstændigheder oplyses om alle tilfælde af overtrædelser. Dette direktiv regulerer ikke de kontraktmæssige ordninger vedrørende overførsel eller deling af de økonomiske konsekvenser mellem tjenesteudbydere, udpegede forretningssteder og deres retlige repræsentanter af sanktioner, der iværksættes over for dem.

(19)

Når de kompetente myndigheder fastsætter, hvilke sanktioner der er passende for tjenesteudbydernes overtrædelser, bør de tage højde for alle relevante omstændigheder såsom tjenesteudbyderens finansielle kapacitet, karakteren, alvoren og varigheden af overtrædelsen, om den er begået forsætligt eller uagtsomt, og om tjenesteudbyderen er fundet ansvarlig for lignende tidligere overtrædelser. Der bør i den forbindelse lægges særlig vægt på mikrovirksomheder.

(20)

Dette direktiv berører ikke de nationale myndigheders beføjelser i civile eller administrative sager, herunder når sådanne sager kan føre til sanktioner.

(21)

For at sikre ensartet anvendelse af dette direktiv bør der indføres yderligere mekanismer til koordinering mellem medlemsstaterne. Til det formål bør medlemsstaterne udpege en eller flere centrale myndigheder, som kan forsyne centrale myndigheder i andre medlemsstater med oplysninger og bistand ved anvendelsen af dette direktiv, navnlig når der overvejes håndhævelsesforanstaltninger i henhold til direktivet. Denne koordineringsmekanisme bør sikre, at relevante medlemsstater oplyses om en medlemsstats hensigt om at iværksætte en håndhævelsesforanstaltning. Desuden bør medlemsstaterne sikre, at centrale myndigheder er i stand til at give hinanden enhver relevant oplysning og hjælp under sådanne omstændigheder og samarbejde med hinanden i relevant omfang. Samarbejdet mellem centrale myndigheder i tilfælde af en håndhævelsesforanstaltning kan indebære koordinering af en håndhævelsesforanstaltning mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater. Et sådant samarbejde bør tage sigte på at undgå positive eller negative kompetencekonflikter. De centrale myndigheder bør også involvere Kommissionen i relevant omfang i forbindelse med koordinering af en håndhævelsesforanstaltning. Disse myndigheders pligt til at samarbejde bør ikke berøre den enkelte medlemsstats ret til at iværksætte sanktioner over for tjenesteudbydere, som ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til dette direktiv. Udpegelsen og offentliggørelsen af information om centrale myndigheder vil gøre det lettere for tjenesteudbyderen at give meddelelse om udpegningen af og kontaktoplysninger om vedkommendes udpegede forretningssted eller retlige repræsentant til den medlemsstat, hvori det udpegede forretningssted eller den retlige repræsentant er etableret eller bosiddende. Med henblik herpå bør medlemsstaterne underrette Kommissionen om deres udpegede centrale myndighed eller myndigheder, og Kommissionen bør fremsende en liste over udpegede centrale myndigheder til medlemsstaterne og gøre den offentligt tilgængelig.

(22)

Målet for dette direktiv, nemlig at fjerne hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af sådanne tjenesters grænseløse karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(23)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (12) og afgav en udtalelse den 6. november 2019 (13).

(24)

Kommissionen bør foretage en evaluering af dette direktiv, som bør være baseret på de fem kriterier: effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og merværdi for Unionen, og denne evaluering bør danne grundlag for konsekvensanalyser af eventuelle yderligere foranstaltninger. Evalueringen bør afsluttes inden den 18. august 2029 for at muliggøre indsamling af tilstrækkelige data om den praktiske gennemførelse heraf. Der bør indhentes oplysninger regelmæssigt med henblik på at kvalificere evalueringen af dette direktiv —