+Artikel 3 Definitioner

Artikel 3 Definitioner

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1) 

»globalt opvarmningspotentiale« eller »GWP«: en drivhusgas' klimaopvarmningspotentiale set i forhold til kuldioxids (CO2) potentiale beregnet som det globale opvarmningspotentiale af et kilogram drivhusgas over en periode på 100 år, medmindre andet angives, set i forhold til et kilogram CO2 som fastsat i bilag I, II, III og VI, eller for så vidt angår blandinger beregnet i overensstemmelse med bilag VI

2) 

»blanding«: et stof, der består af to eller flere stoffer, hvoraf mindst et er et stof opført i bilag I, II eller III

3) 

»ton CO2-ækvivalenter«: en mængde drivhusgasser udtrykt som produktet af drivhusgassernes vægt i ton og deres globale opvarmningspotentiale

4) 

»hydrofluorcarboner« eller »HFC«: stoffer, som er opført i bilag I, del 1, eller blandinger, der indeholder enhver af disse stoffer

5) 

»operatør«: den virksomhed, der udøver de faktiske beføjelser med hensyn til den tekniske funktion af produkter, anlæg, udstyr eller faciliteter, der er omfattet af denne forordning, eller den ejer, som en medlemsstat har udpeget som ansvarlig for operatørens forpligtelser i særlige tilfælde

6) 

»markedsføring«: toldmæssig overgang til fri omsætning i Unionen eller levering eller tilrådighedsstillelse for en anden person inden for Unionen for første gang, mod eller uden betaling, eller anvendelse af fremstillede stoffer eller produkter, anlæg eller udstyr, der er fremstillet til eget brug

7) 

»import«: indførsel af stoffer, produkter og anlæg eller udstyr i Unionens toldområde, for så vidt området er dækket af en ratifikation af Montrealprotokollen fra 1987 om stoffer, der nedbryder ozonlaget (»protokollen«), og omfatter midlertidig opbevaring og toldprocedurerne som omhandlet i artikel 201 og 210 i forordning (EU) nr. 952/2013

8) 

»eksport«: udførsel af stoffer, produkter og anlæg eller udstyr fra Unionens toldområde, for så vidt området er omfattet af en ratifikation af protokollen

9) 

»hermetisk lukket anlæg eller udstyr«: anlæg eller udstyr, hvori alle dele, der indeholder fluorholdige drivhusgasser, gøres tætte under fremstillingsprocessen i fabrikantens lokaler ved svejsning, lodning eller en lignende permanent aflukning, herunder eventuelt forseglede ventiler eller indkapslede serviceåbninger, der muliggør korrekt reparation eller bortskaffelse, og hvis samlinger i det forseglede system har en testet lækagerate på mindre end 3 gram pr. år under et tryk på mindst en fjerdedel af det maksimalt tilladte tryk

10) 

»beholder«: en beholder, der primært er udformet til at transportere eller opbevare fluorholdige drivhusgasser

11) 

»genvinding«: indsamling og opbevaring af fluorholdige drivhusgasser fra beholdere, produkter og anlæg eller udstyr i forbindelse med vedligeholdelse eller servicering eller inden bortskaffelse af beholderne, produkterne, anlægget eller udstyret

12) 

»genanvendelse«: fornyet anvendelse af genvundne fluorholdige drivhusgasser efter en grundlæggende rensningsproces, herunder filtrering og tørring

13) 

»regenerering«: fornyet forarbejdning af genvundne fluorholdige drivhusgasser til en standard svarende til et ubrugt stof, under hensyntagen til stoffets påtænkte anvendelse, i godkendte regenereringsfaciliteter, der har det relevante udstyr og de relevante procedurer til at muliggøre regenerering af sådanne gasser, og som kan vurdere og attestere niveauet for den krævede kvalitet

14) 

»destruktion«: den proces, hvorved en fluorholdig drivhusgas, permanent og så fuldstændigt som muligt, omdannes eller nedbrydes til et eller flere stabile stoffer, som ikke er fluorholdige drivhusgasser

15) 

»nedlukning«: den proces, hvorved et produkt eller et anlæg eller udstyr, der indeholder fluorholdige drivhusgasser, tages permanent ud af drift, herunder en facilitet, der standses endeligt

16) 

»reparation«: retablering af produkter, anlæg eller udstyr, som er beskadiget eller lækker, der indeholder fluorholdige drivhusgasser, eller hvis funktion er afhængig af disse gasser, for så vidt angår en del, som indeholder eller er udformet til at indeholde sådanne gasser

17) 

»installering«: processen med montering af to eller flere anlæg, udstyr eller kredsløb, der indeholder eller er udformet til at indeholde fluorholdige drivhusgasser, med det formål at montere et system på det sted, hvor det skal være i drift, som medfører samling af gasrør i et system for at slutte et kredsløb uanset behovet for at påfylde systemet efter montering

18) 

»vedligeholdelse eller servicering«: alle aktiviteter, undtagen genvinding, jf. artikel 8, og lækagekontrol, jf. artikel 4 og artikel 10, stk. 1, første afsnit, litra b), som indebærer et brud i kredsløbene eller andre delelementer, der indeholder eller er udformet til at indeholde fluorholdige drivhusgasser, forsyning af systemet med fluorholdige drivhusgasser, fjernelse af et eller flere kredsløb, anlæg eller udstyr, montering på ny af to eller flere kredsløb, anlæg eller udstyr og reparation af lækager, eller ved at tilføre fluorholdige drivhusgasser

19) 

»ubrugt stof«: et stof, som ikke tidligere har været brugt

20) 

»stationær«: ikke normalt i bevægelse, når det er i anvendelse, og omfatter klimaanlæg til indendørs anvendelse, der er flytbare mellem værelser

21) 

»mobil«: normalt i bevægelse, når det er i anvendelse

22) 

»enkomponentskum«: en skumsammensætning i en spraydåse i ureageret eller delvis reageret flydende form, som udvider sig og hærdes, når det forlader spraydåsen

23) 

»kølelastbil«: et motorkøretøj med en masse på over 3,5 ton, der først og fremmest er konstrueret og fremstillet til godstransport, og som er udstyret med en køleenhed

24) 

»kølepåhængskøretøj«: et køretøj, der er konstrueret og fremstillet til at blive trukket af et vejkøretøj eller en traktor, som først og fremmest er beregnet til godstransport, og som er udstyret med en køleenhed

25) 

»let kølekøretøj«: et motorkøretøj med en masse på over 3,5 ton, der først og fremmest er konstrueret og fremstillet til godstransport, og som er udstyret med en køleenhed

26) 

»lækagedetektionssystem«: en kalibreret mekanisk, elektrisk eller elektronisk anordning til detektion af lækage af fluorholdige drivhusgasser, som ved detektion alarmerer operatøren

27) 

»virksomhed«: enhver fysisk eller juridisk person, der udøver en af de aktiviteter, der er omhandlet i denne forordning

28) 

»råvare«: enhver fluorholdige drivhusgas, der er opført i bilag I eller II, og som omdannes kemisk i en proces, hvori dens oprindelige sammensætning ændres fuldstændig, og hvis emissioner er ubetydelige

29) 

»kommerciel brug«: anvendelse til opbevaring, udstilling eller distribution af produkter til salg til slutbrugere i detailhandlen eller restaurationstjenester

30) 

»brandsikringsudstyr«: anlæg, udstyr og systemer, der bruges til brandforebyggelses- eller brandslukningsformål, herunder brandslukkere

31) 

»Rankinekredsproces med organisk medium (organic Rankine cycle)«: en kredsproces, der indeholder kondenserbare stoffer og omdanner varme fra en varmekilde til energi til produktion af elektrisk eller mekanisk energi

32) 

»forsvarsmateriel«: våben, ammunition eller materiel, der er bestemt specielt til militære formål, og som er nødvendigt til beskyttelse af medlemsstaternes væsentlige sikkerhedsinteresser

33) 

»elektriske koblingsanlæg«: afbrydere og en kombination af sådanne anordninger med tilhørende kontrol-, måle-, beskyttelses- og reguleringsudstyr samt samlede enheder af sådanne anordninger og sådanne anlæg eller sådant udstyr med tilhørende sammenkoblinger, tilbehør, indkapslinger og understøtninger beregnet til anvendelse i forbindelse med produktion, transport, distribution og omdannelse af elektrisk energi

34) 

»centralkølesystemer med multikompressor (parallelanlæg)«: systemer med to eller flere kompressorer, der drives parallelt, og som er tilsluttet en eller flere almindelige kondensatorer og en række køleanordninger såsom kølediske, kummefrysere, dybfrysere eller afkølede lagerrum

35) 

»primært kølemiddelkredsløb i kaskadesystemer«: det primære kredsløb i indirekte mellemtemperatursystemer, hvori en kombination af to eller flere separate kølekredsløb er forbundet i serier, således at det primære kredsløb absorberer kondensatorvarmen fra et sekundært kredsløb for mellemtemperaturen

36) 

»anvendelse«: i forbindelse med fluorholdige drivhusgasser, deres anvendelse til produktion, vedligeholdelse eller servicering, herunder genpåfyldning, af produkter og anlæg eller udstyr, eller i forbindelse med andre aktiviteter og processer, der omhandles i denne forordning

37) 

»etablering i Unionen«: i forbindelse med en fysisk person, at den pågældende person har sit sædvanlige opholdssted i Unionen, og i forbindelse med en juridisk person, at den pågældende person har fast forretningssted, jf. artikel 5, nr. 32), i forordning (EU) nr. 952/2013, i Unionen

38) 

»selvstændigt system«: et komplet fabriksfremstillet system, som er i en egnet ramme eller et egnet kabinet, fremstilles og transporteres i færdigmonteret stand eller i to eller flere sektioner, kan omfatte afspærringsventiler og hvor ingen dele indeholdende gas tilsluttes på stedet

39) 

»splitanlæg«: et anlæg bestående af et antal enheder med kølerør, der udgør en separat, men sammenkoblet enhed, som kræver montering og tilslutning af komponenter i kølekredsløbet på anvendelsesstedet

40) 

»luftkonditionering«: behandling af luft, så den opfylder kravene til et konditioneret rum ved at styre dens temperatur, fugtighed, renhed eller fordeling

41) 

»varmepumpe«: et anlæg eller udstyr, der er i stand til at udnytte varme fra det omgivende miljø eller spildvarme fra luft, vand eller jord til at producere varme eller køling, og som er baseret på sammenkobling af en eller flere komponenter, der udgør et lukket kølekredsløb, hvor et kølemiddel cirkulerer for at udtrække og frigive varme

42) 

»sikkerhedskrav«: krav om sikkerhed i forbindelse med anvendelse af fluorholdige drivhusgasser og naturlige kølemidler eller produkter og anlæg eller udstyr, der indeholder eller kun kan fungere ved hjælp af disse, og som forbyder anvendelse af visse fluorholdige drivhusgasser eller alternativer hertil, herunder når de er indeholdt i et produkt eller i anlæg eller udstyr på et bestemt sted, hvor det påtænkes anvendt på grund af særlige anlægs- og anvendelsesforhold, der er fastsat i:

a) 

EU-ret eller national ret, eller

b) 

en ikke-juridisk bindende retsakt, der indeholder teknisk dokumentation eller standarder, der skal anvendes for at garantere sikkerheden på det specifikke sted, forudsat at de er i overensstemmelse med relevant EU-ret eller national ret

43) 

»køling«: den proces, der består i at opretholde eller sænke temperaturen for et produkt, et stof, et system eller et andet element

44) 

»chiller«: et enkelt system, hvis primære funktion er at afkøle en varmeoverførselsvæske (såsom vand, glycol, saltlage eller CO2) med henblik på køling, forarbejdning, konservering eller komfort

45) 

»skumpanel«: en struktur, der består af lag, der indeholder et skummateriale og et stift materiale, såsom træ eller metal, der hænger sammen på den ene eller begge sider

46) 

»laminatplade«: en skumplade, der er dækket af et tyndt lag af et ikke-stift materiale, såsom plast.

1. Oversigt

,
Titel Regulering

1.1 Referencer

1.2 Identificerede krav

1.3 Relaterede standarder

2. Identificerede krav

Krav
Kilde Krav

3. Relaterede standarder

Standarder
Kilde Krav