2. Stk. 1 berører ikke distributionssystemoperatørernes mulighed for at udvikle alternativer til investering i tilbagegående strømme såsom intelligente netløsninger eller tilkobling til andre netoperatører. Adgangen til uafbrydelig kapacitet kan begrænses til at tilbyde kapacitet med forbehold af driftsmæssige begrænsninger, således at infrastruktursikkerheden og den økonomiske effektivitet sikres. Den regulerende myndighed sikrer, at distributionssystemoperatører indfører eventuelle begrænsninger i uafbrydelig kapacitet eller driftsmæssige begrænsninger på grundlag af gennemsigtige og ikkediskriminerende procedurer og ikke skaber unødige hindringer for markedsadgang. Hvis produktionsfaciliteten bærer omkostningerne ved at sikre den uafbrydelige kapacitet, må der ikke anvendes begrænsninger.