|
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2, under henvisning til forslag fra Kommissionen (1), under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2), under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Monetære Institut (3), i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (4), på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 18. december 1996, og ud fra følgende betragtninger: (1) Rådet vedtag den 10. maj 1993 direktiv 93/22/EØF om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer (5); nævnte direktiv er et vigtigt instrument i gennemførelsen af det indre marked for investeringsselskaber; (2) i direktiv 93/22/EØF fastsættes tilsynsregler, som investeringsselskaber til stadighed skal efterleve, herunder regler, som i videst muligt omfang skal beskytte investorernes rettigheder i forbindelse med midler eller instrumenter, som tilhører dem; (3) intet tilsynssystem kan dog yde fuldstændig sikkerhed, især ikke, hvis der begås svigagtige handlinger; (4) for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud og fungere tilfredsstillende på det finansielle område, er det vigtigt at beskytte investorerne og opretholde tilliden til det finansielle system; det er derfor af afgørende betydning, at alle medlemsstater råder over en investorgarantiordning, som sikrer en harmoniseret minimumsbeskyttelse, der i det mindste dækker mindre investorer, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder; (5) mindre investorer vil således kunne modtage investeringsservice fra filialer af EF-investeringsselskaber eller som led i grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser med samme tillid, som hvis de henvendte sig til nationale investeringsselskaber, i forvisning om at de er omfattet af en harmoniseret minimumsbeskyttelse, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder; (6) foreligger der ikke en sådan minimumsharmonisering, vil et værtsland ud fra et ønske om at beskytte investorerne kunne føle sig berettiget til at kræve, at andre medlemsstaters investeringsselskaber, der driver virksomhed gennem en filial eller ved grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser, tilslutter sig værtslandets garantiordning, hvis de ikke er medlem af en investorgarantiordning i deres hjemland, eller hvis den pågældende ordning ikke anses for at yde en tilsvarende beskyttelse, et sådant krav vil kunne være til skade for det indre marked; (7) i de fleste medlemsstater findes der allerede forskellige former for investorgarantiordninger, men disse dækker ikke generelt alle investeringsselskaber med den EF-dækkende tilladelse, som er omhandlet i direktiv 93/22/EØF; (8) alle medlemsstater bør derfor have pligt til at oprette en eller flere investorgarantiordninger, som alle sådanne investeringsselsskaber skal være tilknyttet; ordningen skal dække de midler og instrumenter, som investeringsselskabet ligger inde med i forbindelse med en investors investeringsvirksomhed, og som ikke kan leveres tilbage til investoren, hvis investeringsselskabet er ude af stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder; dette berører på ingen måde de regler og procedurer, der gælder i medlemsstaterne med hensyn til, hvilke beslutninger der skal træffes i tilfælde af et investeringsselskabs insolvens eller likvidation; (9) definitionen af investeringsselskab dækker kreditinstitutter, som har tilladelse til at yde investeringsservice; sådanne kreditinstitutter skal også deltage i en investorgarantiordning for så vidt angår deres investeringsvirksomhed; det er dog ikke nødvendigt at kræve, at sådanne institutter skal være tilsluttet to forskellige ordninger, hvis en enkelt ordning opfylder kravene i dette direktiv og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger (6); det kan imidlertid i forbindelse med investeringsselskaber, som er kreditinstitutter, i visse tilfælde være vanskeligt at sondre mellem indskud, der dækkes i henhold til direktiv 94/19/EF, og midler, der opbevares i forbindelse med investeringsvirksomhed; medlemsstaterne bør selv kunne afgøre, hvilket af de to direktiver sådanne krav henhører under; (10) direktiv 94/19/EF tillader medlemsstaterne at fritage et kreditinstitut for kravet om at være tilsluttet en indskudsgarantiordning, hvis det pågældende institut er tilsluttet en ordning, der beskytter selve kreditinstituttet og især garanterer dets solvens; når et kreditinstitut, som er tilsluttet en sådan ordning, samtidig er et investeringsselskab, bør medlemsstaterne også på visse betingelser kunne fritage det for kravet om at være tilsluttet en investorgarantiordning; (11) en harmoniseret minimumsgaranti på 20 000 ECU pr. investor burde være tilstrækkelig til at beskytte mindre investorers interesser, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder; det forekommer derfor rimeligt at fastsætte den harmoniserede minimumsgaranti til 20 000 ECU; det kan som i direktiv 94/19/EF være nødvendigt at indføre begrænsede overgangsbestemmelser for at sætte garantiordningerne i stand til at opfylde dette krav, hvilket også gælder for de medlemsstater, der på tidspunktet for nærværende direktivs vedtagelse ikke har en sådan ordning; (12) samme beløb blev fastsat i direktiv 94/19/EF; (13) for at tilskynde investorerne til at udvise den fornødne omhu ved valg af investeringsselskab er det rimeligt at give medlemsstaterne lov til at pålægge investorerne at bære en del af et eventuelt tab; investorerne skal imidlertid have dækket mindst 90 % af deres tab, så længe det garantibeløb, der skal udbetales, ikke når op på fællesskabsminimummet; (14) visse medlemsstaters ordninger yder i øjeblikket en højere dækning end den harmoniserede minimumsbeskyttelse i dette direktiv; det forekommer dog ikke hensigtsmæssigt at kræve en ændring af disse ordninger på dette punkt; (15) opretholder man i Fællesskabet ordninger, som yder en dækning, der overstiger det harmoniserede minimum, kan det føre til forskellige garantisatser inden for samme nationale område og til ulige konkurrencevilkår for nationale investeringsselskaber og filialer af andre medlemsstaters selskaber; for at afbøde disse ulemper bør filialer have tilladelse til at tilslutte sig værtslandets garantiordning, således at de kan yde deres investorer samme dækning som garantiordningen i det land, hvor filialerne er etableret; Kommissionen bør i den rapport, som den udarbejder om dette direktivs anvendelse, oplyse, i hvilket omfang filialerne har benyttet sig af denne mulighed, og redegøre for eventuelle vanskeligheder, som filialerne eller investorgarantiordningerne måtte have haft med gennemførelsen af disse bestemmelser; det er ikke udelukket, at hjemlandsordningen selv kan yde en sådan supplerende dækning med forbehold af de betingelser, som er fastsat deri; (16) der vil kunne forekomme markedsforstyrrelser som følge af, at filialer af investeringsselskaber, der er etableret i en anden medlemsstat end hjemlandet, yder højere dækning end investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i værtslandet; størrelsen og rækkevidden af den dækning, som garantiordningerne yder, bør ikke blive et konkurrencemiddel; det er derfor nødvendigt, i hvert fald i begyndelsen, at fastsætte, at størrelsen og rækkevidden af den dækning, som en ordning i hjemlandet yder investorer i filialer i en anden medlemsstat, ikke må overstige den maksimale størrelse og rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende ordning i værtslandet; på et tidligt tidspunkt bør der på grundlag af den indhøstede erfaring og udviklingen i finanssektoren foretages en nærmere vurdering af eventuelle markedsforstyrrelser; (17) finder en medlemsstat, at visse kategorier af investeringer eller investorer, der står opført på en udtømmende liste, ikke har brug for særlig beskyttelse, skal den kunne udelukke dem fra at være dækket af investorgarantiordningerne; (18) i en række medlemsstater anvendes investorgarantiordninger, som administreres af brancheorganisationer; i andre medlemsstater findes ordninger, som er indført og reguleret ved lov; ordningernes forskellige statuts er kun et problem, når det gælder obligatorisk medlemskab og eksklusion; der bør derfor fastsættes bestemmelser, som begrænser ordningernes beføjelser på dette område; (19) investorerne skal have garantibeløbet udbetalt uden unødig forsinkelse, så snart deres kravs gyldighed er fastslået; garantiordningen skal kunne fastsætte en rimelig frist for fremsættelse af krav; at en sådan frist er udløbet, skal dog ikke kunne gøres gældende over for en investor, som med gyldig grund har været forhindret i at fremsætte sit krav rettidigt; (20) at investorerne er informeret om garantibestemmelserne er et væsentligt element i deres beskyttelse; i henhold til artikel 12 i direktiv 93/22/EØF skulle et investeringsselskab, inden det optog forretningsforbindelse med investorer, underrette disse om en eventuel garantiordning, og der bør derfor i nærværende direktiv fastsættes regler for, hvordan sådanne potentielle investorer informeres om den garantiordning, der dækker deres investeringsvirksomhed; (21) ubegrænset anvendelse i reklameøjemed af henvisninger til en garantiordnings størrelse og rækkevidde vil dog kunne påvirke det finansielle systems stabilitet eller investorernes tillid; medlemsstaterne bør derfor fastsætte regler, der begrænser anvendelsen af sådanne henvisninger; (22) ifølge dette direktiv skal alle investeringsselskaber i princippet tilsluttes en investorgarantiordning; de direktiver, der gælder for adgang for investeringsselskaber med hjemsted i et tredjeland, herunder især direktiv 93/22/EØF, giver medlemsstaterne mulighed for at bestemme, om og i givet fald på hvilke betingelser filialer af sådanne investeringsselskaber skal have adgang til at udøve virksomhed på deres område; sådanne filialer er ikke omfattet af den frie udveksling af tjenesteydelser efter traktatens artikel 59, stk. 2, og heller ikke af retten til frit at etablere sig i andre medlemsstater end den, hvor de er etableret; en medlemsstat, der åbner adgang for sådanne filialer, skal følgelig bestemme, hvorledes dette direktivs principper skal finde anvendelse på de pågældende filialer, idet anvendelsen skal være i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 93/22/EØF og med behovet for at beskytte investorerne og bevare det finansielle systems integritet; det er af afgørende betydning, at investorer, der henvender sig til sådanne filialer, får fuldt kendskab til de garantiordninger, der gælder for dem; (23) det er ikke som led i dette direktiv absolut nødvendigt at harmonisere metoderne til finansiering af investorgarantiordningerne, dels fordi udgifterne til finansiering af sådanne ordninger i princippet skal afholdes af investeringsselskaberne selv, dels fordi ordningernes finansielle kapacitet skal stå i forhold til garantiforpligtelserne; dette må dog ikke bringe stabiliteten i den berørte medlemsstats finansielle system i fare; (24) dette direktiv kan ikke forpligte medlemsstaterne eller disses kompetente myndigheder i forhold til investorerne, såfremt de har sørget for at indføre eller officielt at anerkende en eller flere ordninger, der yder investorerne garanti eller beskyttelse på de i dette direktiv fastsatte betingelser; (25) endelig er en vis minimumsharmonisering af investorgarantiordningerne nødvendig, for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud for investeringsselskaber, idet det herved bliver muligt at skabe et mere tillidsfuldt forhold mellem investorerne og investeringsselskaberne, især når der er tale om selskaber fra andre medlemsstater, og at undgå de vanskeligheder, som kan opstå, når et værtsland anvender nationale investorgarantiordninger, som ikke er samordnet på fællesskabsniveau; et bindende fællesskabsdirektiv er det eneste egnede middel til at nå det ønskede mål, da der generelt mangler investorgarantiordninger med en dækning, der svarer til direktiv 93/22/EØF; med nærværende direktiv gennemføres kun det nødvendige minimum af harmonisering; direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at kræve en bredere eller større dækning, hvis de ønsker det, og giver dem samtidig den fornødne frihed med hensyn til organisering og finansiering af investorgarantiordningerne - UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
|