Artikel 16a Zahlungsrückstände und Zwangsvollstreckung

Medlemsstaterne bør kræve, at kreditgivere har passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, tilskyndes til at udvise rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en fyldestgørelsesprocedure. Sådanne henstandsforanstaltninger skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bl.a. bestå af:

Listen over mulige henstandsforanstaltninger fastsat i stk. 1, litra b), berører ikke bestemmelser, der er fastsat i national ret, og kræver ikke, at medlemsstaterne indfører alle disse foranstaltninger i deres nationale ret.

Medlemsstaterne kan kræve, at de omkostninger, som kreditgiver har tilladelse til at fastsætte og pålægge forbrugeren ved misligholdelse, ikke må være større, end hvad der er højst nødvendigt for at kompensere kreditgiver for de udgifter, denne har afholdt som følge af misligholdelsen.

Medlemsstaterne kan tillade kreditgiver at pålægge forbrugeren yderligere omkostninger i tilfælde af misligholdelse. I så fald fastsætter medlemsstaterne et loft for disse omkostninger.