1. I nødsituationer kan Kommissionen efter anmodning fra den kompetente myndighed i en medlemsstat ved hjælp af gennemførelsesretsakter, og efter indberetning til ozonsekretariatet i overensstemmelse med afgørelse IX/7 fra parterne i protokollen, tillade, at methylbromid midlertidigt produceres, markedsføres og anvendes, hvis dette er påkrævet som følge af uventede skadedyrsangreb eller sygdomsudbrud og på betingelse af, at markedsføringen og anvendelsen af methylbromid er tilladt i henhold til forordning (EF) nr. 1107/2009 og (EU) nr. 528/2012. Uudnyttede mængder methylbromid skal destrueres.