Institutterne indberetter deres indgående pengestrømme. Indgående pengestrømme begrænses til 75 % af de udgående pengestrømme. Institutterne kan undtage indgående pengestrømme fra indskud, der er foretaget i andre institutter, og som er omfattet af denne forordnings artikel 113, stk. 6 eller 7, fra denne begrænsning.
Institutterne kan undtage indgående pengestrømme fra skyldige beløb fra låntagere og obligationsinvestorer, hvis disse pengestrømme sker forbindelse med realkreditlån finansieret med obligationer, som er berettigede til den i denne forordnings artikel 129, stk. 4, 5 eller 6, omhandlede behandling, eller med dækkede obligationer som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv (EU) 2019/2162, fra denne begrænsning. Institutterne kan undtage indgående pengestrømme fra støttelån, som instituttet har givet. Med forbehold af forudgående godkendelse fra den kompetente myndighed, der er ansvarlig for tilsyn på et individuelt grundlag, kan instituttet helt eller delvis fritage indgående pengestrømme, hvis sikkerhedsstilleren er moderselskab til eller datterselskab af instituttet, moder- eller datterinvesteringsselskab af instituttet eller et andet datterselskab af samme moderselskab eller moderinvesteringsselskab eller er knyttet til instituttet som fastsat i artikel 22, stk. 7, i direktiv 2013/34/EU.