KAPITEL 4 Værtslandets kompetente myndigheders beføjelser

Artikel 40

De kompetente myndigheder i værtslandene kan kræve, at alle de kreditinstitutter, der har filialer på deres område, regelmæssigt aflægger rapport til disse kompetente myndigheder om den virksomhed, som de udøver i værtslandene.

Sådanne rapporter kan kun kræves til oplysningsmæssige eller statistiske formål, til anvendelse af artikel 51, stk. 1, eller til tilsynsmæssige formål i overensstemmelse med dette kapitel. De er omfattet af krav om tavshedspligt som mindst svarer til dem, der er omhandlet i artikel 53, stk. 1.

De kompetente myndigheder i værtslandene kan navnlig kræve oplysninger fra de i stk. 1 nævnte kreditinstitutter, for at disse kompetente myndigheder kan vurdere, om en filial er væsentlig i overensstemmelse med artikel 51, stk. 1.

Artikel 42

Enhver foranstaltning, der træffes efter artikel 41, stk. 1, eller artikel 43 eller 44, og som medfører sanktioner eller restriktioner for udøvelsen af retten til fri udveksling af tjenesteydelser eller udøvelsen af retten til fri etablering, skal være behørigt begrundet og meddeles det pågældende kreditinstitut.

Artikel 44

Værtslande kan uanset artikel 40 og 41 udøve de beføjelser, der er tillagt dem i henhold til dette direktiv, træffe passende forholdsregler for at forebygge eller straffe overtrædelser begået på deres område af de regler, de har vedtaget i medfør af dette direktiv, eller af hensyn til samfundsmæssige interesser. Dette indebærer også, at lovovertrædende kreditinstitutter, som overtræder sådanne lovregler, kan forhindres i at indlede yderligere aktiviteter på værtslandenes område.

Artikel 45

Såfremt tilladelsen inddrages, underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet straks de kompetente myndigheder i værtslandet. De kompetente myndigheder i værtslandet træffer passende foranstaltninger til at hindre, at det pågældende kreditinstitut indleder yderligere aktiviteter på værtslandets område, og til at beskytte indskydernes interesser.

Artikel 46

Bestemmelserne i dette kapitel er ikke til hinder for, at kreditinstitutter med hovedkontor i en anden medlemsstat kan reklamere for deres ydelser ved hjælp af alle de kommunikationsmidler, der er til rådighed i værtslandet, med forbehold af de eventuelle regler for sådanne reklamers form og indhold, der er vedtaget af hensyn til samfundsmæssige interesser.