6. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om en fremskyndet procedure for ansøgning om adgang til sundhedsdata for offentlige myndigheder og EU-institutioner, -organer, -kontorer og -agenturer med et retligt mandat på folkesundhedsområdet, hvis behandlingen af elektroniske sundhedsdata skal foretages med henblik på de formål, der er fastsat i artikel 53, stk. 1, litra a), b) og c).
Hvis en sådan fremskyndet procedure finder anvendelse, skal organet med ansvar for adgang til sundhedsdata udstede eller afslå en datatilladelse senest to måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning om adgang til sundhedsdata. Organet med ansvar for adgang til sundhedsdata kan om nødvendigt forlænge fristen for besvarelse af en ansøgning om adgang til sundhedsdata med yderligere en måned.