BILAG V FASER AF OG PRINCIPPER FOR OMRÅDESPECIFIK RISIKOVURDERING

1.   

Karakterisering af forureningen kræver identifikation af arten af forurenende stoffer (f.eks. tungmetaller, organiske forurenende stoffer osv.) på stedet og bestemmelse af deres kilde, koncentration, kemiske form og fordeling i jordbund, undergrund og grundvand. Forekomsten og koncentrationen af forurenende stoffer i de forskellige medier bestemmes ved prøvetagning og -undersøgelse på stedet og uden for stedet, hvis der er mistanke om overførsel af forurenende stoffer. Prøvetagning af forurenende stoffer, der er forbundet med potentielt forurenende aktiviteter, foretages i de relevante medier på grundlag af den miljømæssige kontekst og de fysisk-kemiske egenskaber ved de forurenende stoffer, der påvirker deres adfærd i miljøet. Naturlige og menneskeskabte baggrundsniveauer tages i betragtning.

2.   

Eksponeringsvurdering kræver, at den vej, hvorved jordforurenende stoffer kan nå frem til receptorer, identificeres. Eksponeringsveje kan omfatte indånding, indtagelse, kontakt med huden, optagelse af planter, vandring til grundvandet eller andre veje. Koncentrationerne af forurenende stoffer i eksponeringsmedierne kombineres med eksponeringsparametre (f.eks. hyppighed og varighed af eksponering, optagelseshastighed i jordbunden osv.) og receptorkarakteristika såsom alder, køn og sundhedstilstand med henblik på at anslå den daglige eksponeringsdosis. Forbindelserne mellem kilde, eksponeringsvej og receptor sammenfattes i en grafisk, skematisk og forenklet gengivelse (»den konceptuelle områdemodel«). Eksponering kan vurderes ved direkte analyse på eksponeringsstedet eller ved modellering af overførslen af et forurenende stof til eksponeringsmediet.

3.   

Toksicitets- eller farevurdering omfatter evaluering af de forurenende stoffers potentielle negative indvirkning på menneskers sundhed og miljøet på grundlag af dosis og eksponeringens varighed. Toksicitets- eller farevurderingen tager hensyn til de forurenende stoffers iboende toksicitet og følsomheden af forskellige eksponerede receptorer (mennesker og økosystemer), f.eks. dyr, mikroorganismer, planter, børn, gravide, ældre osv. De toksikologiske oplysninger anvendes til at anslå de referencedoser eller -koncentrationer, der anvendes til risikokarakteriseringen.

4.   

Risikokarakterisering kræver, at oplysningerne fra de foregående trin integreres med henblik på at anslå omfanget af og sandsynligheden for, at det forurenede område vil indvirke negativt på menneskers sundhed og miljøet, herunder fra forureningens migration til andre miljømedier. Risikokarakteriseringen bidrager til at vurdere og prioritere behovet for risikobegrænsende foranstaltninger og oprydningsforanstaltninger og til at sikre, at jordbundens tilstand er forenelig med den nuværende og planlagte arealanvendelse. Den kan også bidrage til at fastlægge mål for oprydning af jordbunden eller forvaltningsmål for et område, f.eks. for at opnå maksimalt acceptable grænser eller områdespecifikke risikobaserede screeningværdier. Risikovurdering omfatter en lang række hypoteser og usikkerheder. Det er derfor vigtigt at evaluere disse usikkerheder for fuldt ud at forstå betydningen af de opnåede resultater og træffe velunderbyggede beslutninger.