+EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 (EØS-relevant tekst)
---+Preamble: 1
---+KAPITEL I GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
------+Artikel 1 Genstand og anvendelsesområde
---------+Artikel 1 1
---------+Artikel 1 2
------+Artikel 2 Definitioner
---------+Artikel 2 1)
---------+Artikel 2 2)
---------+Artikel 2 3)
---------+Artikel 2 4)
---------+Artikel 2 5)
---------+Artikel 2 6)
---------+Artikel 2 7)
---------+Artikel 2 8)
---------+Artikel 2 9)
---------+Artikel 2 10)
---------+Artikel 2 11)
---------+Artikel 2 12)
---------+Artikel 2 13)
---------+Artikel 2 14)
---------+Artikel 2 15)
---------+Artikel 2 16)
---------+Artikel 2 17)
---------+Artikel 2 18)
---------+Artikel 2 19)
---------+Artikel 2 20)
---------+Artikel 2 21)
---------+Artikel 2 22)
---------+Artikel 2 23)
---+KAPITEL II MILJØMÆSSIGT BÆREDYGTIGE ØKONOMISKE AKTIVITETER
------+Artikel 3 Kriterier for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter
---------+Artikel 3 a)
---------+Artikel 3 b)
---------+Artikel 3 c)
---------+Artikel 3 d)
------+Artikel 4 Anvendelse af kriterierne for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter i forbindelse med offentlige foranstaltninger og i forbindelse med standarder og mærker
------+Artikel 5 Gennemsigtighed for miljømæssigt bæredygtige investeringer i oplysninger, der gives forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter
---------+Artikel 5 a)
---------+Artikel 5 b)
---------+Artikel 5 2
------+Artikel 6 Gennemsigtighed for finansielle produkter, der fremmer miljømæssige karakteristika i oplysninger, der gives forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter
------+Artikel 7 Gennemsigtighed for andre finansielle produkter i oplysninger, der gives forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter
------+Artikel 8 Gennemsigtighed for virksomheder i ikkefinansielle redegørelser
---------+Artikel 8 1
---------+Artikel 8 2
---------+Artikel 8 3
---------+Artikel 8 4
------+Artikel 9 Miljømål
---------+Artikel 9 a)
---------+Artikel 9 b)
---------+Artikel 9 c)
---------+Artikel 9 d)
---------+Artikel 9 e)
---------+Artikel 9 f)
------+Artikel 10 Væsentligt bidrag til modvirkning af klimaændringer
---------+Artikel 10 1
---------+Artikel 10 2
---------+Artikel 10 3
---------+Artikel 10 4
---------+Artikel 10 5
---------+Artikel 10 6
------+Artikel 11 Væsentligt bidrag til tilpasning til klimaændringer
---------+Artikel 11 1
---------+Artikel 11 2
---------+Artikel 11 3
---------+Artikel 11 4
---------+Artikel 11 5
---------+Artikel 11 6
------+Artikel 12 Væsentligt bidrag til bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer
---------+Artikel 12 1
---------+Artikel 12 2
---------+Artikel 12 3
---------+Artikel 12 4
---------+Artikel 12 5
------+Artikel 13 Væsentligt bidrag til omstillingen til en cirkulær økonomi
---------+Artikel 13 1
---------+Artikel 13 2
---------+Artikel 13 3
---------+Artikel 13 4
---------+Artikel 13 5
------+Artikel 14 Væsentligt bidrag til forebyggelse og bekæmpelse af forurening
---------+Artikel 14 1
---------+Artikel 14 2
---------+Artikel 14 3
---------+Artikel 14 4
---------+Artikel 14 5
------+Artikel 15 Væsentligt bidrag til beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer
---------+Artikel 15 1
---------+Artikel 15 2
---------+Artikel 15 3
---------+Artikel 15 4
---------+Artikel 15 5
------+Artikel 16 Mulighedsskabende aktiviteter
---------+Artikel 16 a)
---------+Artikel 16 b)
------+Artikel 17 Væsentlig skade på miljømål
---------+Artikel 17 1
---------+Artikel 17 2
------+Artikel 18 Minimumsgarantier
---------+Artikel 18 1
---------+Artikel 18 2
------+Artikel 19 Krav til tekniske screeningskriterier
---------+Artikel 19 1
---------+Artikel 19 2
---------+Artikel 19 3
---------+Artikel 19 4
---------+Artikel 19 5
------+Artikel 20 Platformen for bæredygtig finansiering
---------+Artikel 20 1
---------+Artikel 20 2
---------+Artikel 20 3
---------+Artikel 20 4
---------+Artikel 20 5
---------+Artikel 20 6
------+Artikel 21 Kompetente myndigheder
---------+Artikel 21 1
---------+Artikel 21 2
------+Artikel 22 Foranstaltninger og sanktioner
------+Artikel 23 Udøvelse af de delegerede beføjelser
---------+Artikel 23 1
---------+Artikel 23 2
---------+Artikel 23 3
---------+Artikel 23 4
---------+Artikel 23 5
---------+Artikel 23 6
------+Artikel 24 Medlemsstatsekspertgruppen vedrørende bæredygtig finansiering
---------+Artikel 24 1
---------+Artikel 24 2
---+KAPITEL III AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
------+Artikel 25 Ændringer af forordning (EU) 2019/2088
---------+Artikel 25 1)
---------+Artikel 25 2)
---------+Artikel 25 3)
---------+Artikel 25 4)
---------+Artikel 25 5)
------+Artikel 26 Revision
---------+Artikel 26 1
---------+Artikel 26 2
---------+Artikel 26 3
------+Artikel 27 Ikrafttræden og anvendelse
---------+Artikel 27 1
---------+Artikel 27 2
---------+Artikel 27 3
English - European Union - Financial Industry -

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 (EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2020/852

af 18. juni 2020

om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088

(EØS-relevant tekst)

1. Oversigt

,
Titel Regulering
Preamble: 1

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union har til formål at oprette et indre marked til fremme af en bæredygtig udvikling i Europa, bl.a. baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten.

(2)

Den 25. september 2015 vedtog FN's Generalforsamling en ny global ramme for bæredygtig udvikling, nemlig 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (»2030-dagsordenen«). 2030-dagsordenen er centreret omkring målene for bæredygtig udvikling (SDG'erne) og omfatter de tre bæredygtighedsaspekter: økonomisk, social og miljømæssig. I Kommissionens meddelelse af 22. november 2016 om de næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid knyttes SDG'erne til Unionens politikramme for at sikre, at der lige fra begyndelsen tages hensyn til SDG'erne i alle Unionens foranstaltninger og politikinitiativer både i Unionen og globalt. I sine konklusioner af 20. juni 2017 bekræftede Rådet, at Unionen og dens medlemsstater er engageret i gennemførelsen af 2030-dagsordenen på en fuldstændig, sammenhængende, omfattende, integreret og effektiv måde i tæt samarbejde med partnere og andre interessenter. Den 11. december 2019 offentliggjorde Kommissionen sin meddelelse om den europæiske grønne pagt.

(3)

Parisaftalen vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (»Parisaftalen«) blev godkendt af Unionen den 5. oktober 2016 (3). Parisaftalens artikel 2, stk. 1, litra c), har til formål at styrke reaktionen på klimaændringer ved bl.a. at lede finansielle strømme i retning af lave drivhusgasemissioner og klimarobust udvikling. I denne forbindelse vedtog Det Europæiske Råd den 12. december 2019 konklusioner om klimaændringer. I lyset heraf udgør denne forordning et vigtigt skridt hen imod målet om at opnå en klimaneutral Union senest i 2050.

(4)

Bæredygtighed og omstilling til en sikker, klimaneutral, klimarobust, mere ressourceeffektiv og cirkulær økonomi er afgørende for at sikre EU-økonomiens konkurrenceevne på lang sigt. Bæredygtighed har længe været centralt for EU-projektet, og de sociale og miljømæssige aspekter heraf afspejles i traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(5)

I december 2016 gav Kommissionen en ekspertgruppe på højt plan mandat til at udarbejde en overordnet og omfattende EU-strategi for bæredygtig finansiering. I rapporten fra ekspertgruppen på højt plan, der blev offentliggjort den 31. januar 2018, opfordres der til, at der oprettes et teknisk robust klassificeringssystem på EU-plan for at skabe klarhed over, hvilke aktiviteter der kvalificeres som »grønne« eller »bæredygtige«, idet der begyndes med modvirkning af klimaændringer.

(6)

I sin meddelelse af 8. marts 2018 offentliggjorde Kommissionen sin »handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst«, der lancerede en ambitiøs og omfattende strategi for bæredygtig finansiering. Et af målene i denne handlingsplan er at omlægge kapitalstrømme i retning af bæredygtige investeringer for at opnå bæredygtig og inklusiv vækst. Oprettelse af et fælles klassificeringssystem for bæredygtige aktiviteter er den vigtigste og mest presserende foranstaltning i handlingsplanen. Det anerkendes i handlingsplanen, at en omlægning af kapitalstrømme i retning af mere bæredygtige aktiviteter skal være baseret på en fælles, holistisk forståelse af aktiviteters og investeringers miljømæssige bæredygtighed. Som et første skridt vil klare retningslinjer om, hvilke aktiviteter der kvalificeres som bidragende til at nå miljømål, hjælpe med at informere investorer om de investeringer, som finansierer miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter. Yderligere retningslinjer om aktiviteter, der bidrager til at nå andre bæredygtighedsmål, herunder sociale mål, udarbejdes eventuelt på et senere tidspunkt.

(7)

I betragtning af de globale miljøudfordringers systemiske karakter er der behov for en systemisk og fremadskuende tilgang til miljømæssig bæredygtighed, som imødegår de voksende negative tendenser, såsom klimaændringer, tab af biodiversitet, det globale overforbrug af ressourcer, fødevareknaphed, ozonnedbrydning, havforsuring, forringelse af ferskvand og arealanvendelsesændringer samt fremkomsten af nye trusler, såsom farlige kemikalier og deres kombinerede virkninger.

(8)

I Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU (4) opfordres der til en forøgelse af den private sektors finansiering af miljø- og klimarelaterede udgifter, navnlig ved at indføre incitamenter og metoder, der tilskynder selskaber til at måle de miljømæssige omkostninger ved deres virksomhed og overskud, som opnås ved at anvende miljøtjenesteydelser.

(9)

Hvis SDG'erne skal nås i Unionen, er det nødvendigt, at kapitalstrømme kanaliseres i retning af bæredygtige investeringer. Det er vigtigt at udnytte potentialet på det indre marked fuldt ud for at nå disse mål. I denne forbindelse er det afgørende at fjerne hindringer for en effektiv flytning af kapital til bæredygtige investeringer i det indre marked og at undgå, at nye hindringer opstår.

(10)

Henset til udfordringens omfang og de omkostninger, der er forbundet med manglende eller for sen handling, bør det finansielle system gradvist tilpasses med henblik på at støtte, at økonomien fungerer bæredygtigt. Med henblik herpå er der behov for, at bæredygtig finansiering gøres almindelig, og for, at der tages hensyn til bæredygtighedsindvirkningen af finansielle produkter og tjenesteydelser.

(11)

Udbud af finansielle produkter, som forfølger miljømæssigt bæredygtige mål, er en effektiv måde at kanalisere private investeringer i retning af bæredygtige aktiviteter. Krav vedrørende markedsføring af finansielle produkter eller erhvervsobligationer som miljømæssigt bæredygtige investeringer, herunder krav, der fastsættes af medlemsstaterne og Unionen for at give finansielle markedsdeltagere og udstedere mulighed for at anvende nationale mærker, har til formål at øge investorernes tillid og bevidsthed om miljøindvirkningen af disse finansielle produkter eller erhvervsobligationer, at skabe synlighed og at håndtere betænkeligheder vedrørende »grønvaskning«. I forbindelse med denne forordning henviser grønvaskning til den praksis, der består i at opnå en urimelig konkurrencefordel ved at markedsføre et finansielt produkt som miljøvenligt, selv om det i virkeligheden ikke opfylder grundlæggende miljøstandarder. På nuværende tidspunkt har enkelte medlemsstater indført mærkningsordninger. Disse eksisterende ordninger bygger på forskellige klassificeringssystemer for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter. I betragtning af de politiske tilsagn i henhold til Parisaftalen og på EU-plan vil flere og flere medlemsstater sandsynligvis indføre mærkningsordninger eller pålægge finansielle markedsdeltagere eller udstedere andre krav vedrørende fremme af finansielle produkter eller erhvervsobligationer som miljømæssigt bæredygtige. Medlemsstaterne vil i sådanne tilfælde anvende deres egne nationale klassificeringssystemer for at bestemme hvilke investeringer der kvalificeres som bæredygtige. Hvis disse nationale mærkningsordninger eller krav anvendte forskellige kriterier til at bestemme, hvilke økonomiske aktiviteter der kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige, ville investorerne vige tilbage for at investere på tværs af grænserne, fordi det er vanskeligt at sammenligne forskellige investeringsmuligheder. Erhvervsdrivende, der ønsker at tiltrække investeringer fra hele Unionen, ville endvidere skulle opfylde forskellige kriterier i forskellige medlemsstater, hvis deres aktiviteter skulle kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige. Mangel på ensartede kriterier ville derfor øge omkostningerne og afskrække de erhvervsdrivende fra at gå ind på grænseoverskridende kapitalmarkeder med henblik på bæredygtige investeringer.

(12)

Kriterierne for at afgøre, om en økonomisk aktivitet kvalificeres som miljømæssigt bæredygtig, bør harmoniseres på EU-plan for at fjerne hindringerne for det indre markeds funktion med hensyn til at rejse kapital til bæredygtighedsprojekter og for at undgå, at fremtidige hindringer for sådanne projekter opstår. Med en sådan harmonisering vil erhvervsdrivende få lettere ved at rejse kapital på tværs af grænserne til deres miljømæssigt bæredygtige aktiviteter, da deres økonomiske aktiviteter kan sammenlignes på grundlag af ensartede kriterier, således at de kan udvælges som underliggende aktiver for miljømæssigt bæredygtige investeringer. En sådan harmonisering vil derfor lette grænseoverskridende investeringer i Unionen.

(13)

Hvis finansielle markedsdeltagere ikke forklarer investorer, hvordan de aktiviteter, som de investerer i, bidrager til at nå miljømål, eller hvis finansielle markedsdeltagere anvender forskellige begreber, når de forklarer, hvad en »miljømæssigt bæredygtig« økonomisk aktivitet er, vil investorer finde det uforholdsmæssigt byrdefuldt at undersøge og sammenligne forskellige finansielle produkter. Det er blevet konstateret, at sådanne praksisser afholder investorer fra at investere i miljømæssigt bæredygtige finansielle produkter. Investorers manglende tillid har også stor skadelig indvirkning på markedet for bæredygtige investeringer. Det er herudover blevet påvist, at nationale regler og markedsbaserede initiativer, der tages for at håndtere dette problem inden for nationale grænser, fører til en fragmentering af det indre marked. Hvis finansielle markedsdeltagere oplyser, hvordan og i hvilket omfang de finansielle produkter, som stilles til rådighed som miljømæssigt bæredygtige, investerer i aktiviteter, som opfylder kriterierne for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter i henhold til denne forordning, og hvis finansielle markedsdeltagere til sådanne oplysninger anvender kriterier, der er fælles i hele Unionen, ville dette gøre det nemmere for investorer at sammenligne investeringsmuligheder på tværs af grænserne og tilskynde selskaber, der investeres i, til at gøre deres forretningsmodeller mere miljømæssigt bæredygtige. Desuden ville investorer investere i miljømæssigt bæredygtige finansielle produkter i hele Unionen med større tillid, hvilket forbedrer det indre markeds funktion.

(14)

For at fjerne de eksisterende hindringer for det indre markeds funktion og undgå, at der opstår sådanne hindringer i fremtiden, bør medlemsstaterne og Unionen være forpligtede til at anvende et fælles begreb for miljømæssigt bæredygtige investeringer, når de på nationalt plan eller EU-plan fastlægger krav vedrørende finansielle markedsdeltagere eller udstedere med henblik på mærkning af finansielle produkter eller erhvervsobligationer, der markedsføres som miljømæssigt bæredygtige. For at undgå markedsfragmentering og skade på forbrugernes og investorernes interesser som følge af forskellige opfattelser af miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter bør nationale krav, som finansielle markedsdeltagere eller udstedere skal overholde for at markedsføre finansielle produkter eller erhvervsobligationer som miljømæssigt bæredygtige, være baseret på ensartede kriterier for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter. Sådanne finansielle markedsdeltagere og udstedere omfatter finansielle markedsdeltagere, der stiller miljømæssigt bæredygtige finansielle produkter til rådighed, og ikkefinansielle selskaber, der udsteder miljømæssigt bæredygtige erhvervsobligationer.

(15)

Fastlæggelse af kriterier for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter kan tilskynde erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af denne forordning, til på deres websteder frivilligt at offentliggøre og give oplysninger om deres miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter. Disse oplysninger vil ikke blot gøre det lettere for finansielle markedsdeltagere og andre relevante aktører på de finansielle markeder at identificere, hvilke erhvervsdrivende der udøver miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, men vil også gøre det lettere for disse erhvervsdrivende at rejse finansiering af deres miljømæssigt bæredygtige aktiviteter.

(16)

En klassificering af miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter på EU-plan bør muliggøre udvikling af fremtidige EU-politikker til støtte for bæredygtig finansiering, herunder standarder for miljømæssigt bæredygtige finansielle produkter i hele Unionen og indførelse til sin tid af mærker, der formelt anerkender, at disse standarder overholdes i hele Unionen. Det kunne også danne grundlag for andre økonomiske og reguleringsmæssige foranstaltninger. Ensartede retlige krav til bestemmelse af investeringernes grad af miljømæssig bæredygtighed baseret på ensartede kriterier for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter er nødvendige som reference for fremtidig EU-ret, der har til formål at lette omlægningen af investeringer i retning af miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter.

(17)

I forbindelse med opfyldelsen af SDG'erne i Unionen har politikvalg såsom oprettelsen af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer været effektive med hensyn til at bidrage til at kanalisere private investeringer i retning af bæredygtige investeringer sammen med offentlige midler. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1017 (5) fastsætter et klimainvesteringsmål på 40 % for infrastruktur- og innovationsprojekter under Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer. Fælles kriterier til bestemmelse af, om økonomiske aktiviteter kvalificeres som bæredygtige, herunder deres indvirkning på miljøet, kan understøtte lignende fremtidige EU-initiativer til mobilisering af investeringer, der forfølger klimarelaterede mål eller andre miljømål.

(18)

For at undgå at skade investorernes interesser bør fondsforvaltere og institutionelle investorer, der udbyder finansielle produkter, oplyse, hvordan og i hvilket omfang de anvender kriterierne for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter til at bestemme deres investeringers miljømæssige bæredygtighed. De oplysninger, som gives, bør gøre det muligt for investorer at forstå den andel af investeringerne, der ligger til grund for det finansielle produkt, i miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter som en procentdel af alle investeringer, der ligger til grund for det finansielle produkt, og dermed gøre det muligt for investorerne at forstå investeringens grad af miljømæssig bæredygtighed. Hvis de investeringer, der ligger til grund for det finansielle produkt, er i økonomiske aktiviteter, der bidrager til et miljømål, bør de oplysninger, der skal gives, angive det eller de miljømål, som den investering, der ligger til grund for det finansielle produkt, bidrager til, samt hvordan og i hvilket omfang de investeringer, der ligger til grund for det finansielle produkt, finansierer miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, og oplysningerne bør omfatte nærmere oplysninger om de respektive andele af mulighedsskabende aktiviteter og omstillingsaktiviteter. Kommissionen bør præcisere, hvilke oplysninger der skal gives i den henseende. Disse oplysninger bør gøre det muligt for de nationale kompetente myndigheder let at verificere, at oplysningsforpligtelsen er overholdt, samt at håndhæve sådan overholdelse i overensstemmelse med gældende national ret. Hvis finansielle markedsdeltagere ikke tager kriterierne for miljømæssigt bæredygtige investeringer i betragtning, bør de udsende en erklæring herom. For at undgå omgåelse af oplysningsforpligtelsen bør denne forpligtelse også gælde i tilfælde, hvor finansielle produkter markedsføres som fremmende miljømæssige karakteristika, herunder finansielle produkter, der har miljøbeskyttelse i bred forstand som deres mål.

(19)

Oplysningsforpligtelserne i denne forordning supplerer reglerne om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 (6). For at øge gennemsigtigheden og sikre, at finansielle markedsdeltagere tilvejebringer et objektivt sammenligningsgrundlag for slutinvestorer om den andel af investeringer, der finansierer miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, supplerer nærværende forordning reglerne om gennemsigtighed i oplysninger, der gives forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter som fastsat i forordning (EU) 2019/2088. Definitionen af »bæredygtig investering« i forordning (EU) 2019/2088 omfatter investeringer i økonomiske aktiviteter, som bidrager til et miljømål, hvilket bl.a. omfatter investeringer i »miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter« som defineret i nærværende forordning. Forordning (EU) 2019/2088 anser desuden kun en investering for at være en bæredygtig investering, hvis den ikke er til væsentlig skade for nogen miljømæssige eller sociale mål som anført i nævnte forordning.

(20)

For at sikre pålideligheden, sammenhængen og sammenligneligheden af bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser bør oplysninger i henhold til denne forordning så vidt muligt anvende eksisterende bæredygtighedsindikatorer som foreslået af Europa-Parlamentets i dets resolution af 29. maj 2018 om bæredygtig finansiering (7). I denne forbindelse bør de tekniske screeningskriterier så vidt muligt bygge på bæredygtighedsindikatorerne omhandlet i forordning (EU) 2019/2088.

(21)

For så vidt angår økonomiske aktiviteter, der udøves af virksomheder, som ikke er forpligtede til at give oplysninger i henhold til denne forordning, kan der være undtagelsestilfælde, hvor finansielle markedsdeltagere ikke med rimelighed kan få relevante oplysninger, så de pålideligt kan bestemme tilpasningen til de tekniske screeningskriterier, der er fastsat i henhold til denne forordning. I sådanne undtagelsestilfælde, og kun med hensyn til økonomiske aktiviteter, for hvilke der ikke har kunnet indhentes fuldstændige, pålidelige og rettidige oplysninger, bør finansielle markedsdeltagere have mulighed for at foretage supplerende vurderinger og skøn på grundlag af oplysninger fra andre kilder. Sådanne vurderinger og skøn bør kun kompensere for begrænsede og specifikke dele af de ønskede dataelementer og give anledning til en forsigtig konklusion. For at sikre, at oplysningerne til investorer er klare og ikke vildledende, bør finansielle markedsdeltagere tydeligt gøre rede for grundlaget for deres konklusioner samt for grundene til, at de skal foretage sådanne supplerende vurderinger og skøn med henblik på oplysninger til slutinvestorer.

(22)

I sin meddelelse af 20. juni 2019 om »Retningslinjer for ikke-finansiel rapportering: Tillæg om rapportering af klimarelaterede oplysninger«, anbefaler Kommissionen, at visse store selskaber rapporterer om visse klimarelaterede nøgleresultatindikatorer baseret på den ramme, der fastsættes ved denne forordning. Oplysninger om andelen af sådanne store ikkefinansielle selskabers omsætning, kapitaludgifter (CapEx) eller driftsudgifter (OpEx), der er forbundet med miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, samt nøgleresultatindikatorer, der er skræddersyede til store finansielle selskaber, er navnlig nyttige for investorer, som er interesserede i selskaber, hvis produkter og tjenesteydelser bidrager væsentlig til et af de miljømål, der er fastsat i denne forordning. Det er derfor hensigtsmæssigt at kræve, at sådanne store selskaber årligt offentliggør sådanne nøgleresultatindikatorer, og at definere dette krav nærmere i delegerede retsakter, navnlig for så vidt angår store finansielle selskaber. Det ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt at udvide et sådant krav til også at mindre selskaber, men mindre selskaber kan beslutte at offentliggøre sådanne oplysninger frivilligt.

(23)

Med henblik på at bestemme en given økonomisk aktivitets miljømæssige bæredygtighed bør der fastlægges en udtømmende liste over miljømål. De seks miljømål, som denne forordning bør omfatte, er: modvirkning af klimaændringer, tilpasning til klimaændringer, bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer, omstilling til en cirkulær økonomi, forebyggelse og bekæmpelse af forurening samt beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer.

(24)

En økonomisk aktivitet, der forfølger miljømålet om modvirkning af klimaændringer, bør bidrage væsentligt til stabilisering af drivhusgasemissionerne ved at undgå eller reducere dem eller ved at øge drivhusgasoptaget. Den økonomiske aktivitet bør være forenelig med det langsigtede temperaturmål i Parisaftalen. Dette miljømål bør fortolkes i overensstemmelse med relevant EU-ret, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF (8).

(25)

En økonomisk aktivitet, som forfølger miljømålet om tilpasning til klimaændringer, bør bidrage væsentligt til at mindske eller forebygge negativ indvirkning af det nuværende eller forventede fremtidige klima eller risiciene for sådan negativ indvirkning, uanset om det er på selve aktiviteten eller på mennesker, naturen eller aktiver. Dette miljømål bør fortolkes i overensstemmelse med relevant EU-ret og Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030.

(26)

Miljømålet om bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer bør fortolkes i overensstemmelse med relevant EU-ret, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (9) og direktiv 2000/60/EF (10), 2006/7/EF (11), 2006/118/EF (12), 2008/56/EF (13) og 2008/105/EF (14), Rådets direktiv 91/271/EØF (15), 91/676/EØF (16) og 98/83/EF (17) og Kommissionens afgørelse (EU) 2017/848 (18), samt med Kommissionens meddelelse af 18. juli 2007 om »Indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union«, af 14. november 2012 om »En plan for at beskytte Europas vandressourcer« og af 11. marts 2019 om »Den Europæiske Unions strategiske tilgang til lægemidler i miljøet«.

(27)

Miljømålet om omstilling til en cirkulær økonomi bør fortolkes i overensstemmelse med relevant EU-ret inden for cirkulær økonomi, affald og kemikalier, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 (19), (EF) nr. 1907/2006 (20) og (EU) 2019/1021 (21), og direktiv 94/62/EF (22), 2000/53/EF (23), 2006/66/EF (24), 2008/98/EF (25), 2010/75/EU (26), 2011/65/EU (27), 2012/19/EU (28), (EU) 2019/883 (29) og (EU) 2019/904 (30), Rådets direktiv 1999/31/EF (31), Kommissionens forordning (EU) nr. 1357/2014 (32), beslutning 2000/532/EF (33) og afgørelse 2014/955/EU (34), samt med Kommissionens meddelelse af 2. december 2015 om »Kredsløbet lukkes — en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi« og af 16. januar 2018 om »En EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi«.

(28)

En økonomisk aktivitet kan bidrage væsentligt til at nå miljømålet om omstilling til en cirkulær økonomi på flere måder. Den kan f.eks. øge produkters holdbarhed, reparationsmuligheder, opgraderingsmuligheder og genbrugsmuligheder eller kan mindske ressourceanvendelsen gennem udformning og materialevalg, lette nye anvendelsesmuligheder, demontering og dekonstruktion i bygnings- og byggesektoren, navnlig for at mindske brugen af byggematerialer og fremme genbrug af byggematerialer. Den kan også bidrage væsentligt til at nå miljømålet om omstilling til en cirkulær økonomi ved at udvikle »produkt som en tjenesteydelse«-forretningsmodeller og cirkulære værdikæder med henblik på at holde produkter, komponenter og materialer på deres højeste nytte- og værdiniveau længst muligt. En eventuel reduktion af indholdet af farlige stoffer i materialer og produkter gennem hele livscyklussen, herunder ved at erstatte dem med sikrere alternativer, bør som minimum være i overensstemmelse med EU-retten. En økonomisk aktivitet kan også bidrage væsentligt til miljømålet om omstilling til en cirkulær økonomi ved at mindske fødevareaffald inden for produktion, forarbejdning, fremstilling eller distribution af fødevarer.

(29)

Miljømålene om forebyggelse og bekæmpelse af forurening bør fortolkes i overensstemmelse med relevant EU-ret, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF, 2004/35/EF (35), 2004/107/EF (36), 2006/118/EF, 2008/50/EF (37), 2008/105/EF, 2010/75/EU, (EU) 2016/802 (38) og (EU) 2016/2284 (39).

(30)

Miljømålene om beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer bør fortolkes i overensstemmelse med relevant EU-ret, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 (40), (EU) nr. 511/2014 (41) og (EU) nr. 1143/2014 (42) og direktiv 2009/147/EF (43), Rådets forordning (EF) nr. 338/97 (44) og direktiv 91/676/EØF og 92/43/EØF (45), og med Kommissionens meddelelse af 21. maj 2003 om »Retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT)«, af 3. maj 2011 om »Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020«, af 6. maj 2013 om »Grøn infrastruktur — Styrkelse af Europas naturkapital«, af 26. februar 2016 om »EU's handlingsplan mod ulovlig handel med vilde dyr og planter« og af 23. juli 2019 om »Intensivering af EU's indsats for at beskytte og genoprette verdens skove«.

(31)

En økonomisk aktivitet kan bidrage væsentligt til at nå miljømålet om beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer på flere måder, herunder ved at beskytte, bevare eller genoprette biodiversitet og økosystemer og derved forbedre økosystemtjenesterne. Sådanne tjenester er inddelt i fire kategorier, nemlig forsyningstjenester, såsom fødevarer og vand, reguleringstjenester, såsom klimakontrol og sygdomsbekæmpelse, støttetjenester, såsom næringsstofkredsløb og iltproduktion, og kulturelle tjenester, såsom åndelige og rekreative fordele.

(32)

Med henblik på denne forordning bør udtrykket »bæredygtig skovforvaltning« fortolkes under hensyntagen til praksis og anvendelse af skove og skovområder, der bidrager til at forbedre biodiversiteten eller til at standse eller forebygge forringelse af økosystemer, skovrydning og tab af levesteder, under hensyntagen til forvaltningsansvar og anvendelse af skove og skovområder på en måde og i et omfang, der bevarer deres biodiversitet, produktivitet, gendannelsesevne og vitalitet samt deres muligheder for nu og i fremtiden at opfylde relevante økologiske, økonomiske og samfundsmæssige funktioner på lokalt, nationalt og globalt niveau uden at skade andre økosystemer, som anført i resolution H1 fra den anden ministerkonference om beskyttelse af skovene i Europa den 16.-17. juni 1993 i Helsingfors om Generelle retningslinjer for en bæredygtig forvaltning af skove i Europa, samt under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 og (EU) 2018/841 (46) og direktiv (EU) 2018/2001 (47) samt Kommissionens meddelelse af 20. september 2013 om »En ny EU-skovstrategi: for skove og den skovbaserede sektor«.

(33)

Med henblik på denne forordning anvendes udtrykket »energieffektivitet« i bred betydning og bør fortolkes under hensyntagen til relevant EU-ret, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 (48) direktiv 2012/27/EU (49) og (EU) 2018/844 (50) samt de gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF (51).

(34)

Der bør for hvert miljømål fastlægges ensartede kriterier til bestemmelse af, om økonomiske aktiviteter bidrager væsentligt til det pågældende mål. Et af elementerne i de ensartede kriterier bør være at undgå, at de miljømål, der er fastsat i denne forordning, skades væsentligt. Dette er for at undgå, at investeringer kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige, i tilfælde hvor de økonomiske aktiviteter, der investeres i, skader miljøet i et omfang, der overstiger deres bidrag til et miljømål. Sådanne kriterier bør ud over miljøindvirkningen af den økonomiske aktivitet i sig selv tage hensyn til livscyklussen for de produkter og tjenester, der tilvejebringes ved den pågældende økonomiske aktivitet, herunder tage hensyn til dokumentation fra eksisterende livscyklusvurderinger, navnlig ved at tage hensyn til produkters produktion, anvendelse og bortskaffelse.

(35)

I lyset af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles tilsagn om at følge de principper, der er indeholdt i den europæiske søjle for sociale rettigheder til støtte for bæredygtig og inklusiv vækst, og i anerkendelse af betydningen af internationale minimumsstandarder for menneske- og arbejdstagerrettigheder bør overholdelse af minimumsgarantier være en betingelse for, at økonomiske aktiviteter kan kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige. Økonomiske aktiviteter bør derfor kun kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige, hvis de udøves i overensstemmelse med OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, herunder Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet, ILO's otte grundlæggende konventioner og de internationale grundlæggende menneskerettigheder. I ILO's grundlæggende konventioner defineres menneske- og arbejdstagerrettigheder, som selskaber bør respektere. Flere af disse internationale standarder er forankret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig forbuddet mod slaveri og tvangsarbejde og princippet om ikkeforskelsbehandling. Disse minimumsgarantier berører ikke anvendelsen af strengere krav vedrørende miljø, sundhed, sikkerhed og social bæredygtighed, der er fastsat i EU-retten. Ved overholdelsen af disse minimumsgarantier bør virksomheder efterleve princippet om ikke at gøre væsentlig skade som omhandlet i forordning (EU) 2019/2088 og tage hensyn til de i henhold til nævnte forordning vedtagne reguleringsmæssige tekniske standarder, der beskriver dette princip nærmere.

(36)

For at sikre sammenhæng mellem nærværende forordning og forordning (EU) 2019/2088 bør nærværende forordning ændre forordning (EU) 2019/2088 med henblik på at give de europæiske tilsynsmyndigheder, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (52), (EU) nr. 1094/2010 (53) og (EU) nr. 1095/2010 (54) (samlet betegnet »ESA'erne«), mandat til i fællesskab at udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder for nærmere at præcisere indholdet og fremlæggelsen af oplysningerne i forhold til princippet om ikke at gøre væsentlig skade. Disse reguleringsmæssige tekniske standarder bør være i overensstemmelse med indholdet af, metoderne i forbindelse med og fremlæggelsen af bæredygtighedsindikatorerne vedrørende negative indvirkninger, jf. forordning (EU) 2019/2088. De bør også være i overensstemmelse med de principper, der er indeholdt i den europæiske søjle for sociale rettigheder, OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, herunder ILO's erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet, ILO's otte grundlæggende konventioner og de internationale grundlæggende menneskerettigheder.

(37)

Forordning (EU) 2019/2088 bør yderligere ændres med henblik på at bemyndige ESA'erne til gennem Det Fælles Udvalg at udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at supplere reglerne om gennemsigtighed i forbindelse med fremme af miljømæssige karakteristika og miljømæssigt bæredygtige investeringer i oplysninger, der gives forud for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter.

(38)

I betragtning af de specifikke tekniske oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere miljøindvirkningen af en økonomisk aktivitet, og den hurtige udvikling inden for både videnskab og teknologi bør kriterierne for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter tilpasses regelmæssigt for at afspejle denne udvikling. For at kriterierne kan være ajourført på grundlag af videnskabelig dokumentation og input fra eksperter og relevante interessenter, bør betingelserne for et »væsentligt bidrag« og »væsentlig skade« angives nærmere for forskellige økonomiske aktiviteter og regelmæssigt ajourføres. Kommissionen bør med henblik herpå fastsætte detaljerede og tilpassede tekniske screeningskriterier for de forskellige økonomiske aktiviteter på grundlag af teknisk input fra en multiinteressentplatform for bæredygtig finansiering.

(39)

Nogle økonomiske aktiviteter har negativ indvirkning på miljøet, og ved at mindske en sådan negativ indvirkning kan der ydes et væsentligt bidrag til et eller flere miljømål. For disse økonomiske aktiviteter er det hensigtsmæssigt at fastsætte tekniske screeningskriterier, som kræver en væsentlig forbedring af miljømæssige præstationer sammenlignet med blandt andet gennemsnittet for sektoren, men som samtidig undgår miljømæssigt skadelige fastlåsningsvirkninger, herunder kulstofintensive fastlåsningsvirkninger, i den finansierede økonomiske aktivitets økonomiske levetid. I disse kriterier bør der også tages hensyn til en bestemt økonomisk aktivitets langsigtede indvirkning.

(40)

En økonomisk aktivitet bør ikke kvalificeres som miljømæssigt bæredygtig, hvis den forvolder miljøet mere skade end de fordele, som den medfører. De tekniske screeningskriterier bør fastsætte de minimumskrav, der er nødvendige for at undgå, at andre mål skades væsentligt, herunder ved at bygge på eventuelle minimumskrav, der er fastlagt i medfør af EU-retten. Ved fastsættelsen og ajourføringen af de tekniske screeningskriterier bør Kommissionen sikre, at disse kriterier baseres på tilgængelig videnskabelig dokumentation, udarbejdes under hensyntagen til livscyklusovervejelser, herunder eksisterende livscyklusvurderinger, og regelmæssigt ajourføres. Når en videnskabelig evaluering ikke gør det muligt at fastslå en risiko med tilstrækkelig sikkerhed, bør forsigtighedsprincippet finde anvendelse i overensstemmelse med artikel 191 i TEUF.

(41)

Ved fastsættelsen og ajourføringen af de tekniske screeningskriterier for miljømålet om modvirkning af klimaændringer bør Kommissionen tage hensyn til og skabe incitamenter til den løbende og nødvendige omstilling til en klimaneutral økonomi i overensstemmelse med denne forordnings artikel 10, stk. 2. Ud over anvendelse af klimaneutral energi og flere investeringer i økonomiske aktiviteter og sektorer, der allerede har lave emissioner, kræver omstillingen en væsentlig nedbringelse af drivhusgasemissionerne inden for andre økonomiske aktiviteter og sektorer, hvor der ikke findes teknologisk og økonomisk gennemførlige lavemissionsalternativer. Disse økonomiske omstillingsaktiviteter bør kvalificeres som bidragende væsentligt til modvirkning af klimaændringer, hvis deres drivhusgasemissioner er væsentligt lavere end sektorens eller industriens gennemsnit, de ikke hæmmer udvikling og anvendelse af lavemissionsalternativer, og de ikke fører til en fastlåsning af aktiver, der er uforenelige med målet om klimaneutralitet, under hensyntagen til disse aktivers økonomiske levetid. De tekniske screeningskriterier for sådanne økonomiske omstillingsaktiviteter bør sikre, at disse omstillingsaktiviteter har en troværdig kurs mod klimaneutralitet, og bør med regelmæssige mellemrum tilpasses i overensstemmelse hermed.

(42)

En økonomisk aktivitet bør kvalificeres som bidragende væsentligt til at nå et eller flere af de miljømål, der er fastsat i denne forordning, når den direkte gør det muligt for andre aktiviteter at bidrage væsentligt til at nå et eller flere af disse mål. En sådan mulighedsskabende aktivitet bør ikke føre til en fastlåsning af aktiver, som undergraver langsigtede miljømål, under hensyntagen til disse aktivers økonomiske levetid, og bør have en betydelig positiv miljøindvirkning ud fra livscyklusovervejelser.

(43)

Ved fastsættelsen og ajourføringen af de tekniske screeningskriterier bør Kommissionen tage hensyn til relevant EU-ret, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 (55) og (EF) nr. 66/2010 (56), samt Kommissionens henstilling 2013/179/EU (57) og Kommissionens meddelelse af 16. juli 2018 om »Offentlige indkøb for et bedre miljø«. For at undgå unødvendige uoverensstemmelser med allerede eksisterende nomenklaturer for økonomiske aktiviteter til andre formål bør Kommissionen også tage hensyn til de statistiske klassifikationer vedrørende sektoren for miljøvenlige varer og tjenesteydelser, nemlig klassifikationen af miljøbeskyttelsesaktiviteter (CEPA) og klassifikationen af ressourceforvaltningsforanstaltninger (CReMA) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 538/2014 (58). Ved fastsættelsen og ajourføringen af de tekniske screeningskriterier bør Kommissionen tage hensyn til eksisterende miljøindikatorer og rapporteringsrammer, som er udarbejdet af blandt andre Kommissionen og Det Europæiske Miljøagentur, og eksisterende internationale standarder såsom dem, der er udarbejdet af blandt andre OECD.

(44)

Ved fastsættelsen og ajourføringen af de tekniske screeningskriterier bør Kommissionen også tage hensyn til de særlige forhold i infrastruktursektoren og til miljømæssige, sociale og økonomiske eksternaliteter i en cost-benefit-analyse. I denne forbindelse bør Kommissionen tage hensyn til relevant EU-ret, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF (59), 2011/92/EU (60), 2014/23/EU (61), 2014/24/EU (62) og 2014/25/EU (63), EU-standarder og aktuel metodologi samt arbejdet i internationale organisationer såsom OECD. De tekniske screeningskriterier bør i denne forbindelse fremme hensigtsmæssige ledelsesmæssige rammer, der integrerer miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer, jf. de FN-støttede principper for ansvarlige investeringer, på alle stadier af et projekts livscyklus.

(45)

De tekniske screeningskriterier bør sikre, at relevante økonomiske aktiviteter i en bestemt sektor kan kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige og behandles ens, hvis de bidrager i samme grad til at nå et eller flere af de miljømål, der er fastsat i denne forordning. Den potentielle evne til at bidrage til at nå disse miljømål kan variere mellem sektorer, hvilket bør afspejles i kriterierne. Inden for hver sektor bør disse kriterier dog ikke stille visse økonomiske aktiviteter ringere i forhold til andre, hvis førstnævnte aktiviteter bidrager til at nå miljømålene i samme omfang som sidstnævnte aktiviteter.

(46)

Ved fastsættelsen og ajourføringen af tekniske screeningskriterier for miljømæssigt bæredygtige aktiviteter bør Kommissionen vurdere, hvorvidt fastsættelse af disse kriterier vil føre til strandede aktiver eller uforenelige incitamenter eller få anden negativ indvirkning på de finansielle markeder.

(47)

For at undgå alt for byrdefulde opfyldelsesomkostninger for erhvervsdrivende bør Kommissionen fastsætte tekniske screeningskriterier, som sikrer tilstrækkelig juridisk klarhed, som er praktisable og lette at anvende, og for hvilke opfyldelsen kan verificeres inden for rimelige grænser for opfyldelsesomkostninger, således at unødvendige administrative byrder undgås. Tekniske screeningskriterier kan kræve, at der foretages en livscyklusvurdering, når det er tilstrækkelig praktisabelt og nødvendigt.

(48)

For at sikre, at investeringer kanaliseres i retning af de økonomiske aktiviteter, som har den største positive indvirkning på miljømålene, bør Kommissionen prioritere fastsættelse af tekniske screeningskriterier for de økonomiske aktiviteter, der potentielt bidrager mest til miljømålene.

(49)

Der bør fastsættes hensigtsmæssige tekniske screeningskriterier for transportsektoren, herunder for mobile aktiver. Disse tekniske screeningskriterier bør tage hensyn til, at transportsektoren, herunder international skibsfart, tegner sig for næsten 26 % af de samlede drivhusgasemissioner i Unionen. Som anført i handlingsplanen for finansiering af bæredygtig vækst udgør transportsektoren ca. 30 % af de yderligere årlige investeringer, der er nødvendige for bæredygtig udvikling i Unionen, f.eks. at øge elektrificeringen eller støtte omlægningen til renere transportformer ved at fremme ændring af transportformer og bedre trafikstyring.

(50)

Ved udarbejdelsen af de tekniske screeningskriterier er det navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer i overensstemmelse med dagsordenen for bedre regulering. Processen for fastsættelse og ajourføring af de tekniske screeningskriterier bør inddrage relevante interessenter og bør bygge på rådgivning fra eksperter med dokumenteret viden og erfaring på de relevante områder. Med henblik herpå bør Kommissionen oprette en platform for bæredygtig finansiering (»platformen«). Platformen bør sammensættes af eksperter fra både den offentlige og den private sektor. Eksperterne fra den offentlige sektor bør omfatte repræsentanter fra Det Europæiske Miljøagentur, ESA'erne, Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder. Eksperterne fra den private sektor bør omfatte finansielle og ikkefinansielle markedsdeltagere og erhvervssektorer, som repræsenterer relevante industrier, samt personer med regnskabs- og rapporteringsekspertise. Platformen bør desuden omfatte eksperter, der repræsenterer civilsamfundet, herunder eksperter inden for miljømæssige, sociale, arbejdsmæssige og ledelsesmæssige spørgsmål. Finansielle markedsdeltagere bør opfordres til at underrette Kommissionen, hvis de mener, at en økonomisk aktivitet, som ikke opfylder de tekniske screeningskriterier, eller for hvilken sådanne kriterier endnu ikke er fastsat, bør kvalificeres som miljømæssigt bæredygtig, for at hjælpe Kommissionen med at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at supplere eller ajourføre de tekniske screeningskriterier.

(51)

Platformen bør sammensættes i overensstemmelse med de gældende horisontale regler for oprettelse og drift af Kommissionens ekspertgrupper, herunder med hensyn til udvælgelsesprocessen. Udvælgelsesprocessen bør sigte mod at sikre en høj grad af ekspertise, geografisk balance og kønsbalance samt en afbalanceret repræsentation af relevant sagkundskab under hensyntagen til platformens specifikke opgaver. Under udvælgelsesprocessen bør Kommissionen foretage en vurdering af, hvorvidt der foreligger potentielle interessekonflikter, i overensstemmelse med nævnte horisontale regler, og den bør træffe passende foranstaltninger til at løse sådanne eventuelle konflikter.

(52)

Platformen bør rådgive Kommissionen om udarbejdelse, analyse og revurdering af tekniske screeningskriterier, herunder om sådanne kriteriers potentielle indvirkning på værdiansættelsen af aktiver, der kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige aktiver i henhold til eksisterende markedspraksis. Platformen bør også rådgive Kommissionen om, hvorvidt de tekniske screeningskriterier er egnede til anvendelse i fremtidige EU-politikinitiativer til fremme af bæredygtige investeringer, og om den rolle, som bæredygtighedsregnskab og -rapporteringsstandarder kan spille i at støtte anvendelsen af de tekniske screeningskriterier. Platformen bør rådgive Kommissionen om udarbejdelse af yderligere foranstaltninger til at forbedre datatilgængeligheden og -kvaliteten under hensyntagen til målet om at undgå unødige administrative byrder, om behandling af andre bæredygtighedsmål, herunder sociale mål, og om minimumsgarantiers funktion og et eventuelt behov for at supplere dem.

(53)

Kommissionen bør videreføre medlemsstaternes eksisterende ekspertgruppe vedrørende bæredygtig finansiering og give den formel status. Denne ekspertgruppes opgaver vil bl.a. bestå i at rådgive Kommissionen om hensigtsmæssigheden af de tekniske screeningskriterier og den tilgang, som platformen anlægger med hensyn til at udarbejde disse kriterier. Med henblik herpå bør Kommissionen holde medlemsstaterne underrettet gennem regelmæssige møder i medlemsstatsekspertgruppen vedrørende bæredygtig finansiering.

(54)

For at præcisere de krav, der er fastsat i denne forordning, og navnlig for at fastsætte og ajourføre detaljerede og tilpassede tekniske screeningskriterier for forskellige økonomiske aktiviteter med hensyn til, hvad der udgør et »væsentligt bidrag til« og »væsentlig skade på« miljømål, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår de oplysninger, der er nødvendige for at opfylde oplysningsforpligtelsen i henhold til nærværende forordning, og for så vidt angår de tekniske screeningskriterier. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, såsom gennem platformen og medlemsstaternes ekspertgruppe vedrørende bæredygtig finansiering, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (64). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(55)

Nærværende forordning supplerer oplysningskravene i forordning (EU) 2019/2088. For at sikre en velordnet og effektiv overvågning af, at de finansielle markedsdeltagere overholder nærværende forordning, bør medlemsstaterne gøre brug af de kompetente myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med forordning (EU) 2019/2088. For at håndhæve overholdelse bør medlemsstaterne desuden fastsætte regler om foranstaltninger og sanktioner, der bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. De nationale kompetente myndigheder og ESA'erne bør udøve de produktinterventionsbeføjelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 (65), (EU) nr. 1286/2014 (66) og (EU) 2019/1238 (67), også med hensyn til uhensigtsmæssig salgspraksis eller vildledende fremlæggelse af bæredygtighedsrelaterede oplysninger, herunder de oplysninger, der kræves efter nærværende forordning.

(56)

For at sikre effektiv og bæredygtig tilrettelæggelse af arbejds- og mødepraksis vedrørende både platformen og medlemsstatsekspertgruppen vedrørende bæredygtig finansiering og for at muliggøre bred deltagelse og effektiv interaktion i grupperne, deres undergrupper, Kommissionen og interessenter bør øget anvendelse af digitale, herunder virtuelle, teknologier overvejes, hvor det er relevant.

(57)

For at give de relevante aktører tilstrækkelig tid til at gøre sig bekendt med de kriterier for at blive kvalificeret som miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, der er fastsat i denne forordning, og til at forberede deres anvendelse bør de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, for hvert enkelt miljømål finde anvendelse tolv måneder efter fastsættelsen af de relevante tekniske screeningskriterier.

(58)

De bestemmelser i denne forordning, der omhandler certifikatbaserede skatteincitamentsordninger, som eksisterede inden denne forordnings ikrafttræden, berører ikke Unionens og medlemsstaternes respektive beføjelser med hensyn til skattebestemmelser som fastsat i traktaterne.

(59)

Anvendelsen af denne forordning bør regelmæssigt gennemgås for blandt andet at vurdere fremskridt med hensyn til udarbejdelse af tekniske screeningskriterier for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, et eventuelt behov for at revidere og supplere disse kriterier for at kunne fastslå, hvorvidt en økonomisk aktivitet kvalificeres som miljømæssigt bæredygtig, effektiviteten af klassificeringssystemet for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter med hensyn til at kanalisere private investeringer i retning af sådanne aktiviteter og navnlig med hensyn til kapitalstrømmene til private virksomheder og andre juridiske enheder og videreudvikling af nævnte klassificeringssystem, herunder ved at udvide dets anvendelsesområde ud over miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, med henblik på at dække aktiviteter, der skader miljøet væsentligt, samt andre bæredygtighedsmål, herunder sociale mål.

(60)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af behovet for at indføre ensartede kriterier for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter på EU-plan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. juni 2020.

På Europa-Parlamentets vegne

D. M. SASSOLI

Formand

På Rådets vegne

N. BRNJAC

Formand

KAPITEL I GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER KAPITEL I GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
KAPITEL II MILJØMÆSSIGT BÆREDYGTIGE ØKONOMISKE AKTIVITETER KAPITEL II MILJØMÆSSIGT BÆREDYGTIGE ØKONOMISKE AKTIVITETER
KAPITEL III AFSLUTTENDE BESTEMMELSER KAPITEL III AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

1.1 Referencer

1.2 Identificerede krav

1.3 Relaterede standarder

2. Identificerede krav

Krav
Kilde Krav

3. Relaterede standarder

Standarder
Kilde Krav

Linkede sager