KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2016/1075 af 23. marts 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder om indholdet af genopretningsplaner, afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner, de minimumskriterier, som den kompetente myndighed skal vurdere i forbindelse med genopretningsplaner og koncerngenopretningsplaner, betingelserne for koncernintern finansiel støtte, kravene vedrørende uafhængige valuarer, den kontraktmæssige anerkendelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, procedurerne og indholdet i forbindelse med underretningskrav og meddelelsen om suspension samt afviklingskollegiernes virkemåde i praksis (EØS-relevant tekst)

(1)

Bestemmelserne i denne forordning er indbyrdes tæt forbundne, da de indgår i regelsættet for afvikling fastsat ved direktiv 2014/59/EU, og strækker sig fra planlægningsfasen i genopretningen og afviklingen af et institut, over fasen for tidlig indgriben og til tidspunktet for afviklingshandlingen. For at sikre sammenhæng mellem de bestemmelser, som bør træde i kraft samtidig, og for at lette afviklingsprocessen skal institutter, myndigheder og markedsdeltagere, herunder investorer, der ikke er bosiddende i EU, have et samlet overblik over og nem adgang til deres pligter og rettigheder. Det er derfor hensigtsmæssigt at samle de relevante reguleringsmæssige tekniske standarder, der kræves i henhold til direktiv 2014/59/EU, i én forordning.

(2)

Ud over definitionerne i direktiv 2014/59/EU er det nødvendigt at give nogle specifikke definitioner på tekniske termer.

(3)

Ensartede regler om de oplysninger, der som minimum skal medtages i genopretningsplanerne, bør tage højde for, men ikke afskære de kompetente myndigheders beføjelser til at fastlægge forenklede forpligtelser for visse institutter vedrørende det nærmere indhold af genopretningsplaner, jf. artikel 4 i direktiv 2014/59/EU.

(4)

Uden at det berører eventuelle forenklede forpligtelser fastlagt i henhold til artikel 4 i direktiv 2014/59/EU, bør disse ensartede regler endvidere præcisere, hvilke oplysninger der skal indgå i en individuel genopretningsplan og, i henhold til nævnte direktivs artikel 7, stk. 5 og 6, i en koncerngenopretningsplan.

(5)

Det er afgørende, at oplysningerne i genopretningsplanerne er tilstrækkelige og præcise, afhængigt af om genopretningsplanerne udarbejdes af institutter, der ikke tilhører en koncern, som er underlagt tilsyn på konsolideret grundlag i henhold til artikel 111 og 112 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (2), eller der er tale om individuelle genopretningsplaner, jf. artikel 7, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU, eller koncerngenopretningsplaner, jf. artikel 7, stk. 5 og 6, i direktiv 2014/59/EU.

(6)

Af hensyn til genopretningsplanernes interne struktur bør kravene vedrørende oplysninger grupperes under forskellige afsnit, som bør inddeles i underafsnit som anført i denne forordning.

(7)

For at sikre, at genopretningsplanerne kan gennemføres effektivt, hvis det er nødvendigt, og i rette tid, er det vigtigt, at disse planer baseres på en sund ledelsesstruktur. Genopretningsplanerne bør derfor indeholde en beskrivelse af de specifikke former for virksomhedsstyring, der er involveret. En plan bør navnlig indeholde oplysninger om, hvordan den blev udarbejdet, hvem der godkendte den, og hvordan den er integreret i instituttets eller koncernens overordnede ledelsesstruktur. Hvis det er relevant, bør de foranstaltninger, der iværksættes for at sikre overensstemmelse mellem et datterselskabs individuelle genopretningsplan og koncerngenopretningsplanen, beskrives.

(8)

Genopretningsplaner er af afgørende betydning for vurderingen af genopretningsmodellers gennemførlighed. En genopretningsplan bør derfor indeholde detaljerede oplysninger om beslutningsprocessen, der som et vigtigt element i ledelsesstrukturen fører til dens aktivering på grundlag af en eskaleringsproces, hvor der anvendes indikatorer som fastlagt i artikel 9 i direktiv 2014/59/EU. Da ingen kriser er ens, aktiverer materialiseringen af en indikator ikke automatisk en specifik genopretningsmodel eller, mere generelt, en automatiseret regelramme, i henhold til hvilken en bestemt genopretningsmodel skal gennemføres i overensstemmelse med forudbestemte procedurekrav. Indikatorer bør snarere ses som tegn på, at der bør påbegyndes en eskaleringsproces, der omfatter en analyse af, hvordan krisesituationen bedst håndteres. Før indikatorerne materialiserer sig, bør der også anvendes data og benchmarks, som sædvanligvis anvendes i almindelig risikostyring, til at oplyse instituttet eller koncernen om risikoen for forværring af instituttets eller koncernens finansielle situation og om de indikatorer, der udløses. Selv om sådanne tidlige advarselssignaler ikke er indikatorer som omhandlet i direktiv 2014/59/EU, og som sådan ikke angiver påbegyndelse af genopretningsfasen eller kræver eskalering uden for de sædvanlige forretningsprocesser, bidrager de til at sikre sammenhæng mellem instituttets sædvanlige risikostyring og overvågningen af indikatorerne. Genopretningsplanen bør derfor indeholde en beskrivelse af, hvordan egnede elementer af instituttets risikostyring er forbundet med indikatorerne.

(9)

Den strategiske analyse bør tage hensyn til internationale standarder for genopretningsplaner såsom rapporten »Key Attributes of Effective Resolution Regimes for Financial Institutions« fra Rådet for Finansiel Stabilitet. Ifølge rapporten bør den strategiske analyse identificere instituttets væsentlige og systemisk vigtige funktioner og angive de vigtigste foranstaltninger til opretholdelse af dem i genopretningsscenarier. Den strategiske analyse bør derfor bestå af to dele. Den første del af den strategiske analyse bør beskrive instituttet eller koncernen og instituttets eller koncernens centrale forretningsområder og kritiske funktioner. Beskrivelsen af instituttet eller koncernen bør give et generelt overblik over instituttet eller koncernen og over instituttets eller koncernens aktiviteter, sammen med en detaljeret beskrivelse af instituttets eller koncernens centrale forretningsområder og kritiske funktioner. For at lette vurderingen af genopretningsmodeller såsom afhændelser og salg af forretningsområder er det vigtigt at identificere de juridiske enheder, hvor der er centrale forretningsområder og kritiske funktioner, og at analysere koncernintern forbundethed. I henhold til artikel 6, stk. 1, og 2, i direktiv 2014/59/EU skal institutterne på tilfredsstillende vis godtgøre over for den kompetente myndighed, at genopretningsplanen med rimelig sandsynlighed vil kunne iværksættes, uden at dette får betydelige negative virkninger for det finansielle system. Endvidere skal de kompetente myndigheder i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU vurdere, i hvilket omfang genopretningsplanen eller særlige modeller i den kan gennemføres uden betydelige negative virkninger for det finansielle system. Genopretningsplanerne bør derfor indeholde en beskrivelse af ekstern forbundethed.

(10)

Den anden del af den strategiske analyse bør identificere og vurdere mulige genopretningsmodeller. Genopretningsmodeller, som er til rådighed for instituttet eller koncernen, bør i første omgang beskrives uden henvisning til et bestemt scenarie med finansiel stress. Dette er med til at styrke den generelle krisestyringskapacitet og hjælpe instituttet eller koncernen med at reagere fleksibelt på en krise. Den strategiske analyse bør derefter redegøre for, hvordan genopretningsmodellerne er blevet testet mod specifikke scenarier med finansiel stress for indledningsvis at vurdere, hvilke genopretningsmodeller der ville være effektive i hvert af disse scenarier, og dermed tilvejebringe dokumentation for genopretningsmodellernes effektivitet og om indikatorernes tilstrækkelighed. Genopretningsmodellerne bør omfatte foranstaltninger, som instituttet kan træffe, når betingelserne for tidlig indgriben efter artikel 27 i direktiv 2014/59/EU er opfyldt.

(11)

Det er af afgørende betydning, at genopretningsplanen formidles, for at den kan gennemføres effektivt, og for at undgå negative virkninger på det finansielle system. En genopretningsplan bør derfor også indeholde et afsnit om kommunikation og offentliggørelse, der angår både intern kommunikation til relevante interne organer og instituttets eller koncernens medarbejdere og ekstern kommunikation.

(12)

En genopretningsplan kan indebære ændringer i instituttets virksomhedsorganisation, enten for at lette ajourføringen af planen og dens gennemførelse i fremtiden, for at overvåge indikatorer, eller fordi der under processen er blevet konstateret hindringer for gennemførelsen af genopretningsmodeller. Disse organisatoriske forberedende og opfølgende tiltag, der skal iværksættes af instituttet eller koncernen, bør beskrives i genopretningsplanen for at muliggøre en effektiv vurdering af, hvorvidt den med rimelig sandsynlighed vil kunne gennemføres, og for at støtte instituttets eller koncernens og de kompetente myndigheders overvågning af dens gennemførelse.

(13)

Det er vigtigt at præcisere de minimumskriterier, som en kompetent myndighed skal tage i betragtning, når den vurderer genopretningsplaner udarbejdet af institutter, jf. artikel 6, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU.

(14)

Ved artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (3) tillægges Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) beføjelse til at udstede retningslinjer med henblik på at sikre en fælles, ensartet og konsekvent anvendelse af EU-retten; i henhold til nævnte artikel skal kompetente myndigheder og finansieringsinstitutter, som sådanne retningslinjer er rettet til, bestræbe sig bedst muligt på at efterleve retningslinjerne. Da direktiv 2014/59/EU bemyndiger EBA til at udstede retningslinjer i henhold til artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for at præcisere visse aspekter af direktivet yderligere, bør de kompetente myndigheder, jf. nævnte artikel, tage hensyn til de retningslinjer, der er udarbejdet af EBA, om scenarier for genopretningsplanlægning og indikatorer, der skal indgå i genopretningsplanerne, ved at bestræbe sig bedst muligt på at efterleve retningslinjerne, jf. artikel 16, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1093/2010.

(15)

Formålet med genopretningsplanlægning som omhandlet i direktiv 2014/59/EU er at identificere muligheder for at opretholde eller genoprette instituttets eller koncernens levedygtighed og finansielle stilling, når instituttet eller koncernen er udsat for alvorlig stress. Kriterierne for at vurdere en genopretningsplan bør derfor søge at sikre, at planen er egnet for de enheder, den dækker, og at planen og mulighederne i den er levedygtige og kan gennemføres på rette tidspunkt. Hvad den kompetente myndighed helt præcist skal vurdere, vil afhænge af genopretningsplanens indhold og omfang. Der bør fastlægges ensartede regler om de minimumskriterier, der skal vurderes, for at tage hensyn til de kompetente myndigheders mulighed for at pålægge visse institutter forenklede forpligtelser vedrørende det nærmere indhold af genopretningsplaner, jf. artikel 4 i direktiv 2014/59/EU.

(16)

Hvis det er relevant, bør der fastsættes yderligere kriterier, der gælder for vurderingen af koncerngenopretningsplaner, for at afspejle de yderligere krav i direktiv 2014/59/EU, der gælder for sådanne planer.

(17)

Genopretningsplaner bør være fuldstændige og indeholde alle oplysninger, som kræves ved direktiv 2014/59/EU, herunder elementer, der præciseres yderligere ved denne forordning. Planerne bør også være omfattende, være tilstrækkeligt detaljerede og indeholde et tilstrækkeligt udvalg af modeller for de omstændigheder, som den enhed eller de enheder, der er dækket af planen, befinder sig i.

(18)

Krav vedrørende afviklingsplaners indhold bør tage hensyn til igangværende arbejde for at koordinere disse tiltag på globalt plan gennem Rådet for Finansiel Stabilitet.

(19)

Standarder vedrørende indholdet af afviklingsplaner og vurderingen af afviklingsmulighederne bør være tilstrækkeligt fleksible til at tage højde for de omstændigheder, som det pågældende institut eller den pågældende koncern befinder sig i, for at sikre, at planerne er målrettede og nyttige for gennemførelsen af afviklingsstrategier.

(20)

Afviklingsmyndighederne bør vurdere, om det er gennemførligt og troværdigt, at afviklingsmålene kan opfyldes ved likvidation ved almindelig solvensbehandling. I den forbindelse kan det være nødvendigt at udnytte den relevante ekspertise fra indskudsgarantiordninger. Vurderingen af, hvorvidt likvidation er gennemførlig og troværdig, udelukker ikke nødvendigheden af at vurdere, om afviklingsmålene kan opnås i samme omfang ved likvidation ved national insolvensbehandling, herunder målet om at minimere afhængigheden af ekstraordinær finansiel støtte.

(21)

Vurdering af afviklingsmulighederne er en iterativ proces og er kun mulig på grundlag af en identificeret foretrukken afviklingsstrategi. Afviklingsmyndighederne kan ved processens afslutning konkludere, at en ændret eller fuldstændig anden strategi er mere hensigtsmæssig.

(22)

Der bør også overvejes varianter af den foretrukne strategi for at tage højde for situationer, hvor den foretrukne afviklingsstrategi ikke kan gennemføres, såsom når en single point of entry-strategi, der omfatter bail-in-værktøjet, ikke længere kan gennemføres, fordi tabene overstiger de nedskrivningsrelevante forpligtelser, der er udstedt af moderselskabet.

(23)

Standarder vedrørende koncernafviklingsplaner og vurdering af afviklingsmulighederne bør give mulighed for en afviklingsstrategi baseret på en af de to stiliserede tilgange fra Rådet for Finansiel Stabilitet, som er omhandlet i betragtning 80 i direktiv 2014/59/EU. Afviklingsstrategier kan nemlig omfatte én afviklingsmyndighed, der anvender afviklingsværktøjer på holding- eller moderselskabsniveau i en koncern (single point of entry), omfatte mere end én afviklingsmyndighed, der anvender afviklingsværktøjer vedrørende mere end én regional eller funktionsrelateret undergruppe eller enhed inden for en grænseoverskridende koncern (multiple point of entry); eller de kan kombinere aspekter af begge.

(24)

Afviklingsplanlægning og vurdering af afviklingsmuligheder bør under alle omstændigheder tage højde for eventuelle supplerende handlinger, som andre afviklingsmyndigheder end dem, der træffer afviklingshandlinger, kræver, f.eks. gennem forelæggelse af oplysninger, fortsat levering af kritiske delte tjenester eller afgørelser om ikke at træffe afviklingshandlinger, under hensyntagen til andre afviklingsmyndigheders ret til at handle på eget initiativ, hvis det er nødvendigt for at opnå indenlandsk finansiel stabilitet, såfremt der ikke træffes effektive foranstaltninger af de ledende afviklingsmyndigheder.

(25)

Afsnit C i bilaget til direktiv 2014/59/EU præciserer en række områder, der skal tages i betragtning ved vurderingen af et instituts eller en koncerns afviklingsmuligheder, men det er ikke udtømmende, og yderligere præcisering er nødvendig.

(26)

I henhold til artikel 32 i direktiv 2014/59/EU bør der kun foranstaltes en afviklingshandling, hvis en likvidation af et institut eller en koncern ved almindelig insolvensbehandling ikke er i almenhedens interesse, og derfor bør vurderingen af afviklingsmulighederne betragte en sådan likvidation som et alternativ til afviklingshandlinger.

(27)

Ved artikel 23, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU er der fastsat forskellige betingelser, som skal være opfyldt, for at et moderinstitut, en modervirksomhed i Unionen og visse andre enheder i en koncern og deres datterselskaber i andre medlemsstater eller tredjelande, der er institutter eller finansieringsinstitutter, på grundlag af en aftale om koncernintern finansiel støtte, jf. nævnte direktivs kapitel III, må yde finansiel støtte i form af et lån, af garantistillelse eller af aktiver, der stilles til rådighed som sikkerhed, til en anden koncernenhed, der opfylder betingelserne for tidlig indgriben. I henhold til artikel 25, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU kan den kompetente myndighed for den koncernenhed, der yder finansiel støtte, forbyde eller begrænse den finansielle støtte.

(28)

Under hensyntagen til de finansielle problemer i den modtagende enhed og til betingelsen om, at der skal være en realistisk forventning om, at den finansielle støtte afhjælper de finansielle problemer, bør der foretages en grundig analyse af den modtagende enheds kapital- og likviditetsbehov og en analyse af de interne og eksterne årsager til de finansielle problemer og af tidligere, nuværende og forventede markedsvilkår. I denne analyse bør indgå foranstaltninger, der er planlagt med henblik på at afhjælpe årsagerne til den modtagende enheds vanskeligheder, og som effektivt kan bidrage til at genoprette dens finansielle situation.

(29)

Ansvaret for vurderingen af de forskellige forhold påhviler den enhed, der yder støtten (ydende enhed), og den kompetente myndighed, der er ansvarlig for det ydende institut. Der bør ved vurderingen tages hensyn til risikoen for en potentiel ugunstig udvikling. Med henblik på en omfattende vurdering af de forhold, der vedrører den ydende enhed, bør den kompetente myndighed, der er ansvarlig for den ydende enhed, også tage hensyn til oplysninger og vurderinger fra den kompetente myndighed, der er ansvarlig for den koncernenhed, der modtager den finansielle støtte.

(30)

Betingelsen om, at vilkårene for ydelsen skal være i overensstemmelse med artikel 19, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU, bør tage højde for den modtagende enheds misligholdelsesrisiko og den ydende enheds tab givet den modtagende enheds misligholdelse, baseret på en sammenligning af situationerne efter støtte henholdsvis uden støtte, og baseret på fuld adgang til relevante oplysninger. Betingelserne bør afspejle den ydende enheds egen interesse, jf. artikel 19, stk. 7, litra b), i henhold til hvilket der kan tages hensyn til eventuelle direkte eller indirekte fordele for en part som følge af ydelsen af den finansielle støtte. Dette bør verificeres ved en grundig analyse af omkostninger og fordele for den ydende enhed og koncernen som helhed i disse to scenarier.

(31)

Aftaler om finansiel støtte og ydelsen af den koncerninterne finansielle støtte kan forbedre en koncerns afviklingsmuligheder, f.eks. hvis de er i overensstemmelse med tabsabsorberingsmekanismen i afviklingsstrategien. De kan imidlertid også hindre gennemførelsen af den valgte afviklingsstrategi, f.eks. hvis strategien går ud på adskillelse mellem forskellige dele af koncernen. Vurderingen af indvirkningen på afviklingsmulighederne bør derfor baseres på vurderingen af afviklingsmulighederne, på den individuelle afviklingsplan, og, hvor det er relevant, på koncernafviklingsplanen som fastsat ved afviklingskollegiernes fælles afgørelse.

(32)

Det er nødvendigt at sikre, at uafhængige valuarer, ved udførelsen af deres værdiansættelsesopgaver med henblik på artikel 36 samt artikel 49, stk. 3, og artikel 74 i direktiv 2014/59/EU, ikke udsættes for påvirkning og ikke opfattes som værende udsat for påvirkning fra offentlige myndigheder, herunder afviklingsmyndigheden, eller fra instituttet eller enheden som omhandlet i nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d).

(33)

Der bør derfor gælde ensartede regler for vurderingen af, om en person anses for at være uafhængig af de relevante offentlige myndigheder, herunder afviklingsmyndigheden, og instituttet eller enheden som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d), i direktiv 2014/59/EU. Reglerne bør indeholde krav vedrørende den pågældende persons ekspertise og ressourcer og personens forhold til de relevante offentlige myndigheder, herunder afviklingsmyndigheden, og instituttet eller enheden som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d), i direktiv 2014/59/EU.

(34)

Uafhængighed kan styrkes af forhold, der sikrer, at den uafhængige valuar har tilstrækkelig ekspertise og tilstrækkelige ressourcer. Helt konkret bør det sikres, at den uafhængige valuar besidder de nødvendige kvalifikationer, den nødvendige viden og den nødvendige ekspertise inden for alle relevante emner, især værdiansættelse og regnskabsmæssige forhold i forbindelse med banksektoren. Det bør også sikres, at den uafhængige valuar har eller har adgang til tilstrækkelige menneskelige og tekniske ressourcer til at foretage værdiansættelsen. Med henblik herpå kan det være hensigtsmæssigt at skaffe tilstrækkelige menneskelige og tekniske ressourcer ved at ansætte medarbejdere fra eller kontrahere med andre værdiansættelsesspecialister eller advokatfirmaer eller andre kilder i forbindelse med værdiansættelsen. Hvis der ved ansættelse eller kontrahering tilvejebringes menneskelige ressourcer til at hjælpe med værdiansættelsen, bør de være underlagt kontrol for at afdække interessekonflikter med henblik på at sikre, at uafhængigheden ikke undermineres. Den uafhængige valuar bør under alle omstændigheder bevare ansvaret for udfaldet af værdiansættelsen.

(35)

Det bør endvidere sikres, at den uafhængige valuar også kan foretage værdiansættelsen effektivt uden i for høj grad at forlade sig på en relevant offentlig myndighed, herunder afviklingsmyndigheden, og instituttet eller enheden som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d), i direktiv 2014/59/EU (»undue reliance«). Imidlertid bør adgang til instrukser eller vejledning, som er nødvendig for at støtte gennemførelsen af værdiansættelsen, f.eks. vedrørende metoderne i henhold til EU-lovgivningen inden for værdiansættelse i forbindelse med afvikling, ikke anses for »undue reliance«, når sådanne instrukser eller vejledninger anses for at være nødvendige for at støtte gennemførelsen af værdiansættelsen. Ydermere bør det pågældende institut eller den pågældende enhed ikke forhindres i at yde bistand, f.eks. ved at stille systemer, regnskaber, lovpligtige rapporter, markedsdata, andre optegnelser eller bistand til rådighed for den uafhængige valuar, hvis den udpegende myndighed eller en anden myndighed, som måtte have beføjelser til at udføre denne opgave i den pågældende medlemsstat, vurderer, at dette er nødvendigt for at støtte værdiansættelsen. I overensstemmelse med procedurer, der eventuelt indføres, bør adgang til instrukser, vejledning og andre former for støtte aftales fra sag til sag eller samlet.

(36)

Betaling af rimeligt vederlag og godtgørelse af rimelige udgifter i forbindelse med værdiansættelsen bør ikke hindres.

(37)

Uafhængigheden kan bringes i fare, hvis værdiansættelsen foretages af en person, der er ansat af eller tilknyttet en relevant offentlig myndighed, herunder afviklingsmyndigheden, eller instituttet eller enheden som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d), i direktiv 2014/59/EU, selv i tilfælde, hvor der er indført fuldstændig organisatorisk adskillelse for at afhjælpe trusler som selvrevision, egeninteresse, partiskhed, fortrolighed, tillid og intimidering. Det er derfor nødvendigt at sikre passende retlig adskillelse, således at den uafhængige valuar ikke er ansat i eller kontraherer med, eller indgår i en gruppe med, en relevant offentlig myndighed, herunder afviklingsmyndigheden, eller det pågældende institut eller den pågældende enhed.

(38)

Det er desuden nødvendigt at sikre, at der ikke er en væsentlig fælles eller modstridende interesse mellem den uafhængige valuar og en relevant offentlig myndighed, herunder afviklingsmyndigheden, og instituttet eller enheden som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c), eller d), i direktiv 2014/59/EU, herunder den daglige ledelse, kontrollerende aktionærer, koncernenheder og vigtige kreditorer, hvilket kan være tilfældet, når den uafhængige valuar er en vigtig kreditor i det pågældende institut eller den pågældende enhed. Personlige forhold kunne ligeledes udgøre en væsentlig interesse.

(39)

Derfor bør den udpegende myndighed eller en anden myndighed, som måtte have beføjelser til at udføre denne opgave i den pågældende medlemsstat, vurdere, om væsentlige fælles eller modstridende interesser gør sig gældende. Med henblik på denne vurdering bør den uafhængige valuar underrette den udpegende myndighed eller en anden myndighed, som måtte have beføjelser til at udføre denne opgave i den pågældende medlemsstat, om enhver eksisterende eller potentiel interesse, som personen vurderer, at den pågældende myndighed kan anse for at udgøre en væsentlig interesse, og bør afgive alle oplysninger, som myndigheden med rimelighed kan anmode om til brug ved vurderingen. For så vidt angår juridiske personer bør uafhængighed vurderes ved at se på selskabet eller partnerskabet som en helhed, men under hensyntagen til en eventuel organisatorisk adskillelse og andre ordninger, der kan indføres for at sondre mellem de medarbejdere, der kan blive inddraget i værdiansættelsen, og andre medarbejdere, for at afhjælpe trusler som selvrevision, egeninteresse, partiskhed, fortrolighed, tillid og intimidering. Hvis disse trusler er så signifikante sammenlignet med sikkerhedsforanstaltningerne, at personens uafhængighed bringes i fare, bør selskabet eller partnerskabet ikke være den uafhængige valuar.

(40)

En revisor, der har foretaget en revision af instituttet eller enheden som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c), eller d), i direktiv 2014/59/EU, i det år, som går forud for året for vurderingen af den uafhængige valuars evne til at handle som valuar, bør under ingen omstændigheder anses for at være uafhængig. For så vidt angår andre revisions- eller værdiansættelsestjenester, der er ydet til det pågældende institut eller den pågældende enhed i de år, der går umiddelbart forud for det tidspunkt, hvor uafhængigheden skal vurderes, bør disse også antages at udgøre en væsentlig fælles eller modstridende interesse, medmindre det på tilfredsstillende vis godtgøres over for den udpegende myndighed eller en anden myndighed, som måtte have beføjelser til at udføre denne opgave i den pågældende medlemsstat, at det ikke er tilfældet, når alle relevante forhold, herunder eventuel organisatorisk adskillelse eller andre ordninger, er taget i betragtning.

(41)

Efter udpegelsen er det vigtigt, at den uafhængige valuar har politikker og procedurer i overensstemmelse med gældende etiske regler og faglige standarder til at identificere enhver eksisterende eller potentiel interesse, som valuaren vurderer kan udgøre en væsentlig fælles eller modstridende interesse. Den udpegende myndighed eller en anden myndighed i den pågældende medlemsstat, bør straks underrettes om eksisterende eller potentielle interesser, der identificeres, og bør overveje, om de udgør en væsentlig interesse; i så tilfælde bør udpegelsen ophæves og en ny valuar udpeges.

(42)

I henhold til direktiv 2014/59/EU skal medlemsstaterne tildele deres afviklingsmyndigheder en række beføjelser, herunder de gældsnedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, stk. 1, nr. 66), og som kan anvendes uafhængigt af eller i forbindelse med afviklingshandlinger.

(43)

Det er vigtigt at sikre, at nedskrivnings- og konverteringsbeføjelserne kan anvendes i forbindelse med alle forpligtelser, der ikke er udelukket i henhold til artikel 44, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU. For forpligtelser, som er omfattet af lovgivningen i et tredjeland, ud over dem, der hører ind under listen over forpligtelser, som udelukkelsen i artikel 55, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU finder anvendelse på, bør der indføres en kontraktbestemmelse for at understøtte anvendelsen af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelserne på sådanne forpligtelser.

(44)

Den bestemmelse, der er omhandlet i artikel 55, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, bør indføres i aftaler, i henhold til hvilke der skabes en forpligtelse, som artiklen finder anvendelse på, og som indgås efter datoen for anvendelsen af de vedtagne bestemmelser til gennemførelse i national ret af afsnit IV, kapitel IV, afdeling 5, i direktiv 2014/59/EU i national ret.

(45)

Navnlig bør den bestemmelse, der er omhandlet i artikel 55, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, indføres i relevante aftaler vedrørende en forpligtelse, der ved skabelsen ikke er fuldt ud sikret eller er fuldt ud sikret, men hvor bestemmelserne, som forpligtelsen er underlagt, ikke forpligter debitor til at opretholde sikkerhedsstillelse, som løbende ville sikre forpligtelsen fuldt ud i henhold til krav i EU-lovgivningen eller tilsvarende krav i et tredjelands lovgivning.

(46)

Hvad angår relevante aftaler, der er indgået før datoen for anvendelsen af de vedtagne bestemmelser til gennemførelse i national ret af afsnit IV, kapitel IV, afdeling 5, i direktiv 2014/59/EU, bør bestemmelsen indføres, når der skabes forpligtelser i henhold til den pågældende aftale efter gennemførelsesdatoen.

(47)

For relevante aftaler, der er indgået før datoen for anvendelsen af de vedtagne bestemmelser til gennemførelse i national ret af afsnit IV, kapitel IV, afdeling 5, i direktiv 2014/59/EU, bør væsentlige ændringer, der påvirker materielle rettigheder og forpligtelser for en part i aftalen, desuden indebære en forpligtelse til at indføre den bestemmelse, der er omhandlet i artikel 55, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU. Ikkevæsentlige ændringer, som ikke har indvirkning på materielle rettigheder og forpligtelser for en part i en relevant aftale, bør ikke være nok til at udløse kravet om at indføre bestemmelsen; i alle andre tilfælde bør bestemmelsen indføres.

(48)

For at muliggøre en passende grad af konvergens, mens det sikres, at afviklingsmyndigheder, institutter og enheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c), eller d), i direktiv 2014/59/EU kan tage hensyn til forskelle i retssystemer eller forskelle hidrørende fra forpligtelsens art eller form, bør kontraktbestemmelsens obligatoriske indhold fastsættes.

(49)

Med henblik på at opnå en ensartet tilgang i hele Unionen, hvorved der sikres effektiv koordinering mellem de relevante myndigheder, og hvorved afviklingsmyndigheden får mulighed for hurtigt at træffe afviklingsafgørelser ud fra tilstrækkelige oplysninger, fastsættes ved denne forordning procedurerne for og indholdet af de underretninger, der er omhandlet i artikel 81, stk. 1, 2 og 3, i direktiv 2014/59/EU.

(50)

Underretninger bør foregå via sikre elektroniske kommunikationsmidler, der afspejler, hvor hastende og vigtigt emnet er. For at fremme koordineringen mellem de parterne indgår forudgående mundtlig kommunikation og efterfølgende bekræftelse af modtagelse i processen.

(51)

Underretninger bør indeholde tilstrækkelige oplysninger til modtageren, så denne straks kan udføre sine opgaver; der fastsættes derfor bestemmelser om det nærmere indhold for så vidt angår den underretning, der skal meddeles den kompetente myndighed af ledelsesorganet for et institut eller en enhed som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c), eller d), i direktiv 2014/59/EU, når instituttet eller enheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Når den kompetente myndighed oplyser afviklingsmyndigheden om underretningen, bør der også indgå sådanne oplysninger, som gør sidstnævnte i stand til at udføre sine opgaver. Der bør også fastsættes krav vedrørende det nærmere indhold med henblik på underretningen om vurderingen om, at et institut eller en enhed som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c), eller d), i direktiv 2014/59/EU, er nødlidende eller forventeligt nødlidende, når der tages initiativ til en sådan vurdering af henholdsvis den kompetente myndighed eller afviklingsmyndigheden. I sådanne tilfælde bør underretningen også angive de relevante betingelser som fastsat i artikel 32, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2014/59/EU.

(52)

Med henblik på at etablere en harmoniseret tilgang i hele Unionen, for at interessenter er tilstrækkeligt oplyst om afviklingshandlinger, fastsættes ved denne forordning procedurerne for og indholdet af meddelelsen med opsummering af virkningerne af afviklingshandlinger, herunder afgørelsen om at suspendere eller begrænse udøvelsen af visse rettigheder i henhold til artikel 69, 70 og 71 i direktiv 2014/59/EU.

(53)

Ved denne forordning fastsættes indholdet af sådanne meddelelser under hensyntagen til kritiske oplysninger, der skal formidles til detail- og ikkedetailkunder og kreditorer; hvad angår de elementer, der ikke er fastsat i denne forordning, bør meddelelsen være i overensstemmelse med den bredere kommunikationsstrategi, der er udviklet som led i afviklingsplanen og omhandlet i denne forordnings kapitel II, afdeling I og II. Det er nødvendigt at vedtage reguleringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte ensartede, detaljerede bestemmelser med hensyn til oprettelsen af afviklingskollegier og de procedurer, som afviklingskollegierne skal følge, når de udfører de opgaver, der er anført i artikel 88 i direktiv 2014/59/EU, på grund af de betydelige virkninger, som koncernafviklingsplanlægning og -afvikling kan have i mere end én medlemsstat.

(54)

Når der oprettes et afviklingskollegium, er det nødvendigt at undgå gentagelse af arbejde, som allerede er udført af den konsoliderende tilsynsførende og tilsynskollegiet. Det er endvidere vigtigt at sikre, at arbejdet tilpasses for at svare til behovene for kollegiets virkemåde. Det er navnlig hensigtsmæssigt at sikre, at koncernafviklingsmyndigheden tager hensyn til, ajourfører og tilpasser alt relevant arbejde udført af den konsoliderende tilsynsførende inden for tilsynskollegiets rammer, især hvad angår identificeringen af relevante koncernenheder og følgelig af de myndigheder, der bør opfordres til at blive medlemmer af eller observatører i tilsynskollegiet (»kortlægning«).

(55)

Henvisningen til andre grupper eller kollegier, der udfører de samme opgaver og funktioner i henhold til artikel 88, stk. 6, i direktiv 2014/59/EU, skal forstås som omfattende, men ikke begrænset til, krisestyringsgrupper, der er nedsat i overensstemmelse med fælles principper og tilgange udarbejdet af Rådet for Finansiel Stabilitet og G20. Det er derfor vigtigt at fastsætte, at koncernafviklingsmyndighederne, når de vurderer deres forpligtelse til at oprette et afviklingskollegium, også skal vurdere, hvorvidt disse andre grupper eller kollegier drives i overensstemmelse med denne forordning.

(56)

Der findes allerede bestemmelser om inddragelsen af tredjelandes afviklingsmyndigheder som observatører i afviklingskollegiet i artikel 88, stk. 3, i direktiv 2014/59/EU. Det er derfor nødvendigt at fastsætte bestemmelser om, hvordan deres deltagelse i afviklingskollegiet organiseres, og hvordan de inddrages i kollegiets forskellige opgaver.

(57)

For at gøre afviklingsplanlægningen effektiv er der brug for effektiv og rettidig interaktion og samarbejde mellem afviklingskollegiet og bankkoncernen, især mellem koncernafviklingsmyndigheden og modervirksomheden i Unionen. Med henblik herpå forventes koncernafviklingsmyndigheden at underrette modervirksomheden i Unionen om oprettelsen af afviklingskollegiet, dets sammensætning og om eventuelle ændringer i sammensætningen. Effektiv og rettidig interaktion og samarbejde mellem koncernafviklingsmyndigheden og modervirksomheden i Unionen bør imidlertid ikke se bort fra, hvor hurtig handling der kræves for at bevare den finansielle stabilitet, eller den forberedende eller forebyggende karakter af eller kompleksiteten i den økonomiske vurdering, der er nødvendig i afviklingsplanlægning.

(58)

Afviklingskollegiets skriftlige ordninger og procedurer bør indeholde de organisatoriske bestemmelser, der er nødvendige for at sikre effektive beslutningsprocesser. Afviklingskollegiet bør navnlig anerkende behovet for at indrette fleksible delstrukturer i afviklingskollegiet til at varetage kollegiets funktioner og sikre, at medlemmerne kan bidrage til alle kollegiets funktioner på hensigtsmæssig vis. Når det vurderes hensigtsmæssigt, at andre myndigheder end medlemmerne af kollegiet deltager i kollegiet som observatører, er det særlig nødvendigt, at koncernafviklingsmyndigheden sikrer, at vilkårene og betingelserne for deltagelsen er beskrevet i de skriftlige ordninger, og at de ikke er gunstigere end vilkårene i denne forordning for medlemmerne af kollegiet.

(59)

Afviklingskollegiets skriftlige ordninger og procedurer bør også indeholde de operationelle bestemmelser, der er nødvendige for at sikre, at kollegiet gør afviklingsmyndighederne i stand til både at koordinere deres input til tilsynskollegiet og til at organisere analysen, vurderingen og evalueringen af det input, som afviklingsmyndighederne får fra tilsynskollegiet. Ideelt set bør de skriftlige ordninger derfor omfatte en kommunikationsproces mellem tilsynskollegiet og afviklingskollegiet, herunder først og fremmest mellem koncernafviklingsmyndigheden og den konsoliderende tilsynsførende. De skriftlige ordninger bør også fastsætte de processer, der skal følges i afviklingskollegiet for at nå frem til en fælles forståelse, i alle tilfælde, hvor der er behov for koordinering i praksis, men hvor der ikke er krav om en fælles afgørelse efter direktiv 2014/59/EU.

(60)

Koncernafviklingsmyndigheden bør have adgang til alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan varetage sine opgaver og ansvar, og bør optræde som koordinator for indsamlingen og formidlingen af oplysninger fra medlemmer af kollegiet eller fra en koncernenhed, der er omfattet af fortrolighedsbestemmelserne og bestemmelserne om udveksling af fortrolige oplysninger som fastsat ved direktiv 2014/59/EU.

(61)

For at sikre, at de operationelle procedurer er effektive i nødsituationer, bør koncernafviklingsmyndigheden gennemføre test af afviklingskollegiets virkemåde og bør, hvor det vurderes at være relevant, have mulighed for at inddrage modervirksomheden i Unionen i gennemførelsen af disse test.

(62)

Rettidig og realistisk planlægning af alle fælles beslutningsprocesser er af afgørende betydning. Alle afviklingsmyndigheder, der indgår i disse processer, bør give koncernafviklingsmyndigheden deres bidrag til den fælles afgørelse rettidigt og effektivt og i overensstemmelse med de relevante tidsplaner for fælles afgørelser.

(63)

Det er nødvendigt at sikre, at fælles afgørelser træffes hurtigt og rettidigt. Det er særligt vigtigt for afgørelser om afvikling, men også for afviklingsplanlægning. Samtidig bør det sikres, at alle myndigheder, der indgår i den fælles beslutningsproces, har tid nok til at give udtryk for deres synspunkter. For at opnå den rette balance mellem disse to mål bør koncernafviklingsmyndigheden have beføjelse til at forelægge sit udkast til forslag for de andre myndigheder, der indgår i processen, og samtidig fastsætte en passende frist; når den er udløbet, bør det antages, at de myndigheder, der ikke har gjort indsigelser, tilslutter sig forslaget. Når koncernafviklingsmyndigheden fastsætter fristen, bør den tage behørigt hensyn til den faktiske tidsramme for beslutningsprocessen som fastsat i lovgivningen eller tidligere fastsat af kollegiet selv.

(64)

For at sikre, at der indføres en effektiv proces, bør koncernafviklingsmyndigheden have det endelige ansvar for at fastlægge rækkefølgen af de trin, der skal tages. Trinnene for at vedtage en fælles afgørelse bør fastlægges under hensyntagen til, at nogle trin kan udføres sideløbende og andre sekventielt.

(65)

Ifølge artikel 13, stk. 3, i direktiv 2014/59/EU bør koncernafviklingsplaner gennemgås og ajourføres mindst en gang om året. Det er imidlertid nødvendigt at sikre, at koncernafviklingsplaner også gennemgås og ajourføres på ad hoc-basis, hvis der opstår behov for det enten på grund af oplysninger, som tilsynskollegiet modtager, eller på afviklingskollegiets eget initiativ.

(66)

For at gøre afviklingskollegiernes virkemåde mere gennemsigtig bør der i denne forordning tydeligt fastsættes ensartede betingelser for meddelelse af de fælles afgørelser til modervirksomheden i Unionen og til de øvrige enheder i den relevante koncern. For at sikre, at processer og resultater er sammenlignelige og derved opnå konvergens, er det nødvendigt at fastsætte klare, ensartede regler for processen og den påkrævede dokumentation for afviklingskollegierne, når de skal nå frem til en fælles afgørelse.

(67)

Der bør også sikres koordinering af individuelle afgørelser truffet af koncernafviklingsmyndigheden og afviklingsmyndighederne for datterselskaber, når der ikke foreligger en fælles afgørelse, således at afviklingskollegiet kan varetage sin rolle, jf. artikel 88, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU. Det er derfor nødvendigt at fastsætte processen for kollegiets virkemåde som en ramme for koncernafviklingsmyndigheden og de øvrige myndigheder, så de kan arbejde hen imod en effektiv og gennemførlig koncernafviklingsplanlægning, selv når der ikke foreligger fælles afgørelser.

(68)

Når de relevante afviklingsmyndigheder, der deltager i afviklingskollegiet, bestemmer, om en koncernafviklingsordning er nødvendig, bør de, jf. artikel 91 og 92 i direktiv 2014/59/EU, overveje, om den forestående afvikling har betydning for koncernen. Med henblik herpå bør koncernafviklingsmyndigheden bestræbe sig på at identificere alle de af koncernens enheder, der er eller kunne blive påvirket, hvis en enhed i koncernen eller modervirksomheden i Unionen opfylder betingelserne i artikel 32 eller 33 i direktiv 2014/59/EU.

(69)

For at sikre de bedste forhold for en afvikling er det nødvendigt at arbejde effektivt inden for kort tid. Det er derfor vigtigt at fastsætte, at afviklingskollegiet, når det overvejer behovet for en koncernafviklingsordning, også bør overveje behovet for at gensidiggøre nationale finansieringsordninger. Hvad angår finansieringsplaner og anvendelsen af direktiv 2014/59/EU bør afviklingskollegiet navnlig tage hensyn til, om det er nødvendigt at gensidiggøre nationale finansieringsordninger. Hvis der ikke sker gensidiggørelse, bør indholdet af og processen for finansieringsplanen justeres i overensstemmelse hermed. For yderligere at sikre effektiviteten bør det tillades koncernafviklingsmyndigheden at erstatte sin endelige positive vurdering om behovet for koncernafvikling med sit forslag vedrørende ordningen.

(70)

I det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt, bør koncernafviklingsordningen tage højde for og følge koncernafviklingsplanen, medmindre afviklingsmyndighederne i lyset af sagens omstændigheder vurderer, at afviklingsmålene kan opfyldes mere effektivt ved, at der træffes foranstaltninger, som ikke er fastsat i afviklingsplanen.

(71)

Af hensyn til koordineringen er det nødvendigt, at alle, der påvirkes af et instituts afvikling, har en fuldstændig forståelse af synspunkterne og handlingerne fra en afviklingsmyndighed, der ikke er enig i den fælles afgørelse om koncernafviklingsordningen. En myndighed, der ikke er enig, bør derfor give koncernafviklingsmyndigheden en klar begrundelse for dens uenighed.

(72)

Denne forordning er baseret på de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har forelagt Kommissionen.

(73)

Med henblik på de reguleringsmæssige tekniske standarder om indholdet af afviklingsplaner for institutter, der ikke tilhører en koncern, som er underlagt tilsyn på konsolideret grundlag i henhold til artikel 111 og 112 i direktiv 2013/36/EU, samt indholdet af koncernafviklingsplaner i henhold til henholdsvis artikel 10 og 13 i direktiv 2014/59/EU og med henblik på de reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende de kriterier, der skal undersøges med henblik på vurderingen af afviklingsmuligheder for institutter eller koncerner, jf. henholdsvis artikel 15, stk. 4, og artikel 16, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU, har EBA hørt Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici.

(74)

EBA har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i forordning (EU) nr. 1093/2010 —