6. I tilfælde af et tab af midler, et tab af sikkerhedsstillelse eller et tab af et DLT-baseret finansielt instrument hæfter operatøren af den DLT-markedsinfrastruktur, der har tabt midlerne, sikkerhedsstillelsen eller det DLT-baserede finansielle instrument, for dette tab op til markedsværdien af det tabte aktiv. Operatøren af DLT-markedsinfrastrukturen hæfter ikke for tabet, hvor denne godtgør, at tabet opstod som følge af en ekstern begivenhed, der ligger uden for den pågældendes rimelige kontrol, og hvis konsekvenser var uundgåelige, selv om der var truffet alle rimelige forholdsregler.
Operatører af DLT-markedsinfrastruktur skal etablere gennemsigtige og passende ordninger for at sikre investorbeskyttelse og etablere mekanismer for behandling af kundeklager samt procedurer for kompensation eller erstatning i tilfælde af investorers tab som følge af enhver af de omstændigheder, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, eller som følge af virksomhedens ophør grundet en af de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 8, stk. 13, artikel 9, stk. 11, og artikel 10, stk. 10.
En kompetent myndighed kan fra sag til sag beslutte at kræve yderligere tilsynsmæssige sikkerhedsforanstaltninger fra operatøren af en DLT-markedsinfrastruktur i form af egenkapital eller en forsikringspolice, hvis den kompetente myndighed finder, at det potentielle erstatningsansvar i forbindelse med skader, som kunder hos operatøren af DLT-markedsinfrastrukturen har lidt grundet en af de omstændigheder, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, ikke er tilstrækkeligt dækket af de tilsynsmæssige krav fastsat i forordning (EU) nr. 909/2014, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (18), direktiv 2014/65/EU eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 (19) med henblik på at sikre investorbeskyttelse.