+Artikel 7 Opgavefordeling inden for SRM
---+Artikel 7 1.
---+Artikel 7 2.
---+Artikel 7 3.
---+Artikel 7 4.
---+Artikel 7 5.

Artikel 7 Opgavefordeling inden for SRM

1. Oversigt

,
Artikel 7 1.
Afviklingsinstansen har ansvaret for, at SRM fungerer effektivt og konsekvent.
Artikel 7 2.

Med forbehold af bestemmelserne som omhandlet i artikel 31, stk. 1, er Afviklingsinstansen ansvarlig for udarbejdelse af afviklingsplaner og vedtagelse af alle afgørelser vedrørende afvikling for:

a) 

de enheder, der er omhandlet i artikel 2, og som ikke tilhører en koncern, og for koncerner:

i) 

der betragtes som væsentlige, jf. artikel 6, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1024/2013, eller

ii) 

over for hvilke ECB i henhold til artikel 6. stk. 5, litra b,) i forordning (EU) nr. 1024/2013 har besluttet at udøve alle de relevante beføjelser direkte, samt

b) 

andre grænseoverskridende koncerner.
Artikel 7 3.

I forhold til enheder og koncerner, som ikke er omhandlet i stk. 2, skal de nationale afviklingsmyndigheder, uden at det berører Afviklingsinstansens ansvar for de opgaver, den er tildelt i denne forordning, udføre og være ansvarlige for at:

a) 

vedtage afviklingsplaner og foretage en vurdering af afviklingsmulighederne i overensstemmelse med artikel 8 og 10 og efter den procedure, der er fastsat i artikel 9

b) 

vedtage foranstaltninger under tidlig indgriben i overensstemmelse med artikel 13, stk. 3

c) 

indføre forenklede forpligtelser eller indrømme fritagelse fra forpligtelsen til at udarbejde en afviklingsplan i overensstemmelse med artikel 11

▼M1

d) 

fastlægge niveauet for minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver i overensstemmelse med artikel 12-12k

▼B

e) 

vedtage afviklingsafgørelser og anvende de afviklingsværktøjer, der er omhandlet i denne forordning, i overensstemmelse med de relevante procedurer og sikkerhedsforanstaltninger, forudsat at afviklingsforanstaltningen ikke kræver anvendelse af Afviklingsfonden og udelukkende finansieres ved hjælp af de værktøjer, der er omhandlet i artikel 21 og 24-27, eller indskudsgarantiordningen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 79 og efter proceduren som fastsat i artikel 31

f) 

nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i henhold til artikel 21 efter proceduren som fastsat i artikel 31.

Hvis en afviklingsforanstaltning kræver anvendelse af Afviklingsfonden, skal Afviklingsinstansen vedtage afviklingsordningen.

De nationale afviklingsmyndigheder skal i forbindelse med vedtagelsen af en afviklingsafgørelse tage hensyn til og anvende de i artikel 9 omhandlede afviklingsplaner, medmindre de i lyset af sagens omstændigheder vurderer, at afviklingsmålene kan opfyldes mere effektivt ved, at der træffes foranstaltninger, som ikke er fastsat i afviklingsplanen.

De nationale afviklingsmyndigheder skal ved udførelsen af de opgaver, som er omhandlet i dette stykke, anvende de relevante bestemmelser i denne forordning. Alle henvisninger til Afviklingsinstansen i artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 5, artikel 8, stk. 6, 8, 10, tredje afsnit, 11a, 12 og 13, artikel 10, stk. 1-10, artikel 10a, artikel 11-14, artikel 15, stk. 1, 2 og 3, artikel 16, artikel 18, stk. 1, 1a, 2, 5 og 6, artikel 20, artikel 21, stk. 1-7, artikel 21, stk. 8, andet afsnit, artikel 21, stk. 9 og 10, artikel 22, stk. 1, 3, 5 og 6, artikel 23 og 24, artikel 25, stk. 3, artikel 27, stk. 1-15, artikel 27, stk. 16, andet afsnit, andet punktum, tredje afsnit, fjerde afsnit, første, tredje og fjerde punktum, artikel 30, stk. 2b og 2c, artikel 30a, stk. 1 og 2, artikel 32 og artikel 79, stk. 1, 2, 7 og 8, læses som henvisninger til de nationale afviklingsmyndigheder for så vidt angår koncerner og enheder som omhandlet i første afsnit. Med henblik herpå anvender de nationale afviklingsmyndigheder de beføjelser, som de er tillagt i henhold til national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2014/59/EU i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den nationale lovgivning.

De nationale afviklingsmyndigheder underretter Afviklingsinstansen om de i nærværende stykke omhandlede foranstaltninger, der skal træffes, og samarbejder tæt med Afviklingsinstansen, når disse foranstaltninger træffes.

De nationale afviklingsmyndigheder fremsender afviklingsplanerne til Afviklingsinstansen, jf. artikel 9, samt en eventuel ajourføring sammen med en begrundet vurdering af afviklingsmulighederne for den pågældende enhed eller koncern i overensstemmelse med artikel 10.
Artikel 7 4.

Når det er nødvendigt for at sikre konsekvent anvendelse af høje afviklingsstandarder under denne forordning, kan Afviklingsinstansen:

a) 

i forlængelse af en national afviklingsmyndigheds underretning om en foranstaltning i henhold til nærværende artikels stk. 3 i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, inden for den behørige tidsfrist og under henvisning til de presserende omstændigheder, udstede en advarsel til den pågældende nationale afviklingsmyndighed, hvis Afviklingsinstansen finder, at udkastet til afgørelse vedrørende en enhed eller koncern som omhandlet i nærværnede artikels stk. 3 ikke er i overensstemmelse med denne forordning eller med dens generelle instrukser, jf. artikel 31, stk. 1, litra a)

b) 

når som helst — navnlig hvis der ikke i tilstrækkelig grad korrigeres som følge af dens advarsel, jf. litra a) — på eget initiativ efter samråd med den pågældende nationale afviklingsmyndighed eller på anmodning af den pågældende nationale afviklingsmyndighed, beslutte direkte at udøve alle de relevante beføjelser efter denne forordning, også i forhold til enhver enhed eller koncern, som er omhandlet i nærværende artikels stk. 3.
Artikel 7 5.
Uanset denne artikels stk. 3 kan deltagende medlemsstater beslutte, at Afviklingsinstansen udøver alle de relevante beføjelser og varetager alle de opgaver, den er blevet tildelt efter denne forordning, over for andre enheder og koncerner, som er etableret på deres område, end dem, der er omhandlet i denne artikels stk. 2. I så fald finder denne artikels stk. 3 og 4, artikel 9, artikel 12, stk. 3, samt artikel 31, stk. 1, ikke anvendelse. Medlemsstater, som agter at gøre brug af denne mulighed, skal underrette Afviklingsinstansen og Kommissionen herom. Underretningen får gyldighed fra dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Efter at den i dette stykkes første afsnit omhandlede underretning har fået virkning, kan de deltagende medlemsstater beslutte, at ansvaret for at udføre opgaver i forbindelse med andre enheder og koncerner, der er etableret på deres område, end dem, der er omhandlet i stk. 2, skal gives tilbage til de nationale afviklingsmyndigheder, i hvilket tilfælde dettes stykkes første afsnit ikke længere finder anvendelse. Medlemsstater, som agter at gøre brug af denne mulighed, skal underrette Afviklingsinstansen og Kommissionen herom. Underretningen får gyldighed fra dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

1.1 Referencer

1.2 Identificerede krav

1.3 Relaterede standarder

2. Identificerede krav

Krav

3. Relaterede standarder

Standarder