+Artikel 7 3.

Artikel 7 3.

I forhold til enheder og koncerner, som ikke er omhandlet i stk. 2, skal de nationale afviklingsmyndigheder, uden at det berører Afviklingsinstansens ansvar for de opgaver, den er tildelt i denne forordning, udføre og være ansvarlige for at:

a) 

vedtage afviklingsplaner og foretage en vurdering af afviklingsmulighederne i overensstemmelse med artikel 8 og 10 og efter den procedure, der er fastsat i artikel 9

b) 

vedtage foranstaltninger under tidlig indgriben i overensstemmelse med artikel 13, stk. 3

c) 

indføre forenklede forpligtelser eller indrømme fritagelse fra forpligtelsen til at udarbejde en afviklingsplan i overensstemmelse med artikel 11

▼M1

d) 

fastlægge niveauet for minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver i overensstemmelse med artikel 12-12k

▼B

e) 

vedtage afviklingsafgørelser og anvende de afviklingsværktøjer, der er omhandlet i denne forordning, i overensstemmelse med de relevante procedurer og sikkerhedsforanstaltninger, forudsat at afviklingsforanstaltningen ikke kræver anvendelse af Afviklingsfonden og udelukkende finansieres ved hjælp af de værktøjer, der er omhandlet i artikel 21 og 24-27, eller indskudsgarantiordningen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 79 og efter proceduren som fastsat i artikel 31

f) 

nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i henhold til artikel 21 efter proceduren som fastsat i artikel 31.

Hvis en afviklingsforanstaltning kræver anvendelse af Afviklingsfonden, skal Afviklingsinstansen vedtage afviklingsordningen.

De nationale afviklingsmyndigheder skal i forbindelse med vedtagelsen af en afviklingsafgørelse tage hensyn til og anvende de i artikel 9 omhandlede afviklingsplaner, medmindre de i lyset af sagens omstændigheder vurderer, at afviklingsmålene kan opfyldes mere effektivt ved, at der træffes foranstaltninger, som ikke er fastsat i afviklingsplanen.

De nationale afviklingsmyndigheder skal ved udførelsen af de opgaver, som er omhandlet i dette stykke, anvende de relevante bestemmelser i denne forordning. Alle henvisninger til Afviklingsinstansen i artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 5, artikel 8, stk. 6, 8, 10, tredje afsnit, 11a, 12 og 13, artikel 10, stk. 1-10, artikel 10a, artikel 11-14, artikel 15, stk. 1, 2 og 3, artikel 16, artikel 18, stk. 1, 1a, 2, 5 og 6, artikel 20, artikel 21, stk. 1-7, artikel 21, stk. 8, andet afsnit, artikel 21, stk. 9 og 10, artikel 22, stk. 1, 3, 5 og 6, artikel 23 og 24, artikel 25, stk. 3, artikel 27, stk. 1-15, artikel 27, stk. 16, andet afsnit, andet punktum, tredje afsnit, fjerde afsnit, første, tredje og fjerde punktum, artikel 30, stk. 2b og 2c, artikel 30a, stk. 1 og 2, artikel 32 og artikel 79, stk. 1, 2, 7 og 8, læses som henvisninger til de nationale afviklingsmyndigheder for så vidt angår koncerner og enheder som omhandlet i første afsnit. Med henblik herpå anvender de nationale afviklingsmyndigheder de beføjelser, som de er tillagt i henhold til national lovgivning til gennemførelse af direktiv 2014/59/EU i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den nationale lovgivning.

De nationale afviklingsmyndigheder underretter Afviklingsinstansen om de i nærværende stykke omhandlede foranstaltninger, der skal træffes, og samarbejder tæt med Afviklingsinstansen, når disse foranstaltninger træffes.

De nationale afviklingsmyndigheder fremsender afviklingsplanerne til Afviklingsinstansen, jf. artikel 9, samt en eventuel ajourføring sammen med en begrundet vurdering af afviklingsmulighederne for den pågældende enhed eller koncern i overensstemmelse med artikel 10.

1. Oversigt

,

1.1 Referencer

1.2 Identificerede krav

1.3 Relaterede standarder

2. Identificerede krav

Krav

3. Relaterede standarder

Standarder