Artikel 19 Statsstøtte og støtte fra Afviklingsfonden

EU-institutionerne indfører ved udførelsen af de opgaver, som de pålægges ved artikel 18 strukturelle ordninger, der sikrer operationel uafhængighed og undgår interessekonflikter, der kan opstå mellem de funktioner, som udførelsen af disse opgaver overdrages til, og andre funktioner, og offentliggør på passende vis alle relevante oplysninger om deres interne organisation i denne henseende.

Kommissionen vurderer efter at have modtaget den i første afsnit omhandlede underretning, hvorvidt anvendelsen af Afviklingsfonden vil fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige støttemodtageren eller enhver anden virksomhed, hvilket vil være uforeneligt med det indre marked, i det omfang det påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Kommissionen skal ved anvendelsen af Afviklingsfonden anvende de kriterier, der er fastlagt for anvendelsen af statsstøttereglerne, som er nedfældet i artikel 107 i TEUF. Afviklingsinstansen giver Kommissionen de oplysninger, som den er i besiddelse af, eller som Afviklingsinstansen har beføjelse til at indhente i overensstemmelse med denne forordning, og som Kommissionen anser for nødvendige for at foretage denne vurdering.

Kommissionen lader sig i forbindelse med sin vurdering vejlede af alle de relevante bestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 109 i TEUF, samt af alle Kommissionens relaterede og relevante meddelelser og vejledninger samt alle foranstaltninger vedtaget af Kommissionen, som er gældende på tidspunktet for vurderingen, under anvendelse af traktaternes bestemmelser vedrørende statsstøtte. Disse foranstaltninger skal anvendes, som om henvisninger til den medlemsstat, der er ansvarlig for at underrette om støtten, var henvisninger til Afviklingsinstansen, og med eventuelle andre nødvendige ændringer.

Kommissionen vedtager en afgørelse om foreneligheden af anvendelsen af Afviklingsfonden med det indre marked, som sendes til Afviklingsinstansen og til de nationale afviklingsmyndigheder i den eller de berørte medlemsstater. Denne afgørelse kan være afhængig af betingelser, forpligtelser eller bindende tilsagn for så vidt angår støttemodtageren, og den skal tage hensyn til behovet for, at Afviklingsinstansen gennemfører afviklingsforanstaltningen rettidigt.

Afgørelsen kan endvidere pålægge Afviklingsinstansen, de nationale afviklingsmyndigheder i den eller de berørte deltagende medlemsstat(er) eller støttemodtageren forpligtelser, der skal gøre det muligt at overvåge overholdelsen. Dette kan omfatte krav om udpegelse af en befuldmægtiget eller en anden uafhængig person til at deltage i overvågningen. Den befuldmægtigede eller den anden uafhængige person udfører de opgaver, som måtte være angivet i Kommissionens afgørelse.

Enhver afgørelse i henhold til dette stykke offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Kommissionen kan afgive en negativ afgørelse, der rettes til Afviklingsinstansen, hvori den beslutter, at den foreslåede anvendelse af Afviklingsfonden vil være uforenelig med det indre marked og ikke kan gennemføres i den af Afviklingsinstansen foreslåede form. Afviklingsinstansen genovervejer ved modtagelsen af en sådan afgørelse sin afviklingsordning og udarbejder en revideret udgave.

Afviklingsinstansen indbetaler ethvert beløb, den modtager under første afsnit, til Afviklingsfonden, og tager sådanne beløb i betragtning ved fastsættelsen af bidrag i overensstemmelse med artikel 70 og 71.

Den afviklingsprocedure, der er omhandlet i første afsnit, skal respektere støttemodtagernes ret til god forvaltning og til aktindsigt som fastsat i artikel 41 og 42 i chartret.