1. Medlemsstaterne sikrer, at afviklingsmyndighederne og tilsynsmyndighederne på deres officielle websted som minimum offentliggør alle de administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som nævnte myndigheder indfører for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, såfremt sådanne administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger ikke har været genstand for en klage, eller hvor klagemulighederne er udtømt. En sådan offentliggørelse skal ske hurtigst muligt, efter at den fysiske eller juridiske person er blevet underrettet om den pågældende administrative sanktion eller anden administrative foranstaltning. Offentliggørelsen skal indeholde oplysninger om typen og arten af overtrædelsen og identiteten af den fysiske eller juridiske person, som den pågældende administrative sanktion eller anden administrative foranstaltning pålægges.
Når medlemsstaterne tillader offentliggørelse af de administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der er påklaget, offentliggør afviklingsmyndighederne og tilsynsmyndighederne hurtigst muligt på deres officielle websted oplysninger om status for denne klage og resultatet heraf.