Hvis kontrollen eller undersøgelsen på en medlemsstats område gennemføres af den pågældende medlemsstats egen kompetente myndighed, kan den kompetente myndighed i den medlemsstat, der har anmodet om samarbejde, anmode om, at dens egne tjenestemænd ledsager de tjenestemænd, der gennemfører kontrollen eller undersøgelsen. Det overordnede tilsyn med kontrollen eller undersøgelsen påhviler imidlertid den medlemsstat, på hvis område kontrollen eller undersøgelsen gennemføres.
Hvis kontrollen eller undersøgelsen på en medlemsstats område gennemføres af en anden medlemsstats kompetente myndighed, kan den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor kontrollen eller undersøgelsen gennemføres, anmode om, at dens egne tjenestemænd ledsager de tjenestemænd, der gennemfører kontrollen eller undersøgelsen.