EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2022/2554 af 14. december 2022 om digital operationel modstandsdygtighed i den finansielle sektor og om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014, (EU) nr. 909/2014 og (EU) 2016/1011 (EØS-relevant tekst)

(1)

I den digitale tidsalder understøtter informations- og kommunikationsteknologi (IKT) komplekse systemer, der anvendes i forbindelse med hverdagsaktiviteter. Den holder vores økonomier i gang i centrale sektorer, herunder den finansielle sektor, og fremmer det indre markeds funktion. Øget digitalisering og indbyrdes forbundethed forstærker også IKT-risiko, der gør samfundet som helhed og især det finansielle system mere sårbart over for cybertrusler eller IKT-forstyrrelser. Universel brug af IKT-systemer og en høj grad af digitalisering og konnektivitet er i dag vigtige kendetegn ved alle aktiviteter i Unionens finansielle enheder, men der skal gøres mere ved deres digitale modstandsdygtighed, og den skal integreres i deres bredere operationelle rammer.

(2)

Brugen af IKT har i de seneste årtier indtaget en så central rolle inden for levering af finansielle tjenesteydelser, at den i dag har fået kritisk betydning for driften af typiske daglige funktioner i alle finansielle enheder. Digitalisering omfatter nu f.eks. betalinger, som i stigende grad er gået fra kontanter og papirbaserede metoder til brugen af digitale løsninger, samt clearing og afvikling af værdipapirer, elektronisk og algoritmisk handel, låntagning og finansiering, peer-to-peer-finansiering, kreditvurdering, behandling af skadesanmeldelser og back office-funktioner. Forsikringssektoren har også forandret sig med brugen af IKT, fra fremkomsten af forsikringsformidlere, der tilbyder deres tjenester online ved anvendelse af InsurTech, til digital tegning af forsikring. Finansiering er ikke kun blevet overvejende digital i hele sektoren, men digitalisering har også uddybet den indbyrdes forbundethed og afhængighed inden for den finansielle sektor og med og af tredjeparters infrastruktur og tredjepartsudbydere af tjenester.

(3)

Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) bekræftede på ny i en rapport fra 2020 om systemiske cyberrisici, hvordan det eksisterende høje niveau af indbyrdes forbundethed blandt finansielle enheder, finansielle markeder og finansielle markedsinfrastrukturer, og navnlig deres IKT-systemers indbyrdes forbundethed, kan udgøre en systemisk sårbarhed, fordi lokaliserede cyberhændelser hurtigt kan sprede sig fra én af de ca. 22 000 finansielle enheder i Unionen til hele det finansielle system, uhindret af geografiske grænser. Alvorlige IKT-overtrædelser i den finansielle sektor har ikke kun virkninger for finansielle enheder isoleret set. De baner også vejen for udbredelsen af lokaliserede sårbarheder på tværs af de finansielle transmissionskanaler og udløser potentielt negative konsekvenser for stabiliteten i Unionens finansielle system såsom skabelse af likviditetsudstrømning og et generelt tab af tillid og tiltro til finansielle markeder.

(4)

I de seneste år har politiske beslutningstagere, lovgivere og standardiseringsorganer på internationalt plan, EU-plan og nationalt plan sat fokus på IKT-risiko i et forsøg på at øge den digitale modstandsdygtighed, fastsætte standarder og koordinere det regulerings- og tilsynsmæssige arbejde. På internationalt plan sigter Baselkomitéen for Banktilsyn, Udvalget om Betalings- og Markedsinfrastrukturer, Rådet for Finansiel Stabilitet, the Financial Stability Institute samt G7 og G20 mod at udstyre kompetente myndigheder og markedsoperatører på tværs af forskellige jurisdiktioner med værktøjer, der skal styrke deres finansielle systemers modstandsdygtighed. Dette arbejde har også været drevet af behovet for at tage behørigt hensyn til IKT-risiko i forbindelse med et stærkt indbyrdes forbundet globalt finansielt system og for at tilstræbe større sammenhæng i relevant bedste praksis.

(5)

Til trods for målrettede politiske og lovgivningsmæssige initiativer på EU-plan og nationalt plan udgør IKT-risiko fortsat en udfordring for den operationelle modstandsdygtighed, præstation og stabilitet i Unionens finansielle system. De reformer, der fulgte efter den finansielle krise i 2008 styrkede primært den finansielle modstandsdygtighed i Unionens finansielle sektor og sigtede mod at bevare Unionens konkurrenceevne og stabilitet set fra et økonomisk, tilsyns- og markedsadfærdsmæssigt perspektiv. Selv om IKT-sikkerhed og digital modstandsdygtighed er led i den operationelle risiko, har der været mindre fokus herpå i den reguleringsmæssige dagsorden efter den finansielle krise, og de er kun blevet udviklet på nogle områder inden for Unionens politik for finansielle tjenesteydelser og reguleringsmæssige rammer eller kun i nogle få medlemsstater.

(6)

I Kommissionens meddelelse af 8. marts 2018 med titlen »Fintechhandlingsplan for en mere konkurrencedygtig og innovativ finanssektor i Europa« fremhævedes den afgørende betydning af at gøre Unionens finansielle sektor mere modstandsdygtig, herunder set fra et operationelt perspektiv, for at sikre dens teknologiske sikkerhed, og at den fungerer godt, at den hurtigt kan genoprettes efter IKT-overtrædelser og -hændelser, hvilket i sidste ende gør det muligt at udbyde finansielle tjenesteydelser på en effektiv og gnidningsfri måde i hele Unionen, herunder i situationer med stresspåvirkning, samtidig med at forbrugernes og markedets tiltro og tillid bevares.

(7)

I april 2019 udsendte Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (4), Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (»EIOPA«), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (5), og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (»ESMA«), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (6), (samlet betegnet som »europæiske tilsynsmyndigheder« eller »ESA'er«) i fællesskab teknisk rådgivning, hvori de opfordrede til en sammenhængende tilgang til IKT-risiko inden for finansiering og henstillede til på en forholdsmæssigt afpasset måde at styrke den digitale operationelle modstandsdygtighed i sektoren for finansielle tjenesteydelser gennem et sektorspecifikt EU-initiativ.

(8)

Unionens finansielle sektor er reguleret af et fælles regelsæt og underlagt et europæisk finanstilsynssystem. Ikke desto mindre er bestemmelserne om håndtering af digital operationel modstandsdygtighed og IKT-sikkerhed endnu ikke harmoniseret fuldt ud eller konsekvent, og det til trods for, at digital operationel modstandsdygtighed er afgørende for at sikre finansiel stabilitet og markedsintegritet i den digitale tidsalder og ikke er mindre vigtig end f.eks. fælles standarder for tilsyn og markedsadfærd. Det fælles regelsæt og tilsynssystemet bør derfor udvikles med henblik på også at omfatte digital operationel modstandsdygtighed ved at styrke mandatet for de kompetente myndigheder, så de får mulighed for at føre tilsyn med IKT-risikostyring i den finansielle sektor med henblik på at beskytte det indre markeds integritet og effektivitet og for at fremme, at det fungerer efter sin hensigt.

(9)

Lovgivningsmæssige forskelle og uensartede nationale regulerings- eller tilsynsmæssige tilgange med hensyn til IKT-risiko udløser hindringer for et velfungerende indre marked for finansielle tjenesteydelser, som hæmmer en problemfri udøvelse af den frie etableringsret og af retten til fri udveksling af tjenesteydelser for finansielle enheder, som har aktiviteter på et grænseoverskridende grundlag. Konkurrencen mellem samme type af finansielle enheder, som har aktiviteter i forskellige medlemsstater, kan også blive fordrejet. Dette gælder navnlig for områder, hvor EU-harmonisering har været meget begrænset, såsom test af digital operationel modstandsdygtighed, eller ikkeeksisterende, såsom overvågning af IKT-tredjepartsrisici. Forskelle, der skyldes en påtænkt udvikling på nationalt plan, vil kunne udløse yderligere hindringer for et velfungerende indre marked til skade for markedsdeltagere og den finansielle stabilitet.

(10)

Da bestemmelser vedrørende IKT-risiko kun delvis er blevet behandlet på EU-plan, er der på nuværende tidspunkt huller eller overlapninger på vigtige områder, f.eks. indberetning af IKT-relaterede hændelser og test af digital operationel modstandsdygtighed og uoverensstemmelser som følge af nye divergerende nationale regler eller omkostningsineffektiv anvendelse af overlappende regler. Dette er særligt skadeligt for en IKT-intensiv bruger som den finansielle sektor, da teknologiske risici er grænseoverskridende, og den finansielle sektor udbyder sine tjenesteydelser på et bredt grænseoverskridende grundlag inden for og uden for Unionen. Individuelle finansielle enheder, som har aktiviteter på et grænseoverskridende grundlag, eller som er indehavere af flere tilladelser (f.eks. kan én finansiel enhed have tilladelser til henholdsvis at udøve bankvirksomhed, udøve virksomhed som investeringsselskab og betalingsinstitut, som hver især er meddelt af en forskellig kompetent myndighed i en eller flere medlemsstater), står over for operationelle udfordringer i forbindelse med at imødegå IKT-risiko og afbøde negative virkninger af IKT-hændelser på egen hånd og på en sammenhængende omkostningseffektiv måde.

(11)

Da det fælles regelsæt ikke er blevet ledsaget af en omfattende IKT-ramme eller ramme for operationel risiko, er der behov for yderligere harmonisering af centrale krav til digital operationel modstandsdygtighed for alle finansielle enheder. De IKT-kapaciteter og den samlede modstandsdygtighed, som finansielle enheder med udgangspunkt i disse centrale krav skal udvikle for at modstå operationelle driftstop, vil bidrage til at bevare stabiliteten og integriteten på Unionens finansielle markeder og dermed bidrage til at sikre et højt beskyttelsesniveau for investorer og forbrugere i Unionen. Da denne forordning har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked, bør den bygge på bestemmelserne i artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) som fortolket i overensstemmelse med EU-Domstolens (Domstolens) faste praksis.

(12)

Denne forordning har til formål at konsolidere og opgradere kravene til IKT-risiko som en del af kravene til operationel risiko, som hidtil er blevet behandlet separat i forskellige EU-retsakter. Disse retsakter omfattede hovedkategorierne af finansiel risiko (f.eks. kreditrisiko, markedsrisiko, modpartskreditrisiko og likviditetsrisiko, risiko forbundet med markedsadfærd), men på tidspunktet for deres vedtagelse tacklede de ikke alle de komponenter, der indgår i operationel modstandsdygtighed, på fyldestgørende vis. I reglerne om operationel risiko blev der, da de blev yderligere udviklet i de pågældende EU-retsakter, ofte foretrukket en traditionel kvantitativ tilgang til risikohåndtering (dvs. ved at fastsætte et kapitalkrav til at dække IKT-risiko) frem for målrettede kvalitative regler for beskyttelses-, detektions-, inddæmnings-, genopretnings- og reparationskapaciteter som værn mod IKT-relaterede hændelser eller for indberetningskapaciteter og digitale testkapaciteter. Disse retsakter skulle primært omfatte og ajourføre væsentlige regler om tilsyn, markedsintegritet eller -adfærd. Ved at konsolidere og opgradere de forskellige regler om IKT-risici bør alle bestemmelser om digital risiko i den finansielle sektor for første gang blive samlet på en konsekvent måde i én enkelt lovgivningsmæssig retsakt. Denne forordning udfylder derfor hullerne eller afhjælper uoverensstemmelserne i nogle af de nævnte tidligere retsakter, herunder med hensyn til den heri anvendte terminologi, og henviser eksplicit til IKT-risiko gennem målrettede regler om kapaciteter til IKT-risikostyring, indberetning af hændelser, test af operationel modstandsdygtighed, samt overvågning af IKT-tredjepartsrisiko. Denne forordning bør således også øge bevidstheden om IKT-risiko og anerkende, at IKT-hændelser og manglende operationel modstandsdygtighed potentielt kan udgøre en fare for finansielle enheders soliditet.

(13)

Finansielle enheder bør følge samme tilgang og samme principbaserede regler ved behandling af IKT-risiko under hensyntagen til deres størrelse og samlede risikoprofil samt karakteren, omfanget og kompleksiteten af deres tjenester, aktiviteter og operationer. Konsekvens bidrager til at øge tilliden til det finansielle system og bevare dets stabilitet, navnlig i tider med høj afhængighed af IKT-systemer, platforme og infrastrukturer, hvilket medfører øgede digitale risici. Overholdelse af en grundlæggende cyberhygiejne bør også hindre, at økonomien påføres store omkostninger ved at minimere virkningerne af og omkostningerne i forbindelse med IKT-forstyrrelser.

(14)

En forordning hjælper med at mindske reguleringsmæssig kompleksitet, fremmer tilsynsmæssig konvergens og øger retssikkerheden og bidrager også til at begrænse overholdelsesomkostningerne, navnlig for finansielle enheder, der har aktiviteter på tværs af grænserne, og til at mindske konkurrenceforvridninger. Valget af en forordning med henblik på oprettelse af en fælles ramme for digital operationel modstandsdygtighed i finansielle enheder er derfor den mest hensigtsmæssige metode til at sikre en homogen og sammenhængende anvendelse af alle de komponenter, der indgår i IKT-risikostyring i Unionens finansielle sektor.

(15)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 (7) var den første horisontale ramme for cybersikkerhed, der blev vedtaget på EU-plan, som også finder anvendelse på tre typer af finansielle enheder, nemlig kreditinstitutter, markedspladser og centrale modparter. Eftersom direktiv (EU) 2016/1148 fastsatte en mekanisme til identifikation på nationalt plan af operatører af væsentlige tjenester, var det imidlertid kun visse kreditinstitutter, markedspladser og centrale modparter, der blev udpeget af medlemsstaterne, og som blev medtaget under dets anvendelsesområde i praksis, og som derfor skal overholde de heri fastsatte krav til IKT-risici og indberetning af hændelser. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2555 (8) fastsætter et ensartet kriterium til bestemmelse af de enheder, der er omfattet af dets anvendelsesområde (størrelsesloftet), samtidig med at anvendelsesområdet stadig omfatter de tre typer finansielle enheder.

(16)

Da denne forordning øger niveauet af harmonisering af de forskellige komponenter, der indgår i digital modstandsdygtighed, ved at indføre krav til IKT-risikostyring og indberetning af IKT-relaterede hændelser, som er strengere i forhold til de krav, der er fastlagt i den nuværende EU-ret om finansielle tjenesteydelser, udgør dette højere niveau imidlertid ligeledes en øget harmonisering i sammenligning med de krav, der er fastlagt i direktiv (EU) 2022/2555. Derfor udgør denne forordning lex specialis i forhold til direktiv (EU) 2022/2555. Det er samtidig yderst vigtigt at bevare en tæt forbindelse mellem cybersikkerhedsrammen for den finansielle sektor og Unionens horisontale ramme for cybersikkerhed, som i øjeblikket fastsat i direktiv (EU) 2022/2555, for at sikre sammenhæng med de strategier om cybersikkerhed, som medlemsstaterne har vedtaget, og for at give de finansielle tilsynsmyndigheder mulighed for at få kendskab til cyberhændelser, der har virkninger for de øvrige sektorer, som er omfattet af nævnte direktiv.

(17)

I overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og med forbehold af Domstolens prøvelse bør denne forordning ikke berøre medlemsstaternes ansvar for så vidt angår centrale statslige funktioner vedrørende offentlig sikkerhed, forsvar og beskyttelse af den nationale sikkerhed f.eks. i forbindelse med forelæggelse af oplysninger, der ville være i strid med beskyttelsen af den nationale sikkerhed.

(18)

For at muliggøre tværsektoriel læring og for effektivt at udnytte andre sektorers erfaringer med håndtering af cybertrusler bør de finansielle enheder, der er omhandlet i direktiv (EU) 2022/2555, fortsat indgå i nævnte direktivs »økosystem« (f.eks. samarbejdsgruppen og enheder, der håndterer IT-sikkerhedshændelser (CSIRT'er)). ESA'er og nationale kompetente myndigheder bør have mulighed for at deltage i de strategiske politiske drøftelser og det tekniske arbejde i samarbejdsgruppen i henhold til nævnte direktiv og for at udveksle oplysninger og samarbejde yderligere med de centrale kontaktpunkter, der er udpeget eller oprettet i overensstemmelse med nævnte direktiv. De kompetente myndigheder i henhold til denne forordning bør også rådføre sig med og samarbejde med CSIRT'erne. De kompetente myndigheder bør også kunne anmode om teknisk rådgivning hos de kompetente myndigheder, der er udpeget eller oprettet i overensstemmelse med henhold til direktiv (EU) 2022/2555, og etablere samarbejdsordninger, der har til formål at sikre effektive og hurtigt reagerende koordineringsmekanismer.

(19)

I betragtning af de stærke indbyrdes forbindelser mellem finansielle enheders digitale modstandsdygtighed og fysiske modstandsdygtighed er det nødvendigt med en sammenhængende tilgang i denne forordning og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2557 (9) til kritiske enheders modstandsdygtighed. Eftersom finansielle enheders fysiske modstandsdygtighed behandles omfattende af forpligtelserne med hensyn til IKT-risikostyring og IKT-indberetning i denne forordning, bør forpligtelserne i kapitel III og IV i direktiv (EU) 2022/2557 ikke finde anvendelse på finansielle enheder, der er omfattet af nævnte direktivs anvendelsesområde.

(20)

Udbydere af cloudcomputingtjenester er én kategori af digital infrastruktur, som er omfattet af direktiv (EU) 2022/2555 Den EU-tilsynsramme (»tilsynsramme«), der fastlægges ved denne forordning, finder anvendelse på alle kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, herunder udbydere af cloudcomputingtjenester, når de udbyder IKT-tjenester til finansielle enheder, og bør betragtes som et supplement til tilsynet gennemført i henhold til direktiv (EU) 2022/2555 Derudover bør den tilsynsramme, der fastlægges ved denne forordning, omfatte udbydere af cloudcomputingtjenester i fravær af en horisontal EU-ramme om oprettelse af en digital tilsynsmyndighed.

(21)

For at bevare den fulde kontrol med IKT-risiko er det nødvendigt, at finansielle enheder har omfattende kapaciteter, der muliggør en stærk og effektiv IKT-risikostyring, og specifikke mekanismer og politikker med henblik på håndtering af alle IKT-relaterede hændelser og indberetning af større IKT-relaterede hændelser. På samme måde bør finansielle enheder indføre politikker for test af IKT-systemer, -kontroller og -processer samt for håndtering af IKT-tredjepartsrisici. Standarden for digital operationel modstandsdygtighed for finansielle enheder bør højnes, samtidig med at der også skabes mulighed for en forholdsmæssigt afpasset anvendelse af krav til visse finansielle enheder, især mikrovirksomheder, og finansielle enheder, der er omfattet af en forenklet ramme for IKT-risikostyring. For at muliggøre et effektivt tilsyn med arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, der er forholdsmæssigt og imødekommer behovet for at mindske de administrative byrder for de kompetente myndigheder, bør de relevante nationale tilsynsmæssige rammer med hensyn til sådanne finansielle enheder tage højde for deres størrelse og samlede risikoprofil samt karakteren, omfanget og kompleksiteten af deres tjenester, aktiviteter og operationer, selv hvis de relevante tærskler i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2341 (10) overskrides. Navnlig bør tilsynsaktiviteterne primært fokusere på behovet for at imødegå alvorlige risici i forbindelse med IKT-risikostyring i en bestemt enhed.

Kompetente myndigheder bør også fastholde en årvågen, men forholdsmæssig, tilgang til tilsynet med arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, som i overensstemmelse med artikel 31 i direktiv (EU) 2016/2341 outsourcer en betydelig del af deres centrale forretningsområder såsom kapitalforvaltning, aktuarmæssig beregning, regnskab og dataforvaltning til tjenesteydere.

(22)

Tærskler og klassificeringssystemer vedrørende indberetning af IKT-relaterede hændelser varierer væsentligt på nationalt plan. Der kan sandsynligvis opnås enighed gennem det relevante arbejde, der udføres af Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/881 (11), og samarbejdsgruppen i henhold til direktiv (EU) 2022/2555, men der findes stadig, eller der kan opstå divergerende tilgange til fastsættelse af tærskler og anvendelse af klassificeringssystemer for de resterende finansielle enheder. På grund af disse forskelle er der flere krav, som de finansielle enheder skal overholde, navnlig når de har aktiviteter på tværs af flere medlemsstater, og når de er del af en finansiel koncern. Disse forskelle kan desuden potentielt hindre indførelsen af yderligere ensartede eller centraliserede EU-mekanismer, der fremskynder indberetningsprocessen og understøtter en hurtig og problemfri informationsudveksling mellem kompetente myndigheder, hvilket er yderst vigtigt for imødegåelsen af IKT-risikoen i tilfælde af storstilede angreb med potentielle systemiske konsekvenser til følge.

(23)

For at mindske den administrative byrde og mulige overlappende indberetningsforpligtelser for visse finansielle enheder bør kravet om indberetning af hændelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (12) ikke længere finde anvendelse på betalingstjenesteudbydere, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. Derfor bør kreditinstitutter, e-pengeinstitutter, betalingsinstitutter og kontooplysningstjenesteudbydere som omhandlet i nævnte direktivs artikel 33, stk. 1, fra datoen for denne forordnings anvendelse i henhold til denne forordning indberette alle de operationelle eller sikkerhedsmæssige betalingsrelaterede hændelser, som tidligere blev indberettet i henhold til nævnte direktiv, uanset om sådanne hændelser er IKT-relaterede.

(24)

For at sætte kompetente myndigheder i stand til at opfylde tilsynsmæssige roller ved at opnå et fuldstændigt overblik over IKT-relaterede hændelsers karakter, frekvens, betydning og virkninger og for at styrke informationsudvekslingen mellem relevante offentlige myndigheder, herunder retshåndhævende myndigheder og afviklingsmyndigheder, bør denne forordning fastlægge en robust ordning for indberetning af IKT-relaterede hændelser, hvorved de relevante krav afhjælper nuværende mangler i retten om finansielle tjenesteydelser og fjerne eksisterende overlapninger og dobbeltbestemmelser for at mindske omkostningerne. Det er afgørende at harmonisere ordningen for indberetning af IKT-relaterede hændelser ved at kræve, at alle finansielle enheder indberetter til deres kompetente myndigheder gennem en enkelt strømlinet ramme som fastsat i denne forordning. ESA'erne bør desuden tillægges beføjelse til yderligere at præcisere relevante elementer vedrørende rammen for indberetning af IKT-relaterede hændelser, f.eks. klassificeringssystemer, tidsrammer, datasæt, modeller og gældende tærskler. For at sikre fuld overensstemmelse med direktiv (EU) 2022/2555 bør de finansielle enheder have mulighed for på frivillig basis at underrette den relevante kompetente myndighed om væsentlige cybertrusler, når de anser cybertruslen for at være relevant for det finansielle system, tjenestebrugere eller kunder.

(25)

Krav til test af digital operationel modstandsdygtighed er blevet udviklet i visse finansielle delsektorer og udgør rammer, der ikke altid er fuldt afstemt. Dette fører potentielt til en fordobling af omkostninger for grænseoverskridende finansielle enheder, og gør den gensidige anerkendelse af resultaterne af test af digital operationel modstandsdygtighed kompleks, hvilket igen kan fragmentere det indre marked.

(26)

Når IKT-test ikke er påkrævet, vil sårbarheder ikke blive detekteret, hvilket medfører, at en finansiel enhed udsættes for en IKT-risiko, og i sidste ende skaber en højere risiko for stabiliteten og integriteten i den finansielle sektor. Uden en indsats på EU-plan vil test af digital operationel modstandsdygtighed fortsat være inkonsekvent og mangle en ordning for gensidig anerkendelse af IKT-testresultater på tværs af de forskellige jurisdiktioner. Da det er usandsynligt, at andre finansielle delsektorer vil indgå sådanne testordninger i et meningsfuldt omfang, vil de desuden gå glip af de potentielle fordele ved en testramme med hensyn til detektion af IKT-sårbarheder og -risici, og test af forsvarskapaciteter og driftsstabilitet, der bidrager til at øge tiltroen blandt kunder, leverandører og forretningspartnere. For at afhjælpe disse overlapninger, forskelle og huller er det nødvendigt at fastlægge regler for en koordineret testordning og dermed lette den gensidige anerkendelse af avancerede test for finansielle enheder, der opfylder kriterierne i denne forordning.

(27)

Finansielle enheders afhængighed af brugen af IKT-tjenester skyldes delvist deres behov for at tilpasse sig en ny konkurrencepræget digital og global økonomi og for at fremme deres forretningseffektivitet og imødekomme forbrugerefterspørgslen. Karakteren og omfanget af denne afhængighed har løbende udviklet sig gennem de senere år og har drevet omkostningsreduktionen inden for finansiel formidling, muliggjort ekspansion og skalerbarhed af virksomheder i forbindelse med udrulningen af finansielle aktiviteter og stillet en bred vifte af IKT-værktøjer til styring af komplekse interne processer til rådighed.

(28)

Den vidtgående anvendelse af IKT-tjenester dokumenteres ved komplekse kontraktlige ordninger, i forbindelse med hvilke finansielle enheder ofte støder på vanskeligheder med at forhandle kontraktvilkår, der er tilpasset til de tilsynsmæssige standarder eller andre forskriftsmæssige krav, som de er omfattet af, eller på anden måde med at håndhæve specifikke rettigheder, f.eks. adgangs- eller revisionsrettigheder, selv hvis sidstnævnte er fastsat i deres kontraktlige ordninger. Mange af disse kontraktlige ordninger indeholder desuden ikke tilstrækkelige garantier for en fuldgyldig overvågning af underentrepriseforhold hvorved den finansielle enhed berøves sin evne til at vurdere de dertil knyttede risici. Dertil kommer, at sådanne kontraktlige ordninger ikke altid i tilstrækkeligt omfang tager højde for individuelle eller specifikke behov blandt aktører i den finansielle sektor, da tredjepartsudbydere af IKT-tjenester ofte udbyder standardiserede tjenester til forskellige kundetyper.

(29)

Selv om EU-retten vedrørende finansielle tjenesteydelser indeholder visse generelle regler om outsourcing, er overvågningen af den kontraktlige dimension ikke fuldt ud forankret i EU-retten. I mangel af klare og skræddersyede EU-standarder, som finder anvendelse på de kontraktlige ordninger, der indgås med tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, er der ikke på fyldestgørende vis taget højde for den eksterne kilde til IKT-risiko. Derfor er det nødvendigt at fastsætte visse centrale principper, der skal fungere som rettesnor for finansielle enheders styring af IKT-tredjepartsrisici, som er af særlig betydning, når finansielle enheder benytter tredjepartsudbydere af IKT-tjenester til at støtte deres kritiske eller vigtige funktioner. Disse principper bør ledsages af et sæt centrale kontraktlige rettigheder i forhold til flere elementer af opfyldelse og opsigelse af kontraktlige ordninger med henblik på at yde visse minimumsgarantier for at styrke finansielle enheders evne til effektivt at overvåge alle IKT-risici, der opstår hos tredjepartstjenesteudbydere. Disse principper supplerer den sektorspecifikke ret, der finder anvendelse på outsourcing.

(30)

I dag er det tydeligt, at der er en vis mangel på homogenitet og konvergens i forbindelse med overvågningen af IKT-tredjepartsrisiko og afhængighed af IKT-tredjeparter. På trods af bestræbelser på at tackle outsourcing såsom EBA's retningslinjer om outsourcing fra 2019 og ESMA's retningslinjer for outsourcing til udbydere af cloudtjenester fra 2021, tages der i EU-retten ikke i tilstrækkelig grad højde for den bredere problematik, der er forbundet med imødegåelse af systemisk risiko, som kan udløses af den finansielle sektors eksponering for et begrænset antal kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester. Manglen på regler på EU-plan forværres af manglen på nationale regler om mandater og værktøjer, som giver nationale tilsynsmyndigheder mulighed for at opnå en god forståelse for afhængigheden af IKT-tredjeparter og foretage en tilstrækkelig overvågning af risici, der opstår som følge af koncentrationer af afhængighed af IKT-tredjeparter.

(31)

I betragtning af den potentielle systemiske risiko, som øget anvendelse af outsourcing og koncentration af IKT-tredjepartsafhængighed medfører, og henset til de nationale mekanismers utilstrækkelighed med hensyn til at give finansielle tilsynsmyndigheder tilstrækkelige værktøjer til at kvantificere, kvalificere og afhjælpe konsekvenserne af IKT-risiko, der opstår hos kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, er det nødvendigt at fastlægge en passende tilsynsramme, som gør det muligt at foretage løbende overvågning af aktiviteter hos tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, som er kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester til finansielle enheder, samtidig med at det sikres, at fortroligheden og sikkerheden for andre kunder end finansielle enheder bevares. Selv om koncernintern levering af IKT-tjenester indebærer specifikke risici og fordele, bør denne ikke automatisk anses for at være mindre risikofyldt end levering af IKT-tjenester fra udbydere uden for en finansiel koncern, og den bør derfor være omfattet af den samme reguleringsmæssige ramme. Når IKT-tjenester leveres inden for samme finansielle koncern, kan finansielle enheder imidlertid have en højere grad af kontrol med koncerninterne udbydere, hvilket der bør tages hensyn til i den samlede risikovurdering.

(32)

I takt med at IKT-risiko bliver mere og mere komplekse og sofistikerede, afhænger gode foranstaltninger til detektion og forebyggelse af IKT-risiko i høj grad af regelmæssig udveksling mellem finansielle enheder af trussels- og sårbarhedsefterretninger. Informationsudveksling bidrager til at skabe øget bevidsthed om cybertrusler. Dette styrker også finansielle enheders evne til at forhindre cybertrusler i at blive faktiske IKT-relaterede hændelser og sætter finansielle enheder i stand til mere effektivt at inddæmme virkningen af IKT-relaterede hændelser og til at foretage hurtigere genopretning. I fravær af vejledning på EU-plan synes flere faktorer at have hæmmet en sådan udveksling af efterretninger, især usikkerhed omkring foreneligheden med databeskyttelsesregler, antitrustregler og regler om ansvar.

(33)

Dertil kommer, at tvivl med hensyn til, hvilken type oplysninger der kan udveksles med en anden markedsdeltager eller med ikketilsynsmyndigheder (f.eks. ENISA, med henblik på analytisk input, eller Europol, med henblik på retshåndhævelse), medfører, at nyttige oplysninger tilbageholdes. Omfanget og kvaliteten af informationsudvekslingen er derfor fortsat begrænset og fragmenteret, da de relevante udvekslinger mest er lokale (gennem nationale initiativer), og da der på EU-plan ikke findes nogen konsekvente ordninger for informationsudveksling, som er skræddersyet til behovene i et integreret finansielt system. Det er derfor vigtigt at styrke disse kommunikationskanaler.

(34)

Finansielle enheder bør tilskyndes til indbyrdes at udveksle oplysninger og efterretninger om cybertrusler og til i fællesskab at udnytte deres individuelle viden og praktiske erfaring på strategisk, taktisk og operationelt plan til at styrke deres kapaciteter til i tilstrækkeligt omfang at vurdere, overvåge, forsvare sig mod og sætte ind over for cybertrusler ved at deltage i ordninger for informationsudveksling. Det er derfor nødvendigt at muliggøre indførelsen på EU-plan af mekanismer med henblik på frivillige ordninger for informationsudveksling, som, når de gennemføres i pålidelige miljøer, vil hjælpe den finansielle sektor til at forebygge og i fællesskab sætte ind over for cybertrusler ved hurtigt at begrænse spredningen af IKT-risici og hindre potentiel afsmitning på tværs af de finansielle kanaler. Disse mekanismer bør overholde de gældende regler i Unionens konkurrenceret, der fremgår af Kommissionens meddelelse af 14. januar 2011 med titlen »Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler«, og Unionens databeskyttelsesregler, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (13). De bør fungere på grundlag af et eller flere af de retsgrundlag, der er fastsat i artikel 6 i nævnte forordning, f.eks. i forbindelse med behandling af personoplysninger, som er nødvendig for, at den dataansvarlige eller tredjemand kan forfølge en legitim interesse, jf. nævnte forordnings artikel 6, stk. 1, litra f), samt i forbindelse med behandling af personoplysninger, der er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, og som er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. henholdsvis artikel 6, stk. 1, litra c) og e), i nævnte forordning.

(35)

For at opretholde et højt niveau af digital operationel modstandsdygtighed i hele den finansielle sektor og samtidig holde trit med den teknologiske udvikling bør denne forordning imødegå risici, der hidrører fra alle typer IKT-tjenester. Med henblik herpå bør definitionen af IKT-tjenester i forbindelse med denne forordning forstås bredt og omfatte digitale tjenester og datatjenester, der løbende leveres gennem IKT-systemer til én eller flere interne eller eksterne brugere. Denne definition bør f.eks. omfatte såkaldte »over the top«-tjenester, som falder ind under kategorien elektroniske kommunikationstjenester. Den bør kun udelukke den begrænsede kategori af traditionelle analoge telefonitjenester, der kan betegnes som offentlige telefonnettjenester med omkobling (PSTN), fastnettjenester, traditionel telefoni (POTS) eller fastnettelefontjenester.

(36)

Til trods for den brede dækning, der påtænkes i denne forordning, bør der ved anvendelse af reglerne om digital operationel modstandsdygtighed tages hensyn til de væsentlige forskelle mellem finansielle enheder med hensyn til deres størrelse og samlede risikoprofil. Som et overordnet princip bør de finansielle enheder, når de fordeler ressourcer og kapaciteter til gennemførelsen af rammen for IKT-risikostyring, nøje afveje deres IKT-relaterede behov i forhold til deres størrelse og samlede risikoprofil og karakteren, omfanget og kompleksiteten af deres tjenester, aktiviteter og operationer, mens de kompetente myndigheder fortsat bør vurdere og gennemgå tilgangen til en sådan fordeling.

(37)

Kontooplysningstjenesteudbydere som omhandlet i artikel 33, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2366 er udtrykkeligt omfattet af nærværende forordnings anvendelsesområde under hensyntagen til deres aktiviteters særlige karakter og de dermed forbundne risici. Desuden er e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, der er undtaget i henhold til artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF (14) og artikel 32, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2366, omfattet af nærværende forordnings anvendelsesområde, selv om de ikke er blevet meddelt tilladelse i henhold til direktiv 2009/110/EF til at udstede elektroniske penge, eller de ikke er blevet meddelt tilladelse i henhold til direktiv (EU) 2015/2366 til at udbyde og gennemføre betalingstjenester. Postgirokontorer som omhandlet i artikel 2, stk. 5, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (15) er imidlertid ikke omfattet af nærværende forordnings anvendelsesområde. Den kompetente myndighed for betalingsinstitutter, der er undtaget i henhold til direktiv (EU) 2015/2366, e-pengeinstitutter, der er undtaget i henhold til direktiv 2009/110/EF, og kontooplysningstjenesteudbydere, jf. artikel 33, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2366, bør være den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 22 i direktiv (EU) 2015/2366.

(38)

Da større finansielle enheder kan have adgang til flere ressourcer og hurtigt kan afsætte midler til at udvikle forvaltningsstrukturer og indføre forskellige virksomhedsstrategier, er det kun finansielle enheder, der ikke er mikrovirksomheder i denne forordnings forstand, som skal pålægges at indføre mere komplekse forvaltningsordninger. Sådanne enheder er bedre rustet til at indføre særlige ledelsesfunktioner med henblik på tilsynsordninger med tredjepartsudbydere af IKT-tjenester eller til at varetage krisestyring, til at tilrettelægge deres egen IKT-risikostyring efter modellen med tre forsvarslinjer eller til at etablere en intern model for risikostyring og kontrol og til at underkaste deres ramme for IKT-risikostyring intern revision.

(39)

Nogle finansielle enheder drager fordel af undtagelser eller er underlagt en meget lempelig reguleringsmæssig ramme i henhold til den relevante sektorspecifikke EU-ret. Sådanne finansielle enheder omfatter forvaltere af alternative investeringsfonde som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU (16), forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (17) og arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, der forvalter pensionsordninger, som tilsammen ikke har mere end 15 medlemmer i alt. I lyset af disse undtagelser ville det ikke være rimeligt at medtage sådanne finansielle enheder i denne forordnings anvendelsesområde. Desuden anerkender denne forordning de særlige forhold, der gør sig gældende for markedsstrukturen for forsikringsformidling, med det resultat, at forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, der kan betegnes som mikrovirksomheder eller som små eller mellemstore virksomheder, ikke bør være omfattet af denne forordning.

(40)

Da enheder, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, nr. 4)-23), i direktiv 2013/36/EU, er udelukket fra nævnte direktivs anvendelsesområde, bør medlemsstaterne derfor kunne vælge at undtage sådanne enheder, der er beliggende på deres respektive områder, fra denne forordnings anvendelse.

(41)

For at tilpasse denne forordning til anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (18) bør de fysiske og juridiske personer, der er omhandlet i artikel 2 og 3 i nævnte direktiv, og som må yde investeringsservice uden at skulle indhente tilladelse i henhold til direktiv 2014/65/EU, ligeledes udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. I henhold til artikel 2 i direktiv 2014/65/EU er enheder, der betragtes som finansielle enheder med henblik på denne forordning, f.eks. værdipapircentraler, institutter for kollektiv investering eller forsikrings- og genforsikringsselskaber, dog også undtaget fra nævnte direktivs anvendelsesområde. Undtagelsen fra denne forordnings anvendelsesområde for de personer og enheder, der er omhandlet i artikel 2 og 3 i nævnte direktiv, bør ikke omfatte disse værdipapircentraler, institutter for kollektiv investering eller forsikrings- og genforsikringsselskaber.

(42)

I henhold til sektorspecifik EU-ret er nogle finansielle enheder underlagt lempeligere krav eller undtagelser som følge af deres størrelse eller de tjenester, de leverer. Denne kategori af finansielle enheder omfatter små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber, små arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, som den pågældende medlemsstat kan udelukke fra anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2016/2341 på de betingelser, der er fastsat i artikel 5 i nævnte direktiv, og som forvalter pensionsordninger, som tilsammen ikke har mere end 100 medlemmer i alt, samt institutter, der er fritaget i henhold til direktiv 2013/36/EU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og for at bevare ånden i den sektorspecifikke EU-ret er det derfor også hensigtsmæssigt at underlægge disse finansielle enheder en forenklet ramme for IKT-risikostyring i henhold til denne forordning. Den forholdsmæssige karakter af rammen for IKT-risikostyring, der omfatter disse finansielle enheder, bør ikke ændres af de reguleringsmæssige tekniske standarder, der skal udvikles af ESA'erne. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet er det desuden hensigtsmæssigt også at underlægge betalingsinstitutter som omhandlet i artikel 32, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2366 og e-pengeinstitutter som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2009/110/EF, der er undtaget i overensstemmelse med national ret, der gennemfører disse EU-retsakter, en forenklet ramme for IKT-risikostyring i henhold til denne forordning, hvorimod betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, som ikke er blevet undtaget i overensstemmelse med deres respektive nationale ret, der gennemfører sektorspecifik EU-ret, bør overholde den generelle ramme, der er fastsat ved denne forordning.

(43)

Tilsvarende bør finansielle enheder, der betragtes som mikrovirksomheder eller er underlagt den forenklede ramme for IKT-risikostyring i henhold til denne forordning, ikke være forpligtet til at oprette en overvågningsfunktion for deres ordninger indgået med tredjepartsudbydere af IKT-tjenester vedrørende brugen af IKT-tjenester eller at udpege et medlem af den øverste ledelse som tilsynsansvarlig for den dermed forbundne risikoeksponering og relevante dokumentation, at overdrage ansvaret for styring af og tilsyn med IKT-risiko til en kontrolfunktion og sikre, at en sådan kontrolfunktion har en passende grad af uafhængighed for at undgå interessekonflikter, mindst én gang om året at dokumentere og gennemgå rammen for IKT-risikostyring, regelmæssigt at underkaste rammen for IKT-risikostyring intern revision, at foretage tilbundsgående vurderinger efter større ændringer i deres net- og informationssysteminfrastrukturer og -processer, regelmæssigt at foretage risikoanalyser af legacy-IKT-systemer, at underkaste gennemførelsen af planerne for IKT-indsats og -genopretning uafhængig intern revisionsgennemgang, at have en krisestyringsfunktion, at udvide test af driftsstabiliteten samt indsats- og genopretningsplaner til at dække overgangsscenarier mellem den primære IKT-infrastruktur og redundante faciliteter, efter deres anmodning at indberette et skøn over de samlede årlige omkostninger og tab som følge af større IKT-relaterede hændelser til de kompetente myndigheder, at opretholde redundante IKT-kapaciteter, at informere nationale kompetente myndigheder om gennemførte ændringer efter gennemgange af IKT-relaterede hændelser, løbende at overvåge relevant teknologisk udvikling, at etablere et omfattende program for test af digital operationel modstandsdygtighed som en integreret del af den ramme for IKT-risikostyring, der er fastsat i denne forordning, eller at vedtage og regelmæssigt gennemgå en strategi for IKT-tredjepartsrisiko. Desuden bør mikrovirksomheder kun være forpligtet til at vurdere behovet for at opretholde sådanne redundante IKT-kapaciteter på grundlag af deres risikoprofil. Mikrovirksomheder bør drage fordel af en mere fleksibel ordning for så vidt angår programmer for test af digital operationel modstandsdygtighed. Når de skal tage stilling til typen og hyppigheden af de test, der skal foretages, bør de skabe en passende balance mellem målet om at opretholde en høj digital operationel modstandsdygtighed og de tilgængelige ressourcer og deres samlede risikoprofil. Mikrovirksomheder og finansielle enheder, der er underlagt den forenklede ramme for IKT-risikostyring i henhold til denne forordning, bør undtages fra kravet om at foretage avancerede test af IKT-værktøjer, -systemer og -processer baseret på trusselsbaserede penetrationstest (TLPT), da kun finansielle enheder, der opfylder kriterierne i denne forordning, bør pålægges at foretage en sådan test. I lyset af deres begrænsede kapaciteter bør mikrovirksomheder kunne aftale med tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester, at den finansielle enheds ret til adgang, inspektion og revision delegeres til en uafhængig tredjepart, der udpeges af tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester, forudsat at den pågældende finansielle enhed til enhver tid kan anmode den respektive uafhængige tredjepart om alle relevante oplysninger og garantier vedrørende de resultater, som tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester opnår.

(44)

Da kun de finansielle enheder, der er udpeget med henblik på avanceret test af digital modstandsdygtighed, bør pålægges at foretage trusselsbaserede penetrationstest, bør de administrative processer og finansielle omkostninger, som gennemførelsen af sådanne test indebærer, afholdes af en lille procentdel af finansielle enheder.

(45)

For at sikre fuld tilpasning af og generel konsekvens mellem finansielle enheders virksomhedsstrategier på den ene side og gennemførelse af IKT-risikostyring på den anden side bør de finansielle enheders ledelsesorganer pålægges fortsat at indtage en central og aktiv rolle i styringen og tilpasningen af rammen for IKT-risikostyring og den samlede strategi for digital operationel modstandsdygtighed. Den tilgang, som ledelsesorganer skal anlægge, bør ikke kun fokusere på midlerne til at sikre modstandsdygtighed i IKT-systemer, men bør også omfatte mennesker og processer gennem en række politikker, som på hvert virksomhedsniveau og for alt personale fremmer stor bevidsthed om cybersikkerhed og et tilsagn om at overholde en streng cyberhygiejne på alle niveauer. Ledelsesorganets endelige ansvar for styringen af en finansiel enheds IKT-risiko bør være det overordnede princip i denne omfattende tilgang, der skal udmøntes yderligere i ledelsesorganets fortsatte indsats for at føre kontrol med overvågningen af IKT-risikostyring.

(46)

Desuden går princippet om ledelsesorganets fulde og endelige ansvar for styringen af den finansielle enheds IKT-risiko hånd i hånd med behovet for at sikre et vist niveau af IKT-relaterede investeringer og et samlet budget for den pågældende finansielle enhed, der gør det muligt for den finansielle enhed at opnå et højt niveau af digital operationel modstandsdygtighed.

(47)

Med inspiration fra relevant bedste praksis og relevante retningslinjer, henstillinger eller tilgange på internationalt og nationalt plan samt på sektorplan vedrørende styring af cyberrisici fremmer denne forordning et sæt principper, der letter den samlede struktur for IKT-risikostyring. Så længe de hovedkapaciteter, som finansielle enheder indfører, håndterer de forskellige funktioner inden for IKT-risikostyring (identifikation, beskyttelse og forebyggelse, detektion, indsats og genopretning, læring og udvikling og kommunikation), som er omhandlet i denne forordning, bør det derfor stå finansielle enheder frit for at anvende modeller for IKT-risikostyring, som er udformet eller kategoriseret på en anden måde.

(48)

For at holde trit med et cybertrusselsbillede i udvikling bør finansielle enheder opretholde opdaterede IKT-systemer, der er pålidelige og egnede til ikke kun at garantere den databehandling, der er nødvendig for deres tjenester, men også for at sikre tilstrækkelig teknologisk modstandsdygtighed, så de i tilstrækkelig grad kan tackle yderligere behandlingsrelaterede behov som følge af stressede markedsforhold eller andre vanskelige situationer.

(49)

Effektive planer for driftsstabilitet og genopretningsplaner er nødvendige for, at finansielle enheder omgående og hurtigt kan finde en løsning på IKT-relaterede hændelser, navnlig cyberangreb, ved at begrænse skaden og prioritere genoptagelsen af aktiviteter og genopretningstiltag i overensstemmelse med deres politikker for sikkerhedskopiering. En sådan genoptagelse bør dog på ingen måde bringe net- og informationssystemernes integritet og sikkerhed eller tilgængeligheden, autenticiteten, integriteten eller fortroligheden af data i fare.

(50)

Om end denne forordning giver finansielle enheder mulighed for at fastsætte deres mål for genopretningstid og genopretningspunkt på en fleksibel måde og dermed fastsætte sådanne mål under fuld hensyntagen til de relevante funktioners karakter og kritiske betydning og eventuelle specifikke forretningsmæssige behov, bør den ikke desto mindre kræve, at de foretager en vurdering af den potentielle samlede indvirkning på markedseffektiviteten, når sådanne mål fastsættes.

(51)

Bagmændene bag cyberangreb har tendens til at søge at opnå finansielle gevinster direkte fra kilden og dermed udsætte finansielle enheder for væsentlige konsekvenser. For at forhindre, at IKT-systemer mister deres integritet eller bliver utilgængelige, og dermed undgå brud på datasikkerheden og skade på fysisk IKT-infrastruktur, bør finansielle enheders indberetning af større IKT-relaterede hændelser forbedres og strømlines væsentligt. Indberetningen af IKT-relaterede hændelser bør harmoniseres ved at indføre et krav om, at alle finansielle enheder foretager indberetning direkte til deres relevante kompetente myndigheder. Hvis en finansiel enhed er underlagt tilsyn ved mere end én national kompetent myndighed, bør medlemsstaterne udpege en fælles kompetent myndighed som modtager af en sådan indberetning. Kreditinstitutter, der er klassificeret som signifikante i henhold til artikel 6, stk. 4, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (19) , bør indsende en sådan indberetning til de kompetente nationale myndigheder, som efterfølgende bør fremsende indberetningen til Den Europæiske Centralbank (ECB).

(52)

Den direkte indberetning bør give finansielle tilsynsmyndigheder mulighed for at have øjeblikkelig adgang til oplysninger om større IKT-relaterede hændelser. Finansielle tilsynsmyndigheder bør til gengæld videreformidle detaljerne om større IKT-relaterede hændelser til offentlige ikkefinansielle myndigheder (såsom kompetente myndigheder og centrale kontaktpunkter i henhold til direktiv (EU) 2022/2555, nationale databeskyttelsesmyndigheder og til retshåndhævende myndigheder ved større IKT-relaterede hændelser af kriminel karakter) for at øge sådanne myndigheders kendskab til sådanne hændelser og, for så vidt angår CSIRT'er, for at fremme hurtig bistand, der kan ydes til finansielle enheder, alt efter hvad der er relevant. Medlemsstaterne bør desuden kunne bestemme, at de finansielle enheder selv bør give sådanne oplysninger til offentlige myndigheder uden for området for finansielle tjenesteydelser. Disse informationsstrømme bør give finansielle enheder mulighed for hurtigt at drage fordel af alle relevante tekniske input, rådgivning om afhjælpende foranstaltninger og efterfølgende opfølgning fra sådanne myndigheders side. Oplysningerne om større IKT-relaterede hændelser bør sendes begge veje: De finansielle tilsynsmyndigheder bør give al nødvendig feedback eller vejledning til den finansielle enhed, mens ESA'erne bør dele anonymiserede data om cybertrusler og sårbarheder forbundet med en hændelse, for at bidrage til det bredere kollektive forsvar.

(53)

Selv om alle finansielle enheder bør pålægges at foretage indberetning af hændelser, forventes dette krav ikke at påvirke dem alle på samme måde. Relevante væsentlighedstærskler samt rapporteringsfrister bør således tilpasses behørigt i forbindelse med delegerede retsakter baseret på de reguleringsmæssige tekniske standarder, der skal udvikles af ESA'erne, med henblik på kun at dække større IKT-relaterede hændelser. Desuden bør der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for finansielle enheder, når der fastsættes tidsfrister for indberetningsforpligtelser.

(54)

Denne forordning bør fastsætte et krav om, at kreditinstitutter, betalingsinstitutter, kontooplysningstjenesteudbydere og e-pengeinstitutter indberetter alle operationelle eller sikkerhedsmæssige betalingsrelaterede hændelser, som tidligere blev indberettet i henhold til direktiv (EU) 2015/2366, uanset hændelsens IKT-karakter.

(55)

ESA'erne bør have til opgave at vurdere den praktiske mulighed og betingelserne for en mulig centralisering af indberetninger af IKT-relaterede hændelser på EU-niveau. En sådan centralisering kunne bestå af et fælles EU-knudepunkt for indberetning af større IKT-relaterede hændelser, som enten direkte modtager de relevante indberetninger og automatisk underretter nationale kompetente myndigheder, eller som blot centraliserer relevante indberetninger, som de nationale kompetente myndigheder har indgivet, og dermed varetager en koordinatorrolle. ESA'erne bør i samråd med ECB og ENISA have til opgave at udarbejde en fælles rapport, hvori det undersøges, om det er praktisk muligt at oprette et fælles EU-knudepunkt.

(56)

For at opnå et højt niveau af digital operationel modstandsdygtighed og skabe overensstemmelse med både de relevante internationale standarder (f.eks. G7 Fundamental Elements for Threat-Led Penetration Testing) og de rammer, der anvendes i Unionen, f.eks. TIBER-EU, bør finansielle enheder regelmæssigt teste deres IKT-systemer og medarbejdere med IKT-relaterede ansvar med hensyn til effektiviteten af deres forebyggelses-, detektions-, indsats- og genopretningskapaciteter for at afsløre og afhjælpe potentielle IKT-sårbarheder. For at afspejle de forskelle, der eksisterer på tværs af og inden for de forskellige finansielle delsektorer, for så vidt angår de finansielle enheders niveau af cybersikkerhedsberedskab, bør test omfatte en bred vifte af værktøjer og tiltag, der spænder lige fra vurderingen af grundlæggende krav (f.eks. sårbarhedsvurderinger og -scanninger, open source-analyser, vurderinger af netsikkerhed, mangelanalyser, fysiske sikkerhedsgennemgange, spørgeskemaer og scanningssoftwareløsninger, gennemgange af kildekoder når det er praktisk muligt, scenariebaserede test, kompatibilitetstest, præstationstest eller end-to-end-test) til mere avancerede test ved hjælp af TLPT. En sådan avanceret test bør kun kræves af finansielle enheder, der set fra et IKT-perspektiv er modne nok til at kunne gennemføre den på en rimelig måde. Den test af digital operationel modstandsdygtighed, der kræves i henhold til denne forordning, bør således være mere krævende for de finansielle enheder, der opfylder kriterierne i denne forordning (f.eks. store, systemiske og IKT-modne kreditinstitutter, børser, værdipapircentraler og centrale modparter) end for andre finansielle enheder. Samtidig bør test af digital operationel modstandsdygtighed ved hjælp af TLPT være mere relevant for finansielle enheder, der opererer inden for centrale delsektorer for finansielle tjenesteydelser, og som spiller en systemisk rolle (f.eks. betalinger, bankvirksomhed samt clearing og afvikling), og mindre relevant for andre delsektorer (f.eks. kapitalforvaltere og kreditvurderingsbureauer).

(57)

Finansielle enheder, der er involveret i grænseoverskridende aktiviteter, og som udøver den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser i Unionen, bør opfylde et fælles sæt avancerede testkrav (dvs. TLPT) i deres hjemland, som bør inkludere IKT-infrastrukturerne i alle de jurisdiktioner, hvori den grænseoverskridende finansielle koncern opererer inden for Unionen, hvorved det for sådanne grænseoverskridende finansielle koncerners vedkommende gøres muligt kun at pådrage sig IKT-relaterede testomkostninger i én jurisdiktion.

(58)

For at trække på den ekspertise, som visse kompetente myndigheder allerede har erhvervet, navnlig med hensyn til gennemførelse af TIBER-EU-rammen, bør denne forordning gøre det muligt for medlemsstater at udpege en fælles offentlig myndighed som ansvarlig i den finansielle sektor på nationalt plan for alle TLPT-spørgsmål eller for kompetente myndigheder, i mangel af en sådan udpegelse, at uddelegere udøvelsen af TLPT-relaterede opgaver til en anden national finansiel kompetent myndighed.

(59)

Da denne forordning ikke stiller krav om, at finansielle enheder skal lade alle kritiske eller vigtige funktioner være omfattet af en enkelt trusselsbaseret penetrationstest, bør finansielle enheder frit kunne afgøre, hvilke og hvor mange kritiske eller vigtige funktioner der bør være omfattet af en sådan test.

(60)

Samlede test som omhandlet i denne forordning, der indebærer deltagelse af flere finansielle enheder i en TLPT, og for hvilke en tredjepartsudbyder af IKT-tjenester direkte kan indgå kontraktlige ordninger med en ekstern tester, bør kun tillades, hvis kvaliteten eller sikkerheden af de tjenester, som tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester leverer til kunder, der er enheder, som falder uden for denne forordnings anvendelsesområde, eller fortroligheden af data forbundet med sådanne tjenester, med rimelighed kan forventes at blive negativt påvirket. Samlede test bør også være omfattet af garantier (ledelse af én udpeget finansiel enhed, kalibrering af antallet af deltagende finansielle enheder) for at sikre en streng testøvelse for de involverede finansielle enheder, som opfylder målene for TLPT i henhold til denne forordning.

(61)

For at udnytte de interne ressourcer, der er til rådighed på virksomhedsniveau, bør denne forordning gøre det muligt at anvende interne testere med henblik på at foretage TLPT under forudsætning af tilsynsmæssig godkendelse, fravær af interessekonflikter og af regelmæssige skift af anvendelsen af interne og eksterne testere (hver tredje test), samtidig med at det også kræves, at formidleren af trusselsefterretninger i TLPT'en altid skal være ekstern i forhold til den finansielle enhed. Ansvaret for at gennemføre TLPT bør forblive fuldt ud hos den finansielle enhed. Erklæringer fra myndigheder bør udelukkende have til formål at opnå gensidig anerkendelse og bør ikke udelukke eventuelle opfølgende foranstaltninger, der er nødvendige for at imødegå den IKT-risiko, som den finansielle enhed er udsat for, og de bør heller ikke betragtes som en tilsynsmæssig godkendelse af en finansiel enheds kapacitet til IKT-risikostyring og -risikoafbødning.

(62)

For at sikre en forsvarlig overvågning af IKT-tredjepartsrisiko i den finansielle sektor er det nødvendigt at fastlægge en række principbaserede regler, der skal fungere som rettesnor for finansielle enheder, når de overvåger risici i forbindelse med funktioner, der outsources til tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, navnlig for IKT-tjenester, der understøtter kritiske eller vigtige funktioner, og mere generelt i forbindelse med afhængighed af alle IKT-tredjeparter.

(63)

For at tage højde for kompleksiteten af de forskellige kilder til IKT-risiko og samtidig tage hensyn til de mange forskellige udbydere af teknologiske løsninger, der muliggør en gnidningsløs levering af finansielle tjenesteydelser, bør denne forordning omfatte en bred vifte af tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, herunder udbydere af cloudcomputingtjenester, software, dataanalysetjenester og udbydere af datacentertjenester. Da finansielle enheder på effektiv og sammenhængende vis bør identificere og styre alle typer risici, herunder i forbindelse med IKT-tjenester indkøbt inden for en finansiel koncern, bør det ligeledes præciseres, at virksomheder, der er en del af en finansiel koncern og hovedsagelig leverer IKT-tjenester til deres modervirksomhed eller til dattervirksomheder eller filialer af deres modervirksomhed, samt finansielle enheder, der leverer IKT-tjenester til andre finansielle enheder, også bør betragtes som tredjepartsudbydere af IKT-tjenester i henhold til denne forordning. Endelig, i lyset af udviklingen på betalingstjenestemarkedet, der bliver stadig mere afhængigt af komplekse tekniske løsninger, og i betragtning af nye typer betalingstjenester og betalingsrelaterede løsninger, bør deltagere i økosystemet for betalingstjenester, der leverer betalingsbehandlingsaktiviteter eller driver betalingsinfrastrukturer, også betragtes som tredjepartsudbydere af IKT-tjenester i henhold til denne forordning, bortset fra centralbanker, når de driver betalings- eller værdipapirafviklingssystemer, og offentlige myndigheder, når de leverer IKT-relaterede tjenester i forbindelse med udførelsen af statslige funktioner.

(64)

En finansiel enhed bør til enhver tid fortsat være fuldt ansvarlig for opfyldelsen af sine forpligtelser i henhold til denne forordning. Finansielle enheder bør anvende en forholdsmæssigt afpasset tilgang til overvågningen af de risici, som opstår hos tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, under behørig hensyntagen til karakteren, omfanget, kompleksiteten og betydningen af deres IKT-relaterede afhængighed eller tjenesternes kritiske karakter eller betydning, processer eller funktioner, der er omfattet af de kontraktlige ordninger, og i sidste ende på grundlag af en omhyggelig vurdering af en eventuel potentiel indvirkning på kvaliteten af finansielle tjenesteydelser og deres stabilitet på individuelt plan og koncernplan, alt efter hvad der er relevant.

(65)

Udførelsen af en sådan overvågning bør følge en strategisk tilgang til IKT-tredjepartsrisiko, der formaliseres ved, at den finansielle enheds ledelsesorgan vedtager en særlig strategi for IKT-tredjepartsrisiko, som tager udgangspunkt i en løbende screening af enhver afhængighed af IKT-tredjeparter. For at øge den tilsynsmæssige bevidsthed om afhængighed af IKT-tredjeparter og med henblik på yderligere at understøtte arbejdet i forbindelse med den tilsynsramme, der oprettes ved denne forordning, bør alle finansielle enheder forpligtes til at opretholde et register over oplysninger med alle kontraktlige ordninger om brugen af IKT-tjenester, der leveres af tredjepartsudbydere af IKT-tjenester. Finansielle tilsynsmyndigheder bør have mulighed for at anmode om det fulde register eller anmode om specifikke afsnit heraf og dermed indhente væsentlige oplysninger med henblik på at opnå en bredere forståelse af finansielle enheders IKT-afhængighed.

(66)

En grundig analyse forud for kontraktindgåelsen bør understøtte og gå forud for den formelle indgåelse af kontraktlige ordninger, navnlig ved at fokusere på elementer såsom den kritiske karakter eller betydningen af de tjenester, der understøttes af den påtænkte IKT-kontrakt, de nødvendige tilsynsmæssige godkendelser eller andre betingelser, den mulige koncentrationsrisiko, der er forbundet hermed, samt anvendelse af due diligence i processen med udvælgelse og vurdering af tredjepartsudbydere af IKT-tjenester og vurdering af potentielle interessekonflikter. I forbindelse med kontraktlige ordninger vedrørende kritiske eller vigtige funktioner bør finansielle enheder tage hensyn til tredjepartsudbydere af IKT-tjenesters brug af de seneste og højeste informationssikkerhedsstandarder. Opsigelse af kontraktlige ordninger kan som minimum være foranlediget af en række omstændigheder, der påviser mangler hos tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester, navnlig væsentlige overtrædelser af love eller kontraktvilkår, omstændigheder, der afslører en potentiel ændring i udførelsen af de funktioner, der er fastsat i de kontraktlige ordninger, tegn på svagheder hos tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester i dens samlede IKT-risikostyring eller omstændigheder, der tyder på, at den relevante kompetente myndighed ikke er i stand til at føre effektivt tilsyn med den finansielle enhed.

(67)

For at tackle de systemiske virkninger af den koncentrationsrisiko, der er forbundet med IKT-tredjeparter, fremmer denne forordning en afbalanceret løsning ved at anlægge en fleksibel og gradvis tilgang til en sådan koncentrationsrisiko, da indførelsen af ufleksible lofter eller strenge begrænsninger kan hindre udøvelsen af virksomhed og begrænse kontraktfriheden. Finansielle enheder bør foretage en grundig vurdering af deres påtænkte kontraktlige ordninger for at identificere sandsynligheden for, at sådanne risici opstår, herunder ved hjælp af tilbundsgående analyser af underentrepriseordninger, navnlig når de er indgået med tredjepartsudbydere af IKT-tjenester med hjemsted i et tredjeland. På nuværende tidspunkt og med henblik på at finde en rimelig balance mellem nødvendigheden af at bevare kontraktfriheden og af at sikre den finansielle stabilitet anses det ikke for hensigtsmæssigt at fastsætte regler om strenge lofter og begrænsninger for eksponeringen for IKT-tredjeparter. I forbindelse med tilsynsrammen bør en ledende tilsynsførende, der er udpeget i henhold til denne forordning, for så vidt angår kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester være særligt opmærksom på at opnå fuld forståelse for omfanget af den indbyrdes afhængighed, identificere specifikke tilfælde, hvor en høj koncentrationsgrad af kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester i Unionen sandsynligvis vil lægge pres på stabiliteten og integriteten i Unionens finansielle system, og opretholde en dialog med kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, hvor en sådan specifik risiko er identificeret.

(68)

For regelmæssigt at vurdere og overvåge evnen hos en tredjepartsudbyder af IKT-tjenester til sikkert at levere tjenester til en finansiel enhed, uden at dette har negative virkninger for en finansiel enheds digitale operationelle modstandsdygtighed, bør flere centrale kontraktlige elementer med tredjepartsudbydere af IKT-tjenester harmoniseres. En sådan harmonisering bør omfatte minimumsområder, som er afgørende for, at den finansielle enhed kan foretage en fuld overvågning af de risici, der kan opstå fra tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester, set i lyset af en finansiel enheds behov for at sikre sin digitale modstandsdygtighed, da den er dybt afhængig af de modtagne IKT-tjenesters stabilitet, funktionalitet, tilgængelighed og sikkerhed.

(69)

Når finansielle enheder og tredjepartsudbydere af IKT-tjenester genforhandler kontraktlige ordninger med henblik på at opnå overensstemmelse med kravene i denne forordning, bør de sikre, at de centrale kontraktbestemmelser som fastsat i denne forordning er omfattet.

(70)

Definitionen af »kritisk eller vigtig funktion« i denne forordning omfatter de »kritiske funktioner« som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 35), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (20). Funktioner, der anses for at være kritiske i henhold til direktiv 2014/59/EU, er derfor medtaget i definitionen af kritiske funktioner i henhold til denne forordning.

(71)

Uanset den kritiske karakter eller vigtigheden af den funktion, der understøttes af IKT-tjenesterne, bør kontraktlige ordninger navnlig indeholde en specifikation bestående af de komplette beskrivelser af funktioner og tjenester, af steder, hvor sådanne funktioner leveres, og hvor der skal behandles data, samt beskrivelser af serviceniveauet. Andre væsentlige elementer for at muliggøre en finansiel enheds overvågning af IKT-tredjepartsrisiko er: kontraktlige bestemmelser, der præciserer, hvordan adgangen, tilgængeligheden, integriteten, sikkerheden og beskyttelsen af personoplysninger sikres af tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester, bestemmelser, der fastsætter de relevante garantier for at muliggøre adgang, genopretning og returnering af data i tilfælde af insolvens eller afvikling eller i tilfælde af, at tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester afbryder sine forretningsaktiviteter, samt bestemmelser, der kræver, at tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester yder bistand i tilfælde af IKT-hændelser i forbindelse med de leverede tjenester, uden yderligere omkostninger eller til en omkostning, der fastsættes på forhånd, bestemmelser om forpligtelsen for tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester til at samarbejde fuldt ud med den finansielle enheds kompetente myndigheder og afviklingsmyndigheder, samt bestemmelser om opsigelsesrettigheder og dertil knyttede minimumsfrister for opsigelse af de kontraktlige ordninger i overensstemmelse med de kompetente myndigheders og afviklingsmyndighedernes forventninger.

(72)

Ud over sådanne kontraktlige bestemmelser og med henblik på at sikre, at finansielle enheder fortsat har fuld kontrol over alle udviklingstendenser på tredjepartsniveau, som risikerer at forringe deres IKT-sikkerhed, bør kontrakterne om levering af IKT-tjenester, der understøtter kritiske eller vigtige funktioner, også indeholde følgende: en fuldstændig beskrivelse af serviceniveauer med præcise kvantitative og kvalitative præstationsmål, således at der uden unødigt ophold kan træffes passende afhjælpende foranstaltninger, når de aftalte serviceniveauer ikke overholdes; de relevante opsigelsesfrister og indberetningsforpligtelser for tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester i tilfælde af udviklingstendenser, som har en potentiel væsentlig indvirkning på evnen hos tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester til effektivt at levere de respektive IKT-tjenester; et krav til tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester om at gennemføre og teste forretningsberedskabsplaner og indføre IKT-sikkerhedsforanstaltninger, -værktøjer og -politikker, som giver mulighed for sikker levering af tjenester, og om at deltage og samarbejde fuldt ud i den TLPT, der udføres af den finansielle enhed.

(73)

Kontrakter om levering af IKT-tjenester, der understøtter kritiske eller vigtige funktioner, bør også indeholde bestemmelser, der giver den finansielle enhed eller en udpeget tredjepart ret til adgang, inspektion og revision og ret til at tage kopier som afgørende instrumenter i de finansielle enheders løbende overvågning af de resultater, som tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester opnår, kombineret med tjenesteudbyderens fulde samarbejde i forbindelse med inspektioner. Tilsvarende bør den finansielle enheds kompetente myndighed på grundlag af underretninger have ret til at inspicere og foretage revision af tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester, med forbehold af beskyttelsen af fortrolige oplysninger.

(74)

Sådanne kontraktlige ordninger bør også indeholde særlige exitstrategier for navnlig at muliggøre obligatoriske overgangsperioder, i løbet af hvilke tredjepartsudbydere af IKT-tjenester fortsat bør levere de relevante tjenester med henblik på at mindske risikoen for forstyrrelser i den finansielle enhed, eller at give sidstnævnte mulighed for effektivt at skifte til anvendelsen af andre tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, eller alternativt at skifte til interne løsninger, der stemmer overens med den leverede IKT-tjenestes kompleksitet. Desuden bør finansielle enheder, der er omfattet af direktiv 2014/59/EU, sikre, at de relevante kontrakter for IKT-tjenester er robuste og kan håndhæves fuldt ud i tilfælde af afvikling af de pågældende finansielle enheder. I overensstemmelse med afviklingsmyndighedernes forventninger bør disse finansielle enheder derfor sikre, at de relevante kontrakter for IKT-tjenester er modstandsdygtige over for afvikling. Så længe disse finansielle enheder fortsat opfylder deres betalingsforpligtelser, bør de bl.a. sikre, at de relevante kontrakter for IKT-tjenester indeholder bestemmelser om, at omstrukturering eller afvikling ikke medfører opsigelse, suspension eller ændring.

(75)

Desuden kan den frivillige anvendelse af de standardkontraktbestemmelser, der er udviklet af offentlige myndigheder eller EU-institutioner, navnlig anvendelsen af kontraktbestemmelser udviklet af Kommissionen for cloudcomputingtjenester, give de finansielle enheder og tredjepartsudbydere af IKT-tjenester yderligere tryghed ved at øge deres retssikkerhedsniveau med hensyn til anvendelsen af cloudcomputingtjenester i den finansielle sektor, i fuld overensstemmelse med de krav og forventninger, der er fastsat i EU-retten om finansielle tjenesteydelser. Udarbejdelsen af standardkontraktbestemmelser bygger på de foranstaltninger, der allerede var påtænkt i fintechhandlingsplanen fra 2018, der bekendtgjorde, at Kommissionen har til hensigt at tilskynde til og fremme udarbejdelsen af standardkontraktbestemmelser for finansielle enheders anvendelse af cloudcomputingtjenester og i den forbindelse trække på indsatsen blandt tværsektorielle interessenter på området for cloudcomputingtjenester, som Kommissionen har fremmet gennem inddragelse af den finansielle sektor.

(76)

Med henblik på at fremme konvergens og effektivitet i forbindelse med tilsynsmæssige tilgange til håndtering af IKT-tredjepartsrisiko i den finansielle sektor samt for at styrke den digitale operationelle modstandsdygtighed i finansielle enheder, der er afhængige af kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester for levering af de IKT-tjenester, der understøtter leveringen af finansielle tjenesteydelser, og dermed bidrage til at bevare stabiliteten i Unionens finansielle system og integriteten i det indre marked for finansielle tjenesteydelser, bør kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester være omfattet af en EU-tilsynsramme. Selv om oprettelsen af tilsynsrammen er begrundet i merværdien af at træffe foranstaltninger på EU-plan, og i kraft af den iboende rolle og de særlige forhold, der gør sig gældende for brugen af IKT-tjenester i forbindelse med levering af finansielle tjenesteydelser, bør det samtidig erindres, at denne løsning kun forekommer hensigtsmæssig inden for rammerne af denne forordning, der specifikt omhandler digital operationel modstandsdygtighed i den finansielle sektor. En sådan tilsynsramme bør imidlertid ikke betragtes som en ny model for EU-tilsyn inden for finansielle tjenesteydelser og aktiviteter.

(77)

Tilsynsrammen bør kun finde anvendelse på kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester. Der bør derfor være en udpegelsesmekanisme for at tage hensyn til omfanget og karakteren af den finansielle sektors afhængighed af sådanne tredjepartsudbydere af IKT-tjenester. Denne mekanisme bør indebære et sæt kvantitative og kvalitative kriterier til fastsættelse af parametre for kritisk karakter som grundlag for medtagelse i tilsynsrammen. For at sikre nøjagtigheden af denne vurdering og uanset tredjepartsudbyderen af IKT-tjenesters virksomhedsstruktur bør sådanne kriterier, hvis der er tale om en tredjepartsudbyder af IKT-tjenester, der er en del af en større koncern, tage hensyn til hele koncernstrukturen for tredjepartsudbyderen af IKT-tjenester. På den ene side bør kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, som ikke automatisk udpeges i medfør af disse kriterier, have mulighed for at deltage i tilsynsrammen på frivillig basis, men på den anden side bør tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, der allerede er omfattet af tilsynsrammer, som understøtter udførelsen af Det Europæiske System af Centralbankers opgaver som omhandlet i artikel 127, stk. 2, i TEUF, undtages.

(78)

Tilsvarende bør finansielle enheder, der leverer IKT-tjenester til andre finansielle enheder, selv om de tilhører kategorien af tredjepartsudbydere af IKT-tjenester i henhold til denne forordning, også undtages fra tilsynsrammen, da de allerede er underlagt tilsynsmekanismer, der er oprettet ved den relevante EU-ret om finansielle tjenesteydelser. Hvor det er relevant, bør de kompetente myndigheder i forbindelse med deres tilsynsaktiviteter tage hensyn til den IKT-risiko, som finansielle enheder, der leverer IKT-tjenester, udgør for finansielle enheder. På grund af de eksisterende risikoovervågningsmekanismer på koncernniveau bør den samme undtagelse ligeledes indføres for tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, der hovedsageligt leverer tjenester til enheder i deres egen koncern. Tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, der udelukkende leverer IKT-tjenester i én medlemsstat til finansielle enheder, der kun er aktive i den pågældende medlemsstat, bør også undtages fra udpegelsesmekanismen på grund af deres begrænsede aktiviteter og manglende grænseoverskridende virkninger.

(79)

Den digitale omstilling, der er sket inden for finansielle tjenesteydelser, har medført en hidtil uset grad af anvendelse og afhængighed af IKT-tjenester. Eftersom det er blevet utænkeligt at levere finansielle tjenesteydelser uden brug af cloudcomputingtjenester, softwareløsninger og datarelaterede tjenester, er Unionens finansielle økosystem blevet uløseligt forbundet med visse IKT-tjenester, der leveres af leverandører af IKT-tjenester. Nogle af disse leverandører, som er innovatorer i udviklingen og anvendelsen af IKT-baserede teknologier, spiller en væsentlig rolle i leveringen af finansielle tjenesteydelser eller er blevet integreret i værdikæden for finansielle tjenesteydelser. De er således blevet afgørende for stabiliteten og integriteten af Unionens finansielle system. Denne udbredte afhængighed af tjenester, der leveres af kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, kombineret med den indbyrdes afhængighed mellem forskellige markedsoperatørers informationssystemer skaber en direkte og potentielt alvorlig risiko for Unionens system for finansielle tjenesteydelser og for kontinuiteten i leveringen af finansielle tjenesteydelser, hvis kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester påvirkes af operationelle forstyrrelser eller større cyberhændelser. Cyberhændelser har en markant evne til at vokse og sprede sig i hele det finansielle system i betydeligt hurtigere tempo end andre typer risici, der overvåges i den finansielle sektor, og kan brede sig over sektorer og geografiske grænser. De har potentiale til at udvikle sig til en systemisk krise, hvor tilliden til det finansielle system udhules på grund af forstyrrelser af funktioner, der understøtter realøkonomien, eller til betydelige finansielle tab, der når et niveau, som det finansielle system ikke kan holde til, eller som kræver anvendelse af omfattende foranstaltninger til at absorbere chok. For at forhindre, at disse scenarier finder sted og derved bringer den finansielle stabilitet og integritet i Unionen i fare, er det afgørende at sikre konvergens i tilsynspraksis vedrørende IKT-tredjepartsrisiko inden for finansiering, navnlig gennem nye regler, der giver Unionen mulighed for at føre tilsyn med kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester.

(80)

Tilsynsrammen afhænger i høj grad af graden af samarbejde mellem den ledende tilsynsførende og den kritiske tredjepartsudbyder af IKT-tjenester, der til finansielle enheder leverer tjenester, som påvirker leveringen af finansielle tjenesteydelser. Et vellykket tilsyn er bl.a. baseret på den ledende tilsynsførendes evne til effektivt at gennemføre overvågningsmissioner og inspektioner for at vurdere de regler, kontroller og processer, der anvendes af de kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, samt for at vurdere deres aktiviteters potentielle kumulative indvirkning på den finansielle stabilitet og det finansielle systems integritet. Samtidig er det afgørende, at kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester følger den ledende tilsynsførendes henstillinger og imødekommer dennes betænkeligheder. Eftersom manglende samarbejde fra en kritisk tredjepartsudbyder af IKT-tjenester, der leverer tjenester, som påvirker leveringen af finansielle tjenesteydelser, f.eks. afslag på at give adgang til sine lokaler eller indgive oplysninger, i sidste ende vil fratage den ledende tilsynsførende sine afgørende værktøjer for at vurdere IKT-tredjepartsrisiko og kan have en negativ indvirkning på den finansielle stabilitet og det finansielle systems integritet, er det nødvendigt også at indføre en passende sanktionsordning.

(81)

På denne baggrund bør det sikres, at den ledende tilsynsførendes behov for at kunne pålægge tvangsbøder for at tvinge kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester til at efterleve de gennemsigtigheds- og adgangsrelaterede forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, ikke bringes i fare på grund af de vanskeligheder, som håndhævelsen af disse tvangsbøder giver anledning til over for kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester med hjemsted i tredjelande. For at sikre, at sådanne sanktioner kan håndhæves, og for at muliggøre en hurtig indførelse af procedurer, der opretholder de kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenesters ret til forsvar i forbindelse med udpegelsesmekanismen og udstedelsen af henstillinger, bør disse kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, der leverer tjenester til finansielle enheder, som påvirker leveringen af finansielle tjenesteydelser, være forpligtet til at opretholde en passende forretningsmæssig tilstedeværelse i Unionen. På grund af tilsynets karakter og manglen på sammenlignelige ordninger i andre jurisdiktioner er der ingen egnede alternative mekanismer til at nå dette mål gennem et effektivt samarbejde med finansielle tilsynsmyndigheder i tredjelande om overvågning af virkningen af de digitale operationelle risici hidrørende fra de systemiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, som betragtes som kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester med hjemsted i tredjelande. For at fortsætte leveringen af IKT-tjenester til finansielle enheder i Unionen bør en tredjepartsudbyder af IKT-tjenester med hjemsted i tredjelande, der er udpeget som kritisk i overensstemmelse med denne forordning, derfor senest 12 måneder efter udpegelsen træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre sin registrering som selskab i Unionen ved at oprette en dattervirksomhed som defineret i gældende EU-ret, nemlig i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU (21).

(82)

Kravet om at oprette en dattervirksomhed i Unionen bør ikke forhindre den kritiske tredjepartsudbyder af IKT-tjenester i at levere IKT-tjenester og dertil knyttet teknisk support fra faciliteter og infrastruktur beliggende uden for Unionen. Denne forordning pålægger ikke en datalokaliseringsforpligtelse, da den ikke kræver, at datalagring eller -behandling skal finde sted i Unionen.

(83)

Kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester bør kunne levere IKT-tjenester fra et hvilket som helst sted i verden og derfor ikke nødvendigvis eller ikke kun fra lokaler beliggende i Unionen. Tilsynsaktiviteter bør først gennemføres på lokaler beliggende i Unionen og ved at interagere med enheder, der er beliggende i Unionen, herunder de dattervirksomheder, der er etableret af kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester i henhold til denne forordning. Sådanne tiltag inden for Unionen kan imidlertid være utilstrækkelige til, at den ledende tilsynsførende fuldt ud og effektivt kan varetage sine opgaver i henhold til denne forordning. Den ledende tilsynsførende bør derfor også kunne udøve sine relevante tilsynsbeføjelser i tredjelande. Udøvelsen af disse beføjelser i tredjelande bør gøre det muligt for den ledende tilsynsførende at undersøge de faciliteter, hvorfra IKT-tjenesterne eller de tekniske supporttjenester faktisk leveres eller forvaltes af den kritiske tredjepartsudbyder af IKT-tjenester, og bør give den ledende tilsynsførende en omfattende og operationel forståelse af IKT-risikostyringen ved den kritiske tredjepartsudbyder af IKT-tjenester. Den ledende tilsynsførendes mulighed for som et EU-agentur at udøve beføjelser uden for Unionens område bør være behørigt afgrænset af relevante betingelser, navnlig samtykke fra den berørte kritiske tredjepartsudbyder af IKT-tjenester. Tilsvarende bør de relevante myndigheder i tredjelandet underrettes om og ikke have gjort indsigelse mod den ledende tilsynsførendes udøvelse af aktiviteter på deres eget område. For at sikre en effektiv gennemførelse, og uden at det berører EU-institutionernes og medlemsstaternes respektive beføjelser, er det imidlertid også nødvendigt, at sådanne beføjelser er fuldt forankret i indgåelsen af administrative samarbejdsordninger med de relevante myndigheder i det berørte tredjeland. Denne forordning bør derfor give ESA'erne mulighed for at indgå administrative samarbejdsordninger med de relevante myndigheder i tredjelande, som ikke derudover bør skabe retlige forpligtelser for Unionen og dens medlemsstater.

(84)

For at lette kommunikationen med den ledende tilsynsførende og sikre passende repræsentation bør kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, som indgår i en koncern, udpege én juridisk person som deres koordinationspunkt.

(85)

Tilsynsrammen bør ikke berøre medlemsstaternes beføjelser til at gennemføre deres egne tilsyns- eller overvågningsmissioner i forhold til tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, som ikke er udpeget som kritiske i henhold til denne forordning, men som anses for at være vigtige på nationalt plan.

(86)

For at sikre effekten af den institutionelle flerlagsarkitektur på området for finansielle tjenesteydelser bør Det Fælles Udvalg af ESA'er fortsat sikre samlet koordinering på tværs af sektorer af alle forhold, der vedrører IKT-risiko, i overensstemmelse med dets opgaver vedrørende cybersikkerhed. Det bør få støtte fra et nyt underudvalg (»tilsynsforummet«), der udfører det forberedende arbejde både med henblik på individuelle afgørelser rettet mod kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester og med henblik på udstedelse af kollektive henstillinger, navnlig i forbindelse med benchmarking af tilsynsprogrammerne for kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, og fastlæggelse af bedste praksis for håndtering af spørgsmål vedrørende IKT-koncentrationsrisiko.

(87)

For at sikre et passende og effektivt tilsyn på EU-plan med kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, fastsættes det i denne forordning, at enhver af de tre ESA'er kan udpeges som en ledende tilsynsførende. Den individuelle tildeling af en kritisk tredjepartsudbyder af IKT-tjenester til en af de tre ESA'er bør være resultatet af en vurdering af, hvilke finansielle enheder der overvejende opererer i de finansielle sektorer, som den pågældende ESA har ansvaret for. Denne tilgang bør føre til en afbalanceret fordeling af opgaver og ansvarsområder mellem de tre ESA'er i forbindelse med udøvelsen af tilsynsfunktionerne og bør gøre bedst mulig brug af de menneskelige ressourcer og den tekniske ekspertise, der er til rådighed i hver af de tre ESA'er.

(88)

Ledende tilsynsførende bør tildeles de nødvendige beføjelser til at foretage undersøgelser, gennemføre inspektioner på stedet og eksterne inspektioner i lokaler og på steder hos kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenesters og indhente fuldstændige og ajourførte oplysninger. Disse beføjelser bør sætte den ledende tilsynsførende i stand til at opnå en reel indsigt i typen, omfanget og virkningerne af den IKT-tredjepartsrisiko, der berører finansielle enheder og i sidste ende Unionens finansielle system. Overdragelse af hovedansvaret for tilsynsrollen til ESA'erne udgør en forudsætning for at forstå og håndtere den systemiske dimension af IKT-risiko inden for finansiering. Den indvirkning, som kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester har på Unionens finansielle sektor, og de potentielle problematikker, der skyldes den deraf følgende IKT-koncentrationsrisiko, kræver en kollektiv tilgang på EU-plan. Samtidig gennemførelse af flere revisioner og adgangsrettigheder, der udføres separat af en lang række kompetente myndigheder med begrænset eller ingen indbyrdes koordinering, vil forhindre de finansielle tilsynsmyndigheder i at få et fuldstændigt og omfattende overblik over IKT-tredjepartsrisiko i Unionen, samtidig med at der også skabes redundans, byrder og kompleksitet for kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, hvis de er genstand for mange overvågnings- og inspektionsanmodninger.

(89)

Da udpegelsen som kritisk har en betydelig indvirkning, bør denne forordning sikre, at rettighederne for kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester overholdes i hele gennemførelsen af tilsynsrammen. Inden sådanne udbydere udpeges som kritiske, bør de f.eks. have ret til at indgive en begrundet erklæring til den ledende tilsynsførende med alle relevante oplysninger med henblik på vurderingen i forbindelse med deres udpegelse. Eftersom den ledende tilsynsførende bør have beføjelse til at fremsætte henstillinger vedrørende IKT-risiko og passende afhjælpende foranstaltninger dertil, hvilket omfatter beføjelsen til at gøre indsigelse mod visse kontraktlige ordninger, som i sidste ende påvirker stabiliteten i den finansielle enhed eller det finansielle system, bør kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester også have mulighed for inden færdiggørelsen af disse henstillinger at fremlægge redegørelser for den forventede virkning af de løsninger, der påtænkes i henstillingen, for kunder, som er enheder, der ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og for at udarbejde løsninger til at afbøde risici. Kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, der er uenige i henstillingerne, bør indgive en begrundet redegørelse for deres hensigt om ikke at tilslutte sig henstillingen. Hvis en sådan begrundet redegørelse ikke indgives, eller hvis den anses for at være utilstrækkelig, bør den ledende tilsynsførende udsende en offentlig meddelelse, der kort beskriver den manglende overholdelse.

(90)

De kompetente myndigheder bør på behørig vis medtage opgaven med at kontrollere den indholdsmæssige overholdelse af henstillinger, som er udstedt af den ledende tilsynsførende, i deres funktioner med hensyn til tilsyn med finansielle enheder. De kompetente myndigheder bør kunne kræve, at finansielle enheder træffer yderligere foranstaltninger for at imødegå de risici, der er konstateret i den ledende tilsynsførendes henstillinger, og bør i rette tid udstede underretninger herom. Hvis den ledende tilsynsførende retter henstillinger til kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, der er underlagt tilsyn i henhold til direktiv (EU) 2022/2555, bør de kompetente myndigheder på frivillig basis og inden vedtagelsen af yderligere foranstaltninger kunne høre de kompetente myndigheder i henhold til nævnte direktiv for at fremme en koordineret tilgang til håndteringen af de pågældende kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester.

(91)

Udøvelsen af tilsynet bør styres af tre operationelle principper, der har til formål at sikre: a) tæt koordinering mellem ESA'erne i deres rolle som ledende tilsynsførende gennem et fælles tilsynsnetværk, b) overensstemmelse med den ramme, der er fastlagt ved direktiv (EU) 2022/2555 (gennem en frivillig høring af organer i henhold til nævnte direktiv, for at undgå overlapning af foranstaltninger rettet mod kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester), og c) anvendelse af omhu for at minimere den potentielle risiko for forstyrrelser af tjenester, der leveres af kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester til kunder, der er enheder, som ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

(92)

Tilsynsrammen bør ikke erstatte eller på nogen måde eller for nogen dels vedkommende træde i stedet for kravet til de finansielle enheder om selv at forvalte de risici, der er forbundet med brugen af tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, herunder deres forpligtelse til at opretholde en løbende overvågning af kontraktlige ordninger, der indgås med kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester. Ligeledes bør tilsynsrammen ikke berøre finansielle enheders fulde ansvar for at overholde og opfylde alle de retlige forpligtelser, der er fastsat i denne forordning og i den relevante finansielle tjenesteydelsesret.

(93)

For at undgå dobbeltbestemmelser og overlapninger bør de kompetente myndigheder afholde sig fra individuelt at træffe foranstaltninger, der har til formål at overvåge risici hos den kritiske tredjepartsudbyder af IKT-tjenester, og bør i den forbindelse basere sig på den relevante ledende tilsynsførendes vurdering. Alle foranstaltninger bør under alle omstændigheder koordineres og vedtages på forhånd med den ledende tilsynsførende som led i udførelsen af opgaver i tilsynsrammen.

(94)

For at fremme konvergens på internationalt plan vedrørende brug af bedste praksis for gennemgangen og overvågningen af den digitale risikostyring, der foretages af tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, bør ESA'erne opfordres til at indgå samarbejdsordninger med relevante tilsyns- og reguleringsmyndigheder i tredjelande.

(95)

Med henblik på at udnytte de specifikke kompetencer, tekniske færdigheder og ekspertisen blandt personale, der er specialiseret i operationel risiko og IKT-risiko hos de kompetente myndigheder, de tre ESA'er og, på frivillig basis, de kompetente myndigheder i henhold til direktiv (EU) 2022/2555, bør den ledende tilsynsførende trække på national tilsynskapacitet og -viden og oprette særlige undersøgelsesteams for hver kritisk tredjepartsudbyder af IKT-tjenester, samle tværfaglige teams til støtte for forberedelsen og udførelsen af tilsynsaktiviteter, herunder generelle undersøgelser og inspektioner hos kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, samt med henblik på enhver nødvendig opfølgning heraf.

(96)

Om end omkostninger som følge af tilsynsopgaver vil blive fuldt ud finansieret af gebyrer, der opkræves af kritiske tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, vil ESA'erne dog sandsynligvis inden starten af tilsynsrammen pådrage sig omkostninger for gennemførelsen af særlige IKT-systemer, der understøtter det kommende tilsyn, eftersom der på forhånd vil skulle udvikles og deployeres særlige IKT-systemer. Denne forordning indeholder derfor bestemmelser om en hybrid finansieringsmodel, hvorved tilsynsrammen som sådan vil blive fuldt ud finansieret af gebyrer, mens udviklingen af ESA'ernes IKT-systemer vil blive finansieret af bidrag fra Unionen og de nationale kompetente myndigheder.

(97)

De kompetente myndigheder bør have alle de påkrævede tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, således at de kan sikre, at de udfører deres opgaver i henhold til denne forordning korrekt. De bør i princippet offentliggøre meddelelser om de administrative sanktioner, de pålægger. Da finansielle enheder og tredjepartsudbydere af IKT-tjenester kan have hjemsted i forskellige medlemsstater og være underlagt forskellige kompetente myndigheders tilsyn, bør anvendelsen af denne forordning lettes, dels af et tæt samarbejde blandt de relevante kompetente myndigheder, herunder ECB for så vidt angår specifikke opgaver, som den er tillagt ved Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013, dels af høring af ESA'erne gennem gensidig informationsudveksling og levering af bistand i forbindelse med relevante tilsynsaktiviteter.

(98)

For yderligere at kvantificere og kvalificere kriterierne for udpegelsen af tredjepartsudbydere af IKT-tjenester som kritiske og harmonisere tilsynsgebyrerne bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for at supplere denne forordning for så vidt angår yderligere præcisering af de systemiske virkninger, som et svigt eller et operationelt driftstop foretaget af en tredjepartsudbyder af IKT-tjenester kan få for de finansielle enheder, den leverer IKT-tjenester til, antallet af globale systemisk vigtige institutter (G-SII'er) eller andre systemisk vigtige institutter (O-SII'er), som er afhængige af den pågældende tredjepartsudbyder af IKT-tjenester, antallet af tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, der er aktive på et givet marked, omkostningerne forbundet med at migrere data og IKT-arbejdsbyrden til andre tredjepartsudbydere af IKT-tjenester samt omfanget af tilsynsgebyrerne og den måde, hvorpå de skal betales. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (22). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter bør Europa-Parlamentet og Rådet navnlig modtage alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter bør have systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(99)

Reguleringsmæssige tekniske standarder bør sikre en konsekvent harmonisering af kravene i denne forordning. ESA'erne bør i deres egenskab af organer med højt specialiseret faglig kompetence udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ikke indebærer politikbeslutninger, med henblik på forelæggelse for Kommissionen. Der bør udarbejdes reguleringsmæssige tekniske standarder på områderne IKT-risikostyring, indberetning af større IKT-relaterede hændelser, test samt i forbindelse med centrale krav med henblik på en forsvarlig overvågning af IKT-tredjepartsrisiko. Kommissionen og ESA'erne bør sikre, at disse standarder og krav kan anvendes af alle finansielle enheder på en måde, der står i rimeligt forhold til deres størrelse og samlede risikoprofil samt karakteren, omfanget og kompleksiteten af deres tjenester, aktiviteter og operationer. Kommissionen bør tillægges beføjelse til at vedtage sådanne reguleringsmæssige tekniske standarder ved hjælp af delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010.

(100)

For at gøre det lettere at sammenligne indberetninger af større IKT-relaterede hændelser og større operationelle eller sikkerhedsmæssige betalingsrelaterede hændelser samt sikre gennemsigtighed med hensyn til kontraktlige ordninger for brugen af IKT-tjenester, der leveres af tredjepartsudbydere af IKT-tjenester, bør ESA'erne udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der fastlægger standardiserede modeller, formularer og procedurer, således at finansielle enheder kan indberette en større IKT-relateret hændelse og en større operationel eller sikkerhedsmæssig betalingsrelateret hændelse, samt standardiserede modeller for registret over oplysninger. Når ESA'erne udarbejder disse standarder, bør de tage hensyn til den finansielle enheds størrelse og samlede risikoprofil samt karakteren, omfanget og kompleksiteten af dens tjenester, aktiviteter og operationer. Kommissionen bør tillægges beføjelse til at vedtage sådanne gennemførelsesmæssige tekniske standarder ved hjælp af gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010.

(101)

Da der allerede er fastsat yderligere krav ved delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter baseret på de reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 (23), (EU) nr. 648/2012 (24), (EU) nr. 600/2014 (25) og (EU) nr. 909/2014 (26), bør ESA'erne bemyndiges til enten individuelt eller i fællesskab via Det Fælles Udvalg at forelægge reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen med henblik på vedtagelse af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter om overførsel og ajourføring af eksisterende regler for IKT-risikostyring.

(102)

Eftersom denne forordning sammen med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2556 (27) for at sikre fuld sammenhæng indebærer en konsolidering af bestemmelserne om IKT-risikostyring i forskellige forordninger og direktiver i gældende EU-ret vedrørende finansielle tjenesteydelser, herunder forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 909/2014 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 (28), bør nævnte forordninger ændres for at præcisere, at de gældende IKT-risikorelaterede bestemmelser er fastsat i nærværende forordning.

(103)

Derfor bør anvendelsesområdet for de relevante artikler vedrørende operationel risiko, i henhold til hvilke de beføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014, (EU) nr. 909/2014 og (EU) 2016/1011, gav mandat til vedtagelsen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, indskrænkes med henblik på at overføre alle de bestemmelser om aspekterne vedrørende digital operationel modstandsdygtighed, som i dag indgår i nævnte forordninger, til nærværende forordning.

(104)

Den potentielle systemiske cyberrisiko, der er forbundet med anvendelsen af IKT-infrastrukturer, som muliggør drift af betalingssystemer og levering af betalingsbehandlingsaktiviteter, bør håndteres behørigt på EU-plan gennem harmoniserede regler om digital modstandsdygtighed. Kommissionen bør derfor hurtigt vurdere behovet for at gennemgå denne forordnings anvendelsesområde og samtidig tilpasse en sådan gennemgang til resultatet af den omfattende gennemgang, der er omhandlet i direktiv (EU) 2015/2366. Talrige storstilede angreb har det seneste årti vist, hvordan betalingssystemer er blevet eksponeret for cybertrusler. Med en central placering i betalingstjenestekæden og stærke indbyrdes forbindelser til det finansielle system som helhed har betalingssystemer og betalingsbehandlingsaktiviteter fået afgørende betydning for, at Unionens finansielle markeder kan fungere. Cyberangreb på sådanne systemer kan forårsage alvorlige operationelle driftsforstyrrelser med direkte konsekvenser for centrale økonomiske funktioner såsom lettelse af betalinger og indirekte virkninger for dermed forbundne økonomiske processer. Indtil der er indført en harmoniseret ordning og tilsyn med operatører af betalingssystemer og behandlingsenheder på EU-plan, kan medlemsstaterne med henblik på at anvende lignende markedspraksisser lade sig inspirere af de krav til digital operationel modstandsdygtighed, der er fastsat i denne forordning, når de anvender regler på operatører af betalingssystemer og behandlingsenheder, der er underlagt tilsyn i deres egne jurisdiktioner.

(105)

Målet for denne forordning, nemlig at opnå et højt niveau af digital operationel modstandsdygtighed for regulerede finansielle enheder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, fordi det kræver harmonisering af flere forskellige regler i EU-retten og national ret, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(106)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (29) og afgav en udtalelse den 10. maj 2021 (30) —