EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2021/2167 af 24. november 2021 om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU (EØS-relevant tekst)

(1)

En af Unionens prioriteter er at udarbejde en samlet strategi for håndtering af misligholdte lån. Selv om det primære ansvar for at håndtere misligholdte lån ligger hos kreditinstitutterne og medlemsstaterne, er der også en klar EU-dimension i at mindske de aktuelle beholdninger af misligholdte lån samt forhindre enhver overdreven ophobning af misligholdte lån i fremtiden. I betragtning af den indbyrdes afhængighed mellem bank- og finanssystemerne i hele Unionen, hvor kreditinstitutter opererer i flere jurisdiktioner og medlemsstater, er der betydelige potentielle afsmittende virkninger mellem medlemsstaterne og Unionen som helhed med konsekvenser for både den økonomiske vækst og den finansielle stabilitet.

(2)

Et integreret finansielt system vil øge modstandsdygtigheden i Den Økonomiske og Monetære Union over for negative chok ved at fremme privat risikodeling på tværs af grænserne og samtidig mindske behovet for offentlig risikodeling. For at nå disse mål bør Unionen fuldføre bankunionen og yderligere udvikle en kapitalmarkedsunion. Håndtering af de store beholdninger af misligholdte lån og en eventuel fremtidig akkumulering heraf er afgørende for at kunne styrke bankunionen, da dette er nødvendigt for at kunne sikre konkurrence i banksektoren, bevare den finansielle stabilitet og fremme långivningen for dermed at skabe beskæftigelse og vækst i Unionen.

(3)

Rådets konklusioner af 11. juli 2017 om »Handlingsplan for behandling af misligholdte lån i Europa« (»handlingsplanen«) opfordrede forskellige organer til at træffe passende foranstaltninger til yderligere at håndtere det store antal misligholdte lån i Unionen og forhindre en eventuel akkumulering af dem i fremtiden. I handlingsplanen skitseres en samlet tilgang, der fokuserer på en kombination af komplementære politiske tiltag på fire områder: i) banktilsyn og -regulering, ii) reform af rammerne for omstrukturering, insolvens og gældsinddrivelse, iii) udvikling af sekundære markeder for nødlidende aktiver og iv) fremme af omstrukturering af banksystemet. Tiltag på disse områder skal træffes på nationalt plan og på EU-plan, hvis det er relevant. Kommissionen tilkendegav en tilsvarende hensigt i sin meddelelse af 11. oktober 2017 om fuldførelse af bankunionen, hvori den opfordrede til udarbejdelse af en samlet pakke vedrørende håndtering af misligholdte lån i Unionen.

(4)

Dette direktiv vil sammen med de andre foranstaltninger, som Kommissionen fremsætter forslag om, samt de foranstaltninger, der er truffet af Den Europæiske Centralbank (ECB) i forbindelse med banktilsyn under den fælles tilsynsmekanisme og af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (4), skabe passende rammer for kreditinstitutterne til at håndtere misligholdte lån på deres balancer og mindske risikoen for fremtidig akkumulering af misligholdte lån.

(5)

Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 (5), skal i forbindelse med udvikling af makroprudentielle tilgange til forebyggelse af fremkomsten af systemiske risici for så vidt angår misligholdte lån udstede makroprudentielle advarsler og henstillinger i relation til det sekundære marked for misligholdte lån.

(6)

Europa Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/630 (6) indførte nye regler i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (7), efter hvilke kreditinstitutterne er forpligtet til at afsætte tilstrækkelige midler, når nye lån misligholdes, hvilket burde skabe tilstrækkelige incitamenter til at løse problemet vedrørende misligholdte lån på et tidligt stadium og forhindre overdreven akkumulering heraf. Hvis lån misligholdes, ville mere effektive fyldestgørelsesmekanismer for sikrede lån give kreditinstitutterne mulighed for at gennemføre en holistisk strategi for at fyldestgøre misligholdte lån, med forbehold af stærke og effektive beskyttelsesforanstaltninger for låntagerne. Hvis beholdningerne af misligholdte lån alligevel bliver for store, bør kreditinstitutterne være i stand til at sælge dem på effektive, konkurrencedygtige og gennemsigtige sekundære markeder til andre aktører. Kreditinstitutternes kompetente myndigheder vil vejlede dem i denne henseende på grundlag af deres bankspecifikke, såkaldte søjle 2-beføjelser i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013. Hvis misligholdte lån bliver et alvorligt og generelt problem, kan medlemsstaterne oprette nationale porteføljeadministrationsselskaber eller træffe andre alternative foranstaltninger inden for rammerne af de gældende regler om statsstøtte og bankafvikling.

(7)

Dette direktiv bør gøre det lettere for kreditinstitutter at håndtere lån, der misligholdes, ved at forbedre mulighederne for salg af kreditten til tredjemand. Når kreditinstitutter står over for en stor ophobning af misligholdte lån og mangler personale eller ekspertise til at servicere lånene på en passende måde, bør de enten kunne outsource serviceringen af sådanne lån til en specialiseret kreditservicevirksomhed eller overføre kreditaftalen til en kreditkøber, der har den fornødne risikovillighed og ekspertise til at forvalte den.

(8)

I den offentlige debat i visse medlemsstater henvises der ganske vist ofte til udtryk som »lån« og »banker«, men i det følgende anvendes udtrykkene »kredit« eller »kreditaftaler« og »kreditinstitut«. Direktivet omfatter desuden både en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale og selve den misligholdte kreditaftale.

(9)

Dette direktiv bør fremme udviklingen af sekundære markeder for misligholdte lån i EU ved at fjerne hindringer og fastsætte beskyttelsesforanstaltninger for overførsel af misligholdte lån fra kreditinstitutter til kreditkøbere og samtidig beskytte låntagerens rettigheder. Enhver vedtaget foranstaltning bør harmonisere kravene om meddelelse af tilladelse til kreditservicevirksomheder. Ved dette direktiv bør der derfor etableres en EU-ramme for både købere af og kreditservicevirksomheder for misligholdte kreditaftaler, der udstedes af kreditinstitutter, hvor kreditservicevirksomhederne bør indhente tilladelse fra og underlægges tilsyn af medlemsstaternes kompetente myndigheder.

(10)

I øjeblikket kan kreditkøbere og kreditservicevirksomheder ikke udnytte fordelene ved det indre marked på grund af barrierer, der er opstået som følge af divergerende nationale ordninger i mangel af en særlig, sammenhængende regulerings- og tilsynsmæssig ordning. Der findes i øjeblikket ingen fælles EU-standarder for reguleringen af kreditservicevirksomheder. Navnlig er der ikke fastsat fælles standarder for reguleringen af gældsinddrivelse. Medlemsstaterne har meget forskellige regler for, hvordan kreditkøbere kan erhverve kreditaftaler fra kreditinstitutter. Kreditkøbere, som køber kredit udstedt af kreditinstitutter, er i visse medlemsstater ikke omfattet af regulering, mens de i andre er underlagt forskellige krav, undertiden endda et krav om at skulle indhente tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut. Disse forskelle mellem reguleringsmæssige krav har skabt betydelige hindringer for lovligt køb af kredit på tværs af grænserne i Unionen hovedsageligt ved at øge de efterlevelsesomkostninger, kreditkøbere konfronteres med, når de søger at købe kreditporteføljer. Som følge heraf opererer kreditkøbere kun i et begrænset antal medlemsstater, hvilket har medført svag konkurrence på det indre marked, da antallet af interesserede kreditkøbere fortsat er lavt. Dette har omvendt ført til et ineffektivt sekundært marked for misligholdte lån. Desuden har de hovedsageligt nationale markeder for misligholdte lån tendens til at være af begrænset omfang.

(11)

Kreditkøberes begrænsede deltagelse har resulteret i en lav efterspørgsel, svag konkurrence og lave købspriser for porteføljer af kreditaftaler på de sekundære markeder, hvilket er en hæmsko for kreditinstitutter, når det drejer sig om at sælge misligholdte kreditaftaler. Der er derfor en klar EU-dimension i det at udvikle markeder for kreditter ydet af kreditinstitutter og solgt til kreditkøbere. På den ene side bør det være muligt for kreditinstitutter at sælge misligholdte kreditaftaler på EU-plan på effektive, konkurrencedygtige og gennemsigtige sekundære markeder. På den anden side gør fuldførelsen af bankunionen og af kapitalmarkedsunionen det nødvendigt at handle for at forhindre akkumulering af misligholdte kreditaftaler på kreditinstitutternes balancer, således at de fortsat kan varetage deres opgave med at finansiere økonomien. Dette direktiv omfatter derfor kun kreditkøbere, der handler som led i deres erhvervsmæssige virksomhed, når de erhverver en kreditaftale, hvis den pågældende kreditaftale er en misligholdt kreditaftale.

(12)

Misligholdt kredit, der oprindelig blev ydet af et kreditinstitut, kan i forbindelse med servicering af kreditten blive til ikke-misligholdt kredit. I så fald bør kreditservicevirksomheder kunne fortsætte med at udføre deres aktiviteter på grundlag af deres tilladelse til at udøve virksomhed som kreditservicevirksomheder i overensstemmelse med dette direktiv.

(13)

Visse medlemsstater regulerer kreditserviceringsaktiviteter, men i forskelligt omfang. For det første regulerer kun nogle af medlemsstaterne disse aktiviteter, og de definerer de omfattede aktiviteter meget forskelligt. De øgede omkostninger ved overholdelse af reglerne udgør en hindring for at udvikle strategier for udvidelse ved hjælp af sekundær etablering eller grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. For det andet stiller et betydeligt antal medlemsstater krav om tilladelser til nogle af de aktiviteter, som disse kreditservicevirksomheder udfolder. Disse tilladelser pålægger forskellige krav og giver ikke mulighed for grænseoverskridende opskalering. Dette virker igen som en hindring for levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne. Endelig er lokal etablering i visse tilfælde lovpligtig, hvilket hindrer udøvelse af friheden til at levere tjenesteydelser på tværs af grænser.

(14)

Kreditservicevirksomheder kan levere tjenesteydelser til kreditinstitutter og til kreditkøbere, som ikke er kreditinstitutter, men et konkurrencedygtigt og integreret marked for kreditservicevirksomheder forudsætter, at der skabes et konkurrencedygtigt og integreret marked for kreditkøbere. Kreditkøbere beslutter ofte at outsource kreditserviceringsaktiviteter til andre enheder, da de ikke selv har kapacitet til at servicere kredit, og de kan derfor være tilbageholdende med at købe kredit fra kreditinstitutter, hvis de ikke kan outsource bestemte ydelser.

(15)

Manglende konkurrence på markedet for køb af kredit og for kreditserviceringsaktiviteter medfører, at kreditkøbere skal betale kreditservicevirksomheder høje gebyrer for deres tjenesteydelser, og fører til lave priser på sekundære markeder for kredit. Dette mindsker incitamenterne for kreditinstitutterne til at afhænde deres beholdninger af misligholdte lån.

(16)

Derfor er det nødvendigt med en indsats på EU-plan for at tage højde for kreditkøberes og kreditservicevirksomheders situation i forhold til misligholdt kredit, der oprindeligt er ydet af kreditinstitutter. Dette direktiv berører dog ikke reglerne i henhold til EU-retten og national ret om kreditoptagelse, herunder i tilfælde, hvor kreditservicevirksomheder kan anses for at deltage i kreditformidling. Direktivet berører heller ikke de nationale bestemmelser om yderligere krav til en kreditkøber eller en kreditservicevirksomhed for så vidt angår genforhandling af vilkårene og betingelserne i henhold til en kreditaftale.

(17)

Det er op til medlemsstaterne at regulere kreditserviceringsaktiviteter, der ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, såsom tjenester, der tilbydes for kreditaftaler, der er udstedt af ikke-kreditinstitutter, eller kreditserviceringsaktiviteter, der udføres af fysiske personer, herunder ved at indføre krav, der svarer til kravene i dette direktiv. Sådanne enheder og fysiske personer vil imidlertid ikke kunne gøre brug af en eventuel pasordning for sådanne tjenesteydelser i andre medlemsstater.

(18)

Dette direktiv bør ikke berøre restriktioner under national ret vedrørende overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller en overførsel af selve denne misligholdte kreditaftale, som ikke er blevet opsagt i overensstemmelse med national civilret med den virkning, at alle tilgodehavender i henhold til kreditaftalen øjeblikkeligt forfalder, hvor dette kræves med henblik på overførsel til en enhed uden for banksystemet. I overensstemmelse hermed vil der være medlemsstater, hvor ikke-regulerede kreditgiveres erhvervelse af misligholdte kreditaftaler, hvor betalingsfristen ikke er overskredet eller er overskredet med færre end 90 dage, eller som ikke er blevet opsagt i overensstemmelse med national civilret, vil være begrænset under hensyntagen til de nationale regler. Det er op til medlemsstaterne at regulere overførslen af ikke-misligholdte kreditaftaler, herunder ved at stille krav, der svarer til kravene i dette direktiv.

(19)

Dette direktiv bør ikke berøre EU-retten vedrørende retsligt samarbejde i civilsager, navnlig bestemmelserne om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser og om retternes kompetence, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (8) og (EU) nr. 1215/2012 (9), herunder anvendelsen af disse retsakter og bestemmelser i det enkelte tilfælde. Alle kreditgivere og personer, som repræsenterer dem, er forpligtet til at overholde EU-retten, når de er i kontakt med forbrugeren og de nationale myndigheder, for at sikre, at forbrugernes rettigheder beskyttes.

(20)

Kreditservicevirksomheder og kreditkøbere bør altid handle i god tro, behandle låntagere redeligt og respektere deres privatliv. De bør ikke chikanere eller give vildledende oplysninger til låntagere. Forud for den første gældsinddrivelse og når låntagerne anmoder herom, bør de oplyse låntagerne om bl.a. den overførsel, der fandt sted, identifikation af og kontaktoplysninger for kreditkøberen og kreditservicevirksomheden, hvis en sådan er udpeget, samt om de beløb, som låntageren skylder, sammen med en meddelelse om, at al relevant EU-ret og national ret fortsat finder anvendelse.

(21)

Endvidere indskrænker dette direktiv ikke anvendelsesområdet for EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse, og kreditkøbere bør i det omfang, de anses for at være kreditgivere i henhold til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF (10) og direktiv 2014/17/EU (11), være omfattet af de særlige forpligtelser, der er omhandlet i henholdsvis artikel 20 direktiv 2008/48/EF og artikel 35 direktiv 2014/17/EU. Direktivet berører endvidere ikke den beskyttelse, forbrugerne er garanteret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (12), der forbyder urimelig handelspraksis, herunder i forbindelse med fyldestgørelse af en kontrakt, hvor forbrugeren er blevet vildledt med hensyn til sine rettigheder og forpligtelser, eller hvor der er anvendt chikane, tvang eller utilbørlig påvirkning, herunder med hensyn til tidspunktet for en fyldestgørelsesforanstaltning, stedet hvor den har fundet sted, dens art eller vedholdenheden, hvormed den fandt sted, anvendelse af truende eller utilbørligt sprog eller adfærd eller trusler om at træffe foranstaltninger, som ifølge loven ikke kan træffes.

(22)

Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrer retten til en retfærdig og offentlig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol og muligheden for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret af en advokat. Dette kan være af særlig relevans for en fuldstændig forståelse af alle de spørgsmål og retlige argumenter, der behandles i sagen, og for at sikre, at sagen forelægges retten på en fyldestgørende måde. Låntagere, der ikke har tilstrækkelige midler, bør kunne få retshjælp, hvis det er nødvendigt for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse og på de betingelser, der er fastsat i gældende national ret.

(23)

Kreditinstitutter i Unionen udfører kreditserviceringsaktiviteter som en del af deres normale forretningsaktiviteter. De har de samme forpligtelser med hensyn til kreditaftaler, som de selv har udstedt, og dem, som de har købt af et andet kreditinstitut. Da de allerede er genstand for regulering og tilsyn, ville anvendelse af dette direktiv på deres kreditservicerings- eller købsaktiviteter føre til unødvendig overlapning af tilladelser og fordobling af efterlevelsesomkostninger, og derfor er de ikke omfattet af dette direktiv. Kreditinstitutters outsourcing af kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med såvel ikke-misligholdte som misligholdte kreditaftaler til kreditservicevirksomheder eller til andre tredjeparter ligger også uden for dette direktivs anvendelsesområde, da kreditinstitutter allerede er forpligtet til at overholde de gældende regler for outsourcing. Endvidere er kreditgivere, der ikke er kreditinstitutter, men som ikke desto mindre er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller med direktiv 2014/17/EU og udfører kreditserviceringsaktiviteter for kreditter ydet til forbrugere som led i deres normale virksomhed, ikke omfattet af dette direktiv, når de udfører kreditserviceringsaktiviteter i den pågældende medlemsstat. Derudover bør forvaltere af alternative investeringsfonde, administrationsselskaber og investeringsselskaber (forudsat at investeringsselskabet ikke har udpeget et administrationsselskab), der er godkendt eller registreret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (13) eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU (14), heller ikke være omfattet af nærværende direktivs anvendelsesområde. Endelig er der også visse erhverv, der udøver accessoriske aktiviteter i lighed med kreditserviceringsaktiviteter som led i deres erhverv, nemlig offentlige notarer, advokater og fogeder, som udfører deres erhvervsmæssige virksomhed i henhold til national ret og gennemfører håndhævelse af bindende foranstaltninger, hvorfor medlemsstaterne bør kunne undtage disse erhverv fra dette direktivs anvendelsesområde.

(24)

For at gøre det muligt for eksisterende kreditkøbere og kreditservicevirksomheder at tilpasse sig kravene i de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv, og navnlig for at gøre det muligt for kreditservicevirksomheder at opnå tilladelse, giver dette direktiv enheder, der for indeværende udfører kreditserviceringsaktiviteter i henhold til national ret, mulighed for at fortsætte hermed i deres hjemland i en periode på seks måneder efter fristen for gennemførelse af dette direktiv. Efter udløbet af denne periode på seks måneder bør kun kreditservicevirksomheder, som er godkendt i henhold til den nationale ret til gennemførelse af dette direktiv, få tilladelse til at operere på markedet.

(25)

Medlemsstater, der allerede har indført regler, der svarer til eller er strengere end reglerne i dette direktiv for kreditserviceringsaktiviteter, bør i deres nationale ret til gennemførelse af dette direktiv kunne anerkende muligheden for, at eksisterende enheder, der udfører kreditserviceringsaktiviteter, automatisk anerkendes som godkendte kreditservicevirksomheder.

(26)

En kreditservicevirksomheds tilladelse til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i hele Unionen bør være genstand for et sæt ensartede og harmoniserede betingelser, som de kompetente myndigheder bør anvende på en forholdsmæssig måde.

(27)

For at undgå at begrænse låntagers beskyttelse og for at fremme tilliden bør betingelserne for at få meddelt og bevare tilladelse som kreditservicevirksomhed sikre, at kreditservicevirksomheder, personer, som besidder en kvalificeret andel i kreditservicevirksomheden, og medlemmer af dens ledelse eller administrerende organ, har en ren straffeattest med hensyn til relevante strafbare handlinger på det formueretlige område, inden for finansielle aktiviteter, vedrørende hvidvask af penge, svig eller vedrørende den fysiske integritet og ikke er omfattet af insolvensbehandling eller tidligere har været erklæret konkurs, medmindre de har genvundet deres fulde ret til erhvervsudøvelse i overensstemmelse med national ret. Overholdelse af kravet om, at medlemmer af ledelsen eller af det administrerende organ i en kreditservicevirksomhed skal have været gennemsigtige, åbne og samarbejdsvillige i deres tidligere forretningsforbindelser med tilsyns- og reguleringsmyndigheder, bør vurderes på grundlag af de oplysninger, der er til rådighed for den kompetente myndighed, eller som den kompetente myndighed er bekendt med på det tidspunkt, hvor tilladelsen gives. Hvis der ikke foreligger oplysninger, eller hvis der ikke foreligger noget kendskab til oplysninger, eller hvis der på det pågældende tidspunkt ikke tidligere har været kontakt med tilsyns- og reguleringsmyndigheder, anses kravet for at være opfyldt.

(28)

Medlemsstaterne bør sikre, at ledelsen i en kreditservicevirksomhed som helhed har den fornødne viden og erfaring til at drive virksomheden på en kompetent og ansvarlig måde i forhold til den aktivitet, der skal udføres. Det er op til hver enkelt medlemsstat at fastlægge kravene til et godt omdømme, tilstrækkelig viden og erfaring, men disse bør ikke være til hinder for den frie bevægelighed for kreditservicevirksomheder, der er godkendt inden for Unionen. Med henblik herpå bør EBA udarbejde retningslinjer for at mindske risikoen for divergerende fortolkninger af kravene om fornøden viden og erfaring. For endvidere at sikre, at reglerne om debitorbeskyttelse samt reglerne om beskyttelse af personoplysninger overholdes, bør der indføres passende forvaltningsordninger og interne kontrolmekanismer samt passende procedurer for registrering og behandling af klager, som bør underlægges tilsyn. Desuden bør kreditservicevirksomheder have indført tilstrækkelige procedurer til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, hvis nationale bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (15), udpeger kreditservicevirksomheder som forpligtede enheder med henblik på at forebygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Kreditservicevirksomheder bør endvidere være forpligtet til at handle redeligt og under behørig hensyntagen til låntagers finansielle situation. Hvis der findes gældsrådgivningstjenester, som kan lette tilbagebetaling af gæld, på nationalt plan, bør kreditservicevirksomheder overveje at henvise låntagere til sådanne tjenester.

(29)

Medlemsstaterne bør i deres nationale ret til gennemførelse af dette direktiv afgøre, om det er tilladt for kreditservicevirksomheder på deres område at modtage og opbevare midler fra låntagere, samtidig med at de udfører kreditserviceringsaktiviteter. I tilfælde, hvor modtagelse og opbevaring af midler fra låntagere er tilladt i en medlemsstat, og hvor kreditservicevirksomheder har til hensigt at gøre dette som led i deres forretningsmodel, bør der gælde yderligere krav for disse kreditservicevirksomheder med henblik på at håndtere de risici, der kan opstå i tilfælde af insolvens, dvs. adskillelse af konti og midler, samt i tilfælde af afskrivning af låntagerens gæld. Når en kreditservicevirksomheds hjemland forbyder kreditservicevirksomheder at modtage og opbevarer midler fra låntagere, kan en kreditservicevirksomhed ikke gøre dette, hverken i hjemlandet eller i noget værtsland, selv hvis et værtsland tillader modtagelse og opbevaring af midler, netop fordi kreditservicevirksomheden ikke har fået tilladelse hertil af sit hjemland. Hvis et hjemland derimod tillader kreditservicevirksomheder at modtage og opbevare midler fra låntagere og inkluderer de relevante krav i sin nationale ret, bør en kreditservicevirksomhed kunne modtage og opbevare midler fra låntagere i sit hjemland samt i ethvert værtsland, der også tillader modtagelse og opbevaring af midler fra låntagere.

(30)

For at undgå langvarige procedurer og usikkerhed er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om de oplysninger, som ansøgere skal indgive, samt om rimelige frister for meddelelse af tilladelse og betingelserne for inddragelse. Hvis myndighederne inddrager en tilladelse til en kreditservicevirksomhed, som udfører kreditserviceringsaktiviteter i andre medlemsstater, bør de kompetente myndigheder i værtslandet og også i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, underrettes herom, hvis denne ikke er værtslandet og hjemlandet. På samme måde bør der oprettes et ajourført offentligt register eller en liste i hjemlandet og i værtslandet, som gøres offentligt tilgængelige på de kompetente myndigheders websted, for at sikre gennemsigtighed om antallet og identiteten af de kreditservicevirksomheder, der er meddelt tilladelse.

(31)

Kontraktforholdet mellem kreditservicevirksomheden og kreditkøberen og kreditservicevirksomhedens forpligtelser over for kreditkøberen bør ikke ændres ved outsourcing af kreditserviceringsaktiviteter til kreditserviceleverandører. Kreditservicevirksomheder bør være ansvarlige for at sikre, at outsourcing af deres kreditserviceringsaktiviteter til kreditserviceleverandører ikke medfører unødige operationelle risici eller manglende overholdelse fra kreditserviceleverandørens side af kravene i EU-retten eller i national ret og ej heller begrænser en tilsynsmyndigheds mulighed for at varetage sin opgave og beskytte låntagers rettigheder.

(32)

Når en kreditkøber overdrager forvaltningen og fyldestgørelsen af en kreditaftale til en kreditservicevirksomhed, overdrager kreditkøberen sine rettigheder og forpligtelser og også sin direkte kontakt med låntageren til kreditservicevirksomheden, men er fortsat i sidste ende ansvarlig. Forholdet mellem kreditkøber og kreditservicevirksomheden bør i overensstemmelse hermed præciseres i en skriftlig kreditserviceaftale, og det bør være muligt for de kompetente myndigheder at kontrollere, hvordan et sådant forhold er fastlagt. Kreditservicevirksomheder bør endvidere handle redeligt og under behørig hensyntagen til låntagernes finansielle situation. I det omfang en kreditkøber ikke selv foretager serviceringen af de kreditaftaler, der erhverves, bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at kreditservicevirksomheden og kreditkøberen i kreditserviceaftalen er forpligtede til at nå til enighed om, at kreditservicevirksomheden underretter kreditkøberen forud for outsourcingen af kreditserviceringsaktiviteter.

(33)

For at sikre en kreditservicevirksomhed ret til at indgå i aktiviteter på tværs af grænser og for at tilvejebringe tilsyn hermed fastlægges der ved dette direktiv en procedure for godkendte kreditservicevirksomheders udøvelse af retten til at indgå i aktiviteter på tværs af grænser. Kommunikation mellem hjemlandets og værtslandets kompetente myndigheder samt med en kreditservicevirksomhed bør finde sted inden for rimelige frister. De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, bør også modtage oplysninger om grænseoverskridende aktiviteter fra hjemlandets kompetente myndigheder.

(34)

En kreditservicevirksomhed, der udøver virksomhed i et værtsland, bør være underlagt de restriktioner og krav, der er fastsat i dette værtslands nationale ret i overensstemmelse med dette direktiv, herunder, hvor det er relevant, forbuddet mod at modtage og opbevare midler fra låntagere, som ikke er knyttet til andre krav om meddelelse af tilladelse til kreditservicevirksomheder. Hvis der i henhold til de nationale bestemmelser i et værtsland, der gennemfører dette direktiv, indføres yderligere krav for meddelelse af tilladelse som kreditservicevirksomhed, bør sådanne yderligere krav ikke finde anvendelse på kreditservicevirksomheder, der udfører grænseoverskridende kreditserviceringsaktiviteter i det pågældende værtsland.

(35)

For at sikre et effektivt tilsyn med grænseoverskridende kreditservicevirksomheder bør der oprettes en særlig ramme for samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i hjem- og værtslandet og, hvor det er relevant, de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet. Denne ramme bør give mulighed for udveksling af oplysninger under iagttagelse af fortrolighed, tavshedspligt, beskyttelse af individuelle rettigheder og forretningsrettigheder, stedlige og ikke-stedlige inspektioner, ydelse af bistand og underretning om resultaterne af kontrol og inspektioner og eventuelle foranstaltninger.

(36)

En vigtig forudsætning for at kunne varetage rollen som kreditkøber og kreditservicevirksomhed bør være, at de pågældende har mulighed for at få adgang til alle relevante oplysninger, og medlemsstaterne bør muliggøre dette, samtidig med at EU-bestemmelser og nationale bestemmelser om databeskyttelse overholdes. I den forbindelse er det vigtigt, at kreditinstitutter giver potentielle kreditkøbere detaljerede oplysninger, således at de kan foretage deres egen vurdering af værdien af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale. Kreditinstitutter bør kun give disse oplysninger én gang i løbet af processen, enten i løbet af den indledende fase eller i de efterfølgende faser, men under alle omstændigheder inden indgåelsen af aftalen om overførsel. Denne oplysningspligt er nødvendig og berettiget, for at potentielle kreditkøbere kan træffe informerede valg, inden de indgår en transaktion, og det er derfor lovligt for kreditinstitutter at dele låntagernes personoplysninger med potentielle kreditkøbere. Sådanne oplysninger bør være strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at sætte potentielle kreditkøbere i stand til at vurdere værdien af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale og sandsynligheden for at realisere værdien af denne aftale. Medlemsstaterne bør sikre, at oplysningerne til potentielle kreditkøbere og den efterfølgende anvendelse heraf er i overensstemmelse med den relevante EU-databeskyttelsesramme.

(37)

Når et kreditinstitut overfører misligholdte kreditaftaler, bør det to gange årligt være forpligtet til at underrette dets egen kompetente tilsynsmyndighed og de kompetente myndigheder i værtslandet om det samlede udestående beløb for de overførte kreditporteføljer og om antallet og størrelsen af de omfattede kreditter, samt om transaktionen omfatter kreditaftaler indgået med forbrugere. For hver kreditportefølje, der overføres i en enkelt transaktion, bør de givne oplysninger omfatte identifikatoren for juridiske enheder (LEI) for kreditkøberen eller, hvor det er relevant, for dennes repræsentant, eller, hvor dette ikke er muligt, kreditkøberens identitet og adresse samt, hvis det er relevant, oplysninger om dennes repræsentant i Unionen. De kompetente myndigheder bør, når som helst de finder det nødvendigt, kunne kræve, at oplysningerne i stedet gives kvartalsvis, herunder som følge af det høje antal transaktioner i en kriseperiode. De kompetente myndigheder i værtslandet bør være forpligtet til at videregive disse oplysninger til de myndigheder, der har kompetence til at føre tilsyn med kreditkøberen. Sådanne gennemsigtighedskrav giver mulighed for en harmoniseret og effektiv overvågning af overførsel af kreditaftaler i Unionen. For at overholde proportionalitetsprincippet bør de kompetente myndigheder for at undgå overlapning tage hensyn til oplysninger, som de allerede har til rådighed på anden vis, navnlig med hensyn til kreditinstitutter. Medlemsstaterne bør sikre, at kravene om at underrette de kompetente myndigheder om en kreditportefølje, så snart en sådan portefølje er blevet overført til en kreditkøber, forbliver kreditservicevirksomhedens ansvar.

(38)

I handlingsplanen anerkendes det, at ensartede og standardiserede data om misligholdte kreditaftaler vil styrke kreditinstitutternes datainfrastruktur. EBA har udviklet formularer til data om krediteksponeringer i anlægsbeholdningen, som giver potentielle købere mulighed for at værdiansætte kreditaftalerne og udvise due diligence. På den ene side gælder det, at hvis sådanne formularer anvendes i forbindelse med kreditaftaler, ville de reducere informationsasymmetrien mellem potentielle købere og sælgere af kreditaftaler og dermed bidrage til at udvikle et velfungerende sekundært marked i Unionen. På den anden side kan sådanne dataformularer, hvis de er for detaljerede, medføre en uforholdsmæssig stor byrde for kreditinstitutterne uden nogen nævneværdig informationsmæssig gevinst. EBA bør derfor foretage en gennemgang af dataformularerne med henblik på yderligere at videreudvikle dem til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for kreditinstitutter. Kreditinstitutter bør pålægges at anvende dataformularerne til overførsler af misligholdte kreditaftaler, herunder overførsler til andre kreditinstitutter. Denne forpligtelse bør kun finde anvendelse på overførsler af misligholdte kreditaftaler og omfatter ikke komplekse transaktioner, hvor misligholdte kreditaftaler indgår som en del af en sådan transaktion, herunder salg af filialer, salg af forretningsområder eller salg af kunders porteføljer, der ikke er begrænset til misligholdte kreditaftaler og overførsler som led i en igangværende omstrukturering af det sælgende kreditinstitut, der er omfattet af insolvensbehandling, afviklings- eller likvidationsprocedurer. Med henblik på at overholde proportionalitetsprincippet bør de pågældende oplysningskrav finde anvendelse på kreditinstitutter på en forholdsmæssig måde under hensyntagen til arten og størrelsen af kreditterne. Samtidig bør omfanget af kreditinstitutternes forpligtelse til at rette sig efter dataformularerne tage hensyn til datoen for indgåelsen af de misligholdte kreditaftaler. Andre sælgere af kreditaftaler bør kunne anvende disse standarder til at lette værdiansættelsen af kreditaftaler, der udbydes til salg. I sager vedrørende securitisationstransaktioner, hvor der findes obligatoriske gennemsigtighedsskabeloner, bør dobbeltrapportering som følge af dette direktiv endvidere undgås.

(39)

Kommissionen bør tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der er udarbejdet af EBA, med henblik på at specificere de formularer, som kreditinstitutterne skal anvende til at give de oplysninger, der kræves i henhold til dette direktiv. Kommissionen bør vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder ved hjælp af gennemførelsesretsakter, jf. artikel 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

(40)

Eftersom kreditkøbere ikke skaber ny kredit, men i stedet i overensstemmelse med dette direktiv udelukkende køber eksisterende misligholdte kreditaftaler for egen risiko, giver de ikke anledning til tilsynsmæssige betænkeligheder, og deres potentielle bidrag til systemisk risiko er ubetydeligt. Det er derfor ikke berettiget at kræve, at kreditkøbere skal ansøge om tilladelse, men det er imidlertid vigtigt, at Unionens og de nationale forbrugerbeskyttelsesregler fortsat finder anvendelse, og at låntagernes rettigheder fortsat er de rettigheder, som følger af den oprindelige kreditaftale.

(41)

Tredjelandskreditkøbere kan gøre det vanskeligere for EU-låntagere at påberåbe sig deres rettigheder i henhold til EU-retten og for de nationale myndigheder at føre tilsyn med fyldestgørelsen af misligholdte kreditaftaler. Kreditinstitutter kan også vige tilbage fra at overføre sådanne misligholdte kreditaftaler til tredjelandskreditkøbere på grund af de omdømmemæssige risici i den forbindelse. I det omfang repræsentanten for en tredjelandskøber af kreditter ydet til fysiske personer, herunder forbrugere og selvstændige arbejdstagere, eller af kreditter ydet til mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er), ikke er et kreditinstitut eller et ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, eller en kreditservicevirksomhed, der er meddelt tilladelse i Unionen, bør denne repræsentant udpege en sådan enhed for at sikre, at de samme standarder for låntagerrettigheder opretholdes efter overførslen af den misligholdte kreditaftale.

(42)

For bedre at sikre, at de samme standarder for forbrugerrettigheder opretholdes efter overførslen af en misligholdt kreditaftale, bør en kreditkøber, der er hjemmehørende i Unionen, eller der har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen, desuden pålægges at udpege et kreditinstitut eller et ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, eller en kreditservicevirksomhed til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med misligholdte kreditaftaler indgået med forbrugere.

(43)

Værtslande bør kunne udvide forpligtelsen til at udpege en kreditservicevirksomhed i forbindelse med andre kreditaftaler. I tilfælde, hvor overførslen af en kreditportefølje både omfatter kreditaftaler indgået med forbrugere, andre fysiske personer eller SMV'er, for hvilke der kræves udpegelse af et kreditinstitut eller et ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, eller af en kreditservicevirksomhed, og samtidig også omfatter andre kreditaftaler, for hvilke en sådan udpegelse ikke er påkrævet, bør kreditkøberen eller dennes repræsentantopfylde udpegelsesforpligtelsen i forbindelse med kreditaftaler indgået med forbrugere, andre fysiske personer eller SMV'er. Kreditservicevirksomheden og kreditkøberen bør overholde gældende EU-ret og national ret, og de nationale myndigheder i de enkelte medlemsstater bør have de nødvendige beføjelser til at føre effektivt tilsyn med deres aktiviteter.

(44)

Når en kreditkøber eller dennes repræsentant, der er udpeget i overensstemmelse med dette direktiv, skal udpege en kreditservicevirksomhed eller et kreditinstitut eller et ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, og vælger selv at forvalte og fyldestgøre rettigheder og forpligtelser i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, anses kreditkøberen, eller dennes repræsentant, der er udpeget i overensstemmelse med dette direktiv, for at være en kreditservicevirksomhed og bør derfor godkendes i henhold til dette direktiv.

(45)

Kreditkøbere, som benytter sig af tjenesteydelser fra kreditservicevirksomheder, fra kreditinstitutter eller fra ikke-kreditinstitutter, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, bør underrette de kompetente myndigheder i deres hjemland herom, således at de relevante kompetente myndigheder kan udøve deres tilsynsbeføjelser med hensyn til den adfærd, som kreditservicevirksomheden, kreditinstituttet eller ikke-kreditinstituttet, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, udviser over for låntageren. Kreditkøbere bør også rettidigt underrette de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med dem, hvis de anvender en anden kreditservicevirksomhed, et andet kreditinstitut eller et andet ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU.

(46)

Kreditkøbere, som fyldestgør den erhvervede kreditaftale direkte, bør gøre dette i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på kreditaftalen, herunder de regler om forbrugerbeskyttelse, der gælder for låntager. Nationale regler, navnlig om håndhævelse af kontrakter, forbrugerbeskyttelse og strafferet finder fortsat anvendelse, og de kompetente myndigheder bør sikre, at disse kreditkøbere overholder sådanne bestemmelser på medlemsstaternes område.

(47)

For at lette håndhævelsen af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, hvis en kreditkøber ikke er hjemmehørende i Unionen eller ikke har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen, bør det ved national ret til gennemførelse af dette direktiv fastsættes, at tredjelandskreditkøber ved overførsel af en kreditaftale udpeger en repræsentant, der er hjemmehørende i Unionen, eller har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen, som de kompetente myndigheder kan rette henvendelse til ud over eller i stedet for kreditkøber. Den pågældende repræsentant er ansvarlig for at opfylde de forpligtelser, der pålægges kreditkøbere i henhold til dette direktiv, uden at det berører forpligtelser, som er pålagt kreditservicevirksomheder. Kreditkøbere, der overfører misligholdte kreditaftaler, bør underrette den kompetente myndighed i hjemlandet to gange årligt og i aggregeret form om som minimum det samlede udestående beløb for de overførte kreditporteføljer samt om antallet og størrelsen af de kreditter, de omfatter, og om dette omfatter overførsel af kreditaftaler indgået med forbrugere. For hver portefølje, der overføres i én enkelt transaktion, bør de givne oplysninger omfatte identifikatoren for juridiske enheder (LEI) for kreditkøberen eller, hvor det er relevant, for dennes repræsentant i Unionen, eller, hvor dette ikke er muligt, kreditkøberens identitet og adresse samt, hvis det er relevant, oplysninger om dennes repræsentant i Unionen. De kompetente myndigheder bør, når som helst de finder det nødvendigt, kunne kræve, at oplysningerne i stedet gives kvartalsvis, herunder som følge af det høje antal transaktioner i en kriseperiode.

(48)

På nuværende tidspunkt er forskellige myndigheder ansvarlige for at meddele tilladelse til og føre tilsyn med kreditservicevirksomheder og kreditkøbere i medlemsstaterne, og det er derfor vigtigt, at medlemsstaterne præciserer sådanne myndigheders rolle og tillægger dem tilstrækkelige beføjelser, navnlig fordi de muligvis får behov for at føre tilsyn med enheder, der leverer tjenesteydelser i andre medlemsstater. For at sikre et effektivt og forholdsmæssigt tilsyn i hele Unionen bør medlemsstaterne tillægge de kompetente myndigheder de beføjelser, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver i henhold til dette direktiv, herunder beføjelse til at indhente de nødvendige oplysninger, til at efterforske mulige overtrædelser af dette direktiv, til at behandle låntageres klager og til at pålægge administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger, herunder inddragelse af tilladelser. Hvis der pålægges sådanne administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger, bør medlemsstaterne sikre, at de kompetente myndigheder anvender dem på en forholdsmæssig måde og begrunder deres afgørelser, og at sådanne afgørelser derudover er underlagt domstolskontrol, herunder i tilfælde, hvor de kompetente myndigheder ikke handler inden for de fastsatte frister.

(49)

Bestemmelserne om overtrædelse af dette direktiv berører ikke en medlemsstats ret til at gribe ind i tilfælde af overtrædelser af national ret i relation til f.eks. forbrugerbeskyttelse, låntagerrettigheder eller kriminelle aktiviteter. I sådanne tilfælde er det de kompetente myndigheder i værtslandet og i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, der har kompetence til at afgøre, om der er sket en overtrædelse af national ret, og deres beføjelser er således ikke begrænsede af dette direktiv.

(50)

Kreditservicevirksomhederne bør etablere en effektiv mekanisme til behandling af klager fra låntagere, da resultaterne på sekundære markeder for kredit i vid udstrækning vil afhænge af, om de involverede enheder har et godt omdømme. Medlemsstaterne bør sikre, at de myndigheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med kreditkøbere og kreditservicevirksomheder, råder over effektive og lettilgængelige procedurer til behandling af klager fra låntagere.

(51)

Både Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (16) og (EU) 2018/1725 (17) finder anvendelse, når personoplysninger behandles med henblik på dette direktiv. Når personoplysninger behandles med henblik på dette direktiv, bør der navnlig træffes foranstaltninger med henblik på at angive det præcise formål, henvise til det relevante retsgrundlag, opfylde de relevante sikkerhedskrav i forordning (EU) 2016/679 og respektere principperne om nødvendighed, proportionalitet, formålsbegrænsning og en gennemsigtig og rimelig dataopbevaringsperiode. Med henblik herpå foretrækkes en branchedækkende adfærdskodeks, som er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 40 i forordning (EU) 2016/679. Endvidere bør beskyttelse af personoplysninger gennem design og databeskyttelse gennem standardindstillinger indgå i alle databehandlingssystemer, der udvikles og anvendes inden for rammerne af dette direktiv. Det administrative samarbejde og den gensidige bistand mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne bør ligeledes være i overensstemmelse med de regler om beskyttelse af personoplysninger, der er fastsat i forordning (EU) 2016/679, og i overensstemmelse med nationale databeskyttelsesregler til gennemførelse af EU-retten.

(52)

For at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse indeholder EU-retten og national ret en række rettigheder og beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med kreditaftaler, som en forbruger indrømmes. Disse rettigheder og beskyttelsesforanstaltninger gælder navnlig i forbindelse med forhandling og indgåelse af kreditaftalen, virksomheders anvendelse af urimelig handelspraksis over for forbrugerne som fastsat i direktiv 2005/29/EF og kreditaftalens opfyldelse eller misligholdelse. Dette er navnlig tilfældet i forbindelse med langsigtede forbrugerkreditaftaler, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/17/EU, i forhold til forbrugerens ret til at frigøre sig helt eller delvist fra sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale, før denne kreditaftale udløber, eller til at blive underrettet, via det europæiske standardiserede informationsblad, hvis det er relevant, om den eventuelle overførsel af kreditaftalen til en kreditkøber. Låntagers rettigheder bør heller ikke ændres, hvis overførslen af kreditaftalen mellem et kreditinstitut og en kreditkøber sker i form af kontraktfornyelse. Som et generelt princip bør det sikres, at låntagere ikke er dårligere stillet efter overførsel af deres kreditaftale fra et kreditinstitut til en kreditkøber. Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at anvende strengere bestemmelser for at beskytte låntagerne.

(53)

Uden at det berører andre forpligtelser i henhold til direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU og for at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør disse direktiver ændres med henblik på at sikre, at forbrugeren i god tid forud for eventuelle ændringer af vilkårene og betingelserne i en kreditaftale modtager en klar og udtømmende liste over sådanne ændringer, en tidsplan for deres gennemførelse og de nødvendige oplysninger om samt navn og adresse på den nationale myndighed, hvor forbrugeren kan indgive klager.

(54)

Oplysningerne vedrørende ændring af en kreditaftales vilkår og betingelser i henhold til direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, som indført ved de ændringer, der er fastsat i nærværende direktiv, bør ikke berøre nogen af de forbrugerrettigheder, der er fastsat i direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, herunder retten til information.

(55)

Den vægt, som EU-lovgiver lægger på forbrugerbeskyttelse i Rådets direktiv 93/13/EØF (18) og i direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, er ensbetydende med, at overdragelse af en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen til en kreditkøber ikke på nogen måde bør indvirke på omfanget af den beskyttelse, der sikres forbrugerne i EU-retten. Kreditkøbere og kreditservicevirksomheder bør derfor overholde gældende EU-ret og national ret, som finder anvendelse på den oprindelige kreditaftale, og låntageren bør bevare det samme niveau af beskyttelse som fastsat i gældende EU-ret og national ret eller ved EU-lovvalgsregler eller nationale lovvalgsregler. Medlemsstaterne bør sikre, at låntageren ikke pålægges andre omkostninger i forbindelse med overførslen af kreditaftalen end dem, der allerede er omfattet af denne kreditaftale. For så vidt angår omkostninger, der pålægges forbrugere i tilfælde af misligholdelse, bør der foretages ændringer af direktiv 2008/48/EF, som pålægger medlemsstaterne at følge de samme bestemmelser som i direktiv 2014/17/EU om fastsættelse af lofter for gebyrer og sanktioner.

(56)

For så vidt angår forbrugere bør direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU ændres ved nærværende direktiv for at fastsætte, at medlemsstaterne bør kræve, at kreditgivere har passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, tilskyndes til at udvise rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en tvangsauktion. Der bør tages hensyn til EBA's retningslinjer om restancer og tvangsauktion af 19. august 2015, EBA's retningslinjer for styring af misligholdte eksponeringer og eksponeringer med kreditlempelse fra den 31. oktober 2018 og til EBA's retningslinjer om misligholdte lån fra marts 2017. Når kreditgivere beslutter, hvilke kreditlempelser der skal træffes, bør de tage hensyn til forbrugerens individuelle forhold, forbrugerens interesser og rettigheder og forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten, herunder navnlig hvis kreditaftalen er sikret ved pant i fast ejendom til beboelse, som er forbrugerens primære bopæl. Kreditlempelser bør kunne bestå af visse indrømmelser til låntageren, såsom hel eller delvis refinansiering af en kreditaftale eller en ændring af dens eksisterende vilkår og betingelser, herunder bl.a. en forlængelse af dens løbetid, en ændring af typen af kreditaftale, en udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, en ændring i rentesatsen, et tilbud om betalingsfrihed i en periode, delvis tilbagebetaling, valutaomregninger, delvis eftergivelse og gældskonsolidering. Medlemsstaterne bør have indført passende kreditlempelsesforanstaltninger på nationalt plan. Listen over kreditlempelsesforanstaltninger i dette direktiv, som ændringer af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, er ikke udtømmende, og medlemsstaterne kan derfor frit fastsætte yderligere foranstaltninger. Det står ligeledes medlemsstaterne frit for ikke at indføre en specifik foranstaltning, hvis dette er fastsat på nationalt plan, så længe der stadig er et rimeligt antal foranstaltninger til rådighed. Hvis der efter tvangsauktionsprocedurerne stadig består udestående gæld, bør medlemsstaterne sikre beskyttelsen af et eksistensminimum og træffe foranstaltninger til at lette tilbagebetaling af gæld og samtidig undgå overdreven gældssætning over længere tid. I hvert fald bør medlemsstaterne, når den pris, der opnås for den faste ejendom til beboelse, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, opfordre kreditgivere til at træffe rimelige foranstaltninger til at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejendom til beboelse afhængigt af markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i udtrykkeligt at aftale, at overførslen af sikkerhedsstillelsen til kreditgiver er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten, navnlig når kreditten er sikret ved forbrugerens primære bopæl.

(57)

For at sikre, at forbrugerbeskyttelsesniveauet ikke påvirkes, hvis en kreditgivers rettigheder i henhold til en realkreditaftale eller selve kreditaftalen overdrages til tredjemand, bør der indføres en ændring af direktiv 2014/17/EU for at fastslå, at forbrugeren i tilfælde af overdragelse af kredit, der er omfattet af nævnte direktiv, har ret til at gøre enhver indsigelse gældende over for kreditkøber, som han kunne gøre gældende over for den oprindelige kreditgiver, og til at blive underrettet om overførslen.

(58)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (19) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder EU-lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(59)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den 24. januar 2019.

(60)

Kommissionen bør evaluerer, om dette direktiv anvendes effektivt, i takt med at etableringen af et indre sekundært marked for misligholdte kreditaftaler med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau udvikler sig. Kommissionen har gode forudsætninger for at analysere specifikke grænseoverskridende spørgsmål, som ikke kan identificeres eller håndteres ordentligt af de enkelte medlemsstater, såsom risikoen for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der kan opstå i forbindelse med kreditserviceringsaktiviteter og kreditkøberes aktiviteter og samarbejdet mellem kompetente myndigheder fra forskellige medlemsstater. Det er derfor hensigtsmæssigt, at Kommissionen i sin gennemgang af dette direktiv også bør medtage en grundig vurdering af de risici for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der er forbundet med de aktiviteter, der udføres af kreditservicevirksomheder og kreditkøbere og det administrative samarbejde mellem de kompetente myndigheder.

(61)

Målene for dette direktiv, nemlig at forbedre udviklingen af sekundære markeder for misligholdte lån i Unionen, samtidig med at der sikres en yderligere styrket beskyttelse af låntagere, navnlig forbrugere, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —