1. Forpligtede enheder, der for første gang ønsker at udøve aktiviteter på en anden medlemsstats område, underretter tilsynsorganerne i deres hjemland om de aktiviteter, som de agter at udøve i denne anden medlemsstat. Denne underretning forelægges, så snart den forpligtede enhed tager skridt til at udøve aktiviteterne, og, hvis der er tale om etableringssteder, mindst tre måneder inden påbegyndelsen af disse aktiviteter. Forpligtede enheder underretter omgående tilsynsorganerne i hjemlandet, når disse aktiviteter påbegyndes i den pågældende anden medlemsstat.
Første afsnit finder ikke anvendelse på forpligtede enheder, der er omfattet af specifikke underretningsprocedurer med henblik på udøvelse af etableringsfriheden og af fri udveksling af tjenesteydelser i henhold til andre EU-retsakter, eller på tilfælde, hvor den forpligtede enhed er omfattet af særlige godkendelseskrav med henblik på at drive virksomhed på den pågældende anden medlemsstats område.