SECTION 7 VALUATION RULES

Artikel 35

1.  Aktivpost 9 og 10 skal altid værdiansættes som anlægsaktiver. De i andre balanceposter indeholdte aktiver skal værdiansættes som anlægsaktiver, såfremt de er bestemt til vedvarende anvendelse for virksomhedens drift.

2.  Ved udtrykket »finansielle anlægsaktiver« i afdeling 7 i direktiv 78/660/EØF forstås i forbindelse med kreditinstitutter: kapitalinteresser og andele i tilknyttede virksomheder samt værdipapirer, som er bestemt til vedvarende anvendelse for virksomhedens drift.

3.  

Artikel 36

1.  Når værdipapirer, som ikke har karakter af finansielle anlægsaktiver, opføres på balancen til købsprisen, angiver kreditinstitutterne i noterne forskellen mellem denne værdi og den højere markedsværdi på balancetidspunktet.

2.  Medlemsstaterne kan dog tillade eller fastsætte, at disse værdipapirer opføres på balancen til deres højere markedsværdi på balancetidspunktet. Forskellen mellem købsværdien og den højere markedsværdi angives i noterne.

Artikel 37

1.  Artikel 39 i direktiv 78/660/EØF anvendes ved værdiansættelse af kreditinstitutternes tilgodehavender, obligationer, aktier og andre værdipapirer med variabelt afkast, der ikke opbevares som finansielle anlægsaktiver.

2.  Indtil der har fundet en nærmere samordning sted, kan medlemsstaterne dog tillade, at

Artikel 38

1.  Indtil der har fundet en nærmere samordning sted, skal medlemsstater, der har benyttet sig af den i artikel 37 omhandlede mulighed, og kan medlemsstater, som ikke har benyttet sig af denne mulighed, give tilladelse til, at der på balancen oprettes en passivpost 6 A med betegnelsen »Midler til dækning af generelle kreditinstitutrisici«. Under denne post anføres de beløb, kreditinstituttet beslutter at hensætte til dækning af sådanne risici, såfremt dette af forsigtighedshensyn er nødvendigt i forbindelse med de særlige risici ved bankmæssige forretninger.

2.  Saldoen for hensættelser under »Midler til dækning af generelle kreditinstitutrisici« skal opføres særskilt i resultatopgørelsen.

Artikel 39

1.  Aktiver og passiver i fremmed valuta skal omregnes til spotkursen på balancetidspunktet. Medlemsstaterne kan dog kræve eller tillade at aktiver, der skal medregnes blandt de finansielle anlægsaktiver og materielle og immaterielle anlægsaktiver, der hverken er dækket eller specifikt dækket på spot- eller terminsmarkedet, omregnes til anskaffelseskursen.

2.  Uafviklede termins- og spotforretninger i fremmed valuta skal omregnes til spotkursen på balancetidspunktet.

Medlemsstaterne kan imidlertid bestemme, at terminsforretninger skal omregnes til terminskursen på balancetidspunktet.

3.  Forskellen mellem på den ene side den bogførte værdi af aktiverne, passiverne og terminsforretningerne og på den anden side det beløb, der fremkommer ved omregningen i henhold til stk. 1 og 2, skal opføres i resultatopgørelsen, jf. dog artikel 29, nr. 3. Medlemsstaterne kan dog kræve eller tillade, at kursdifferencer, der fremkommer ved omregningen i henhold til stk. 1 og 2, helt eller delvis medregnes som reserver, der ikke kan udloddes, når de hidrører fra finansielle anlægsaktiver og materielle og immaterielle anlægsaktiver samt fra andre forretninger til dækning heraf.

4.  Medlemsstaterne kan bestemme, at positive kursdifferencer, der hidrører fra terminsforretninger, aktiver eller passiver, som hverken er dækket eller specifikt dækket af andre terminsforretninger eller aktiver eller passiver, ikke skal opføres i resultatopgørelsen.

5.  Anvendes en af de metoder, der er angivet i artikel 59 i direktiv 78/660/EØF, kan medlemsstaterne bestemme, at kursdifferencerne helt eller delvis skal bogføres direkte som reserve. De positive og negative kursdifferencer, der tilføres reserverne, skal anføres særskilt i balancen eller i noterne.

6.  Medlemsstaterne kan kræve eller tillade, at kursdifferencer, der opstår ved konsolidering, når egenkapitalen i en tilknyttet virksomhed eller en kapitalinteresse omregnes ved regnskabsperiodens start, medregnes helt eller delvis i de konsoliderede reserver, hvilket også gælder kursdifferencer, der opstår ved omregning af forretninger, som foretages for at dække denne egenkapital.

7.  Medlemsstaterne kan kræve eller tillade, at indtægter og udgifter fra tilknyttede virksomheder eller kapitalinteresser omregnes til den gennemsnitlige kurs i regnskabsperioden.