SRMR – Artikel 10 Vurdering af afviklingsmulighederne

Artikel 10 1.

Ved udarbejdelsen og opdateringen af afviklingsplaner i henhold til artikel 8 foretager Afviklingsinstansen efter høring af de kompetente myndigheder, herunder ECB, og afviklingsmyndighederne i ikkedeltagende medlemsstater, i hvilke væsentlige filialer er beliggende, for så vidt det er relevant for den væsentlige filial, en vurdering af, i hvilket omfang institutter og koncerner kan afvikles uden at påregne noget af følgende:

a)

enhver ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige ud over anvendelse af Afviklingsfonden, der oprettes i henhold til artikel 67

b)

enhver likviditetsstøtte fra en centralbank, der ydes i en nødsituation, eller

c)

enhver likviditetsstøtte fra en centralbank, der ydes på andre betingelser end de normale for så vidt angår sikkerhedsstillelse, løbetid og rentesatser.

Artikel 10 2.

ECB eller den relevante kompetente nationale myndighed forelægger genopretningsplanen eller koncerngenopretningsplanen for Afviklingsinstansen. Afviklingsinstansen gennemgår genopretningsplanen med henblik på at identificere eventuelle handlinger i genopretningsplanen, der kunne få en negativ indvirkning på instituttets eller koncernens afviklingsmuligheder, og fremsætter henstillinger herom til ECB eller den kompetente nationale myndighed.

Artikel 10 3.

Ved udarbejdelsen af en afviklingsplan vurderer Afviklingsinstansen, i hvilket omfang en sådan enhed kan afvikles i overensstemmelse med denne forordning. En enhed anses for at kunne afvikles, hvis det er muligt og troværdigt, at Afviklingsinstansen enten håndterer den som led i almindelig insolvensbehandling eller anvender afviklingsværktøjer og udøver afviklingsbeføjelser på den, idet den i videst muligt omfang forhindrer, at det får betydelige negative konsekvenser for finansielle systemer, herunder generel finansiel ustabilitet eller hændelser, der berører hele systemet, i den medlemsstat, hvor enheden befinder sig, eller andre medlemsstater eller Unionen, og således, at det sikrer videreførelsen af enhedens kritiske funktioner.

Afviklingsinstansen underretter rettidigt EBA, når et institut anses for ikke at kunne afvikles.

Artikel 10 4.

En koncern anses for at kunne afvikles, hvis det er muligt og troværdigt, at Afviklingsinstansen enten opløser koncernenheder som led i almindelig insolvensbehandling eller afvikler dem ved at anvende afviklingsværktøjer og udøve afviklingsbeføjelser for så vidt angår afviklingsenheder i denne koncern, idet den så vidt muligt forhindrer, at det får betydelige negative konsekvenser for de finansielle systemer i de medlemsstater, i hvilke der er etableret koncernenheder, eller i andre medlemsstater eller Unionen, herunder generel finansiel ustabilitet eller hændelser, der berører hele systemet, således at videreførelsen af koncernenhedernes kritiske funktioner sikres, hvis de nemt kan skilles ud i tide eller på anden vis.

Afviklingsinstansen underretter rettidigt EBA, når en koncern anses for ikke at kunne afvikles.

Hvis en koncern omfatter mere end en afviklingskoncern, vurderer Afviklingsinstansen den enkelte afviklingskoncerns afviklingsmuligheder i henhold til denne artikel.

Den i tredje afsnit omhandlede vurdering foretages ud over vurderingen af hele koncernens afviklingsmuligheder.

Artikel 10 5.

Ved anvendelsen af stk. 3 og 4 og 10 henviser betydelige negative konsekvenser for det finansielle system eller trusler mod den finansielle stabilitet til en situation, hvor det finansielle system aktuelt eller potentielt er udsat for en forstyrrelse, der kan give anledning til finansiel uro, som risikerer at bringe det indre markeds eller økonomiens eller det finansielle systems ordnede funktion, effektivitet og integritet i fare i en eller flere medlemsstater. I forbindelse med konstateringen af betydelige negative konsekvenser tager Afviklingsinstansen hensyn til relevante advarsler og henstillinger fra ESRB og de relevante kriterier udarbejdet af EBA til identificering og måling af systemiske risici.

Artikel 10 6.

Ved vurderingen som omhandlet i nærværende artikel undersøger Afviklingsinstansen de forhold, der er anført i afdeling C i bilaget til direktiv 2014/59/EU.

Artikel 10 7.

Hvis Afviklingsinstansen efter en vurdering af afviklingsmulighederne for en enhed eller en koncern i henhold til stk. 3 eller 4 og efter høring af de kompetente myndigheder, herunder ECB, konstaterer, at der er væsentlige hindringer for afviklingen af den pågældende enhed eller koncern, udarbejder Afviklingsinstansen en rapport i samarbejde med de kompetente myndigheder rettet til enheden eller moderselskabet med en analyse af de væsentlige hindringer for en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne og udøvelse af afviklingsbeføjelserne. I rapporten skal konsekvenserne for enhedens eller koncernens forretningsmodel tages i betragtning, og der skal anbefales forholdsmæssige og målrettede foranstaltninger, som Afviklingsinstansen mener, er nødvendige eller egnede til at fjerne de pågældende hindringer, jf. stk. 10.

Artikel 10 8.

Rapporten fremsendes ligeledes til de kompetente myndigheder og til afviklingsmyndighederne i ikkedeltagende medlemsstater, hvor væsentlige filialer af institutter, der ikke er en del af en koncern, er beliggende. Den skal indeholde en begrundelse for den pågældende vurdering eller konstatering, og den skal påpege, hvordan vurderingen eller konstateringen opfylder kravet om proportionalitet som fastsat i artikel 6.

Artikel 10 9.

Senest fire måneder efter modtagelsen af rapporten forelægger enheden eller moderselskabet Afviklingsinstansen forslag til mulige foranstaltninger med henblik på at afhjælpe eller fjerne de væsentlige hindringer, der er påpeget i rapporten. Afviklingsinstansen underretter de kompetente myndigheder, EBA og, i tilfælde af væsentlige filialer af institutter, der ikke er en del af en koncern og er beliggende i en ikkedeltagende medlemsstat, afviklingsmyndighederne i disse medlemsstater, om foranstaltninger foreslået af enheden eller moderselskabet.

Senest to uger efter modtagelsen af en rapport i henhold til stk. 7 forelægger enheden Afviklingsinstansen forslag til mulige foranstaltninger og en tidsplan for deres gennemførelse med henblik på at sikre, at enheden eller moderselskabet overholder artikel 12f eller 12g og det kombinerede bufferkrav, hvis en væsentlig hindring for afvikling skyldes en af følgende situationer:

i)

enheden opfylder det kombinerede bufferkrav, når det betragtes i tillæg til hvert af kravene i artikel 141a, stk. 1, litra a), b) og c), i direktiv 2013/36/EU, men opfylder ikke det kombinerede bufferkrav, når det betragtes i tillæg til de krav, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 12d og 12e ved beregning i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 12a, stk. 2, litra a), eller

ii)

enheden opfylder ikke kravene i artikel 92a og 494 i forordning (EU) nr. 575/2013 eller kravene i artikel 12d og 12e i nærværende forordning.

I forslaget til tidsplanen for gennemførelsen af foranstaltninger omhandlet i andet afsnit skal enheden tage hensyn til årsagerne til den væsentlige hindring. Afviklingsinstansen vurderer efter høring af de kompetente myndigheder, herunder ECB, om de pågældende foranstaltninger effektivt afhjælper eller fjerner den pågældende væsentlige hindring.

Artikel 10 10.

Hvis Afviklingsinstansen vurderer, at de af den pågældende enhed eller det pågældende moderselskab foreslåede foranstaltninger ikke effektivt afhjælper eller fjerner de væsentlige hindringer for afvikling, træffer Afviklingsinstansen efter høring af de kompetente myndigheder og i givet fald den udpegede makroprudentielle myndighed en beslutning. Denne beslutning skal angive, at Afviklingsmyndigheden har vurderet, at de foreslåede foranstaltninger ikke effektivt reducerer eller fjerner de væsentlige hindringerne for afvikling, og skal give de nationale afviklingsmyndigheder instruks om at pålægge enheden, moderselskabet eller eventuelle datterselskaber af den pågældende koncern at træffe en eller flere af de foranstaltninger, som er omhandlet i stk. 11.

Ved fastlæggelsen af alternative foranstaltninger skal Afviklingsinstansen påvise, hvorfor den pågældende enheds eller det pågældende moderselskabs foreslåede foranstaltninger ikke ville kunne fjerne de væsentlige hindringer for afviklingen, og hvordan de foreslåede alternative foranstaltninger er forholdsmæssigt afpasset til at fjerne dem. Afviklingsinstansen skal tage hensyn til den trussel, som de pågældende hindringer udgør for den finansielle stabilitet, og foranstaltningernes indvirkning på den pågældende enheds eller det pågældende moderselskabs forretningsaktiviteter, dens stabilitet og evne til at bidrage til økonomien, på det indre marked for finansielle tjenesteydelser og på den finansielle stabilitet i andre medlemsstater og i Unionen som helhed.

Afviklingsinstansen skal endvidere tage hensyn til behovet for at undgå virkninger for den pågældende enhed eller koncern, der går videre, end hvad der er nødvendigt for at fjerne hindringen for afvikling, eller som er uforholdsmæssige.

Artikel 10 11.

Med henblik på anvendelsen af stk. 10 giver Afviklingsinstansen, hvor det er relevant, de nationale afviklingsmyndigheder instruks om at træffe en af følgende foranstaltninger:

a)

at pålægge, at enheden reviderer eventuelle koncerninterne finansieringsordninger, eller genovervejer fraværet af sådanne, eller udarbejder serviceaftaler (det være sig internt i koncernen eller med en tredjepart) til dækning af kritiske funktioner

b)

at pålægge enheden at begrænse sine maksimale enkeltvise og samlede eksponeringer

c)

at indføre krav om, at der i specifikke tilfælde eller på regelmæssig basis afgives yderligere oplysninger, som er relevante i forbindelse med en afvikling

d)

at pålægge enheden at afhænde bestemte aktiver

e)

at pålægge enheden at begrænse eller indstille visse eksisterende eller påtænkte aktiviteter

f)

at begrænse eller standse udviklingen af nye eller eksisterende forretningsområder eller salget af nye eller eksisterende produkter

g)

at kræve ændringer af den juridiske eller operationelle struktur af enheden eller en koncernenhed, som den enten direkte eller indirekte kontrollerer, for at begrænse kompleksiteten med henblik på at sikre, at kritiske funktioner kan adskilles juridisk og operationelt fra andre funktioner ved anvendelsen af afviklingsværktøjerne

h)

at pålægge en enhed at oprette et finansielt moderholdingselskab i en deltagende medlemsstat eller et finansielt moderholdingselskab i Unionen

i)

at pålægge en enhed at udstede nedskrivningsrelevante passiver for at opfylde kravene i ►M1 artikel 12f og 12g ◄

j)

at pålægge en enhed at træffe andre foranstaltninger til at opfylde kravene i ►M1 artikel 12f og 12g ◄ , herunder navnlig ved at forsøge at genforhandle nedskrivningsrelevante passiver — hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter — den har udstedt, med henblik på at sikre, at en eventuel afgørelse fra Kommissionens side om at nedskrive eller konvertere de pågældende passiver eller instrumenter foretages i henhold til lovgivningen i den jurisdiktion, som de pågældende passiver eller instrumenter henhører under.

▼M1

k)

at pålægge en enhed at forelægge en plan for fornyet opfyldelse af kravene i nærværende forordnings artikel 12f og 12g udtrykt som en procentdel af den samlede risikoeksponering beregnet i overensstemmelse med artikel 92, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 og, hvor det er relevant, i overensstemmelse med det kombinerede bufferkrav og med kravene i nærværende forordnings artikel 12f eller 12g udtrykt som en procentdel af det samlede eksponeringsmål i artikel 429 og 429a i forordning (EU) nr. 575/2013

l)

med henblik på at sikre fortsat opfyldelse af artikel 12f eller 12g at pålægge en enhed at ændre løbetidsprofilen for:

i)

kapitalgrundlagsinstrumenter efter at have opnået samtykke fra de kompetente myndigheder, herunder ECB, og

ii)

nedskrivningsrelevante passiver som omhandlet i artikel 12c og artikel 12g, stk. 2, litra a).

▼B

De nationale afviklingsmyndigheder træffer i givet fald direkte de foranstaltninger, der er henvist til i litra a)- j) i første afsnit.

Artikel 10 12.

De nationale afviklingsmyndigheder gennemfører Afviklingsinstansens instrukser i overensstemmelse med artikel 29.

Artikel 10 13.

En afgørelse i medfør af stk. 10 eller 11 skal opfylde følgende krav:

a)

den skal indeholde en begrundelse for den pågældende vurdering eller konstatering

b)

den skal angive, hvordan vurderingen eller konstateringen opfylder kravet om proportionalitet som fastsat i stk. 10.

Artikel 10 Vurdering af afviklingsmulighederne

1. Oversigt

1.1 Referencer

1.2 Identificerede krav

1.3 Relaterede standarder

2. Identificerede krav

3. Relaterede standarder