Artikel 383a 3.

Eksponeringsmodellen omhandlet i stk. 1 er en del af instituttets interne kreditværdijusteringsrisikostyringssystem, der omfatter identifikation, måling, styring, godkendelse og intern rapportering af kreditværdijustering og kreditværdijusteringsrisiko i regnskabsøjemed.

Instituttet har indført en procedure til sikring af overholdelse af et dokumenteret sæt interne politikker, kontroller, vurdering af modelresultater og procedurer vedrørende eksponeringsmodellen omhandlet i stk. 1.

Instituttet har en uafhængig valideringsenhed, som er ansvarlig for en effektiv indledende og løbende validering af den eksponeringsmodel, der er omhandlet i denne artikels stk. 1. Denne enhed skal være uafhængig af forretnings- og handelsenheder, herunder den enhed, der er omhandlet i artikel 383, stk. 1, litra a), og skal rapportere direkte til den daglige ledelse. Den skal have et tilstrækkeligt antal medarbejdere med et kompetenceniveau, der er tilstrækkeligt til at opfylde dens formål.

Den daglige ledelse deltager aktivt i risikostyringsprocessen og betragter kreditværdijusteringsrisikostyring som et væsentligt aspekt af virksomheden, som det er nødvendigt at afsætte passende ressourcer til.

Instituttet skal dokumentere processen for indledende og løbende validering af eksponeringsmodellen, jf. stk. 1, i en detaljeringsgrad, der gør det muligt for en tredjepart at forstå, hvordan modellerne fungerer, deres begrænsninger og deres vigtigste antagelser, og genskabe analysen. Den pågældende dokumentation skal angive den minimumshyppighed, hvormed den igangværende validering vil blive gennemført, samt andre omstændigheder, f.eks. en pludselig ændring i markedsadfærden, hvorunder der skal foretages yderligere validering. Den skal beskrive, hvordan valideringen udføres med hensyn til datastrømme og porteføljer, hvilke analyser der anvendes, og hvordan repræsentative modpartsporteføljer er opbygget.

De værdiansættelsesmodeller, der anvendes i eksponeringsmodellen omhandlet i stk. 1, for et givet scenario med simulerede markedsrisikofaktorer, skal testes i forhold til relevante uafhængige benchmarks for en lang række markedstilstande som led i den indledende og løbende modelvalideringsproces. Modeller til værdiansættelse af optioner skal tage højde for, at optionsværdier med hensyn til markedsrisikofaktorer har en ikkelineær karakter.

Instituttets interne revisionsproces foretager regelmæssigt en uafhængig gennemgang af instituttets interne kreditværdijusteringsrisikostyringssystemer, jf. dette stykkes litra a). Den pågældende gennemgang omfatter aktiviteterne i såvel den enhed, der er omhandlet i artikel 383, stk. 1, litra a), som i den uafhængige valideringsenhed, der er omhandlet i nærværende stykkes litra c).

Den reguleringsmæssige CVA-model, som instituttet anvender til beregning af den simulerede diskonterede fremtidige eksponering, jf. stk. 1, afspejler transaktionsvilkår og -specifikationer samt margenaftaler på en aktuel, fyldestgørende og konservativ måde. Nævnte vilkår og specifikationer opbevares i en sikker database, der underkastes formel og regelmæssig revision. Overførslen af data om transaktionsvilkår og -specifikationer og margenaftaler til eksponeringsmodellen underkastes også intern revision, og der er indført formelle afstemningsprocesser mellem den interne model og kildedatasystemerne for løbende at verificere, at transaktionsvilkår og -specifikationer og margenaftaler afspejles korrekt eller i det mindste konservativt i eksponeringssystemet.

De aktuelle og historiske markedsdata, der anvendes af instituttet i modellen til beregning af den simulerede diskonterede fremtidige eksponering, jf. stk. 1, erhverves uafhængigt af forretningsområderne og indgår i den pågældende model på en aktuel og fyldestgørende måde og vedligeholdes i en sikker database, der underkastes formel og regelmæssig revision. Et institut skal have en veludviklet dataintegritetsproces til håndtering af uhensigtsmæssige dataobservationer. Hvis modellen er baseret på tilnærmede markedsdata, udformer instituttet interne politikker med henblik på at identificere egnede tilnærmede værdier og påviser løbende empirisk, at indikatorerne giver en konservativ fremstilling af den underliggende risiko.

Eksponeringsmodellen som omhandlet i stk. 1, afspejler transaktionsspecifikke og kontraktlige oplysninger med henblik på at aggregere eksponeringer på nettinggruppeniveau. Et institut sikrer sig, at transaktionerne henføres til den relevante nettinggruppe inden for modellen.