BILAG I

1. Usikrede kontante lån: Når kontante lån investeres, øger disse alt andet lige AIF'ens eksponering med det samlede beløb af disse lån. Den minimale eksponering er derfor altid lånebeløbet. Den kan være højere, hvis værdien af en investering realiseret med lånet, er større end det lånte beløb. For at undgå, at beløbet medregnes to gange, indgår kontante lån, der bruges til at finansiere eksponeringen, ikke i beregningen. Hvis kontante lån ikke investeres, men bibeholdes som kontanter eller tilsvarende som defineret i artikel 7, litra a), øger de ikke AIF'ens eksponering.

2. Sikrede kontante lån: Sikrede kontante lån ligner usikrede kontante lån, men lånet kan være sikret af en pulje af aktiver eller af et enkelt aktiv. Hvis kontante lån ikke investeres, men bibeholdes som kontanter eller tilsvarende som defineret i artikel 7, litra a), øger de ikke AIF'ens eksponering.

3. Konvertible lån: Konvertible lån er købt gæld, som under visse omstændigheder sætter indehaveren eller udstederen i stand til at konvertere den pågældende gæld til et andet aktiv. AIF'ens eksponering er markedsværdien af disse lån.

4. Renteswaps: En renteswap er en aftale om at udveksle rentebærende cash flows, beregnet på grundlag af en nominel hovedstol med bestemte mellemrum (forfaldsdatoer) i aftalens løbetid. Hver parts betalingsforpligtelse beregnes ved hjælp af forskellige rentesatser baseret på de nominelle eksponeringer.

5. Differencekontrakter: En differencekontrakt (CFD) er en aftale mellem to parter — investoren og CFD-udbyderen — om at betale modparten ændringen i prisen på det underliggende aktiv. Afhængigt af hvilken vej prisen udvikler sig, betaler den ene part modparten forskellen fra det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået, til det tidspunkt, hvor den ophører. Eksponering er markedsværdien af det underliggende aktiv. Samme metode skal anvendes på finansiel spread betting.

6. Futureskontrakter: En futureskontrakt er en aftale om at købe eller sælge en anført mængde af en sikkerhed, en valuta, en råvare, et indeks eller et andet aktiv på en bestemt fremtidig dato og til en på forhånd aftalt pris. Eksponeringen er markedsværdien af det tilsvarende underliggende aktiv.

7. Total-afkast-swaps: En total-afkast-swap er en aftale, hvor den ene part (total-afkast-betaler) overfører det samlede økonomiske resultat af en referenceforpligtelse til modparten (total-afkast-modtager). Samlet økonomisk resultat omfatter indtægter fra renter og honorarer, gevinster eller tab som følge af markedsudviklingen samt kredittab. AIF'ens eksponering er markedsværdien af de tilsvarende referenceaktiver, som har indflydelse på swap'ens økonomiske resultat.

8. Terminsaftaler: En terminsaftale er en individuel bilateral aftale om at udveksle et aktiv eller cash flows på en anført fremtidig afregningsdato til en terminspris, som er aftalt på handelsdatoen. Den ene part i terminsaftalen er køberen (lang), som er indforstået med at betale terminsprisen på afregningsdatoen; den anden part er sælgeren (kort), som er indforstået med at modtage terminsprisen. Deltagelse i en terminsaftale kræver normalt ikke betaling af et gebyr. AIF'ens eksponering er markedsværdien af det tilsvarende underliggende aktiv. Dette kan erstattes af aftalens nominelle værdi, hvis denne er mere konservativ.

9. Optioner: En option er en aftale, som giver køberen, der betaler en pris (præmie), retten — men ikke forpligtelsen — til at købe eller sælge en bestemt mængde af et underliggende aktiv til en aftalt pris (strikeprisen eller udnyttelseskursen) ved eller indtil aftalens udløb. En call-option er en option til at købe, og en put-option er en option til at sælge. Grænserne for midlernes eksponering vil på den ene side være en potentielt ubegrænset eksponering og på den anden side en eksponering, der er begrænset til, hvad der er højst, enten den betalte præmie eller markedsværdien af den pågældende option. Eksponeringen mellem disse to grænser bestemmes som den deltajusterede ækvivalent af den underliggende position (en options delta måler følsomheden af en options pris udelukkende i forhold til en ændring i prisen for det underliggende aktiv). Samme metode skal anvendes i forbindelse med afledte finansielle instrumenter, f.eks. i strukturerede produkter. Strukturen skal opdeles i enkeltdele, og der skal tages højde for effekten på eksponeringen af de afledte instrumenters lag på tilfredsstillende vis.

10. Genkøbsaftaler: En genkøbsaftale forekommer normalt, når en AIF »sælger« værdipapirer til en omvendt repomodpart og er indforstået med at købe dem tilbage til en aftalt pris i fremtiden. AIF'en påtager sig en finansiel omkostning ved at indgå i denne transaktion og vil derfor være nødt til at geninvestere de kontante indtægter (reelt kontant sikkerhed) for at skabe et afkast, der er større end den finansielle omkostning, AIF'en har påtaget sig. Denne geninvestering af den »kontante sikkerhed« betyder, at den øgede markedsrisiko bæres af AIF'en, og den skal således medtages i beregningen af den samlede eksponering. De økonomiske risici og fordele ved de »solgte« værdipapirer forbliver hos AIF'en. En repotransaktion vil desuden næsten altid medføre gearing, da den kontante sikkerhed vil blive geninvesteret. Hvis en ikke-kontant sikkerhed modtages som del af transaktionen, og denne sikkerhed derefter bruges som del af en anden repotransaktion eller en aftale om lån af værdipapirer, skal den fulde markedsværdi af sikkerheden medtages i det samlede eksponeringsbeløb. AIF'ens eksponering øges med den geninvesterede del af den kontante sikkerhed.

11. Omvendte genkøbsaftaler: Denne transaktion forekommer, hvis en AIF »køber« værdipapirer fra en repomodpart og er indforstået med at sælge dem tilbage til en aftalt pris i fremtiden. AIF'er foretager normalt disse transaktioner for at opnå et pengemarkedsafkast med lav risiko, og de »købte« værdipapirer fungerer som sikkerhed. Der skabes derfor ingen samlet eksponering, og AIF'en påtager sig ikke risiciene eller fordelene ved de »købte« værdipapirer, dvs. der er ingen øget markedsrisiko. Det er imidlertid muligt at anvende de »købte« værdipapirer yderligere som del af en repotransaktion eller en transaktion med lån af værdipapirer, som beskrevet ovenfor, og i dette tilfælde skal værdipapirernes fulde markedsværdi medtages i det samlede eksponeringsbeløb. De økonomiske risici og fordele ved de købte værdipapirer forbliver modpartens og øger således ikke AIF'ens eksponering.

12. Ordninger med udlån af værdipapirer: En AIF, der indgår i en transaktion med udlån af værdipapirer, udlåner et værdipapir til en modpart, der låner værdipapiret (som normalt låner værdipapiret til at dække en fysisk short selling-transaktion) for et aftalt gebyr. Værdipapirlåneren giver AIF'en kontanter eller ikke-kontant sikkerhed. Der opstår kun samlet eksponering, hvis kontant sikkerhed geninvesteres i andre instrumenter end dem, der er defineret i artikel 7, andet afsnit, litra a). Hvis den ikke-kontante sikkerhed anvendes yderligere som del af en repotransaktion eller en anden transaktion med udlån af værdipapirer, skal værdipapirernes fulde markedsværdi medtages i det samlede eksponeringsbeløb, som beskrevet tidligere. Eksponering opstår i den udstrækning, som den kontante sikkerhed geninvesteres.

13. Ordninger med lån af værdipapirer: En AIF, der foretager lån af værdipapirer, låner et værdipapir fra en modpart, der udlåner værdipapirer for et aftalt gebyr. AIF'en sælger så værdipapiret på markedet. AIF'en er nu short i dette værdipapir. I den udstrækning at de kontante indtægter fra salget geninvesteres, vil dette også øge AIF'ens eksponering. Eksponeringen er markedsværdien af de shortede værdipapirer. Der skabes yderligere eksponering i den udstrækning de modtagne kontanter geninvesteres.

14. Credit default swaps (CDS): En credit default swap (CDS) er en kreditderivataftale, som giver køberen beskyttelse, normalt den fulde genindvinding, hvis referenceenheden misligholdes eller i tilfælde af en kredithændelse. Som betaling modtager sælgeren af CDS'en et løbende fast gebyr, som kaldes spread, fra køberen. For beskyttelsessælgeren er eksponeringen den højeste værdi af enten de underliggende referenceaktivers markedsværdi eller CDS'ens nominelle værdi. For beskyttelseskøberen er eksponeringen det underliggende referenceaktivs markedsværdi.