2. En juridisk enhed indberetter oplysninger om reelt ejerskab til det centrale register uden unødigt ophold efter dens oprettelse. Enhver ændring af disse oplysninger indberettes til det centrale register uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 28 kalenderdage derefter. Den juridiske enhed kontrollerer regelmæssigt, at den er i besiddelse af ajourførte oplysninger om sit reelle ejerskab. Som minimum foretages en sådan kontrol årligt, enten som en selvstændig proces eller som led i andre periodiske processer, såsom indsendelse af årsregnskaber.
De reelle ejere af en juridisk enhed samt de juridiske enheder og, hvis der er tale om juridiske arrangementer, deres trustforvaltere eller personer, der besidder en tilsvarende stilling, som er en del af ejerskabs- eller kontrolstrukturen for en juridisk enhed, forelægger denne juridiske enhed alle de oplysninger, som er nødvendige, for at den juridiske enhed kan overholde kravene i dette kapitel eller imødekomme anmodninger om yderligere oplysninger modtaget i henhold til artikel 10, stk. 4, i direktiv (EU) 2024/1640.