EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/3012 af 27. november 2024 om fastlæggelse af en EU-certificeringsramme for permanent kulstoffjernelse, kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter

(1)

I henhold til Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) (»Parisaftalen«) og godkendt ved Rådets afgørelse (EU) 2016/1841 (4), har det internationale samfund indgået en aftale om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 oC over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 oC over det førindustrielle niveau. Partskonferencen under UNFCCC vedtog den 13. november 2021 også Glasgowklimaaftalen, som anerkender, at indvirkningen af klimaændringer vil være meget lavere ved en temperaturstigning på 1,5 oC sammenlignet med 2 oC, og er fast besluttet på at fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 oC. Unionen og dens medlemsstater er parter i Parisaftalen og er stærkt engageret i dens gennemførelse ved at reducere drivhusgasemissionerne og ved at øge kulstoffjernelsen.

(2)

På globalt plan peger rapporterne fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) i retning af en aftagende sandsynlighed for, at den globale opvarmning kan begrænses til 1,5 oC, medmindre det lykkes hurtigt og i mærkbar grad at reducere de globale drivhusgasemissioner i den resterende del af dette årti og i de kommende årtier. Det fremgår ligeledes klart af IPCC-rapporterne, at anvendelsen af kuldioxid- (CO2-) fjernelse for at opveje de restemissioner, som det er vanskeligt at nedbringe, er uundgåelig, hvis der skal opnås nettonul-CO2-emissioner eller nettonuldrivhusgasemissioner. Dette vil forudsætte udbredelse på storskala af bæredygtige aktiviteter til CO2-fangst fra atmosfæren og varig lagring heraf i geologiske, terrestriske eller marine reservoirer, herunder i havene, eller i langtidsholdbare produkter. Indtil videre er Unionen med de gældende politikker ikke på rette kurs til at levere den fornødne kulstoffjernelse: kulstoffjernelsen i de terrestriske økosystemer har været aftagende i de seneste år, og i øjeblikket finder der ingen nævneværdig industriel kulstoffjernelse sted i Unionen.

(3)

Formålet med denne forordning er at opstille en frivillig EU-certificeringsramme for permanent kulstoffjernelse, kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter (»EU-certificeringsrammen«) med henblik på at lette og tilskynde til udbredelse af kulstoffjernelse og jordemissionsreduktion af høj kvalitet under fuld overholdelse af Unionens mål om biodiversitet og nulforurening som et supplement til vedvarende emissionsreduktion på tværs af alle sektorer. EU-certificeringsrammen vil dermed være et middel til at støtte opfyldelsen af Unionens mål i henhold til Parisaftalen, navnlig den kollektive opnåelse af målet om klimaneutralitet senest i 2050 som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (5). Al kulstoffjernelse og jordemissionsreduktion, der er certificeret i henhold til EU-certificeringsrammen, bør bidrage til opfyldelsen af Unionens nationalt bestemte bidrag (NDC) og dens klimamål. For at undgå dobbelttælling bør denne kulstoffjernelse og jordemissionsreduktion derfor ikke bidrage til tredjeparters NDC'er eller internationale overholdelsesordninger. Unionen har også givet tilsagn om at opnå negative emissioner efter 2050. Et vigtigt instrument til at øge kulstoffjernelsen i terrestriske økosystemer er Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 (6) om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) i klima- og energirammen for 2030, som fastsætter et EU-mål for nettofjernelse på 310 mio. ton CO2-ækvivalenter senest i 2030 og fordeler mål på hver medlemsstat.

(4)

I henhold til sin meddelelse af 6. februar 2024 med titlen »Mod en ambitiøs industriel CO2-forvaltning for EU« har Kommissionen til hensigt at vurdere de overordnede mål for behovet for kulstoffjernelse i overensstemmelse med Unionens klimaambitioner for 2040 og målet om at opnå klimaneutralitet senest i 2050 og negative emissioner derefter, at udvikle politiske løsningsmodeller og støttemekanismer for industriel kulstoffjernelse, herunder om og hvordan der skal tages højde for dem i Unionens emissionshandelssystem, og sideløbende hermed at sætte skub i Unionens forskning, innovation og tidlig demonstration inden for ny industriel teknologi til fjernelse af CO2 inden for rammerne af Horisont Europa, rammeprogrammet for forskning og innovation oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 (7), og Innovationsfonden oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (8). Desuden bør Kommissionen vurdere mulighederne for EU-mål for kulstoffjernelse, herunder et tydeligt angivet særskilt mål for permanent kulstoffjernelse.

(5)

En harmoniseret EU-certificeringsramme forventes at øge den miljømæssige integritet og gennemsigtighed af permanent kulstoffjernelse, kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter og fremme tilliden til certificeringen heraf, samtidig med at de dermed forbundne administrative omkostninger reduceres. EU-certificeringsrammens frivillige karakter indebærer, at eksisterende og nye offentlige og private certificeringsordninger vil kunne ansøge om Kommissionens anerkendelse i henhold til denne forordning, men ikke vil være forpligtede hertil for at kunne fungere i Unionen.

(6)

Forordning (EU) 2021/1119 fastsætter også et bindende EU-klimamål om en intern reduktion af nettodrivhusgasemissioner på mindst 55 % sammenlignet med 1990-niveauerne senest i 2030. For at sikre, at der træffes tilstrækkelige modvirkningsforanstaltninger frem til 2030, er bidraget fra nettofjernelse til EU-klimamålet for 2030 begrænset til 225 mio. ton CO2-ækvivalenter.

(7)

EU-certificeringsrammen vil støtte udviklingen af permanent kulstoffjernelse, kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter i Unionen, som resulterer i en utvetydig gunstig klimapåvirkning, samtidig med at der sættes en stopper for grønvask. Angående kulstofbindende dyrkning bør EU-certificeringsrammen også fremme udbredelse af aktiviteter, som skaber sidegevinster for biodiversiteten, og derved bidrage til opnåelsen af de naturgenopretningsmål, der er fastsat i EU-retten.

(8)

EU-certificeringsrammen bør også tilskynde til forskning og innovation, herunder ved at fremhæve relevante forskningsprogrammers rolle, så nye teknologier får lettere adgang til markedet. I den forbindelse tilskyndes Kommissionen og medlemsstaterne til at indgå et tværfagligt samarbejde, som inddrager nationale og regionale forskningsinstitutioner, videnskabsfolk, landbrugere og små og mellemstore virksomheder.

(9)

For at støtte operatører, der er villige til at gøre mere for at øge kulstoffjernelsen eller reducere jordemissionerne på en bæredygtig måde, bør der i EU-certificeringsrammen tages hensyn til de forskellige typer af aktiviteter, deres særtræk og den dermed forbundne miljøpåvirkning. Denne forordning bør derfor indeholde klare definitioner af permanent kulstoffjernelse, kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter og andre elementer i EU-certificeringsrammen. Dens anvendelsesområde bør omfatte aktiviteter, der øger kulstoflagringen i geologiske, terrestriske eller marine reservoirer, herunder i havene, og i langtidsholdbare produkter. Aktiviteterne bør omfatte en eller flere praksisser eller processer, der fjerner kulstof fra atmosfæren. Visse aktiviteter, f.eks. aktiviteter, der er baseret på anvendelse af biokul, kan resultere i forskellige typer nettofordele ved kulstoffjernelse og varighed af kulstoflagringen alt efter de specifikke betingelser, hvorunder aktiviteterne finder sted. Der bør derfor fastsættes passende overvågnings- og erstatningsansvarsregler i de gældende certificeringsmetoder, der skal fastsættes på EU-plan i henhold til denne forordning.

(10)

I tilfælde af kulstofbindende dyrkning kan relevante aktiviteter omfatte praksisser og processer, der udføres i marine og kystnære økosystemer. Relevante aktiviteter kan også omfatte praksisser eller processer, der reducerer drivhusgasemissioner fra jorder eller resulterer i reduktion af frigivelsen af kulstof til atmosfæren fra kulstofpuljer i jorden, jf. afsnit B, litra e) og f), i bilag I til forordning (EU) 2018/841, som det f.eks. er tilfældet for aktiviteter, der forbedrer jordbearbejdningen eller genopretter forringede tørveområder. Derudover bør reduktioner af emissioner fra landbrugsjorder svarende til emissionerne fra IPCC-kildekategorien landbrug, underkategorien for landbrugsjorder som rapporteret i tabel 3.D i det fælles rapporteringsformats tabeller i henhold til UNFCCC's rapporteringsretningslinjer for årlige opgørelser for parter, der er opført i bilag I til nævnte konvention, også medtages i den kvantitative bestemmelse af kulstofbindende dyrkningsaktiviteter, når blot disse emissionsreduktioner skyldes en aktivitet, der samlet set reducerer kulstofemissionerne fra kulstofpuljer i jorden eller øger kulstoffjernelsen i biogene kulstofpuljer. Derimod bør aktiviteter, som hverken resulterer i kulstoffjernelse eller jordemissionsreduktion, såsom projekter med undgået skovrydning eller projekter vedrørende vedvarende energi, ikke være omfattet af anvendelsesområdet for EU-certificeringsrammen.

(11)

I denne forordning bør der fastsættes krav for, hvornår kulstoffjernelse og jordemissionsreduktion er berettiget til certificering i henhold til EU-certificeringsrammen. Til dette formål bør kulstoffjernelse og jordemissionsreduktion kvantificeres på en nøjagtig og robust måde, og de bør kun opnås i kraft af aktiviteter, der skaber en nettofordel ved kulstoffjernelse eller en nettofordel ved jordemissionsreduktion, er additionelle og tilsigter at sikre langsigtet kulstoflagring. De bør ikke gøre væsentlig skade på miljøet og bør kunne medføre en sidegevinst i forbindelse med bæredygtighedsmålene. Kulstoffjernelse og jordemissionsreduktion bør underkastes en uafhængig tredjepartsaudit, der udføres af certificeringsorganer af hensyn til certificeringsprocessens troværdighed og pålidelighed. Desuden bør denne forordning fastsætte regler om udstedelse og anvendelse af certificerede enheder.

(12)

Obligatoriske EU-regler for kulstofprissætning, som er fastsat ved direktiv 2003/87/EF, regulerer behandlingen af emissioner fra aktiviteter, der er omfattet af nævnte direktiv. Denne forordning bør ikke berøre direktiv 2003/87/EF, undtagen hvad angår certificering af fangst og lagring af CO2-emissioner fra biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, som opfylder de bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, der er fastlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (9), med de tilpasninger, der er nødvendige for anvendelsen i henhold til direktiv 2003/87/EF som fastsat i de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i artikel 14 i direktiv 2003/87/EF, i overensstemmelse med bilag IV til direktiv 2003/87/EF.

(13)

En aktivitet bør udmønte sig i en nettofordel ved kulstoffjernelse eller en nettofordel ved jordemissionsreduktion, hvorved det påvises, at den har en gunstig klimapåvirkning. Nettofordelen ved kulstoffjernelsen eller nettofordelen ved jordemissionsreduktionen bør kvantificeres efter de følgende to trin.

(14)

I det første trin til kvantitativ bestemmelse af nettofordelen ved kulstoffjernelsen eller nettofordelen ved jordemissionsreduktionen bør operatørerne kvantificere mængden af yderligere kulstoffjernelse eller jordemissionsreduktion, som en aktivitet har skabt i forhold til et referencescenario. I tilfælde af kulstofbindende dyrkning bør den måde, hvorpå kulstoffjernelse eller jordemissionsreduktion kvantificeres, sikre, at enhver frigivelse af kulstof, der finder sted i en kulstofpulje, tages i betragtning på en passende måde ved den kvantitative bestemmelse af nettofordelen ved aktiviteten. Certificeringsmetoderne bør fastsætte standardiserede referencescenarier, der bør være meget repræsentative for standardpræstationerne for sammenlignelige praksisser og processer ved lignende sociale, økonomiske, miljømæssige, reguleringsmæssige og teknologiske omstændigheder og tage hensyn til den geografiske kontekst, herunder lokale pedoklimatiske og reguleringsmæssige forhold. Denne tilgang til fastsættelse af standardiserede referencescenarier bør foretrækkes, fordi den sikrer objektivitet, minimerer overholdelses- og andre forvaltningsomkostninger og positivt anerkender indsatsen blandt pionerer, som allerede har deltaget i egnede aktiviteter. I forbindelse med kulstofbindende dyrkning bør kun praksisser og processer, der går videre end den almindelige praksis, certificeres. Derfor bør en specifik kulstofbindende dyrkningsaktivitet ikke belønnes, hvis den allerede er udbredt i en region med lignende pedoklimatiske og reguleringsmæssige forhold. De standardiserede referencescenarier bør sikre, at en aktivitet, når den bliver almindelig praksis, ikke længere kan certificeres. Til dette formål bør Kommissionen mindst hvert femte år gennemgå og, hvis det er relevant, ajourføre de standardiserede referencescenarier i lyset af udviklingen i de reguleringsmæssige omstændigheder og den seneste tilgængelige videnskabelige dokumentation for at afspejle den sociale, økonomiske, miljømæssige, reguleringsmæssige og teknologiske udvikling og for at tilskynde til øgede ambitioner over tid i overensstemmelse med Parisaftalen. Desuden bør anvendelsen af tilgængelige digitale teknologier, herunder elektroniske databaser og geografiske informationssystemer, telemåling, innovative kulstofkvantificeringssystemer på stedet, kunstig intelligens og maskinlæring, og af elektroniske kort fremmes for at mindske omkostningerne ved at fastlægge standardiserede referencescenarier og sikre robustheden af overvågningen af aktiviteterne. Er det imidlertid ikke muligt at fastsætte sådanne standardiserede referencescenarier, bør der anvendes et aktivitetsspecifikt referencescenario baseret på operatørens individuelle præstationer. Operatøren bør ajourføre de aktivitetsspecifikke referencescenarier ved begyndelsen af hver aktivitetsperiode, medmindre andet er angivet i de gældende certificeringsmetoder.

(15)

Det andet trin i den kvantitative bestemmelse af nettofordelen bør bestå i at fratrække alle dertil knyttede drivhusgasemissioner, der opstår i løbet af aktivitetens livscyklus og har forbindelse med gennemførelsen af aktiviteten. Som relevante drivhusgasemissioner bør der tages hensyn til dels direkte emissioner såsom emissioner fra en øget anvendelse af gødningsstoffer, kemikalier, brændsler eller energi, andet materialeinput og transport, dels indirekte emissioner såsom emissioner grundet ændringer i arealanvendelsen med deraf følgende risici for fødevaresikringen som følge af fortrængning af landbrugsproduktionen eller fortrængningseffekter som følge af konkurrerende efterspørgsel efter energi eller spildvarme. Enhver stigning i drivhusgasemissionerne som følge af gennemførelsen af aktiviteten bør trækkes fra nettofordelen ved kulstoffjernelsen eller nettofordelen ved jordemissionsreduktionen på en passende måde i overensstemmelse med de tekniske regler, der er fastsat i den gældende certificeringsmetode. En reduktion af drivhusgasemissionerne i kraft af gennemførelsen af aktiviteten, bortset fra reduktionen af jordemissioner fra landbrugsjorder, bør ikke tages i betragtning ved den kvantitative bestemmelse af nettofordelen ved kulstoffjernelsen eller nettofordelen ved jordemissionsreduktion, men den bør betragtes som at give en sidegevinst med henblik på bæredygtighedsmålet om modvirkning af klimaændringer og angives på overensstemmelsescertifikaterne. En sådan reduktion af drivhusgasemissioner kan i lighed med de øvrige bæredygtighedsrelaterede sidegevinster øge værdien af den certificerede kulstoffjernelse eller jordemissionsreduktion.

(16)

Operatører, som udfører aktiviteter, der er omfattet af denne forordning, bør omfatte enhver fysisk eller juridisk person eller offentlig enhed, som driver eller kontrollerer en aktivitet, eller som har fået overdraget afgørende økonomiske beføjelser med hensyn til aktivitetens tekniske funktionsmåde. Angående kulstofbindende dyrkning bør definitionen af »operatør« finde anvendelse på »landbruger« som defineret i artikel 3, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 (10), på enhver anden forvalter af en aktivitet i et terrestrisk miljø eller kystmiljø, på en skovejer eller -forvalter som defineret i national ret eller på en kompetent offentlig enhed. »Operatørsammenslutning« bør omfatte enhver juridisk enhed, der repræsenterer mindst to operatører, herunder kooperativer, producentorganisationer eller producentsammenslutninger, og sikrer, at disse operatører overholder nærværende forordning.

(17)

En aktivitet tilvejebringer en nettofordel ved kulstoffjernelsen, hvis kulstoffjernelsen ud over referencescenariet overstiger enhver forøgelse af drivhusgasemissioner, der er knyttet til gennemførelsen af aktiviteten. For eksempel i tilfælde af permanent kulstoffjernelse, hvor der injiceres kulstof i underjordiske lagre, bør mængden af permanent lagret kulstof overstige de energirelaterede drivhusgasemissioner fra den industrielle proces. Tilsvarende er nettofordelen ved jordemissionsreduktion gennem jordemissionsreduktion fra kulstofbindende dyrkning positiv, hvis jordemissionsreduktionen sammenlignet med referencescenariet overstiger enhver forøgelse af drivhusgasemissioner, der er knyttet til gennemførelsen af aktiviteten. Kulstofbindende dyrkningsaktiviteter forbedrer generelt jordbundens kvalitet, hvilket har en positiv indvirkning på jordens modstandsdygtighed og produktivitet, men under visse omstændigheder kan de også medføre et fald i fødevareproduktionen og derfor føre til en virkning i form af kulstofudsivning som følge af indirekte ændringer i arealanvendelsen, og de dermed forbundne indirekte emissioner bør derfor tages i betragtning. Alt kulstof, der fanges og lagres ved skovrejsning, eller al jordemissionsreduktion som følge af genopretning af vådområder bør overstige emissionerne fra de maskiner, der anvendes til at udføre aktiviteten, eller de indirekte emissioner som følge af ændringer i arealanvendelsen, der kan forårsages af kulstofudsivning.

(18)

Kulstoffjernelse og jordemissionsreduktion samt de tilsvarende dertil knyttede direkte og indirekte drivhusgasemissioner bør kvantificeres på en relevant, forsigtig, nøjagtig, fyldestgørende, konsekvent, gennemsigtig og sammenlignelig måde. Usikkerheder i den kvantitative bestemmelse bør angives på behørig vis og bogføres på en forsigtig måde for at begrænse risikoen for at overvurdere den mængde CO2, der fjernes i atmosfæren, eller undervurdere mængden af direkte og indirekte drivhusgasemissioner, der genereres af en aktivitet. Midlertidig kulstoffjernelse og jordemissionsreduktion, der opnås i kraft af kulstofbindende dyrkning, bør kvantificeres med en høj grad af nøjagtighed for at sikre den højeste kvalitet og minimere usikkerhedsmomenter, og de bør, hvor det er muligt, baseres på anvendelsen af niveau 3-metoder i overensstemmelse med IPCC's retningslinjer fra 2006 for nationale drivhusgasopgørelser og eventuelle yderligere finjusteringer af disse IPCC-retningslinjer fra 2006. For at tilskynde til synergier mellem Unionens klima- og biodiversitetsmål er det desuden nødvendigt at øge overvågningen af arealer og dermed bidrage til at beskytte og øge modstandsdygtigheden af naturbaseret kulstoffjernelse i hele Unionen. Overvågningen af emissioner og fjernelse skal nøje afspejle disse synergier, bør baseres på en passende kombination af målinger på stedet med telemåling eller modellering i henhold til regler i den gældende certificeringsmetode, bør gøre bedst mulig brug af avancerede teknologier, der står til rådighed inden for EU-programmer såsom Copernicusdelen af Unionens rumprogram, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/696 (11), bør gøre fuld brug af allerede eksisterende redskaber og bør sikre overensstemmelse med de nationale drivhusgasopgørelser.

(19)

Ved valget af metoder, der er relevante for beregningerne af drivhusgasemissioner og fjernelse, bør der anvendes en forsigtig tilgang i overensstemmelse med IPCC's retningslinjer fra 2006 for skøn over nationale drivhusgasopgørelser, hvis det er relevant. Det betyder, at de benyttede metoder bør resultere i forsigtige skøn over emissioner eller fjernelse, så emissionerne ikke undervurderes, og fjernelsen ikke overvurderes.

(20)

EU-certificeringsrammen bør tilskynde til aktiviteter, der er additionelle, hvilket betyder, at de er mere vidtgående end standardpraksis. Disse aktiviteter bør derfor række ud over lovfæstede krav på den enkelte operatørs niveau, dvs. at operatørerne forventes at udføre aktiviteter, de ikke allerede har fået pålagt i henhold til gældende ret. Desuden bør aktiviteter blive økonomisk levedygtige på grund af certificeringens tilskyndelsesvirkning. Dette gør sig gældende, hvis det incitament, der skabes af de potentielle indtægter fra certificeringen, ændrer operatørernes adfærd på en sådan måde, at de deltager i den additionelle aktivitet for at opnå yderligere kulstoffjernelse eller jordemissionsreduktion.

(21)

Et standardiseret referencescenario bør afspejle de lovbestemte og markedsmæssige betingelser, hvorpå aktiviteten finder sted. Er en aktivitet pålagt operatørerne ved gældende ret, eller er der ikke behov for nogen tilskyndelse for at iværksætte aktiviteten, vil bidraget herfra normalt være afspejlet i sådanne standardiserede referencescenarier. Derfor bør en aktivitet, hvormed der opnås kulstoffjernelse eller jordemissionsreduktion ud over et sådant referencescenario, antages at være additionel. Anvendelsen af et standardiseret referencescenario vil derfor gøre det enklere for operatørerne at påvise en aktivitets additionalitet, og det vil mindske den administrative byrde ved certificeringsprocessen, hvilket er særligt vigtigt for små operatører.

(22)

Der er risiko for, at atmosfærisk eller biogent kulstof, der fanges og lagres gennem permanent kulstoffjernelse, kulstofbindende dyrkning eller kulstoflagring i produkter, frigives til atmosfæren på grund af naturlige eller menneskeskabte årsager. Operatørerne bør derfor træffe alle relevante forebyggende foranstaltninger for at modvirke disse risici og behørigt overvåge, om kulstof fortsat lagres i løbet af den overvågningsperiode, som er fastsat for den relevante aktivitet. Gyldigheden af den certificerede enhed bør afhænge af lagringens forventede varighed og de forskellige risici for genudslip, der knytter sig til den pågældende aktivitet. Permanent kulstoffjernelse giver tilstrækkelig sikkerhed for varigheden af lagringen på meget lang sigt, dvs. en varighed på flere århundreder. Produkter med permanent kemisk bundet kulstof udgør en meget lav eller ingen risiko for frigivelse af kulstof. Kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter er i højere grad udsat for en risiko for tilsigtet eller utilsigtet frigivelse af kulstof til atmosfæren. For at tage højde for denne risiko bør gyldigheden af enheden for kulstofbindende dyrkning og enheden for kulstoflagring i produkter være underlagt en udløbsdato svarende til udløbet af den relevante overvågningsperiode, som bør dække mindst 35 år for kulstoflagring i produkter. Derefter bør det fangede og lagrede kulstof betragtes som frigivet til atmosfæren, medmindre operatøren eller operatørsammenslutningen forpligter sig til at forlænge overvågningsperioden. Certificeringsmetoderne bør fremme forlængelsen af overvågningsperioden for de relevante kulstofbindende dyrkningsaktiviteter med det formål at sikre, at den fangede CO2 lagres i jorder eller biomasse, og at skabe finansielle incitamenter på lang sigt for operatører, der beskæftiger sig med kulstofbindende dyrkning. Med henblik herpå bør certificeringsmetoderne tilskynde operatørerne til at forlænge overvågningsperioden flere gange med henblik på at lagre fanget kulstof i mindst flere årtier.

(23)

Ud over de foranstaltninger, der træffes for at minimere risikoen for at frigive kulstof til atmosfæren i løbet af overvågningsperioden, bør certificeringsmetoderne omfatte passende erstatningsansvarsordninger for at imødegå tilfælde af genudslip. Certificeringsmetoderne bør også omfatte regler for at imødegå risikoen for, at erstatningsansvarsordningerne ikke fungerer. Sådanne ordninger kan omfatte kollektive buffere og forudgående forsikringsordninger. For at undgå dobbeltregulering bør erstatningsansvarsordninger for geologisk lagring og CO2-udsivning og relevante afhjælpende foranstaltninger, der er fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og 2009/31/EF (12), finde anvendelse. For at sikre reguleringsmæssig sammenhæng bør de gældende certificeringsmetoder desuden omfatte overvågningsregler og erstatningsansvarsordninger, som er i overensstemmelse med de regler vedrørende permanent kemisk bundet kulstof i produkter, der er fastlagt i delegerede retsakter vedtaget i henhold til direktiv 2003/87/EF.

(24)

Aktiviteter til permanent kulstoffjernelse, kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter har et stort potentiale til at skabe win-win-løsninger for bæredygtighed, selv om en afvejning af modstående hensyn ikke kan udelukkes. Der bør derfor fastsættes mindstekrav til bæredygtighed for at sikre, at disse aktiviteter ikke gør væsentlig skade på miljøet og kan skabe sidegevinster for målene om: modvirkning af og tilpasning til klimaændringer, beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer, herunder jordbundssundhed og undgåelse af jordforringelse, bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer, omstilling til en cirkulær økonomi, herunder effektiv anvendelse af biobaserede materialer fra bæredygtige kilder, og forebyggelse og bekæmpelse af forurening. Kulstofbindende dyrkningsaktiviteter bør som minimum skabe sidegevinster for målet om beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer, herunder jordbundssundhed, samt undgåelse af jordforringelse. Disse minimumsbæredygtighedskrav bør tage hensyn til virkningen af aktiviteten både i og uden for Unionen samt lokale forhold og, hvis det er relevant, være i overensstemmelse med de tekniske screeningskriterier for princippet om ikke at gøre væsentlig skade og være i overensstemmelse med de bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for råmaterialer til biomasse fra skove og landbrug, der er fastsat i direktiv (EU) 2018/2001. Praksis, der har skadelige virkninger på biodiversiteten, f.eks. skove dyrket i monokultur, der har skadelige virkninger på biodiversiteten, bør ikke kunne certificeres.

(25)

Landbrugs- og skovbrugspraksis, der fjerner CO2 fra atmosfæren eller reducerer jordemissioner, bidrager til at opfylde målet om klimaneutralitet og bør belønnes via den fælles landbrugspolitik eller andre offentlige eller private initiativer. I denne forordning bør der specifikt tages hensyn til landbrugs- og skovbrugspraksis som omhandlet i Kommissionens meddelelse af 15. december 2021 om bæredygtige kulstofkredsløb, herunder skovrejsning, genplantning af skov og aktiviteter, der vedrører bæredygtig skovforvaltning; skovlandbrug og andre former for blandet landbrug; anvendelse af efterafgrøder, dækafgrøder, reduceret jordbearbejdning og styrkelse af landskabstræk; omlægning af dyrkede arealer til braklægning eller af udtagne arealer til permanente græsarealer; og genopretning af tørveområder og vådområder. Når Kommissionen udvikler certificeringsmetoder i forbindelse med kulstofbindende dyrkning, bør den tage hensyn til behovet for at bidrage til at sikre fødevaresikringen, behovet for at fremme beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer og behovet for at undgå, at der opkøbes jord med henblik på spekulation, som resulterer i negative virkninger for landsbysamfundene, samt behovet for at respektere rettighederne for lokalsamfund og oprindelige folk, der er berørt af disse aktiviteter, hvis det er relevant i overensstemmelse med national ret, både i og uden for Unionen. Den bør fremme aktiviteter med det største potentiale til at skabe positive sidegevinster for biodiversiteten samt tage hensyn til den langsigtede skovstruktur, kulstofpuljers langsigtede stabilitet, økosystemernes sundhed, modstandsdygtighed og risikoen for naturlige forstyrrelser.

(26)

Operatører eller operatørsammenslutninger bør kunne rapportere sidegevinster, der bidrager til at opfylde bæredygtighedsmålene ud over mindstekravene til bæredygtighed. Til dette formål bør deres rapportering overholde de certificeringsmetoder, som er målrettet de forskellige kulstoffjernelsesaktiviteter, og som Kommissionen har udviklet. Certificeringsmetoderne bør så vidt muligt tilskynde til generering af sidegevinster for biodiversiteten ud over mindstekravene til bæredygtighed med henblik på at skabe en markedspræmie for de certificerede enheder ved f.eks. at medtage positivlister over aktiviteter, der anses for at skabe sidegevinster. Disse supplerende sidegevinster vil øge de certificerede enheders økonomiske værdi og give operatørerne højere indtægter. I lyset af disse overvejelser bør Kommissionen prioritere udviklingen af certificeringsmetoder til kulstofbindende dyrkningsaktiviteter, som skaber betydelige sidegevinster for biodiversiteten og bidrager til bæredygtig forvaltning af landbrugsjord og skove.

(27)

Kommissionen bør ved hjælp af delegerede retsakter fastlægge udførlige certificeringsmetoder for de forskellige typer aktiviteter, der er fastsat i denne forordning, under hensyntagen til deres særlige karakteristika for at sætte operatørerne i stand til på en standardiseret, verificerbar, omkostningseffektiv og sammenlignelig måde at anvende de kvalitetskriterier, der er fastsat i denne forordning. Disse metoder bør sikre en robust og gennemsigtig certificering af den nettofordel ved kulstoffjernelse eller ved jordemissionsreduktion, der opnås i kraft af aktiviteten, og samtidigt modvirke uforholdsmæssigt store administrative byrder for operatører eller operatørsammenslutninger, særligt for små landbrugere og små skovejere og -forvaltere, navnlig ved at tillade anvendelse af forenklede certificerings- og auditregler såsom sammenslutningsaudit. Disse metoder bør udvikles i tæt samråd med den af Kommissionen nedsatte ekspertgruppe om kulstoffjernelse og med alle andre interesserede aktører. Metoderne bør baseres på den bedste tilgængelige videnskabelige dokumentation, bygge på eksisterende offentlige og private ordninger og metoder til certificering af kulstoffjernelse eller jordemissionsreduktion og tage hensyn til alle relevante standarder og regler, der er vedtaget på EU-plan og nationalt plan.

(28)

I betragtning af behovet for hurtigt at øge kulstoffjernelsen i Unionen bør Kommissionen i første fase af udviklingen af certificeringsmetoder prioritere følgende aktiviteter: aktiviteter, som er mest modne, som kan skabe de største bæredygtighedsrelaterede sidegevinster, eller for hvilke der allerede er vedtaget EU-ret, som er relevant for udviklingen af disse metoder, kulstofbindende dyrkningsaktiviteter, der bidrager til bæredygtig forvaltning af landbrugsjord, skove og det marine miljø, samt aktiviteter, der lagrer kulstof i træbaserede og biobaserede byggevarer. Innovationsfonden fastsætter regler, der er relevante for udviklingen af certificeringsmetoder for bioenergi med kulstoffangst og -lagring og direkte opsamling af CO2 fra atmosfæren. For at undgå en ikkebæredygtig efterspørgsel efter råmaterialer til biomasse bør de finansielle fordele i forbindelse med certificeringen ikke føre til en forøgelse af et bioenergianlægs kapacitet ud over, hvad der er nødvendigt for driften af kulstoffangst og -lagring. Certificeringsmetoder i forbindelse med aktiviteter, der lagrer kulstof i det marine miljø, herunder i havene, bør tage hensyn til de internationale fremskridt inden for rapportering af kulstoffjernelse og de seneste tilgængelige videnskabelige oplysninger og, når sådanne foreligger, resultaterne af Kommissionens rapport udarbejdet i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning (EU) 2018/841. For at fremme bæredygtig og effektiv anvendelse af begrænsede biomasseressourcer bør certificeringsmetoder i forbindelse med aktiviteter, der anvender biomasse, desuden sikre, at princippet om kaskadeanvendelse af biomasse som fastsat i artikel 3, stk. 3, i direktiv (EU) 2018/2001 anvendes, samtidig med at der tages udgangspunkt i eksisterende regler og procedurer, og overlapning undgås. Reglerne for de nationale myndigheders gennemførelse af dette princip er fastsat i nævnte direktivs artikel 3, stk. 3, 3a og 3b.

(29)

For at sikre, at certificeringsprocessen er troværdig og pålidelig, bør aktiviteter underkastes en uafhængig tredjepartsaudit, som udføres af certificeringsorganer. Navnlig bør alle aktiviteter underkastes en indledende certificeringsaudit forud for gennemførelsen for at verificere, at de opfylder kvalitetskriterierne i denne forordning, herunder en korrekt kvantitativ bestemmelse af de forventede nettofordele. Alle aktiviteter bør også underkastes periodiske recertificeringsaudit mindst hvert femte år eller ellers hyppigere som angivet i den gældende certificeringsmetode baseret på den relevante aktivitets karakteristika. Recertificeringsaudit bør verificere, at aktiviteten opfylder kvalitetskriterierne i denne forordning og nettofordelen ved kulstoffjernelse eller nettofordelen ved jordemissionsreduktion, der opnås i kraft af aktiviteten. Som følge af en recertificeringsaudit bør certificeringsorganet udstede en auditrapport om recertificering med et resumé og, hvis det er relevant, et ajourført overensstemmelsescertifikat. Det bør være muligt at foretage hyppigere recertificeringsaudit, endog årligt, for alle aktiviteter, navnlig kulstofbindende dyrkningsaktiviteter. For at reducere de administrative omkostninger ved certificering og recertificering bør operatørerne kunne anvende pålidelig geografisk information fra betalingsorganerne via systemet til identifikation af landbrugsparceller fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 (13). Med dette for øje bør Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter med henblik på at fastsætte strukturen, formatet og de tekniske detaljer for en aktivitetsplan og for en overvågningsplan, og for auditrapporterne om certificering og recertificering.

(30)

Det er afgørende, at operatører, der beskæftiger sig med kulstofbindende dyrkning, får bedre viden, redskaber og metoder til at foretage en bedre vurdering og optimeringen af certificeret kulstoffjernelse og jordemissionsreduktion, af hensyn til en omkostningseffektiv gennemførelse af modvirkningsforanstaltninger og for at sikre deres engagement i kulstofbindende dyrkning. Dette er særligt relevant for Unionens små landbrugere eller små skovejere og -forvaltere, som ofte mangler den fornødne knowhow og ekspertise for at gennemføre kulstofbindende dyrkningsaktiviteter og opfylde de pålagte kvalitetskriterier og tilhørende certificeringsmetoder. Producentorganisationerne bør derfor pålægges at lette tilvejebringelsen af relevante rådgivningstjenester til deres medlemmer. Bl.a. den fælles landbrugspolitik og national statsstøtte kan være en måde at yde finansiel støtte til interaktive innovationsprojekter, der inddrager landbrugere og skovejere og -forvaltere, og tilvejebringelse af rådgivningstjenester, videnudveksling, oplæring og oplysningskampagner.

(31)

I sin meddelelse af 6. februar 2024 med titlen »Sikring af vores fremtid — Europas klimamål for 2040 og vej til klimaneutralitet senest i 2050 i et bæredygtigt, retfærdigt og velstående samfund« anfører Kommissionen, at det er afgørende at skabe yderligere forretningsmuligheder for en bæredygtig værdikæde for landbrugsfødevarer og mobilisere private midler i synergi med offentlig finansiering. Dette kan gøres med nye markedsbaserede mekanismer til at fremme bæredygtige fødevarer, da dette både kan resultere i en bedre fødevarepris, der afspejler bæredygtighed, og en rimelig fortjeneste for landbrugerne og en ny kilde til finansiering af investeringer. Kun en stærk koordinering med alle industrielle aktører i hele fødevareværdikæden og fokus på fair handelspraksis i hele denne kæde kan give de rette incitamenter til bæredygtige landbrugsmetoder, sikre en anstændig og bæredygtig indkomst for landbrugerne og generere indtægter til støtte for omstillingen.

(32)

For at sikre, at verifikationen er nøjagtig, robust og gennemsigtig, bør certificeringsorganer med ansvar for at udføre certificeringsprocessen have de nødvendige kompetencer og færdigheder, og de bør akkrediteres af et nationalt akkrediteringsorgan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 (14) eller anerkendes af en national kompetent myndighed. For at undgå eventuelle interessekonflikter bør certificeringsorganerne også være helt uafhængige af den operatør eller af den operatørsammenslutning, der udfører den aktivitet, som er omfattet af certificeringen. Medlemsstaterne bør derudover bidrage til at sikre den korrekte gennemførelse af certificeringsprocessen ved at føre tilsyn med aktiviteterne i certificeringsorganer, som de nationale akkrediteringsmyndigheder har akkrediteret, og ved at informere certificeringsorganerne og de relevante certificeringsordninger om relevante konstateringer af manglende overholdelse.

(33)

Operatører bør anvende certificeringsordninger til at påvise overholdelse af denne forordning. Certificeringsordningerne bør derfor drives på grundlag af pålidelige og gennemsigtige regler og procedurer, og de bør sikre uafviseligheden af oprindelsen af samt beskyttelsen mod svig med hensyn til de oplysninger og data, der forelægges af operatører, samt nøjagtigheden, pålideligheden og integriteten af sådanne oplysninger og data. De bør også sikre, at der holdes korrekt regnskab med de certificerede enheder for kulstoffjernelse eller enheder for jordemissionsreduktion, navnlig ved at undgå dobbelttælling. Til dette formål bør Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter tekniske harmoniserede certificeringsregler, herunder hensigtsmæssige standarder for pålidelighed, gennemsigtighed og regnskabsføring og uafhængig revision, der skal anvendes af certificeringsordninger for at sikre den nødvendige retssikkerhed med hensyn til de regler, der gælder for operatører og certificeringsordninger. For at sikre en omkostningseffektiv certificeringsproces bør disse tekniske harmoniserede certificeringsregler også have til formål at mindske en unødvendig administrativ byrde for operatører eller operatørsammenslutninger, navnlig for små og mellemstore virksomheder, herunder små landbrugere og små skovejere og -forvaltere.

(34)

For at sikre, at kontrollen af certificeringen er pålidelig og harmoniseret, bør Kommissionen kunne vedtage afgørelser om anerkendelse af certificeringsordninger, der opfylder kravene i denne forordning, bl.a. med hensyn til teknisk kompetence, pålidelighed, gennemsigtighed og uafhængig revision. Sådanne afgørelser om anerkendelse bør være tidsbegrænsede og bør gøres offentligt tilgængelige. Til dette formål bør Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter om indholdet af og processerne for Unionens anerkendelse af certificeringsordninger.

(35)

Bestemmelserne i De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«), der er godkendt ved Rådets afgørelse 2005/370/EF (15), vedrørende offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse, finder fortsat anvendelse, hvor det er relevant.

(36)

For at sikre gennemsigtighed og fuld sporbarhed af certificerede enheder og undgå risikoen for svig og dobbelttælling bør Kommissionen senest fire år fra datoen for denne forordnings ikrafttræden oprette og derefter føre et EU- register over permanent kulstoffjernelse, kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter (»EU-registret«). Kommissionen bør tage hensyn til de rapporter, der er omhandlet i artikel 30, stk. 5, litra a), i direktiv 2003/87/EF og artikel 17, stk. 3, i forordning (EU) 2018/841. Hvis der udtrykkes bekymring vedrørende svig, bør Kommissionen undersøge sagen og træffe egnede foranstaltninger, herunder ved at ophæve relevante afgørelser eller annullere de berørte enheder. Svig kan f.eks. anses for at være begået, hvis der er udstedt mere end ét overensstemmelsescertifikat for den samme aktivitet, fordi aktiviteten er blevet registreret under to forskellige certificeringsordninger eller er blevet registreret to gange under samme ordning. Svig kan også anses for at være begået, når samme overensstemmelsescertifikat anvendes flere gange til at fremsætte den samme fordring med baggrund i en aktivitet eller en certificeret enhed. EU-registret bør anvende automatiserede systemer, herunder elektroniske skabeloner, til som minimum at gøre de oplysninger, der findes i et bilag til nærværende forordning, offentligt tilgængelige. EU-registrets drift bør finansieres ved årlige faste gebyrer, som brugerne skal betale, og som forholdsmæssigt skal svare til deres brug af EU-registret og være tilstrækkelige til at bidrage til dækning af dets oprettelsesomkostninger og de årlige driftsomkostninger, f.eks. omkostningerne ved personale eller IT-værktøjer. Midler fra sådanne gebyrer bør udgøre eksterne formålsbestemte indtægter med henblik på Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (16). De bør navnlig dække omkostningerne ved IT-værktøjer, -tjenester og -sikkerhed, herunder driften og licensordninger, samt omkostningerne ved personale, der arbejder med forvaltningen af EU-registret. Kommissionen bør ved hjælp af delegerede retsakter fastsætte de nødvendige krav vedrørende EU-registret og de faktorer, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af brugergebyrernes størrelse og inddrivelsen heraf. Ved fastsættelsen af disse krav bør Kommissionen også overveje behovet for at sikre tilstrækkeligt tilsyn med handelen med certificerede enheder. I løbet af hvert sidste kvartal i det år, der går forud for kalenderåret for anvendelsen, bør Kommissionen vedtage en eller flere gennemførelsesretsakter med henblik på at fastsætte eller revidere de individuelle beløb for de brugergebyrer, som skal anvendes for det pågældende kalenderår. Indtil EU-registret er oprettet, bør certificeringsordninger, der er anerkendt af Kommissionen, oprette og føre interoperable certificeringsregistre. For at sikre, at der er gennemsigtighed og fuld sporbarhed vedrørende certificerede enheder, og undgå risikoen for svig og dobbelttælling bør certificeringsordningerne også anvende automatiserede systemer, herunder elektroniske skabeloner, til som minimum at gøre de oplysninger, der findes i et bilag til nærværende forordning, offentligt tilgængelige. For at sikre lige vilkår i det indre marked bør Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, hvori der fastsættes standarder og tekniske regler om disse certificeringsregistres funktionsmåde og interoperabilitet. Certificerede enheder bør først udstedes af certificeringsregistre eller af EU-registret, når det er oprettet, efter generering af en nettofordel ved kulstoffjernelse eller en nettofordel ved jordemissionsreduktion på grundlag af et gyldigt overensstemmelsescertifikat som følge af en recertificeringsaudit. For at undgå dobbeltudstedelse og dobbeltanvendelse bør en certificeret enhed ikke udstedes mere end én gang og bør ikke på noget tidspunkt anvendes af mere end én fysisk eller juridisk person. Enheder for permanent kulstoffjernelse, enheder for kulstofbindende dyrkning, enheder for kulstoflagring i produkter og enheder for jordemissionsreduktion bør holdes adskilt fra hinanden. For at tage højde for de iboende risici for genudslip af fjernet kulstof bør enheder for kulstofbindende dyrkning og enheder for kulstoflagring i produkter udløbe ved udløbet af overvågningsperioden for den relevante aktivitet og slettes i certificeringsregistret eller i EU-registret, når det er oprettet, medmindre operatøren eller operatørsammenslutningen forpligter sig til at forlænge overvågningsperioden i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i den gældende certificeringsmetode.

(37)

Certificeringsordningerne spiller en vigtig rolle med hensyn til at påvise overholdelse af denne forordning. Derfor bør certificeringsordninger regelmæssigt aflægge rapport til Kommissionen om deres aktiviteter. Sådanne rapporter bør gøres offentligt tilgængeligt i deres helhed eller, hvis det er relevant, i aggregeret form for at øge gennemsigtigheden og forbedre Kommissionens tilsyn. Desuden vil sådanne rapporter give Kommissionen de fornødne oplysninger til at kunne rapportere om certificeringsordningernes funktion med henblik på at kortlægge bedste praksis og eventuelt forelægge et lovgivningsmæssigt forslag med henblik på yderligere fremme af sådan bedste praksis. For at sikre en sammenlignelig og konsekvent rapportering bør Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, hvori der fastsættes tekniske detaljer om indholdet og formatet af de rapporter, der udarbejdes af certificeringsordningerne.

(38)

For at ændre eller supplere ikkevæsentlige elementer i denne forordning bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med henblik på at fastlægge udførlige certificeringsmetoder for forskellige typer aktiviteter, fastsætte standarder og tekniske regler om EU-registrets funktionsmåde og ændre bilag I og II. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (17). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(39)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (18). Med henblik på at udøve de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat ved nærværende forordning, bør Kommissionen i forbindelse med sine opgaver i henhold til nærværende forordning bistås af Udvalget for Klimaændringer, der er nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (19).

(40)

Kommissionen bør gennemgå anvendelsen af denne forordning senest den 27. december 2027 og derefter senest seks måneder efter den globale statusopgørelse, der er aftalt i henhold til Parisaftalens artikel 14. Denne forordning bør tages op til revision i alle henseender under hensyntagen til den relevante udvikling vedrørende EU-lovgivningen, herunder dens sammenhæng med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841, (EU) 2018/842 (20) og (EU) 2021/1119 samt direktiv 2003/87/EF og (EU) 2018/2001, den relevante udvikling vedrørende UNFCCC og Parisaftalen, herunder regler og retningslinjer vedrørende gennemførelsen af nævnte aftales artikel 6, den teknologiske og videnskabelige udvikling, bedste praksis og markedsudviklingen inden for kulstoffjernelse, potentialet for permanent kulstoflagring i tredjelande med forbehold af eksistensen af internationale aftaler som omhandlet i kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1735 (21), samtidig med at der fastsættes betingelser svarende til dem, der er fastlagt i direktiv 2009/31/EF, for at sikre at geologisk lagring af fanget CO2 er permanent sikker og miljømæssigt sikker, miljøvirkningen af øget anvendelse af biomasse som følge af anvendelsen af nærværende forordning, herunder indvirkningen på jordforringelse og genopretning af økosystemer, indvirkningen på Unionens fødevaresikring og på jordspekulation og omkostningerne ved certificeringsprocessen.

(41)

Senest den 31. juli 2026 bør Kommissionen gennemgå inddragelsen af IPCC-kildekategorien landbrug, underkategori 3.A tarmgæring og 3.B håndtering af husdyrgødning som fastsat i henhold til forordning (EU) 2018/1999 og de gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til nævnte forordning, i de emissionsreduktioner, der er omfattet af nærværende forordning, under hensyntagen til offeromkostninger, udviklingen af de lovgivningsmæssige rammer, mulige negative virkninger, der fører til en stigning i drivhusgasemissionerne, og Unionens klimamål for 2040 som foreslået i overensstemmelse med forordning (EU) 2021/1119, den bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport og den bør, hvis det er relevant, forelægge et lovgivningsmæssigt forslag. I forbindelse med gennemgangen bør det overvejes, hvordan de potentielle enheder, der opnås i kraft af sådanne aktiviteter, bør kategoriseres. Udviklingen af en pilotcertificeringsmetode for aktiviteter, der reducerer landbrugets emissioner fra tarmgæring og håndtering af husdyrgødning, bør også fremskyndes som forberedelse til Kommissionens gennemgang i 2026.

(42)

Overensstemmelsescertifikater og certificerede enheder bør understøtte forskellige slutanvendelser såsom dokumentation for klimarelaterede og andre miljørelaterede virksomhedsanprisninger, herunder i relation til biodiversitet, eller udveksling af certificerede enheder gennem frivillige kulstofmarkeder. Til dette formål bør Kommissionen vurdere og, hvis det er relevant, forelægge et lovgivningsmæssigt forslag om behovet for yderligere krav for at tilpasse denne forordning til reglerne og retningslinjerne i Parisaftalens artikel 6, stk. 2 og 4, og til bedste praksis på de frivillige kulstofmarkeder. Denne vurdering bør sammenligne metodekrav, herunder referencescenarier, overvågningsperioder, aktivitetsperioder, additionalitet, udsivning, ikkepermanent karakter og erstatningsansvar, samt omfatte krav vedrørende godkendelse og tilsvarende justeringer. Den bør også fastslå, om det er hensigtsmæssigt at differentiere slutanvendelser for hver type enhed, samt identificere de tilsvarende krav til private aktørers eller tredjeparters anvendelse af enheder, herunder for de frivillige kulstofmarkeder og internationale overholdelsesordninger, idet der sikres overensstemmelse med relevante EU-retsakter såsom Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 og (EU) 2021/1119 samt direktiv (EU) 2022/2464 (22), registret over internationalt overførte modvirkningsresultater i henhold til Parisaftalens artikel 6, jf. artikel 40 i forordning (EU) 2018/1999, og et fremtidigt direktiv om underbygning og kommunikation af udtrykkelige miljøanprisninger.

(43)

Målet for denne forordning, nemlig at fremme udbredelsen af kulstoffjernelse af høj kvalitet og jordemissionsreduktion og samtidigt minimere risikoen for grønvask, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —