|
Vejledende principper 1.7. De vejledende principper, der er fastsat nedenfor, er direkte forbundet med kravene i BRRD og udvider ikke de afviklingsprincipper eller sikkerhedsforanstaltninger, som er fastsat i direktivet. De har til formål at klarlægge, hvordan afviklingsmyndighederne, under henvisning til disse principper og sikkerhedsforanstaltninger, kan sikre, at kreditorerne på passende vis kan kompenseres ved hjælp af en differentieret konverteringssats. 1.8. Vejledende princip 1: ingen kreditor skal være dårligere stillet. Afviklingsmyndighederne bør ved fastsættelsen af konverteringssatser søge at sikre, at ingen kreditor eller aktionær forventes at modtage en behandling, som er værre end den behandling, de ville have fået, hvis selskabet havde været underlagt national insolvensbehandling på det tidspunkt, hvor beslutningen om at indlede afvikling blev truffet. De bør basere deres vurdering af den forventede faktiske behandling på værdiansættelsen udført i overensstemmelse med artikel 36, stk. 4, litra b) til g), i BRRD. De bør basere deres vurdering af den forventede insolvensbehandling på et skøn over den behandling, hver klasse af aktionærer og kreditorer ville have kunnet forventet at få, hvis selskabet blev likvideret ved almindelig insolvensbehandling, som påkrævet i henhold til artikel 36, stk. 8, i BRRD. 1.9. Ved fastsættelse af konverteringssatser, når bail-in-værktøjet eller beføjelsen til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter bliver anvendt, bør afviklingsmyndighederne også vurdere, om passende hensyn er blevet udvist til ejendomsretten i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. 1.10. Vejledende princip 2: kreditorhierarkiet. For at opfylde målene i vejledende princip 1 bør afviklingsmyndighederne udelukkende fastsætte differentierede konverteringssatser for at opfylde afviklingsmålene eller for at overholde de øvrige principper i artikel 34 i BRRD. Ved fastsættelsen af konverteringssatser bør afviklingsmyndighederne navnlig søge at sikre, at: - a. aktionærerne i det institut, der er under afvikling først bærer tabene
- b. medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i BRRD, bærer kreditorerne i det institut, der er under afvikling, tab efter aktionærerne i overensstemmelse med prioritetsordenen af deres fordringer ved almindelig insolvensbehandling, og
- c. kreditorer i samme klasse behandles ens.
1.11. Når myndighederne fastsætter konverteringssatser i forbindelse med anvendelsen af beføjelsen til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter, som fastsat artikel 59 i BRRD, bør de også sikre, at aktionærerne først bærer tab, at kreditorerne bærer tab i overensstemmelse med prioritetsordenen af deres fordringer ved almindelig insolvensbehandling, og at kreditorer i samme klasse behandles ens, medmindre dette ville være i uoverensstemmelse med nødvendigheden af at tage hensyn til ejendomsretten i henhold til den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. 1.12. Vejledning om, hvordan afviklingsmyndighederne bør anvende disse vejledende principper er anført nedenfor. Værdiansættelse 1.13. Før anvendelse af bail-in-værktøjet eller beføjelsen til at nedskrive eller konvertere kapitalinstrumenter, på det tidspunkt, hvor instituttet ikke er levedygtigt, skal der foretages en værdiansættelse af instituttets aktiver og passiver i henhold til artikel 36, stk. 4, litra b) til g), i BRRD. Denne skal omfatte en retfærdig, forsigtig og realistisk værdiansættelse af selskabets aktiver og passiver. 1.14. Målet med denne værdiansættelse er at indgå i en række afgørelser, som afviklingsmyndigheden skal træffe, herunder om omfanget af annulleringen eller udvandingen af aktier eller andre ejerskabsinstrumenter og omfanget af tab, som skal anerkendes på afviklingstidspunktet. Værdiansættelsen bør indeholde et skøn over værdien, efter konvertering, af de nye aktier, der er blevet overført eller udstedt som vederlag til indehaverne af konverterede instrumenter. 1.15. Artikel 36, stk. 8, i BRRD kræver endvidere, at værdiansættelsen skal indeholde et skøn over den behandling, hver klasse af aktionærer og kreditorer ville have kunnet forvente at få, hvis selskabet blev likvideret ved almindelig insolvensbehandling. Der skal også foretages en uafhængig ex post-værdiansættelse i henhold til artikel 74, stk. 2, for at afgøre, om den faktiske behandling, som aktionærer og kreditorer har modtaget som følge af anvendelsen af bail-in-værktøjet, var værre end den behandling, som de ville have fået, hvis selskabet havde været underlagt almindelig insolvensbehandling (ex post-værdiansættelsen). Anvendelse af vejledende princip 1: at sikre, at ingen kreditor eller aktionær stilles ringere end ved insolvens 1.16. Ved anvendelse af bail-in-værktøjet bør myndighederne fastsætte konverteringssatser, således at den forventede værdi af hver aktionærs eller kreditors samlede aktiebeholdning og gældsfordringer efter anvendelse af afviklingsbeføjelserne i henhold til værdiansættelsen udført i overensstemmelse med artikel 36, stk. 4, litra b) til g), i BRRD, svarer til eller overgår den forventede værdi, som de ville have haft, hvis instituttet havde indledt almindelig insolvensbehandling, i henhold til skønnet foretaget efter artikel 36, stk. 8, i BRRD. 1.17. Nedskrivningen eller konverteringsbeføjelserne i artikel 59 i BRRD kan anvendes separat, uden anvendelsen af bail-in-værktøjet eller andre afviklingsværktøjer. I dette tilfælde bør myndighederne, hvis de vælger at anvende differentierede konverteringssatser, fastsætte konverteringssatserne, således at den forventede faktiske behandling, som hver aktionær eller kreditor får (på baggrund af værdien af deres samlede aktiebeholdning og gældsfordringer efter anvendelse af afviklingsbeføjelserne i henhold til værdiansættelsen udført i overensstemmelse med artikel 36, stk. 4, litra b) til g), i BRRD), forventes at svare til eller overgå den forventede værdi, som de ville have fået, hvis instituttet havde indledt almindelig insolvensbehandling, i henhold til skønnet foretaget efter artikel 36, stk. 8, i BRRD i det omfang, det er nødvendigt for at opretholde de grundlæggende ejendomsrettigheder. 1.18. Hvis kreditorfordringer er fuldt ud nedskrevet, har deres fordringer ikke længere nogen værdi. Når en fordring eller et andet gældsinstrument konverteres til egenkapital, kan aktien have højere, lavere eller samme værdi som den oprindelige konverterede gældsfordring. Værdien af aktien skal indgå i vurderingen af den faktiske behandling, en kreditor får. 1.19. Hvis den samlede anslåede værdi af den egenkapital, de berørte kreditorer modtager efter nedskrivning og konvertering, forventes at være større end det samlede beløb for gældsfordringer, der er nedskrevet eller konverteret til egenkapital, kan vejledende princip 1 opfyldes uden anvendelse af differentierede konverteringssatser. 1.20. Hvis den samlede forventede værdi af den egenkapital, som de berørte kreditorer har fået efter nedskrivning og konvertering, er lavere end det samlede beløb af gældsfordringer, der er nedskrevet eller konverteret til egenkapital, kan det være nødvendigt at anvende differentierede konverteringssatser. 1.21. Hvis det er nødvendigt at fastsætte differentierede konverteringssatser for at forhindre, at kreditorer stilles ringere end ved almindelig insolvensbehandling, eller for at beskytte de grundlæggende ejendomsrettigheder eller andre afviklingsmål, bør konverteringssatserne fastsættes, således at foranstillede kreditorer ikke forventes at blive ringere stillet end ved insolvensbehandling, eller således at de grundlæggende ejendomsrettigheder er beskyttet. Afviklingsmyndighederne bør ikke fastsætte differentierede konverteringssatser, som overfører mere værdi til foranstillede kreditorer, end hvad er nødvendigt for at overholde vejledende princip 2, med henblik på at forhindre, at foranstillede kreditorer stilles ringere end ved insolvensbehandling, eller for at beskytte de grundlæggende ejendomsrettigheder eller andre afviklingsmål. 1.22. For enhver kreditor, hvis krav er blevet fuldt ud konverteret til egenkapital, bør den forventede værdi af den modtagne egenkapital derfor være mindst lige så stor som deres forventede udlodning ved almindelig insolvensbehandling. 1.23. For enhver kreditor, hvis krav kun er blevet delvist konverteret til egenkapital, bør den forventede værdi af den egenkapital, de modtager, derfor være mindst lige så stor som deres forventede udlodning ved almindelig insolvensbehandling, fratrukket den forventede værdi af deres resterende gældsfordring. Anvendelse af vejledende princip 2: overholdelse af de øvrige afviklingsprincipper i artikel 34 1.24. Myndighederne bør fastsætte konverteringssatser for, så vidt det med rimelighed er muligt og under iagttagelse af kreditorsikkerhedsforanstaltningerne og de grundlæggende ejendomsrettigheder, at sikre, at kreditorhierarkiet overholdes fuldt ud. Dette betyder, at hvis en given klasse af kreditorer forventes at lide et tab – dvs. hvis den samlede værdi af de resterende gældsfordringer og aktier efter anvendelse af afviklingsbeføjelserne i henhold til værdiansættelsen udført i overensstemmelse med artikel 36, stk. 4, litra b) til g), i BRRD er mindre end værdien af denne klasses fordringer før afviklingen – så bør afviklingsmyndigheden fastsætte en konverteringssats på nul eller tæt på nul for alle efterstillede klasser af forpligtelser og instrumenter. 1.25. Dette betyder, at aktionærerne bærer tab først. Enhver værdi, der bevares ved afviklingen, allokeres først til de foranstillede og efterstillede kreditorers fordringer. På den måde har differentierede konverteringssatser til formål at sikre, at kreditorerne bærer tab efter aktionærerne i overensstemmelse med prioritetsrækkefølgen af fordringerne ved almindelig insolvensbehandling. Der kan dog fastsættes konverteringssatser, som gør det muligt for de oprindelige aktionærer (og aktionærer, hvis krav hidrørte fra konverteringen af relevante kapitalinstrumenter, på det tidspunkt, hvor instituttet ikke var levedygtigt) at fastholde nogle krav med positiv værdi, eller at egenkapitalen kan deles i et vist forhold af to eller flere klasser af kreditorer. Aktionærer kunne bevare en vis positiv værdi, når det ikke er nødvendigt at nedskrive eventuelle kreditorer, dvs. hvor bail-in udelukkende kræver konvertering. 1.26. Egenkapitalen kunne deles i et vist forhold af to eller flere klasser af kreditorer, hvor den ene kreditorklasse var blevet fuldt konverteret til egenkapital, men der stadig var behov for yderligere konvertering, og hvor delvis eller fuld konvertering af den foranstillede kreditorklasse ikke medførte et tab (dvs. de foranstillede kreditorer modtager en samlet gældfordrings- og aktieværdi, som mindst svarer til værdien af deres oprindelige gældsfordring). Afsluttende bestemmelser 1.27. Afviklingsmyndighederne bør kun anvende differentierede konverteringssatser, når det er nødvendigt for at opfylde de vejledende principper ovenfor. Når der ikke er væsentlige bekymringer med hensyn til at beskytte kreditorsikkerhedsforanstaltninger eller grundlæggende ejendomsrettigheder, og afviklingsmyndighederne finder det godtgjort, at anvendelsen af de samme konverteringssatser vil overholde principperne i artikel 34 og opfylde afviklingsmålene, bør der ikke være behov for differentierede konverteringssatser. 1.28. Når der anvendes differentierede konverteringssatser, bør myndighederne fastsætte konverteringssatserne, så de er rimelig sikre på, at de efterstillede kreditorer eller aktionærer ikke stilles ringere end ved almindelig insolvensbehandling (ved brug af bail-in), og at deres grundlæggende ejendomsrettigheder er beskyttet. Dette betyder, at konverteringssatserne for foranstillede kreditorer ikke bør være uforholdsmæssigt høje. Der ville opstå en uforholdsmæssig fordel, hvis sådanne kreditorer kunne forventes at have fordringer af en betydeligt højere værdi i henhold til skønnet foretaget efter artikel 36, stk. 8, i BRRD.
|