Artikel 3 Udpegelse af afviklingsmyndigheder og kompetente ministerier

1.   Medlemsstaterne udpeger hver især én eller undtagelsesvist flere afviklingsmyndigheder, der tillægges beføjelser til at anvende afviklingsværktøjer og udøve afviklingsbeføjelser.

2.   Afviklingsmyndigheder skal være nationale centralbanker, kompetente ministerier, offentlige forvaltningsmyndigheder eller myndigheder, der har fået overdraget offentlige forvaltningsbeføjelser.

3.   Når en afviklingsmyndighed får overdraget andre funktioner, herunder tilsynsfunktioner, bør der indføres passende strukturelle ordninger for at undgå interessekonflikter mellem de funktioner, som er overdraget afviklingsmyndigheden i henhold til dette direktiv, og tilsynsfunktioner eller andre funktioner, uden at dette berører den udveksling af oplysninger og de samarbejdsforpligtelser, der kræves i henhold til stk. 6.

Medlemsstaterne sikrer, at disse ordninger sikrer effektiv operationel uafhængighed, herunder medarbejdere, kommandoveje og beslutningstagningsprocesser i afviklingsmyndigheden, som er adskilt fra nævnte afviklingsmyndigheds eventuelle tilsynsfunktioner eller andre funktioner.

4.   Kravene i stk. 3 udelukker ikke følgende:

5.   Afviklingsmyndighederne vedtager og offentliggør interne regler for at forhindre interessekonflikter i forbindelse med opfyldelse af kravene i stk. 3 og 4, herunder regler om tavshedspligt og udveksling af oplysninger mellem de forskellige funktionsområder.

6.   Medlemsstaterne stiller krav om, at de myndigheder, der udøver tilsyns- og afviklingsfunktioner, og de personer, der udøver disse funktioner på deres vegne, arbejder tæt sammen om forberedelse, planlægning og anvendelse af afviklingsafgørelser, både når afviklingsmyndigheden og tilsynsmyndigheden er separate enheder, og når funktionerne varetages i den samme enhed.

7.   Hver medlemsstat udpeger et enkelt ministerium som det kompetente ministerium i henhold til dette direktiv. Hvis det er relevant, sikrer medlemsstaterne, at der etableres en passende koordineringsmekanisme med andre involverede ministerier.

8.   Hvis afviklingsmyndigheden i en medlemsstat ikke er det kompetente ministerium, underretter afviklingsmyndigheden hurtigst muligt det kompetente ministerium om afgørelser truffet i henhold til dette direktiv, og, medmindre andet er fastsat i national ret, gennemfører den ikke afgørelser, der har direkte budgetmæssig virkning, uden først at have opnået dette kompetente ministeriums godkendelse.

9.   Hvis en medlemsstat udpeger mere end en afviklingsmyndighed, giver den Kommissionen og EIOPA en fuldt begrundet meddelelse herom og fordeler funktioner og ansvarsområder klart mellem de pågældende myndigheder, sørger for tilstrækkelig koordinering mellem dem og udpeger en enkelt myndighed som kontaktmyndighed med henblik på samarbejde og koordinering med de relevante myndigheder i andre medlemsstater.

10.   Medlemsstaterne meddeler EIOPA, hvilken eller hvilke nationale myndigheder der er udpeget som afviklingsmyndigheder og, hvis det er relevant, som kontaktmyndighed, og hvilke specifikke funktioner og ansvarsområder de har. EIOPA offentliggør en liste over de pågældende afviklingsmyndigheder og kontaktmyndigheder.

11.   Uden at dette berører artikel 67 kan medlemsstaterne begrænse afviklingsmyndighedens og tilsynsmyndighedens og deres respektive medarbejderes ansvar i overensstemmelse med national ret for handlinger og forsømmelser i forbindelse med varetagelsen af deres funktioner efter dette direktiv.