KAPITEL II FOREBYGGELSE

Artikel 7

Restriktioner

1.  Invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan, må ikke tilsigtet:

2.  Medlemsstaterne tager alle nødvendige skridt til at hindre utilsigtet introduktion eller spredning, herunder når det er relevant, som følge af grov uagtsomhed, af invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan.

Artikel 8

Tilladelser

1.  Uanset de restriktioner, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra a), b), c), d), f) og g), og med forbehold af stk. 2 i nærværende artikel, opretter medlemsstaterne et tilladelsessystem, som giver foretagender mulighed for at udføre forskning eller ex situ-bevaring vedrørende invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan. Hvis anvendelse af produkter, der stammer fra invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan, er uundgåelig for at fremme menneskers sundhed, kan medlemsstaterne også medtage videnskabelig produktion og efterfølgende medicinsk anvendelse i deres tilladelsessystem.

2.  Medlemsstaterne bemyndiger deres kompetente myndigheder til at udstede de tilladelser, der er omhandlet i stk. 1, til aktiviteter, der gennemføres i indesluttet opbevaring, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

Tilladelsen i stk. 1 er begrænset til et antal invasive ikkehjemmehørende arter og enheder, der ikke overstiger den indesluttede opbevarings kapacitet. Den omfatter de restriktioner, som er nødvendige for at begrænse risikoen for, at den pågældende art undslipper eller spreder sig. Tilladelsen ledsager til enhver tid de pågældende invasive ikkehjemmehørende arter, når disse arter holdes, indføres i eller transporteres inden for Unionen.

3.  Enheder anses for at være holdt i indesluttet opbevaring, hvis følgende betingelser er opfyldt:

4.  Ved ansøgning om tilladelse giver ansøgeren alle de oplysninger, som er nødvendige, for at den kompetente myndighed kan vurdere, om betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt.

5.  Medlemsstaterne bemyndiger deres kompetente myndigheder til når som helst at trække tilladelsen midlertidigt eller permanent tilbage, hvis der indtræffer uforudsete begivenheder med en skadelig indvirkning på biodiversiteten eller relaterede økosystemtjenester. Enhver tilbagetrækning af en tilladelse begrundes videnskabeligt, og hvis de videnskabelige oplysninger er utilstrækkelige, ud fra forsigtighedsprincippet og under behørig hensyntagen til de nationale administrative regler.

6.  Kommissionen vedtager ved gennemførelsesretsakter formatet på det dokument, der tjener som dokumentation for den tilladelse, som en medlemsstats kompetente myndigheder giver. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 27, stk. 2. Medlemsstaterne anvender dette format for et dokument, der ledsager tilladelsen.

7.  For alle de tilladelser, der er udstedt i henhold til stk. 1, offentliggør medlemsstaterne hurtigst muligt på internettet mindst følgende:

8.  Medlemsstaterne sørger for, at deres kompetente myndigheder foretager inspektion for at sikre, at foretagendet opfylder betingelserne i de udstedte tilladelser.

Artikel 9

Godkendelser

1.  Af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, kan medlemsstater i undtagelsestilfælde udstede tilladelser til foretagender til at udøve andre aktiviteter end dem, der er nævnt i artikel 8, stk. 1, under forudsætning af Kommissionens godkendelse i overensstemmelse med proceduren i nærværende artikel og på de betingelser, der er anført i artikel 8, stk. 2 og 3.

2.  Kommissionen opretter og driver et elektronisk godkendelsessystem og træffer afgørelse om godkendelsesansøgninger inden for 60 dage fra modtagelsen af en ansøgning.

3.  Medlemsstaterne indgiver godkendelsesansøgninger ved anvendelse af systemet i stk. 2.

4.  En godkendelsesansøgning skal indeholde følgende:

5.  Godkendelser udstedt af Kommissionen meddeles den pågældende medlemsstats kompetente myndighed. En godkendelse henviser til et specifikt foretagende, uanset den i stk. 4, litra a), fulgte ansøgningsprocedure, og omfatter oplysningerne omhandlet i stk. 4 samt angiver godkendelsens gyldighedsperiode. En godkendelse omfatter også bestemmelser om levering til foretagendet af en yderligere mængde eller en erstatning af enheder til brug for den aktivitet, for hvilken der anmodes om godkendelse.

6.  Efter en godkendelse fra Kommissionen kan den kompetente myndighed udstede den tilladelse, der er omhandlet i stk. 1 i nærværende artikel i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4-8. I tilladelsen medtages de bestemmelser, der er fastsat i den af Kommissionen udstedte godkendelse.

7.  Kommissionen afslår en ansøgning om godkendelse, hvis de relevante forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, ikke er opfyldt.

8.  Kommissionen underretter så hurtigt som muligt den pågældende medlemsstat om ethvert afslag på ansøgning om godkendelse i henhold til stk. 7 og angiver begrundelsen for afslaget.

Artikel 10

Nødforanstaltninger

1.  Hvis en medlemsstat har oplysninger om forekomst af eller overhængende risiko for introduktion på sit område af en invasiv ikkehjemmehørende art, der ikke er opført på EU-listen, men som af de kompetente myndigheder på baggrund af foreløbige videnskabelige oplysninger anses for sandsynligvis at opfylde kriterierne i artikel 4, stk. 3, kan den omgående træffe nødforanstaltninger i form af en af de i artikel 7, stk. 1, omhandlede restriktioner.

2.  En medlemsstat, der træffer nødforanstaltninger på sit område, som omfatter anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra a), d) eller e), underretter straks Kommissionen og alle de andre medlemsstater om de trufne foranstaltninger og de oplysninger, som berettiger disse foranstaltninger.

3.  Den pågældende medlemsstat foretager straks en risikovurdering, jf. artikel 5, vedrørende den invasive ikkehjemmehørende art, som er omfattet af nødforanstaltninger, ud fra de tilgængelige tekniske og videnskabelige oplysninger og under alle omstændigheder senest 24 måneder efter datoen for vedtagelsen af beslutningen om at indføre nødforanstaltninger med henblik på at opføre denne art på EU-listen.

4.  Når Kommissionen modtager den underretning, der er omhandlet i stk. 2 i nærværende artikel, eller har andre oplysninger om forekomst af eller overhængende risiko for introduktion i Unionen af en invasiv ikkehjemmehørende art, der ikke er opført på EU-listen, men som sandsynligvis vil opfylde kriterierne i artikel 4, stk. 3, fastslår den på grundlag af foreløbige videnskabelige oplysninger ved gennemførelsesretsakter, om arten sandsynligvis vil opfylde disse kriterier, og vedtager nødforanstaltninger for Unionen i form af en eller flere af de restriktioner, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, for en begrænset periode i forhold til den risiko, som arten udgør, hvis den konkluderer, at kriterierne i artikel 4, stk. 3, sandsynligvis er opfyldt. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 27, stk. 2.

5.  Når Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt, jf. stk. 4, ophæver eller ændrer medlemsstaterne efter omstændighederne de nødforanstaltninger, som de har truffet.

6.  Medlemsstaterne ophæver eller ændrer også deres nødforanstaltninger, hvis Kommissionen opfører den invasive ikkehjemmehørende art på EU-listen.

7.  Hvis Kommissionen ikke efter risikovurderingen foretaget i henhold til stk. 3 i nærværende artikel opfører den invasive ikkehjemmehørende art på EU-listen, ophæver medlemsstaterne deres nødforanstaltninger truffet i henhold til stk. 1 i nærværende artikel og kan opføre arten på en national liste over invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på medlemsstatsplan, jf. artikel 12, stk. 1, og overveje et forstærket regionalt samarbejde i henhold til artikel 11.

Artikel 11

Invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på regionalt plan, og arter hjemmehørende i Unionen

1.  Medlemsstaterne kan på deres nationale liste udarbejdet i henhold til artikel 12 over invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på medlemsstatsplan, udpege arter, der er hjemmehørende eller ikkehjemmehørende i Unionen, og som kræver et forstærket regionalt samarbejde.

2.  Efter anmodning fra den berørte medlemsstat træder Kommissionen til for at lette samarbejdet og koordineringen mellem disse involverede medlemsstater i henhold til artikel 22, stk. 1. På grundlag af visse invasive ikkehjemmehørende arters indvirkning på biodiversiteten og relaterede økosystemtjenester samt på menneskers sundhed og økonomien og forudsat at det er grundigt underbygget af en omfattende analyse af begrundelsen for de anmodende medlemsstaters forstærkede regionale samarbejde, kan Kommissionen ved gennemførelsesretsakter kræve, at de berørte medlemsstater på deres område eller på en del af dette tilsvarende anvender artikel 13, 14 og 16, artikel 17 uanset artikel 18, samt anvender artikel 19 og 20, hvor det er relevant. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 27, stk. 2.

3.  Invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på regionalt plan, og som er hjemmehørende i en medlemsstat, er ikke omfattet af bestemmelserne i artikel 13, 14, 16, 17, 19, 20 og 24 på den pågældende medlemsstats område. De medlemsstater, hvor disse arter er hjemmehørende, samarbejder med de berørte medlemsstater om vurderingen af spredningsvejene i henhold til artikel 13 og kan i samråd med de øvrige medlemsstater vedtage relevante foranstaltninger for at forhindre disse arters yderligere spredning i overensstemmelse med proceduren i artikel 22, stk. 1.

Artikel 12

Invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på medlemsstatsplan

1.  Medlemsstaterne kan udarbejde en national liste over invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske for medlemsstaterne. Medlemsstaterne kan på disse invasive ikkehjemmehørende arter anvende foranstaltninger på deres område som de i artikel 7, 8, 13-17, 19 og 20 omhandlede, hvis det er relevant. Disse foranstaltninger skal være forenelige med TEUF og meddeles Kommissionen i overensstemmelse med EU-retten.

2.  Medlemsstaterne informerer Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de arter, de betragter som invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på medlemsstatsplan, og om de foranstaltninger, der er anvendt i henhold til stk. 1.

Artikel 13

Handlingsplaner for invasive ikkehjemmehørende arters spredningsveje

1.  Medlemsstaterne foretager inden for 18 måneder fra vedtagelsen af EU-listen en omfattende analyse af spredningsveje for utilsigtet introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan, i det mindste på deres område og i deres havområder som defineret i artikel 3, nr. 1, i direktiv 2008/56/EF, og klarlægger de spredningsveje, som kræver prioriterede foranstaltninger (»prioriterede spredningsveje«) på grund af mængden af arter eller på grund af de potentielle skader, som forårsages, når arten indføres i EU via disse spredningsveje.

2.  Inden for tre år fra vedtagelsen af EU-listen udarbejder og gennemfører hver medlemsstat én enkelt handlingsplan eller et sæt handlingsplaner for at håndtere de prioriterede spredningsveje, som den har identificeret i henhold til stk. 1. Handlingsplanerne skal omfatte tidsplaner og en beskrivelse af de foranstaltninger, der skal vedtages, og, hvor det er relevant, frivillige foranstaltninger og retningslinjer for god praksis for at håndtere de prioriterede spredningsveje og for at forhindre utilsigtet introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter til eller inden for Unionen.

3.  Medlemsstaterne sikrer koordinering med det formål at få fastlagt én enkelt handlingsplan eller et sæt handlingsplaner, som er koordineret på det relevante regionale niveau i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1. Hvis sådanne regionale handlingsplaner ikke er fastlagt, fastlægger og gennemfører medlemsstaterne handlingsplaner for deres område, og som i videst muligt omfang er koordineret på det relevante regionale niveau.

4.  De handlingsplaner, som er omhandlet i stk. 2 i nærværende artikel, skal navnlig omfatte foranstaltninger, som er baseret på en analyse af fordele og omkostninger, for at:

5.  De handlingsplaner, som udarbejdes i henhold til stk. 2, fremsendes straks til Kommissionen. Mindst hvert sjette år reviderer medlemsstaterne handlingsplanerne og sender dem til Kommissionen.