Artikel 325l Almindelige renterisikofaktorer

De almindelige deltarenterisikofaktorer, som finder anvendelse på rentefølsomme instrumenter, er de relevante risikofrie satser for hver valuta og for hver af følgende løbetider: 0,25 år, 0,5 år, et år, to år, tre år, fem år, ti år, 15 år, 20 år og 30 år. Institutterne tildeler risikofaktorer til de angivne toppunkter ved lineær interpolation eller ved hjælp af en metode, der stemmer bedst overens med de værdiansættelsesfunktioner, som instituttets uafhængige risikokontrolfunktion anvender til at rapportere markedsrisiko eller overskud og tab til den øverste ledelse.

Foreligger der ikke tilstrækkelige data om de markedsbestemte swapkurver, der er beskrevet i stk. 2 og første afsnit i dette stykke, kan de risikofrie satser udledes af den mest hensigtsmæssige statsobligationskurve for en given valuta.

Anvender institutterne de almindelige renterisikofaktorer, der er udledt efter proceduren i andet afsnit, for statsobligationsinstrumenter, fritages statsobligationsinstrumentet ikke fra kapitalgrundlagskravet vedrørende kreditspændsrisiko. Er det i disse tilfælde ikke muligt at isolere den risikofrie sats fra kreditspændskomponenten, henføres følsomheden for risikofaktoren både til klassen for almindelig renterisiko og til klassen for kreditspændsrisiko.

Institutterne anvender yderligere risikofaktorer for inflationsrisiko på gældsinstrumenter, hvis pengestrømme funktionelt afhænger af inflationsraten. Disse yderligere risikofaktorer består af en vektor af de markedsbestemte inflationsrater for forskellige løbetider for hver valuta. For hvert instrument indeholder vektoren lige så mange komponenter, som der er inflationsrater, der anvendes som variabler i instituttets værdiansættelsesmodel for det pågældende instrument.

Hver valutabasisrisikofaktor består af en vektor af valutabasis med forskellige løbetider for hver valuta. For hvert gældsinstrument indeholder vektoren lige så mange komponenter, som der er valutabaser, der anvendes som variabler i instituttets værdiansættelsesmodel for det pågældende instrument. Hver valuta udgør en særskilt undergruppe.

Institutterne beregner instrumentets følsomhed over for valutabasisrisikofaktoren som ændringen i instrumentets værdi ifølge dets værdiansættelsesmodel som et resultat af en ændring i hver af vektorens komponenter på ét basispoint. Hver valuta udgør en særskilt undergruppe. I hver undergruppe er der to mulige særskilte risikofaktorer: basis i forhold til euro og basis i forhold til US-dollar, uanset antallet af komponenter i hver valutabasisvektor. Det maksimale antal nettofølsomheder for hver undergruppe er to.

Med henblik på netting anser institutterne implicitte volatiliteter, som er tilknyttet de samme risikofrie satser og henført til de samme løbetider, for at udgøre den samme risikofaktor.

Når institutterne henfører implicitte volatiliteter til løbetiderne som omhandlet i dette stykke, gælder følgende krav:

Der er ingen kapitalgrundlagskrav vedrørende curvaturerisiko for inflationsrisici og valutabasisrisici.