Artikel 19
Håndteringsforanstaltninger
1. Inden for 18 måneder efter opførelsen af en invasiv ikkehjemmehørende art på EU-listen skal medlemsstaterne have indført effektive foranstaltninger til håndtering af de invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan, og som medlemsstaterne har konstateret er vidt udbredt på deres område, for at deres indvirkning på biodiversiteten, de relaterede økosystemtjenester og, hvis det er relevant, menneskers sundhed eller økonomien minimeres.
Disse håndteringsforanstaltninger skal stå i rimeligt forhold til indvirkningen på miljøet og passe til medlemsstaternes specifikke forhold, være baseret på en analyse af omkostninger og fordele og, så vidt det er muligt, tillige omfatte de genopretningsforanstaltninger, som er omhandlet i artikel 20. De prioriteres på grundlag af risikovurderingen og deres omkostningseffektivitet.
2. Håndteringsforanstaltningerne består af dødbringende eller ikkedødbringende fysiske, kemiske eller biologiske foranstaltninger til udryddelse, populationskontrol eller indeslutning af en population af en invasiv ikkehjemmehørende art. Hvis det er relevant, omfatter håndteringsforanstaltningerne tiltag, som anvendes på det berørte økosystem med henblik på at styrke dets modstandsdygtighed over for nuværende og kommende invasioner. Den erhvervsmæssige anvendelse af allerede etablerede invasive ikkehjemmehørende arter kan midlertidigt tillades som led i håndteringsforanstaltningerne med henblik på udryddelse, populationskontrol eller indeslutning efter nøje begrundelse, og forudsat at alle passende kontrolforanstaltninger er indført for at forhindre yderligere spredning.
3. Ved anvendelsen af håndteringsforanstaltninger og valg af de anvendte metoder tager medlemsstaterne behørigt hensyn til menneskers sundhed og miljøet, navnlig for så vidt angår ikkemålarter og deres levesteder, og at dyr, som berøres af metoderne, skånes for unødig smerte, frygt og lidelse, uden at det går ud over effektiviteten af håndteringsforanstaltningerne.
4. Det overvågningssystem, der er fastsat i artikel 14, udformes og anvendes til at monitorere, hvor effektiv udryddelse, populationskontrol eller indeslutningsforanstaltninger er, når det drejer sig om at minimere indvirkningen på biodiversiteten, de relaterede økosystemtjenester og, hvis det er relevant, menneskers sundhed eller økonomien. I forbindelse med monitoreringen vurderes også indvirkningen på ikkemålarter, hvis det er relevant.
5. Hvis der er betydelig risiko for, at en invasiv ikkehjemmehørende art, som er problematisk på EU-plan, spreder sig til en anden medlemsstat, underretter de medlemsstater, hvori denne art forekommer, straks de andre medlemsstater og Kommissionen. Hvis det er relevant, fastlægger de berørte medlemsstater håndteringsforanstaltninger, som er vedtaget i fællesskab. Hvor også tredjelande kan være berørt af spredningen, tilstræber den berørte medlemsstat at informere de pågældende tredjelande.