2. Afviklingsmyndighederne udarbejder afviklingsplaner for forsikrings- og genforsikringsselskaber, for hvilke de vurderer, at det i forhold til andre selskaber under deres ansvarsområde er mere sandsynligt, at afviklingshandlingen vil være i samfundets interesse, jf. artikel 19, stk. 5, i tilfælde af at det berørte selskab bryder sammen, eller for hvilke myndighederne vurderer, at de udfører en kritisk funktion. Disse vurderinger skal som minimum tage hensyn til nødvendigheden af at nå afviklingsmålene og selskabets størrelse, forretningsmodel, risikoprofil, indbyrdes forbundethed, substituerbarhed og navnlig dets grænseoverskridende virksomhed.
Afviklingsmyndighederne sikrer på grundlag af vurderingerne, der er omhandlet i første afsnit, at mindst 40 % af medlemsstatens marked for livsforsikring og genforsikring og mindst 40 % af dens marked for skadesforsikring og genforsikring – markedsandelen for livsforsikring er baseret på forsikringsmæssige bruttohensættelser og markedsandelen for skadesforsikring er baseret på bruttopræmieindtægter – er underlagt afviklingsplanlægning. Ved beregningen af markedets dækningsgrad kan en koncerns datterselskaber tages i betragtning, hvis disse datterselskaber er omfattet af koncernafviklingsplanen.
Små og ikkekomplekse selskaber er ikke underlagt krav om afviklingsplanlægning, medmindre afviklingsmyndigheden finder, at et sådant selskab udgør en særlig risiko på nationalt eller regionalt plan.