15.6 Fastholdelsespolitik

Den fastholdelsesperiode, der anvendes på variabel aflønning, der betales i form af instrumenter, bør være tilstrækkelig lang til at sikre overensstemmelse mellem incitamenterne og investeringsselskabets langsigtede interesser.

Investeringsselskabet bør kunne redegøre for, hvordan fastholdelsespolitikken hænger sammen med andre risikotilpasningsforanstaltninger, og hvordan det skelner mellem instrumenter udbetalt på forskud og udskudte instrumenter.

Når investeringsselskaberne fastlægger fastholdelsesperioden, bør de tage hensyn til den samlede varighed af udskydelsen og den planlagte fastholdelsesperiode, de væsentlige risikotageres indflydelse på investeringsselskabernes risikoprofil samt varigheden af konjunkturcyklussen, der er relevant for de pågældende medarbejdere.

En længere fastholdelsesperiode, der anvendes generelt for alle væsentlige risikotagere, bør tages i betragtning, hvis de risici, der er knyttet til resultaterne, kan gøre sig gældende efter udgangen af udskydelsesperioden og den almindelige fastholdelsesperiode, i hvert tilfælde for de medarbejdere, der har størst indflydelse på investeringsselskabernes risikoprofil.

For tildelte instrumenter bør der fastsættes en fastholdelsesperiode på mindst ét år. Længere perioder bør især fastsættes, hvis efterfølgende risikojusteringer overvejende afhænger af ændringer i værdien af instrumenter, der er blevet tildelt. Når udskydelsesperioden er på mindst fem år, kan der indføres en fastholdelsesperiode for den udskudte del på mindst seks måneder for andre væsentlige risikotagere end medlemmer af ledelsesorganet og den øverste ledelse, som bør være genstand for en fastholdelsesperiode på mindst ét år.