4.3.1 Muligheder for gennemførelse af strategien

Kreditinstitutterne bør overveje at inkludere en kombination af strategier og løsningsmodeller i NPE-strategien for at nå deres mål på kort, mellemlang og lang sigt. For at NPE-strategien skal blive vellykket operationaliseret, bør kreditinstitutterne som minimum overveje følgende løsningsmuligheder, som ikke gensidigt udelukker hinanden, for forskellige porteføljer og under forskellige betingelser:

• a) Hold-/kreditlempelsesstrategi: passende håndteringsstrategi og kreditlempelsesmuligheder. Muligheden for en hold-strategi er tæt forbundet med kreditinstituttets forretningsmodel, vurderingsekspertise vedrørende kreditlempelser og låntagere, operationel styringskapacitet for misligholdte eksponeringer, outsourcing af servicering og afskrivningspolitikker.
• b) Aktiv porteføljereduktion: salg, securitisering eller, i tilfælde af misligholdte eksponeringer, der anses for at være uinddrivelige, afskrivninger. Denne løsningsmodel er tæt knyttet til tilstrækkeligheden af nedskrivninger, værdiansættelser af sikkerhedsstillelse, kvaliteten af eksponeringsdata og investorernes efterspørgsel efter misligholdte eksponeringer.
• c) Ændring af typen af eksponering eller sikkerhedsstillelse, herunder tvangsauktion, ombytning af gæld til kapital, ombytning af gæld til aktiver eller substitution af sikkerhedsstillelse.
• d) Retslige muligheder, herunder insolvensbehandling og udenretslige løsninger.

Kreditinstitutterne bør fastlægge mellem- og langsigtede strategier for nedbringelse af misligholdte eksponeringer, som måske ikke kan opnås med det samme, f.eks. på grund af en umiddelbart manglende investorefterspørgsel efter misligholdte eksponeringer, hvilket kan ændre sig på mellemlang til lang sigt. Det kan derfor være nødvendigt, at den operationelle plan giver mulighed for sådanne ændringer og kræver forberedelse til dem, f.eks. ved at forbedre kvaliteten af data for misligholdte eksponeringer for at være klar til fremtidige investortransaktioner.

Når et kreditinstitut konkluderer, at ingen af de ovennævnte løsninger vil føre til en tilstrækkelig nedbringelse af misligholdte eksponeringer på mellemlang til lang sigt for visse porteføljer eller individuelle eksponeringer, bør dette klart afspejles i en rettidig værdiforringelses- og afskrivningspraksis.

Kreditinstitutter, der ønsker at engagere sig i komplekse processer som f.eks. risikooverførsler og securitiseringstransaktioner for misligholdte eksponeringer, bør gennemføre grundige risikoanalyser og råde over passende risikokontrolprocedurer.¹¹

¹¹ Som krævet for securitisering i henhold til artikel 82, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU.