5.2.2 Tilpasning til misligholdte eksponeringers livscyklus

Der bør etableres NPE-håndteringsenheder for at sikre, at NPE-håndteringsaktiviteterne og låntagerkontakten er skræddersyede til faserne i misligholdte eksponeringers livscyklus¹⁶ . Kreditinstitutterne bør oprette forskellige NPE-håndteringsenheder for de forskellige faser i misligholdte eksponeringers livscyklus, og også for forskellige porteføljer, hvis relevant. Alle relevante håndteringsfaser bør gives passende opmærksomhed og bør varetages af tilstrækkeligt specialiserede medarbejdere.

¹⁶ Dette omfatter også aktiver, der ikke er klassificeret som misligholdte eksponeringer – såsom kortvarige restancer, eksponeringer med kreditlempelser og overtagne aktiver – der spiller en afgørende rolle i NPE-håndteringsprocessen.

Kreditinstitutterne bør overveje følgende faser i misligholdte eksponeringers livscyklus, idet der også tages hensyn til produkternes særlige karakteristika og restancernes art:

• a) Kortvarige restancer (op til 90 dage i restance):¹⁷ i denne fase bør der fokuseres på det indledende arbejde med låntager med henblik på tidlig inddrivelse og på indsamling af oplysninger, der gør det muligt at foretage en detaljeret vurdering af låntagers forhold (f.eks. finansiel stilling, status for lånedokumentation, status for sikkerhedsstillelse, samarbejdsniveau osv.). Typen af eksponering og sikkerhedsstillelse bør i sidste ende afgøre, hvilken håndteringsstrategi der er den mest hensigtsmæssige. Den kan omfatte kreditlempelser med en kortsigtet tidshorisont, der om nødvendigt skal anvendes (bl.a. i denne indledende periode, hvis relevant) for at stabilisere låntagers finansielle situation, inden der fastlægges en passende håndteringsstrategi. Desuden bør kreditinstituttet, hvor det er hensigtsmæssigt, forsøge at forbedre sin position, samtidig med at der tages hensyn til forbrugernes rettigheder og interesser (f.eks. ved indgåelse af nye låneaftaler, optimering af udestående sikkerhed, minimering af kapitallækager og om muligt supplerende sikkerhedsstillelse). En specifik styringspolitik for restancer bør indeholde retningslinjer for de overordnede NPE-håndteringsprocedurer og -ansvarsområder, herunder forhold, der udløser overdragelse.
• b) Langvarige restancer/kreditlempelser: kreditinstitutterne bør i denne fase gennemføre og formalisere kreditlempelser med låntagere. Der bør kun gennemføres kreditlempelser, hvis kreditinstituttet finder det godtgjort, at låntager har råd til at gennemføre tilbagebetalingerne. Ved vurderingen af, om en omstruktureringsmulighed er levedygtig, bør kreditinstitutterne i det omfang, det er relevant, tage hensyn til artikel 28 i direktiv 2014/17/EU¹⁸ og andre retlige bestemmelser, der har til formål at beskytte forbrugerne. En kreditlempelse bør overvåges i mindst et år i overensstemmelse med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 i betragtning af den øgede risiko, før den i sidste ende kan flyttes bort fra NPE-håndteringsenhederne, hvis der ikke observeres yderligere hændelser, der udløser misligholdelse af eksponeringer.
• c) Afvikling/gældsinddrivelse/søgsmål/tvangsauktion: hvis der ikke er fundet nogen holdbar løsning med kreditlempelse på grund af låntagers finansielle situation eller samarbejdsniveau, bør kreditinstitutterne foretage en cost-benefit-analyse af forskellige afviklingsløsninger, herunder retslige og udenretslige procedurer, idet der også tages hensyn til låntagers interesser. På grundlag af denne analyse bør kreditinstitutterne hurtigt gå videre med den valgte afviklingsløsning, understøttet af juridisk og forretningsmæssig afviklingsekspertise. Kreditinstitutter, der gør omfattende brug af eksterne eksperter, bør sikre, at der findes tilstrækkelige interne kontrolmekanismer til at sikre en effektiv afviklingsproces. I denne henseende bør eksponeringer, der har været klassificeret som misligholdte i en lang periode, tillægges særlig opmærksomhed. En specifik gældsinddrivelsespolitik bør indeholde retningslinjer for afviklingsprocedurer.

¹⁷ Eksponeringer, som sandsynligvis ikke vil blive tilbagebetalt, kan afhængigt af deres kompleksitet indgå i enten enheder for kortvarig restance eller NPE-håndteringsenheder.

¹⁸ Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF, 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34).

Styring af overtagne aktiver (eller andre aktiver, der stammer fra misligholdte eksponeringer): håndhævelse af sikkerhedsstillelse iværksættes generelt, efter at kreditinstituttet har gjort andre forsøg på at inddrive de udestående beløb. Kreditinstituttet bør have en politik, der beskriver inddrivelsesprocessen for overtagne aktiver, herunder navnlig de forskellige faser af håndhævelsen, værdiansættelse af sikkerhedsstillelsen og realisering af forskellige former for sikkerhedsstillelse ved hjælp af passende midler.