7. Aflønningskategorier

129.Inden for rammerne af direktiv 2013/36/EU er aflønning enten fast eller variabel aflønning. Der findes ingen tredje kategori af aflønning. Uanset den nationale gennemførelse af undtagelser i medfør af artikel 94, stk. 3-5, i direktiv 2013/36/EU, skal alle krav i artikel 94 i direktiv 2013/36/EU også opfyldes ud over de generelle krav i artikel 92 i, hvis aflønningen er variabel og udbetales til væsentlige risikotagere. I denne henseende bør institutterne i overensstemmelse med disse retningslinjer kategorisere aflønningskomponenter som fast eller variabel aflønning, og de bør i deres aflønningspolitikker fastlægge klare, objektive, forud fastsatte og gennemsigtige kriterier for at kategorisere alle aflønningskomponenter som fast aflønning eller variabel aflønning i henhold til kriterierne i artikel 92, stk. 2, litra g), i direktiv 2013/36/EU og disse retningslinjer.

130.Når en komponent ikke klart kan kategoriseres som fast aflønning på grundlag af kriterierne i disse retningslinjer, bør den betragtes som variabel aflønning.

131.Aflønning er fast, når betingelserne for dens tildeling og størrelse:

• a. er baseret på forud fastsatte kriterier
• b. er faste og afspejler medarbejdernes erhvervserfaring og anciennitet
• c. er gennemsigtige med hensyn til det individuelle beløb, der tildeles den enkelte medarbejder
• d. er permanente, dvs. opretholdes i en periode, der hænger sammen med den specifikke rolle og det specifikke organisatoriske ansvar
• e. ikke kan tilbagekaldes; det permanente beløb ændres kun via kollektiv overenskomst eller efter genforhandling i henhold til de nationale regler for lønfastsættelse
• f. ikke kan reduceres, suspenderes eller annulleres af instituttet
• g. ikke tilskynder til risikotagning
• h. ikke afhænger af resultater. 132.Aflønningskomponenter, der enten er en del af en generel politik for hele instituttet, og som opfylder betingelserne i punkt 131, eller betalinger, der er obligatoriske i henhold til national lovgivning, anses for fast aflønning. Dette omfatter betalinger, der er en del af rutinemæssige ansættelsespakker som defineret i disse retningslinjer.

133.Følgende aflønningskomponenter bør også anses for faste, når alle lignende situationer behandles på en ensartet måde:

• a. aflønning, der udbetales til udstationerede medarbejdere under hensyntagen til leveomkostningerne og skatteprocenten i et andet land
• b. tillæg, der bruges til at forhøje den faste grundløn i situationer, hvor medarbejdere arbejder i udlandet og modtager lavere aflønning end den, der udbetales på det lokale arbejdsmarked for en tilsvarende stilling, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:
• i. Tillægget udbetales på et fast grundlag til alle medarbejdere i en lignende situation.
• ii. Tillægget tildeles, fordi medarbejderen midlertidigt arbejder i udlandet eller i en anden stilling med et lønniveau, der kræver justering for at afspejle lønniveauet på det pågældende marked.
• iii. Forud fastsatte kriterier ligger til grund for niveauet af yderligere betalinger.
• iv. Varigheden af tillægget hænger sammen med varigheden af ovennævnte situation.

1. Oversigt

1.1 Referencer

1.2 Identificerede krav

1.3 Relaterede standarder

2. Identificerede krav

3. Relaterede standarder

• EBA - Published by the European Banking Authority at https://www.eba.europa.eu/