4. Proportionale detaildiversificeringsmetoder

Med henblik på artikel 123, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 575/2013 bør en eksponering anses for at udgøre en af mange eksponeringer med ensartede karakteristika, således at de risici, der er forbundet med eksponeringen, reduceres væsentligt, når den indgår i en tilstrækkeligt diversificeret portefølje i overensstemmelse med punkt 11.

En portefølje bør anses for tilstrækkeligt diversificeret, når forholdet mellem summen af eksponeringsværdierne for de store godkendte detaileksponeringer, som defineret i punkt 12, og summen af eksponeringsværdierne for alle instituttets godkendte detaileksponeringer ikke overstiger 10 %.

En godkendt detaileksponering bør anses for at være en stor godkendt detaileksponering, når forholdet mellem dens eksponeringsværdi og summen af eksponeringsværdierne for alle instituttets godkendte detaileksponeringer overstiger tærsklen på 0,2 %. Med henblik på at identificere store godkendte detaileksponeringer bør instituttet behandle godkendte detaileksponeringer over for en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, alt efter hvad der er relevant, som én samlet eksponering ved at summere deres eksponeringsværdier.

Instituttet bør først vurdere, om den portefølje, der består af alle instituttets godkendte detaileksponeringer, opfylder betingelsen i punkt 11.

Hvis den portefølje, der består af alle instituttets godkendte detaileksponeringer, ikke opfylder betingelsen i punkt 11, kan instituttet udelukke én eller flere store godkendte detaileksponeringer som defineret i punkt 12.

Den portefølje, der følger af udelukkelsen af eksponeringer i overensstemmelse med punkt 14, bør anses for tilstrækkeligt diversificeret, hvis den opfylder betingelsen i punkt 11.

De eksponeringer, der udelukkes i overensstemmelse med punkt 14, bør ikke anses for at udgøre en af mange eksponeringer med ensartede karakteristika med henblik på artikel 123, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 575/2013.

I tilfælde af en portefølje, der omfatter securitiserede eksponeringer, bør vurderingen af, om diversificeringsbetingelsen i punkt 11 er opfyldt, foretages med hensyn til de detaileksponeringer, der ligger til grund for securitiseringen, som om disse underliggende eksponeringer ikke var securitiserede, i overensstemmelse med artikel 255, stk. 6, i forordning (EU) nr. 575/2013. Beregningen af de forholdstal, der er omhandlet i punkt 11 og 12, bør derfor ikke foretages for hele porteføljen af instituttets godkendte detaileksponeringer, men særskilt for tre delporteføljer. Nærmere bestemt:

• a) For den delportefølje, der består af ikke-securitiserede eksponeringer, bør tælleren og nævneren kun omfatte ikke-securitiserede eksponeringer.
• b) For den delportefølje, der består af securitiserede eksponeringer, hvor instituttet handler som eksponeringsleverende institut, bør tælleren og nævneren omfatte både disse securitiserede eksponeringer og alle ikke-securitiserede eksponeringer.
• c) For den delportefølje, der består af securitiserede eksponeringer, hvor instituttet handler som investor, bør tælleren og nævneren kun omfatte de underliggende securitiserede eksponeringer.

Uanset punkt 17 kan institutter, for så vidt angår securitiserede eksponeringer, hvor institutterne handler som investorer, alternativt anvende følgende vejledning: Den ovenfor beskrevne vurdering af diversificering bør anses for automatisk opfyldt for så vidt angår et instituts investorposition i en securitisering, i det omfang denne består af underliggende eksponeringer, for hvilke der, i overensstemmelse med kravene om rettidig omhu og gennemsigtighed i artikel 5 og 7 i forordning (EU) 2017/2402, ikke kræves oplysninger om låntager og om eksponeringsværdien af de underliggende eksponeringer i de skemaer, der er omhandlet i artikel 7 i nævnte forordning. Denne undtagelse bør alene finde anvendelse i de tilfælde, hvor de skemaer, der er fastsat i medfør af artikel 7, stk. 4, i forordning (EU) 2017/2402, ikke indeholder oplysninger om låntager og om låntagerens størrelse.