Anvendelsesområde

Retningslinjerne er henvendt til institutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 3), i forordning (EU) nr. 575/2013. Når lånet er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/17/EU (realkreditdirektivet), finder afsnit 5 anvendelse på kreditgivere som defineret i dette direktivs artikel 4, nr. 2, med undtagelse af punkt 93. Når lånet er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48/EF (forbrugerkreditdirektivet), finder afsnit 5 anvendelse på kreditgivere som defineret i dette direktivs artikel 3, litra b), med undtagelse af punkt 93.

Disse retningslinjer finder anvendelse på institutternes interne ledelsesordninger og procedurer i forbindelse med långivningsprocesser og gennem livscyklussen for kreditfaciliteter. Disse retningslinjer finder desuden anvendelse på risikostyringspraksis, politikker, processer og procedurer for oprettelse af lån og overvågning af eksponeringer, som ikke er nødlidende, samt deres integration i de overordnede rammer for forvaltning og risikostyring.

Afsnit 4 og 8 gælder for alle kreditrisici, der tages af institutterne, undtagen gældsværdipapirer, derivater og værdipapirfinansieringstransaktioner.

Afsnit 5 og 6 gælder for lån til forbrugere, mikrovirksomheder og små virksomheder samt mellemstore og store virksomheder. Afsnit 5 og 6 finder ikke anvendelse på lån og forskud til kreditinstitutter, investeringsselskaber, finansieringsinstitutter, forsikrings- og genforsikringsselskaber og centralbanker samt lån og forskud til stater, herunder centralregeringer, regionale og lokale myndigheder og offentlige enheder. Afsnit 5 og 6 finder ikke anvendelse på lån med kreditlempelser og nødlidende lån.

De kompetente myndigheder kan overveje at anvende afsnit 6 og 7 på kreditgivere, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/17/EU og direktiv 2008/48/EU, og som ikke er kreditinstitutter.

Hvis en fast ejendom i forbindelse med ejendomslån har blandet anvendelse og bruges som f.eks. både beboelsesejendom og erhvervsejendom, bør ejendommen klassificeres efter den dominerende brug eller betragtes som separate ejendomme baseret på det overfladeareal, der vedrører de respektive brugstyper. Hvis en sådan fordeling ikke kan foretages objektivt (f.eks. hvis visse dele af ejendommen kan anvendes af alle), kan ejendommen klassificeres efter den dominerende brug.

De kompetente myndigheder bør sikre, at institutterne anvender disse retningslinjer på individuelt, delkonsolideret eller konsolideret grundlag i overensstemmelse med artikel 109 i direktiv 2013/36/EU, medmindre de kompetente myndigheder gør brug af de undtagelser, der er fastsat i artikel 21 og 109 i direktiv 2013/36/EU. De kompetente myndigheder bør også sikre, at institutterne anvender disse retningslinjer på delkonsolideret og individuelt grundlag i overensstemmelse med koncernens politikker og praksis på konsolideret grundlag under hensyntagen til disse institutters karakteristika og kreditporteføljer.