2.1. Oversigt over SREP -rammen

De kompetente myndigheder bør have en omfattende SREP - ramme, der omfatter følgende komponenter, som bør vurderes regelmæssigt under hensyntagen til den liste over retsakter, der er offentliggjort separat på EBA's websted, og i forhold til hvilken instituttets overholdelse skal vurderes. SREP- engagementsmodellen i afsnit 2.4 beskriver, hvordan denne ramme kan tilpasses til forskellige institutter i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Disse komponenter er:

• a. kategorisering af instituttet, jf. afsnit 2.1.1
• b. overvågning af nøgleindikatorer, jf. afsnit 3
• c. forretningsmodelanalyse (BMA), jf. afsnit 4
• d. vurdering af intern ledelse og kontroller på institutniveau, jf. afsnit 5
• e. vurdering af kapitalrisici, jf. afsnit 6
• f. vurdering af, om instituttets kapitalgrundlag er tilstrækkeligt, jf. afsnit 7
• g. vurdering af likviditets- og finansieringsrisici og SREP-likviditets- og finansieringsvurdering, jf. afsnit 8
• h. den overordnede SREP- vurdering (herunder anvendelsen af tilsynsforanstaltninger – og foranstaltninger til tidlig indgriben, hvor det er nødvendigt) samt kommunikation, jf. henholdsvis afsnit 9 og afsnit 2.1.2.

De kompetente myndigheder bør betragte SREP som en løbende proces, der integrerer resultaterne af alle tilsynsaktiviteter og alle tilgængelige informationskilder i et samlet tilsynsoverblik over et institut. I tilsynskontrol - og vurderingsprocessen bør der tages hensyn til følgende:

• a. resultaterne af tidligere SREP - vurderinger, forretningsmodelanalyser og løbende tilsyn på afstand
• b. instituttets regnskabsaflæggelse, strategiplan(er), lovpligtig indberetning (fælles indberetning – COREP, finansiel indberetning – FINREP og eventuelt kreditregister) og intern rapportering (f.eks. ledelsesinformation, indberetning af kapital og likviditet samt interne risikorapporter)
• c. instituttets ordninger for ICAAP/ILAAP og genopretningsplanlægning
• d. kontrol på stedet
• e. vurderinger baseret på interne modeller
• f. målrettet dybdegående analyse
• g. horisontale tematiske kontroller
• h. stresstestanalyse
• i. rapporter fra tredjeparter (f.eks. revisionsrapporter og rapporter fra aktie-/kreditanalytikere)
• j. andre relevante sektorbestemte eller makroøkonomiske studier/undersøgelser.

2.1.1. Kategorisering af institutter

De kompetente myndigheder bør inddele alle institutter under deres tilsyn i fire forskellige kategorier baseret på størrelse, den systemiske betydning, arten, omfanget og kompleksiteten af de pågældende institutters aktiviteter og under hensyntagen til arti kel 97, stk. 4, i direktiv 2013/36/EU. Kategoriseringen bør afspejle vurderingen af den systemiske risiko, som institutterne udgør for det finansielle system.

Hvis de kompetente myndigheder inden for en koncern fastslår, at relevansen af de forskellige enheder i koncernen – på baggrund af de elementer, der er anført i punkt 17 – varierer, kan de anvende en kategorisering på individuelt niveau for at afspejle disse forskelle (f.eks. ved at tildele forskellige kategorier til forskellige datterselskaber i koncernen og/eller den konsoliderede enhed).

De kompetente myndigheder bør revurdere kategoriseringen af deres institutter med jævne mellemrum og efter begivenheder, der kan påvirke forretningsmodellernes risikoniveau, eller efter større virksomhedsmæssige tiltag, f.eks. en omfattende afhændelse, en fusion eller en overtagelse samt vigtige strategiske tiltag.

For at sikre et minimumsniveau af sammenlignelighed bør de kompetente myndigheder tage udgangspunkt i nedenstående kategorier:

► Kategori 1 – alle institutter defineret som "store institutter" i artikel 4, stk. 1, nr. 146), i forordning (EU) nr. 575/2013. De kompetente myndigheder kan af proportionalitetshensyn klassificere "store institutter" som kategori 2 - eller kategori 3- institutter, forudsat at de ikke er G-SII'er . Omklassificeringen af "store institutter", der ikke er G - SII'er, bør foretages i overensstemmelse med de kvalitative kriterier i kategori 2 og kategori 3 nedenfor, under hensyntagen til instituttets størrelse, systemiske betydning samt arten, omfanget og kompleksiteten af dets aktiviteter.

► Kategori 2 – i) mellemstore til store institutter, bortset fra dem, der er omfattet af kategori 1, som ikke er et "lille og ikkekomplekst institut" som defineret i artikel 4, stk. 1, led 145, i forordning (EU) nr. 575/2013, og som har aktiviteter inden for flere forretningsområder, herunder andre forretningsområder end bankvirksomhed, og tilbyder kreditprodukter og finansielle produkter til detail - og erhvervskunder, ii) ikkesystemisk vigtige specialiserede institutter med betydelige markedsandele inden for deres forretningsområder eller betalingssystemer eller handelsplatforme/ - markeder til finansielle instrumenter, iii) institutter, der på grund af deres størrelse, aktiviteter eller forretningsmodel (f.eks. centrale institutter i en institutsikringsordning, CCP'er, CSD'er, centrale andelsbanker eller centrale sparekasser) anses for vigtige for økonomien (f.eks. med hensyn til samlede aktiver i forhold til bruttonationalproduktet – TA/BNP) eller for banksektoren i en bestemt medlemsstat.

► Kategori 3 – i) andre små og mellemstore institutter end dem, der er omfattet af kategori 1 og 2, som ikke er et "lille og ikkekomplekst institut" som defineret i artikel 4, stk. 1, led 145, i forordning (EU) nr. 575/2013, som opererer inden for et begræns et antal forretningsområder eller med ikkevæsentlige grænseoverskridende aktiviteter, og som primært tilbyder kreditprodukter til detail - og erhvervskunder samt institutionelle kunder med et begrænset udbud af finansielle produkter, og ii) specialiserede institutter med mindre betydelige markedsandele inden for deres forretningsområder eller betalingssystemer eller finansielle børser.

► Kategori 4 – alle institutter defineret som et "lille og ikkekomplekst institut" i artikel 4, stk. 1, led 145, i forordning (EU) nr. 575/2013 og alle andre små ikkekomplekse institutter, der ikke falder ind under kategori 1- 3 (f.eks. med et begrænset aktivitetsområde og ikkebetydelige markedsandele i deres forretningsområder).

2.1.2. Løbende vurdering af risici, eskaleringsrammer og tilsynsforanstaltninger

De kompetente myndigheder bør løbende vurdere de risici, som instituttet er eller kan blive eksponeret for, gennem deres tilsynsaktiviteter i overensstemmelse med SREP - engagementsmodellen, der er beskrevet i afsnit 2.4.

De kompetente myndigheder bør sikre, at resultaterne af deres vurderinger dokumenteres klart med fokus på de grundlæggende årsager til de konstaterede mangler. Disse resultater bør afspejles i de SREP- scorer, der tildeles i overensstemmelse med disse retningslinjer, og bør danne grundlag for de efterfølgende tilsynsforanstaltninger, som de kompetente myndigheder kan iværksætte i henhold til artikel 102, 104 og 105 i direktiv 2013/36/EU og national lovgivning, samt foranstaltninger til tidlig indgriben, hvor det er nødvendigt, jf. artikel 27 i direktiv 2014/59/EU, eller en kombination af ovenstående.

Som led i deres løbende tilsynsaktiviteter bør de kompetente myndigheder iværksætte passende og rettidige opfølgningsforanstaltninger for at sikre, at et institut effektivt har afhjulpet de konstaterede mangler. I den forbindelse bør de kompetente myndigh eder fastlægge en eskaleringsramme på højt niveau for tilsynsforanstaltninger, der understøtter udvælgelsen af de mest hensigtsmæssige foranstaltninger (både kvantitative og kvalitative) til at afhjælpe de konstaterede mangler. Dette berører ikke de tilsynsbeføjelser, der er tillagt i henhold til det gældende retsgrundlag, og de kompetente myndigheders skøn med hensyn til at fastlægge de mest hensigtsmæssige foranstaltninger på grundlag af de specifikke omstændigheder og mangler.

Den ramme, der er omtalt i det foregående punkt, bør omfatte følgende foranstaltninger, som ikke nødvendigvis skal gennemføres i en bestemt rækkefølge, og som kan skærpes eller lempes alt efter behov:

• a. indledning af en udvidet tilsynsdialog med instituttet, f.eks. ved at afholde et møde med ledelsen eller kræve, at instituttet foretager en selvvurdering
• b. formidling af de korrigerende foranstaltninger, der forventes af instituttet (ikkebindende foranstaltninger), f.eks. tilsynsmyndighedens forventninger eller anbefalinger
• c. krav om specifikke korrigerende foranstaltninger fra instituttet (bindende foranstaltninger), f.eks. fastsættelse af kvalitative mål, som instituttet skal overholde, og/eller fastsættelse/forhøjelse af søjle 2 -kravene eller likviditetskravene
• d. gennemførelse af tilsynsforanstaltninger med henblik på at afhjælpe de konstaterede mangler, f.eks. administrative sanktioner, afhjælpende foranstaltninger eller bøder.

Ved valg af tilsynsforanstaltninger bør de kompetente myndigheder kortlægge hele eskaleringsforløbet under hensyntagen til de foreliggende oplysninger, instituttets art, størrelse og kompleksitet samt behovet for at sikre, at de konstaterede mangler afhjælpes rettidigt. Valget bør baseres på følgende overvejelser, i det omfang de er relevante:

• a. det tilsigtede resultat, som foranstaltningerne sigter mod at opnå, og, hvor det er muligt, de forventede tidsfrister for, hvornår instituttet skal have afhjulpet manglerne
• b. manglernes væsentlighed og de potentielle tilsynsmæssige konsekvenser af, at der ikke gribes ind (dvs. om der kræves en specifik foranstaltning for at løse problemet), og om manglerne allerede er blevet afhjulpet eller dækket af andre foranstaltninger
• c. instituttets påviste evne til eller hensigt om at afhjælpe manglerne
• d. om andre foranstaltninger vil kunne opfylde det samme mål med færre administrative og økonomiske konsekvenser for instituttet
• e. om de konstaterede risici og svagheder er forbundet med hinanden eller selvforstærkende eller begge dele, således at der er brug for strengere tilsynsforanstaltninger
• f. alle andre faktorer, som de kompetente myndigheder anser for relevante.

Uden at det berører de kompetente myndigheders skøn i forbindelse med valget af de mest hensigtsmæssige foranstaltninger, bør alle tilgængelige kvantitative og kvalitative foranstaltninger anvendes på en måde, der gør det muligt at afhjælpe risikoniveauet og/eller manglerne bedst muligt. Her skal der tages højde for risikoens art (kvantitativ og/eller kvalitativ), eskaleringsprocessen samt det forhold, at der bør iværksættes kvantitative foranstaltninger for at afhjælpe mangler i den interne ledelse, herunder interne kontrolforanstaltninger, og andre forhold, hvor andre tilsynsforanstaltninger ikke har været effektive eller anses for utilstrækkelige til at afhjælpe de konstaterede mangler inden for et passende tidsrum⁷ .

⁷ I henhold til artikel 104a, stk. 1, litra b), i Europa - Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2013/36/2026 -01-11).

Bestemmelserne i dette afsnit berører ikke de kompetente myndigheders mulighed for at træffe tilsynsforanstaltninger, der er direkte knyttet til resultaterne af tilsynsaktiviteter (f.eks. kontrolbesøg og vurderinger af egnetheden af medlemmer af ledelsesor ganet og personer med nøglefunktioner), hvis resultaterne af disse aktiviteter kræver, at der straks træffes tilsynsforanstaltninger for at afhjælpe væsentlige mangler.

2.1.3. Dialog med institutter

De kompetente myndigheder bør indgå i dialog med institutterne, når de udfører deres tilsynsaktiviteter.

De kompetente myndigheder bør meddele instituttet resultaterne af SREP -vurderingen i overensstemmelse med afsnit 9 og underrette instituttet om eventuelle foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme de tilsynsforanstaltninger, der iværksættes på baggrund af disse resultater.