5.1. Transmissionskanaler

Institutterne bør gennem observation og vurdering identificere de mest relevante transmissionskanaler, hvorigennem miljømæssige risici kan påvirke deres eksponeringer. Til dette formål bør de indføre en struktureret, veldokumenteret og regelmæssigt gennemgået procedure.

Institutterne bør identificere pålidelige datakilder samt anvende gennemsigtige metoder og klart formulerede antagelser. I overensstemmelse med afsnit 4.2 i retningslinjerne for styring af ESG- risici bør institutterne indsamle de nødvendige data på baggrund af deres væsentlighedsvurdering.

For at identificere miljømæssige transmissionskanaler bør institutterne identificere relevante risikofaktorer ved at tage hensyn til både omstillingsrisici og fysiske risici. En ikke - udtømmende liste over potentielle transmissionskanaler, på både mikro - og makroniveau, findes i bilaget.

Institutterne bør vurdere, i hvilket omfang deres modparter kan være indirekte eksponeret for miljømæssige risici gennem deres værdikæde eller potentielle afsmittende virkninger på den lokale økonomi, og de bør begynde med de største eller mest koncentrerede modparter. Hvis sådanne indirekte virkninger vurderes at være væsentlige, bør institutterne overveje at afspejle dem i de relevante transmissionskanaler.

I henhold til analysens tidshorisont bør institutterne overveje potentielle risikobegrænsende eller - forstærkende faktorer. De kan omfatte:

• a. privat og offentlig forsikringsdækning – under hensyntagen til eksisterende og potentiel fremtidig manglende forsikringsdækning (insurance protection gap)
• b. modparternes løbende indsats og fremadrettede strategier i forbindelse med modvirkning af og/eller tilpasning til klimaændringer (f.eks. eventuelle omstillingsplaner), herunder de risici, der følger af en potentiel fejl eller forsinkelse i den effektive gennemførelse af en sådan omstilling/tilpasning
• c. relevante lokale eller statslige tilpasningsforanstaltninger, samtidig med at man udviser forsigtighed og ikke sætter sin lid til alt for optimistiske regeringsinitiativer eller statslige økonomiske støtteordninger.

Institutterne bør vurdere, hvordan miljømæssige omstillingsrisici og fysiske risici spredes gennem relevante transmissionskanaler og materialiseres i etablerede risikokategorier, herunder:

• a. forretningsmodel og strategisk risiko (f.eks. højere risikoomkostninger og lavere rentabilitet)
• b. kreditrisiko (f.eks. modparters misligholdelse eller øget sandsynlighed for misligholdelse, indvirkning på sikkerhedsværdier)
• c. markedsrisiko (f.eks. værditab på finansielle aktiver, øget volatilitet, udvidelse af kreditspænd på visse aktiver)
• d. likviditetsrisiko (f.eks. vanskeligheder med at få adgang til finansiering eller realisering af aktiver, kundernes øgede likviditetsbehov)
• e. operationel risiko (f.eks. pludselig eller gradvis afbrydelse af processer, herunder fravær af personale og IT - nedbrud).