5.4.4 Afviklingsaktiviteter

Hvis der ikke kan opnås en holdbar omstruktureringsløsning, bør kreditinstitutterne stadig afhjælpe de misligholdte eksponeringer. Afvikling kan indebære retslige procedurer, overtagelse af aktiver, ombytning af gæld til aktiver/kapital, afhændelse af kreditfaciliteter ved salg, overførsel til et porteføljeadministrationsselskab eller securitisering. Hvis den pris, der opnås ved tvangsauktion over fast ejendom, påvirker det beløb, som en forbruger skylder, bør kreditinstitutterne, når de træffer beslutningen med hensyn til afviklingsforanstaltningen og de næste skridt, tage hensyn til bestemmelserne i artikel 17, stk. 5, i direktiv 2014/17/EU,²⁵ i det omfang, det er relevant.

²⁵ Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34).

Afviklingsaktiviteterne bør overvåges af kreditinstituttet for at bidrage til velinformerede strategier og politikker. Kreditinstitutterne bør overvåge afhændelser og faktiske salgs-/overførselspriser i forhold til den regnskabsmæssige nettoværdi.

Kreditinstitutterne bør overvåge mængden af retslige procedurer og tvangsauktioner samt inddrivelsesprocenterne i forbindelse hermed. Resultaterne i denne henseende bør måles i forhold til de fastsatte mål med hensyn til antal måneder/år og tab for instituttet. Ved overvågningen af den faktiske tabsprocent forventes institutterne at bygge historiske tidsserier for hver låneportefølje for at understøtte de antagelser, der er anvendes ved vurdering af værdiforringelser og stresstest.

For eksponeringer, der er dækket af sikkerhedsstillelse eller anden form for garanti, bør kreditinstitutterne overvåge dem i den tidsperiode, der er nødvendig for at realisere sikkerhedsstillelsen eller håndhæve en garanti. Kreditinstitutterne bør ved afvikling også overvåge potentielle haircuts i forbindelse med tvangssalg samt udviklinger på visse markeder (f.eks. ejendomsmarkeder) for at opnå et perspektiv på potentielle inddrivelsesprocenter.

Overvågning af inddrivelsesprocenterne fra tvangsauktioner og andre retslige procedurer bør hjælpe kreditinstitutterne til at foretage en pålidelig vurdering af, hvorvidt beslutningen om tvangsauktion vil give en højere nettonutidsværdi end en mulig kreditlempelse. Data vedrørende inddrivelsesprocenterne fra tvangsauktioner bør løbende overvåges og indgå i potentielle ændringer af kreditinstitutternes strategier for håndtering af deres gældsinddrivelse/porteføljer, der er genstand for retslige procedurer.

Kreditinstitutterne bør også overvåge den gennemsnitlige varighed af nyligt afsluttede retslige procedurer og de gennemsnitlige inddrevne beløb (herunder tilhørende inddrivelsesomkostninger) fra disse afsluttede procedurer.

Kreditinstitutterne bør omhyggeligt overvåge de tilfælde, hvor gælden ombyttes til et aktiv eller kapital, der tilhører låntager, som minimum ved at anvende mængdeindikatorer opdelt efter aktivtype, og sikre overholdelse af begrænsninger i de relevante nationale bestemmelser om besiddelser. Anvendelsen af denne metode som kreditlempelse bør understøttes af en passende forretningsplan og begrænses til aktiver, for hvilke instituttet har tilstrækkelig ekspertise, og markedet realistisk gør det muligt at udtrække den fastsatte værdi fra aktivet på kort til mellemlang sigt. Instituttet bør også sikre, at værdiansættelsen af aktiverne foretages af kvalificerede og erfarne vurderingsmænd.